Verden ifølge
Lomborg
- - eller den moderne udgave
af
- "Kejserens Nye Klæder":
- Han har jo ikke noget på...
Den 7. januar 2003 fældede
Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) så
den endelige dom over tidligere lektor ved Institut for Statskundskab
og nuværende direktør for regeringens Institut for
Miljøvurdering (IMV).
Gengivet med tilladelse
fra Mette Dreyer
Dommen var klar: Bjørn
Lomborg kan ikke bedømmes som videnskabeligt uredelig,
da man ikke kan bevise, at han har handlet bevidst og i ond hensigt.
Til gengæld konkluderede et enigt udvalg, at Bjørn
Lomborgs meget omdiskuterede bog "Verdens Sande Tilstand"
(på engelsk "The Sceptical Environmentalist")
ikke holder vand. UVVU konkluderede nemlig enstemmigt, at indholdet
er
"i klar strid
med normerne for god videnskabelig skik".
Denne dom vakte voldsom opstandelse
overalt. Miljøministeren, som ellers tidligere havde undsagt
Bjørn Lomborg flere gange, sluttede 100% op om direktøren
for IMV. Statsministeren, som i praksis selv havde bestemt, at
det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg
skulle være direktør, bakkede ligeledes 100% op
om Lomborg.
Siden fulgte en underskriftindsamling
fra et stort antal fortrinsvis samfundsfvidenskabelige forskere,
som mente, at UVVU's dom var usaglig og udokumenteret. Efterfulgt
af dobbelt så mange underskrifter for UVVU indsamlet blandt
naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige forskere.
Endelig resulterede det hele
i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en nærmere præcisering
af UVVU's opgave og rolle. Samtidig skal alle IMV's hidtidige
rapporter evalueres af eksterne eksperter. Ikke uventet opfordrede
oppositionen til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges
og Bjørn Lomborg fyres.
- Men hvordan kom det så
langt, og hvorfor strides de lærde egentlig? I det følgende
gennemgås i kronologisk orden nogle af de hændelser,
der førte til dagens stridigheder om miljøet og
verdens sande tilstand. Det er en meget lang artikel med masser
af artig læsning om det danske samfund og dets måde
at fungere på!
Grønt Venstre-sving?
11. februar 1998:
Det ser nu ud til, at partiet
Venstre - langt om længe - er ved at undsige deres rødder
i landbruget. At det stigende antal byvælgere nu begynder
at slå igennem - til fordel for miljøet.
Det har senest vist sig i forliget
om den såkaldte " Vandmiljø-handlingsplan II",
der har måttet samle op på stumperne fra den første
plan, som viste sig helt ineffektiv over for landbrugets kvælstofudledninger.
Venstres formand Uffe Elleman
Jensen - selv ivrig lystfisker og bestyrelsesmedlem i Dansk Laksefond
- har lidt forsigtigt udtalt, at Venstre jo også repræsenterer
andre interesser end lige netop landbrugets.
Folketingsmedlem Jens Løgstrup
Madsen er mere markant i sine udtalelser: "Vi har været
for svage til at sige fra over for landmændene. Vi burde
tidligere have krævet, at landbruget brugte de selvsamme
markedsøkonomiske principper, som vi forfægter over
for andre erhverv. Derfor bør de ikke længere have
statsstøtte."
"Vi er ikke længere
kun bøndernes parti",
siger den nyvalgte Venstre-borgmester i København, Søren
Pind. Han fortsætter: "Landbruget har selv svigtet.
I en lang årrække har det ikke været dygtigt
nok til at formidle, at det ikke selv har interesse i at forurene
miljøet."
Formanden for Venstres Ungdom,
Troels Lund Paulsen, gør kursændringen endnu tydeligere:
"Det er fornuftigt, at vi nu viser, at vi er for en offensiv
miljøpolitik. Landbruget har ikke vetoret i Venstre og
derfor heller ingen særstatus."
