|
Å-premiere
Så kom den da endelig,
den længe ventede premiere ved de fleste danske vandløb!
Ikke mindst ved Vadehavet må
man jo i dag vente lænegere end tidligere - på grund
af den udskudte premiere på årets fiskeri. Nu er
det så den 1. marts, og åen ligger igen og lokker
med sine sving og høller - klar til en vel præsenteret
flue!
Man ved aldrig, hvordan
åen ser ud her ved premieren...
© foto Steen Ulnits
Åen
Men åen kan se uhyre forskellig
ud her ved sæsonstarten. Den kan løbe høj
og brun og på alle måder se utiltalende ud for både
fisk og fiskere, hvis der er faldet megen sne og den pludselig
begynder at smelte.
Den kan også løbe
lav og klar, hvis vinteren har været tør eller sneen
stadig holdes tilbage af Kong Frost. Det er drømmesitationen
for ikke mindst fluefiskeren, der har lidt sværere ved
at komme ned med sine agn end både spinne- og medefiskerne.
Endelig kan åen være
kold eller iskold! Er den "bare" kold, kan der fiskes
- og fanges. Er den iskold, er oddsene noget dårligere.
Helt elendige bliver de, hvis temperaturen pludselig styrtdykker
- typisk på grund af pludselig snesmeltning. Et typisk
eksempel fortæller mere end alverdens ord:
Ved premieren det ene år
oplevede man i en stor sydvestjysk å fint fiskeri ved en
temperatur på kun 2 grader Celsius. Der blev landet masser
af fisk - grønlændere såvel som nedfaldsfisk.
Vinteren havde været normal og vejret stabilt i længere
tid.
Følgende års premiere
var en ren katastrofe med næsten ingen fisk på land
- trods masser af fisk i åen og den samme vandtemperatur
på 2 grader!
Forskellen var imidlertid, at
dagene op til premieren havde budt på næsten 4 grader
varmt vand. Men så havde en pludselig snesmeltning hældt
masser af 0 grader varmt vand i åen og fået vandtemperaturen
ned på 2 grader. Det gav fiskene et kuldechok og premierefiskerne
en lang næse...
Essensen er, at temperaturer
ikke er noget eksakt, når det gælder fisk og deres
aktivitetsniveau. 2 grader er altså ikke altid 2 grader,
når man er en fisk. Det afhænger i lige så
høj grad af, om temperaturen er stabil, stigende eller
faldende.
Fiskene
Der er to slags fisk at fiske
efter her ved premieren: Sølvblanke og tromletykke grønlændere
samt mørke og magre nedfaldsfisk.
Åens faste og rødplettede
beboere, bækørrederne, er som havørrederne
ved dårligt huld, hvis de har gydt. De fleste sætter
dem derfor ud igen, selv om de er helt legalt bytte ifølge
lovgivningen. Flere og flere foreninger har dog valgt at frede
dem frivilligt.
Der kan endnu ligge
sne på bredderne ved premieren.
© foto Steen Ulnits
Er der dambrug ved åen,
er der i regelen også regnbueørreder ved
premieren! I gamle dage slap der regelmæssigt store mængder
regnbuer ud fra dambrugene. Idag er dambrugerne blevet langt
bedre til at passe på deres værdifulde fisk, men
nogle slipper alligevel ud.
De allerfleste danske stammer
af regnbuer har så meget steelhead-blod i årerne,
at de ikke bliver hængende i vandløbet. I stedet
lader de sig falde nedstrøms, indtil de til sidst når
havet, hvor de hurtigt vokser sig store - og kønsmodne.
Da regnbeuørreden fra
naturens hånd er en forårsgyder, vandrer den i løbet
af vinteren op i vandløbet igen for at finde egnede gydepladser.
Og da kan man fange friske opgangsfisk ved premieren - fisk med
den flotteste røde stribe lysende på de brede flanker.
Fisk, som man med god samvittighed og stolthed kan hjembringe
til køkkenregionerne.
De steder, hvor der findes en
bestand af stallinger, kan disse også fanges her
først på året. Bedst på flue, hvis ellers
man kan få den helt ned til bunden. Og da stallingen som
regnbueørreden er en forårsgyder, er den ved bedste
huld her først på året. Fredningen indtræffer
først midt i marts, så de må altså også
hjembringes, hvis de holder mindstemålet.
Det meste premierefiskeri drejer
sig imidlertid om havørreder - om trinde grønlændere
og magre nedfaldere. Begge tilhørende samme art, selv
om de ser meget forskellige ud på denne årstid.
Standpladserne
Er vandløbet naturligt
og ureguleret, slynger det sig afsted gennem landskabet - graver
og aflejrer, mens det langsomt ændrer sit løb. Sine
steder kan vandløbet endda grave så meget, at det
"bider sig selv i halen". Da opstår der karakteristiske
afskårne åslynger, som til sidst er ude af forbindelse
med selve vandløbet.
