|
Månedens flue:
Byg en Bille & Match en Myre!
De fleste klækninger af
vandinsekter er slut for sommeren. I stedet fokuserer ørreder
og stallinger på landinsekter, som falder i vandet eller
blæses ud fra land. Et spændende tørfluefiskeri
er resultatet!
Tørfluefiskeriets traditionelle
højdepunkt er maj-juni, hvor de fleste døgnfluer
sværmer - såvel de mindste Caenis-arter som de største
majfluer.
Traditionelt er juli-august derfor
en lidt død periode, hvad tørfluefiskeri angår,
men det behøver nu slet ikke være tilfældet.
Det er nemlig i de varme sommermåneder, at der er allerflest
insekter ved vandet - blot er det landinsekter og ikke vandinsekter.
De kommer ganske vist inde fra land, men alligevel havner de
regelmæssigt på vandet - drattet i fra grene eller
buske, hvis de ikke i stedet er blæst herud af vinden.
Det ved fiskene, som derfor indstiller
sigtet på netop landinsekter - amerikanernes "terrestrials"
- i de varme sommermåneder.
Byg en bille
Biller er klodsede insekter,
der ofte dratter i vandet. De kan flyve, men gør det ikke
gerne. Gør de det endelig, går det i regelen galt!
Billerne hører derfor sammen med myrerne til de vigtigste
landinsekter for fluefiskeren. Uden et godt sortiment af imitationer
i tørflueæsken er man derfor kun halvt påklædt.
Skumbillen flyder
flot og fanger fint! © foto Steen Ulnits
De fleste biller ganske mørke
og ofte metalskinnende. En god bille-imitation er derfor kompakt
opbygget - noget, der er vanskeligt at opnå med de almindelige
kropsmaterialer. Lad os derfor binde en moderne billeimitation
med krop af skumplast:
"Black Beetle"
krog: tørfluekrog
str. 10-20
bindetråd: sort "prewaxed"
krop: sort bindetråd eller "Fly-Rite"
rygskjold: strimmel af sort skumplast
ben: sort hackle
Fluen kan varieres i det uendelige
- med de samme materialer, vel at mærke. Man kan lave korte
og tykke biller eller lange og tynde. Man kan vælge en
anden farve eller andre farvekombinationer. Man kan forsyne dem
med ben eller lade være. Skal fluen have markante ben,
kan man bruge hjortehår i stedet for hacklefibre. De bindes
ind midt på krogskaftet, inden skumplasten foldes frem.
Match en myre
Myrer står forbløffende
ofte på fiskenes spiseseddel. Dels er de aktive insekter,
som ofte havner på vandet ved et uheld. Og dels sværmer
myrerne, når et nyt samfund skal grundlægges.
Man kan i dag købe
færdigstansede skumkroppe til myrer. © foto Steen
Ulnits
Efter sværmningen dør
samtlige myrer. Falder de døende hanner på vandet
i større mængder, går fiskene helt grassat.
De fylder sig, som om det var sidste chance for at få noget
at æde! Tydeligvis er netop myrer en meget nærende
kost for fiskene, som instinktivt ved det.
De største chancer for
at opleve en sværmning af myrer og et efterfølgende
fald af flyvemyrer har man i søer og vandløb, der
ligger i eller løber igennem granskove eller -plantager.
Her finder man de største koncentrationer af myrer.
Når man vil imitere myrer,
skal man mærke sig deres karakteristiske opdeling af kroppen.
En god imitation overdriver denne opdeling, som det fremgår
af følgende mønster:
"Black Ant"
krog: tørfluekrog
str. 12-20
bindetråd: sort »prewaxed«
bagkrop: sort "Fly Rite"
hackle: sort hane
bryst: sort "Fly Rite"
"Black Ant" er en nem
flue at binde - man skal blot huske den karakteristiske opdeling
af kroppen. Bagkroppen gøres tydeligt større end
brystet, og de to kropsdele skal være tydeligt adskilt.
Hacklet tørnes nogle få gange lige midt imellem
dem. Jeg binder altid hacklet ind, så fibrene peger bagud.
Det giver et mere naturtro udseende - vinger og ben bliver til
ét, og man kan undvære vinger af hvide hacklespidser.