Kursskiftet i Venstre skyldes
i høj grad frygten for et snarligt valg, hvor vælgerne
ellers ville stå over for valget mellem en grøn
venstrefløj og en miljøfjendsk højrefløj.
Eller som Søren Pind udtrykker det i Jyllands-Posten:
"Socialdemokratiets valgkampstrategi er at udstille Venstre
og bønderne som de største miljøsvin."
Medvirkende årsag er sikkert
også, at bønderne i dag kun udgør 3% af vælgerne.
Og at landbrugets andel af den samlede danske eksport i løbet
af de sidste 40 år er faldet fra små 65% til knap
15%.
Under alle omstændigheder
var det tiltrængt med et grønt Venstre-sving fra
et parti, der længe har kørt over for rødt
i spørgsmålet om det danske vandmiljø!
Lomborg og logikken?
5. marts 1998:
I den seneste tid har Århus-lektor
i statskundskab Bjørn Lomborg bragt alarmerende "nyheder"
til torvs. Han har nemlig - sammen med sine trofaste studerende
- studeret internationale miljøstatistikker og fundet
frem til sensationelt nyt:
Miljøet har det helt
fint - bedre end nogensinde. Problemerne er minimale, og der
er på det nærmeste ingen grænser for vækst.
Al snak om syreregn, skovdød og forurening af vandmiljøet
er bragesnak fra forskere, der blot søger øgede
bevillinger til deres egen forskning!
Men den gode Lomborg, som fik
stillet uanede mængder af spalteplads til rådighed
for sine sensationelle "nyheder", har måttet
æde det hele i sig igen. I hvert fald har han nu fået
læst og påskrevet af de forskere, der til daglig
sidder med problemerne helt inde på livet. Han har fået
at vide, at han skulle have læst lidt mere på lektierne
og sat sig en hel del mere ind i problemstillingerne, før
han erklærede fred og ingen fare.
Lomborgs argumenter lyder typisk
sådan her: For et antal år siden blev der råbt
vagt i gevær. Sur regn fra industriområderne fik
træerne til at dø og mange søer til at gispe
efter vejret. Skovhugst i Sydamerika truede med at udrydde den
livsvigtige regnskov og reducere antallet af nulevende dyre-
og plantearter.
Med særligt udvalgte statistikker
fra store og verdensomspændende organisationer viste Lomborg,
at vi i dag har mere skov på verdensplan end dengang. At
skovdød slet ikke er det problem, det engang blev udråbt
til. Lomborg kunne til og med læse sig frem til, at den
svovlsure regn faktisk gøder skoven, som så giver
mere udbytte! Og at vandmiljøet i dag har det bedre end
nogensinde...
Lomborg havde blot glemt én
meget vigtig ting: At havde ingen råbt vagt i gevær
på et tidligt tidspunkt, og havde ingen gjort noget ved
problemerne i mellemtiden, så var det hele endt i den forudsagte
katastrofe. Underligt, at han ikke kunne eller kan tænke
så langt. - Eller havde og har han en skjult dagsorden
med sine "nyheder"?
Tvivlen bør som altid
komme den anklagede til gode - i dette tilfælde miljøet.
Hellere for lidt gift end for meget.
En RedakThøger ser lyset
1. oktober 1998:
Dagbladet Politiken, som ellers
plejer at være ret fremsynet på miljøområdet,
har lidt et voldsomt tilbageslag.
Chefredaktør Thøger
Seidenfaden, som nok er mest kendt for sine udførlige
prøvesmagninger og tests af sommerens isprodukter, er
konverteret. Han har droppet sin tro på biologer og økologer
til fordel for en samfundsforsker, der maner til besindighed:
Al den snak om miljøet
er gas og gejl fra en bunke videnskabsfolk, der blot vil skaffe
arbejde til sig selv. For miljøet har det nemlig bedre
end nogensinde, og naturen er ikke sådan at slå ihjel.
(- Hvem sagde forresten Mariager Fjord?)
