|
Aktioner & AFTM
Fluefiskerne har deres AFTM-system
at ty til, når det gælder fluestangens vægtklasse.
Spinnefiskerne taler tilsvarende om en stangs kastevægt
.
Men fiskestangen skal jo andet
og mere end blot kaste. Den skal også kunne fighte fisken.
Og for at få fisken sikkert på land, skal stangen
have en vis rygrad, der svarer til fiskens størrelse.
Kan man ikke lægge det fornødne pres på fisken,
da får man den måske aldrig op. Det nytter således
ikke at drage på storvildt-fiskeri med ultralet fiskegrej!
Larry Kenney fra Scott
Rods måler en topsektion
© foto Steen Ulnits
På flere måder er
længde og aktion to sider af samme sag. Alt andet lige
vil lange stænger altid have en blødere og mere
langsom aktion end tilsvarende korte, der altid vil virke stivere
og hurtigere i aktionen.
- Hurtig eller langsom?
At en stang er "hurtig"
i aktionen betyder, at den oplades hurtigt under kast med
en kort bevægelse. Omvendt kræver langsomme stænger
længere tid og en større bevægelse til denne
opladning. Hurtige stænger har ofte topaktion, mens
langsomme stænger har helaktion, hvor hele klingen
bøjer under kast og fight. Der findes naturligvis også
en mellemting, nemlig den progressive aktion, hvor stangen
bøjer længere og længere ned i klingen med
stigende belastning.
Topaktion egner sig kun til lette
enhånds spinnestænger med fastspolehjul. Stænger
til brug med multihjul bør i stedet have en rolig helaktion,
så man undgår fuglereder i kastet. Fluestænger
bør altid have progressiv aktion, da de jo skal kunne
håndtere en meget variabel kastevægt. Under kastet
arbejder jo fluestangen med en linelængde (kastevægten),
der hele tiden forlænges.
Med kort line ude arbejder kun
toppen, mens resten af klingen gradvis træder i funktion
med øget linelængde. Fluestænger må
derfor aldrig have topaktion. Skal man rullekaste meget, er lange
stænger med helaktion bedst. Dette gælder ikke mindst
tohånds laksestænger til spey kast.
Som fluefisker kan man have brug
for både hurtige og langsomme stænger. Hurtige og
kraftfulde stænger er sagen, når der konstant skal
kastes langt i hård vind. Bløde og langsomme stænger
er omvendt ideelle, når der kun skal kastes kort og fluen
placeres elegant.
- Lang eller kort?
Stangens længde har endvidere
en rent mekanisk funktion, som ikke må overses. Alt andet
lige giver en lang stang længere kast end en kort, som
til gengæld kaster mere præcist. Der er dog grænser
for, hvor lang stangen kan blive. Bliver den for lang, kan man
ikke håndtere den. Og bliver en fluestang omvendt for kort,
kan man ikke holde linen fri af jorden i bagkastet.
En kort stang er det eneste rigtige,
når man fisker i tæt vegetation, som ikke tillader
de store armbevægelser. Men bortset fra dette, så
har den lange stang de fleste fordele. Med den kan man lettere
holde line og agn fri af siv, tang og andre forhindringer under
fiskeriet. Under fight af store fisk under vanskelige forhold
er den lange stang ligeledes til stor hjælp.
Når det gælder fight
af fisk, er der dog nogle klare grænser for, hvor lang
stangen må være. Her er det vægtstangsprincippet,
der slår igennem. Fisker man efter rigtig store fisk -
eksempelvis tun og marlin - kan man med en lang stang ikke lægge
det fornødne pres på fisken under fighten. Vægtstangsregelen
gør, at man med en lang stang ikke råder over den
fornødne kraft til at "pumpe" fiskene ind eller
op til båden.
Her kræves der "lifting
power", og big game stænger er derfor aldrig længere
end 6 til 7 fod gerne kortere.