Skum, balsa eller kork
I gamle dage - i landinsekternes
ungdom, hvad fluefiskeriet angår - brugte man i vid udstrækning
hjortehår til fremstilling af højtflydende og kompakte
kroppe. Hjortehår er jo tykke og luftfyldte, hvilket bidrager
gevaldigt til flydeevnen.
Idag vil mange naturligt foretrække
at binde netop de plumpe biller med højtflydende kroppe
af skumplast - færdigkøbte eller hjemmeskårne.
Eneste ulempe ved skumplastkroppe af denne slags er, at de let
kan rulle rundt om krogskaftet. Til gengæld flyder de som
propper!
Man kan købe færdige
kroppe i forskellige former og farver - lige til at binde på
krogskaftet. Eller man kan selv skære strimler af passende
bredde og tykkelse ud af forskellige skumplastark. Vælger
man det første, opnår man meget realistiske kroppe,
som dog har en tendens til at rulle om krogskaftet. En lille
dråbe sekundlim på indbindingsstedet er derfor en
god idé.
Vælger man det sidste,
kan man enten binde strimlerne ind som rygskjold over hele eller
dele af krogskaftet. Eller man kan tørne en tynd strimmel
hen over krogskaftet som et stykke tinsel. Man kan naturligvis
også gøre begge dele, hvorved man opnår en
meget højtflydende flue.
Er man mere til svenskernes "hemslöjd",
kan man bygge sine biller og græshopper i balsatræ
eller kork, som først skæres groft til med en hobbykniv
og siden finpudses med sandpapir. Herefter er det tid til malearbejdet,
som eksempelvis kan ende op med uhyre realistiske imitationer
af sort- og gulstribede hvepse - fluer, der både ser godt
ud og fanger godt!
Frækt fiskeri
Glem alt om det klassiske og
traditionelle tørfluefiskeri, hvis det gælder de
lidt større landinsekter. Man skal huske på, at
der nu er tale om landinsekter, der pludselig blæser
eller drysser ned på vandet - ikke vandinsekter,
der langsomt stiger op til overfladen for at klækkes.
Stankelbenet er det
største af landinsekterne - og yderst populært!
© foto Steen Ulnits
Fiskene har typisk ikke nær
så lang tid til at kigge et landinsekt ud, som de ellers
har med vandinsekter som døgnfluer og vårfluer.
De skal derfor beslutte sig hurtigere end ellers - et forhold,
der klart er til fordel for fluefiskeren.
Man indstiller sigtet på
steder, hvorfra insekterne kan havne på vandet. Det er
bredder med udhængende buske og træer, hvorfra de
kan falde ned. Og det er åbne græsmarker, hvorfra
de kan blive blæst ud over vandet.
I mange tilfælde kan man
med fordel kaste sin tørre bille- eller myreimitation
helt op på bredden og herfra lade den dratte ned på
vandet ved at trække forsigtigt i linen. En meget naturtro
præsentation, der i regelen resulterer i øjeblikkelige
hug! Eller fluer, der sidder uhjælpeligt fast i græsset...
Det sidste er endnu en god grund
til altid at binde enkle og holdbare fluer - fluer, som er så
hurtige at binde, at man med sindsro kan tillade sig at miste
én fra tid til anden!
Et kig i vegetationen inde på
land kan være guld værd her sidst på sommeren.
Ikke sjældent kan det sågar lønne sig at "forfodre"
lidt - ved helt enkelt at ryste siv og buske godt, så eventuelle
insekter ramler ned. En sådan kunstig "klækning"
kan starte et mindeværdigt fiskeri, hvis man altså
har de rette fluer i æsken!
Der er to måder at præsentere
sine »terrestrials« på. De små imitationer
- myrer og småbiller - fiskes som almindelige tørfluer.
De skal drive frit ned over fisken. Græshopperne og de
store biller fanger ofte bedst, hvis de præsenteres med
et plask. Der er jo tale om tunge insekter, og fiskene ved, hvordan
det lyder, når de falder i vandet.
Det kan man benytte sig af, når
fisken har placeret sig under buske og træer. En normal
præsentation er her umulig. I stedet lader man sin flue
plaske ned til siden for eller bag fisken. Plasket vækker
fisken til dåd, og mange gange vil den komme ud efter fluen.
Ofte bliver hugget voldsomt!
© Steen Ulnits 2000
|