RedakThøger, som Politikens
eget vittige organ ATS altid kalder chefredaktøren, er
nu faldet for den folkelige forfører Bjørn Lomborg
og promoverer sågar hans nye bog om miljøets fortræffelige
tilstand. RedakThøger har set lyset og Lomborg gå
på vandet. Som ællinger efter en andemor adopterer
han og mange andre den nemme og bekvemme holdning, at der slet
ikke er noget problem at forholde sig til. Miljøet har
det fint, så hvorfor dog spendere penge på det?
Vi lever åbenbart i en
tid, hvor alle kan have en kvalificeret mening om alt - lige
fra økonomien bag (og behovet for) en ny Storebæltsforbindelse
til rimeligheden i at bruge penge på et bedre miljø.
Faggrænserne er for alvor brudt ned. Så meget, at
selv biologer åbenbart ville være bedre og mere saglige
til at redigere Politiken end faguddannede journalister.
Ny enhed: En "Lomborg"
4. oktober 1998:
Studieleder og lektor ved Internationale
Studier, RUC, Mogens Buch-Hansen, foreslår i dag i dagbladet
Politiken, at der indføres en ny enhed i det danske samfund:
En "Lomborg".
En "Lomborg" er defineret
som "nedgang i livskvalitet som følge af en fortsat
ubekymret økonomisk vækst". Denne nedgang
kunne måles i antallet af kræftsyge på grund
af forurening af jord, luft og vand. Den kunne også måles
i antalet af kronisk syge på grund af støjforurening
eller fejlernæring for de fattigste befolkningsgrupper.
Der er masser af muligheder.
Buch-Hansen skriver videre i
Politiken, at "når Bjørn Lomborg fremhæver,
at det går stadigt bedre i verden og blandt andet bruger
nedgangen i luftforureningen i Europas storbyer som eksempel,
så glemmer han at nævne, at dette jo netop skyldes
en ihærdig indsats fra miljøfolk. Miljødebatten
har medvirket til, at vi har fået blyfri benzin, lidt mere
kollektiv transport, og at det endelig er ved at være en
konkurrenceparameter at producere miljørigtigt. Men det
er netop disse miljøfolks arbejde, Bjørn Lomborg
med sine statistiske manipulationer lægger gift for."
Citat slut.
Det har Buch-Hansen desværre
fuldstændig ret i. Så måske man i stedet for
at gøre en "Lomborg" til en ny statistisk enhed
skulle gøre den til en anti-miljøpris, der uddeles
hvert år. Til den, der i det forgangne år har gjort
mest for at bremse udviklingen mod et renere samfund.
Der findes allerede en del personer
i industri og landbrug, som aspirerer til en sådan pris.
Og som helt sikkert ville være meget stolte af at modtage
den...
Lomborg og lommeregneren...
16. november 1998:
I dagbladet Politiken har geolog,
lic. scient Claus Heinberg den 12. november 1998 en ordentlig
svada til Bjørn Lomborg. I en kronik med titlen "Lomborg
og lommeregneren" giver han konkrete eksempler på,
hvordan Lomborg har manipuleret sig frem til sit glade budskab
om klodens sande tilstand - at det hele bare går så
ufattelig godt, hvad miljøet angår...
Kronikken er et "must"
for enhver, der ønsker at have argumenterne mod Lomborgs
lal i orden. Som vil vide, hvordan han helt konkret er nået
frem til sine opsigtsvækkende konklusioner om miljøets
fortræffelige tilstand. Lomborg har helt enkelt kun sigtet
efter de mål, han med sikkerhed kunne ramme ud fra statistikkerne.
Og så har han valgt en logaritmisk skala til sine grafer,
når det var gavnligt for den grafiske fremstilling. Blot
et enkelt eksempel ud af mange i kronikken.