Test kurve og line
klasse
Hvor aktionen fortæller
noget om, hvordan klingen bøjer under belastning, dér
fortæller stangens test kurve noget om, hvor kraftigt
et pres stangen er i stand til at lægge på fisken
under fight. Stangens test kurve angiver, hvor meget stangen
kan trække, når bundstykke og stangspids danner en
retvinklet og ligebenet trekant. Jo mere stangen kan trække,
desto større fisk kan den bringe i land.
Systemet er engelsk, og stangens
test kurve er derfor angivet i "lbs." - altså
i engelske pund. Klassifikationen finder især anvendelse
til medestænger. Typisk har en let medestang en test kurve
på 1/2 til 1 1/2 lbs. En svær medestang, som skal
kunne tackle store karper, har tilsvarende en test kurve på
2 til 3 lbs.
Når det gælder svære
havstænger, bruger man en anden form for klassifikation.
Her taler man om stangens line klasse - også i engelske
pund, lbs. - som fortæller noget om den line, der bør
benyttes til stangen. Således bør der efter dette
system bruges en 20 lbs. line til en 20 lbs. stang. Havstænger
med en line klasse på 20-30 lbs. klarer de fleste havfisk
på lavere vand, mens de helt store tun og marlin kræver
line klasser på 80-130 lbs.
Imidlertid er det ikke så
enkelt som så. Bruger man eksempelvis en 3 punds line på
en stang med en 3 punds test kurve, vil linen knække. Den
er alt for tynd. Her skal man i stedet gange med 3, 4 eller måske
5 for at få den rette line. Altså skal den line,
der bruges på en stang med en 3 punds test kurve, have
en brudstyrke på min. 9 pund, max. 15. Den dygtigste fisker
kan klare sig med den tyndeste line, mens den urutinerede bør
holde sig til den sværeste.
Også når det gælder
havstængerne, bruger man i regelen sværere liner,
end line klassen angiver. Så har man en vis sikkerhedsmargin,
der tillader slid på linen. Kun en helt frisk line holder
jo sin brudstyrke - uden knude, vel at mærke. Det er således
en god idé at bruge en 30 punds line på en 20 punds
stang.
Kort resumeret: Stangens aktion fortæller om dens
måde at bøje sig på under kast og fight. Stangens
kastevægt fortæller om de vægte på agn
og kunstagn, som stangen kan kaste ubesværet med - altså
uden at under- eller overbelastes. Stangens test kurve fortæller,
hvor stort et pres den kan lægge på fisken under
fight. Endelig angiver stangens line klasse, hvor kraftig en
line den er dsignet til.
AFTM systemet
Fluelinen er hjertet i enhver
fluefiskeudrustning. Modsat spinnefiskeriet, hvor en tung kastevægt
trækker en tynd line efter sig, er det her den tykke og
tunge flueline, som trækker den næsten vægtløse
flue efter sig. Det er ligeledes fluelinens vægt, der afgør
valget af fluestang. Her er fluefiskeri og spinnefiskeri således
fundamentalt forskellige måder at fiske på.
Desværre er vore dages
flueliner ikke så lidt af en jungle. På verdensplan
har antallet af forskellige flueliner nemlig for længst
passeret det første tusind, og antallet stiger stadig!
Selv for en garvet fisker kan det derfor være svært
at vælge.
Alle flueliner blev tidligere
fremstillet af samme materiale - silke imprægneret med
en linolie-agtig dressing. Linens vægt afhang af dens tykkelse,
og man gav derfor linerne bogstavbetegnelser, der både
fortalte om tykkelse (og dermed vægt) samt tapering. Eksempelvis
"HCH", der var "H" tyk i begge ender og "C"
tyk på midten. Dette bogstavsystem var enkelt og fungerede
godt i silkens tid.