Jo større svinget bliver,
desto mere udtalt vil det såkaldte "bagvand"
være. Bagvand er steder, hvor strømmen er gået
helt i stå eller sågar løber modsat hovedstrømmen.
Ofte vil man kunne se strømmen køre rundt og rundt,
indtil den langt om længe forlader det dybe og rolige "høl",
som det hedder på godt lystfiskerdansk.
Selve svingene er gode standpladser
for fisk, men de står sjældent over det hele. Ofte
befinder de sig i strømmen, hvor vandet løber ud
eller ind af høllet. Det gælder især i den
varme sommertid, hvor fiskene har behov for mere ilt og derfor
opsøger strømmen, hvor den er stærkest. Omvendt
nu i det tidlige forår, hvor fiskene næsten altid
opholder sig i høllets dybeste og roligste del. Her behøver
de kun bruge få kræfter for at blive stående
Forskellige fisk stiller imidlertid
forskellige krav til deres standpladser. Ørreder kræver
i højere grad end andre laksefisk, at der er "tag
over hovedet". De ynder at stå langt inde under udhængende
bredder og vegetation - et forhold, der dog ikke er så
udtalt her ved sæsonstarten som senere på året.
Regnbueørreder og stallinger
har et langt mindre behov for skjul. De står i regelen
helt frit fremme - selv i dagtimerne. Og er man ellers lidt forsigtig
- og åen ellers løber lav og klar - da kan man ikke
sjældent se fiskene, før man fisker til dem.
Standpladserne er ikke nødvendigvis
de samme året rundt. Det ses tydeligt i vegetationsrige
vandløb, hvor floraen varierer meget i løbet af
året. I vinterhalvåret, hvor grøden er sparsom,
gemmer fiskene sig primært, hvor vandet er dybt, og nær
faste skjul såsom sten, trærødder og lignende.
Samtidig holder de sig netop
nu langt væk fra strømstærke partier, hvor
det kræver for megen energi at opholde sig. De selvsamme
steder, som fiskene med forkærlighed opsøger, når
sommervarmen først har indfundet sig.
Fiskeriet
For fluefiskeren gælder
det om at komme helt ned, og det kan gøres på to
måder: Er vandløbet lille og vandet lavt, kan man
nymfefiske opstrøms med flydeline og et langt forfang
med en vægtbelastet flue og hugindikator. Det er en metode,
som traditionelt bruges til ørred og stalling, men som
ligeledes fungerer fortræffeligt til havørred og
steelhead her først på året. Blot skal der
bruges lidt kraftigere grej.
Fluorescerende fluer
er altid et godt bud til premierefiskeriet.
© foto Steen Ulnits
Fluen skal være så
tung, at den kan synke helt til bunds, og afstanden mellem flue
og den uundværlige hugindikator skal typisk være
1 1/2 gange vanddybden. En hvilken som helst stor og tung nymfe
kan fange fisk, men til de bedre fluer hører små
rognimitationer á la Glo Bugs i fluorescerende røde
og orange farver.
Når man fisker opstrøms
på denne måde, skal man vænne sig til at tænke
anderledes end ellers. Man skal lære sig at forvente huggene
lige for fødderne af én - ikke ude i enden af kastet.
Det skyldes helt enkelt, at fluen jo først er nået
ned og fisker effektivt, når den har drevet nogle meter
med strømmen. Følg derfor hug-indikatoren med øjnene,
til den er passeret ned forbi dig. Før skal fluen ikke
tages op til et nyt kast.
Dette forhold gør også,
at man skal færdes meget forsigtigt ved vandløbet
- selv i forårets normalt høje vandstand. Da fiskene
ofte hugger for fødderne af fiskeren, dur det naturligvis
ikke, om de er skræmt forinden!
Er vandløbet stort og
vandet dybt, har man ikke de problemer. Da kommer man til kort
med flydelinen - selv med det længste forfang. Da må
man i stedet fiske nedstrøms med en hurtigt synkende
klumpline - eventuelt en sinktip - og et ganske kort forfang.
Mend linen opstrøms, i
samme sekund den har taget vandet, og fir efterfølgende
nogle meter ekstra løsline ud. Så kan fluen nå
at synke, inden strømmen tager linen og løfter
fluen i vandet. Hugget falder da i regelen også på
fluens første meter gennem vandet - mens den er længst
nede.
En synkeline type 3 ("Hi-D",
hvis det er en Scientific Anglers line) og et forfang på
3 fod plejer at kunne nå ned. Ellers må man kompensere
og bruge en lidt tungere flue end normalt. Igen er hidsige rognfluer
gode, men også klassikere som Skykomish Sunrise og Mickey
Finn fanger hvert år masser af fisk. En stor hvid Marabou
Muddler er heller ikke uden evner.
Denne trio bør derfor
ikke mangle i æsken her ved sæsonstarten!
© Steen Ulnits 2000
|