Fra silke til PVC
Silkeliner kaster fortræffeligt,
idet de er tynde og uelastiske. De flyder imidlertid kun, dersom
man indfedter dem - en omstændelig procedure, der må
gentages en gang om dagen. Det var derfor noget af en revolution,
da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske
flueline på markedet - en line, der flød, når
den blev indfedtet, præcis som silkelinerne, og sank, når
den ikke blev.
I 1954 sendte så Scientific
Anglers - ligeledes USA - den første selvflydende line
på markedet. Det var "Air Cel", der med mikroskopiske
glaskugler indstøbt i coatingen havde en vægtfylde
mindre end vands. Kort efter fulgte "Wet Cel" trop
- verdens første ægte synkeline med metalpartikler
iblandet coatingen.
Men nu fungerede det gamle bogstavsystem
til klassificering af linevægten ikke længere. Nu
vejede en synkeline af samme tykkelse som en flydeline nemlig
adskillige gange så meget! Der måtte derfor et nyt
system til - et system, der kunne fortælle om linens vægt
uanset dens tykkelse.
Lineklasserne
Det blev til AFTM-systemet,
som angav linens vægt i forskellige klasser - fra 1 til
12 med 1 som den letteste og 12 som den tungeste.
Klasse 1-2 ses uhyre sjældent og er mest
legetøj for inkarnerede fluefiskere, for hvem det hele
ikke kan blive let nok.
Klasse 3-4 er praktisk anvendelige liner, som egner
sig til delikat præsentation af de mindste tørfluer
på de tyndeste forfang.
Klasse 5-6 er såre anvendelige og ideelle
til det meste ørred- og stallingfiskeri med vådflue,
tørflue og nymfe.
Klasse 7-8 er så nær idealet, man kan
komme, når det gælder streamer-fiskeri i større
vandløb. - Eller let enhånds fiskeri efter laks
og havørred.
Klasse 9-10 hører til i den svære ende,
hvor vi finder tunge enhånds og middelsvære tohånds
stænger til laks og havørred.
Klasse 11-12 anvendes på vore bredder næsten
udelukkende til lange laksestænger. Andre steder i verden
fisker man tarpon, tun og sejlfisk med dette grej - på
enhånds stænger!
I AFTM systemet er det vægten
af de første 30 fod - 9,15 meter - der er afgørende.
Man besluttede i sin tid, at det var den linelængde og
dermed vægt, der oftest belastede stangen under praktisk
fiskeri. Det er jo med fluestangen som med spinnestangen, at
den arbejder bedst/ kaster bedst med en bestemt kastevægt.
Essensen af AFTM systemet er, at en line klasse 7 hører
til en stang klasse 7 og så fremdeles.
Vægt og tapering
I praksis er det imidlertid sjældent,
at man fisker med netop 9,15 meter line uden for topøjet.
Skal der kastes langt, er der mere line end som så i luften.
Skal der omvendt kastes kort - eksempelvis i små bække
og åer - er der måske ikke mere end 5 meter line
uden for topøjet.
I førstnævnte tilfælde
står man sig derfor ved at vælge en line, der er
en klasse lettere ned foreskrevet - i sidstnævnte tilfælde
en line, der er en klasse tungere. Ellers har stangen ikke vægt
nok at arbejde med under kastet.
Endelig skal man være klar
over, at der også er forskel på de forskellige taperingers
reelle vægt. Således vil eksempelvis en klasse 6
stang, som kaster optimalt med en WF 6 line, fungere bedst med
en DT 5. Tilsvarende vil den samme stang i regelen kaste bedst
med en ST 7 line, hvis man har brug for skydehoved.
Ser man en fluestang klassificeret
som AFTM 6-7, betyder det normalt, at den er beregnet til en
DT 6 line eller en WF 7. Skal den bruges med et skydehoved af
standardlængde, står man sig ved at vælge en
ST 8.
Tre forskellige lineklasser til
én og samme stang, altså!
© Steen Ulnits 1999
|