Heinberg får også
sagt, at statistik såmænd er meget godt. Det kræver
blot, at den, der bruger tallene, dels har forstand på
statistik - dels har en faglig indsigt i emnet. Og det sidste
har Lomborg ikke. Han har en økonomisk baggrund - ikke
en naturvidenskabelig.
Det fører blandt andet
til glade konklusioner om, at kloden slet ikke er ved at blive
tømt for livgivende skove. De tørre tal viser ganske
rigtigt det stik modsatte. Trist blot, at Lomborg overhovedet
ikke tager højde for skovenes karakter. Men blindt accepterer,
at tabt tropisk regnskov, som aldrig kan genskabes, blot erstattes
med tempereret løv- og nåleskov.
Typisk for bogen er, at den totalt
mangler "kvalitet" som begreb. Den fokuserer kun på
kvantiteten - på pengene og den samlede økonomi.
- Måske det også
er den sande baggrund for bogens udgivelse?
Lomborg og lagkagen
15. september 2001:
Århuslektor Lomborg er
en falsk miljøprofetier. For det første har han
ingen forstand på miljøproblemer, men behandler
blot statistisk materiale fra store internationale undersøgelser.
For det andet kan man ikke behandle statistik uden samtidig at
have faglig indsigt i det pågældende område.
Da kan man let komme til at sammenligne Rundetårn og et
tordenskrald: - Hvad er højest?
Det er som at sætte en
elektriker til at bage brød. Eller en sygeplejerske til
at bygge Storebæltsbroen. Der findes som bekendt hvide
løgne, sorte løgne - og så statistik. Statistik
er derfor både farligt, fristende og forførende.
Men Lomborg fremturer i sit soloprojekt
og egotrip, der ganske enkelt går ud på at modsige
alverdens miljøeksperter - med publikumsvenlige konklusioner
om, at verdens miljø faktisk har det bedre end nogensinde.
Eller noget nær. At det derfor er totalt spild at investere
millioner og milliarder af kroner i et bedre miljø med
renere luft, jord og vand.
Men pressen elsker det, og selv
det normalt miljøbevidste dagblad Politiken har bidt på
lektor Lomborgs krog - i form af redaktør Seidenfaden,
der har taget Lomborg ind som fast skribent på miljøsiden.
Her går det bare så ufattelig godt - når man
altså læser Lomborg i Politiken. Eller læser
en af hans bøger om samme emne.
Nu har Lomborg så netop
udgivet en ny bog om selvsamme emne, og den har fået uventet
stor bevågenhed i pressen verden over. Så stor, at
den nu oversættes til engelsk. Og så stor, at Lomborg
for nylig blev inviteret til en gæsteforelæsning
på det ansete Oxford University i England. Her ville man
gerne teste Lomborgs luftige påstande ved at lade ham selv
fortælle om dem.
Men ikke alle var på forhånd
villige til at lytte til Lomborgs populistiske og ikke underbyggede
påstande om det sunde globale miljø. Knap var Lomborg
kommet inden for i foredragssalen, førend en forfatterkollega
smed en lagkage i synet på ham. Kagen var en "Baked
Alaska" bagt af Mark Lynas, som "ønskede
at smide kagen ind i Lomborgs selvtilfredse ansigt - i solidaritet
med amerikanske indianere og Alaskas eskimoer, der rapporterer
om stigende temperaturer, om isen, der forsvinder fra havene,
og om de forfærdende effekter, dette har på dyr,
fugle og fisk".
Lynas udtalte videre, at Lomborg
giver multinationale oliefirmaer som Esso (Exxon) en ren foræring
med sin afvisning af tidens og jordens miljøproblemer.
"Jeg kan ikke se, hvorfor det skal gå ud over miljøet,
hver gang en totalt ukendt akademiker keder sig og får
lyst til at kaste sig ud i et egotrip. Hans nye bog er fuldstændig
forvrøvlet", sluttede Lynas.
Det kan man kun give ham ret
i. Men man må samtidig også tage afstand fra den
infantile debatform á la lagkagekomik. Lomborgs Lyksaligheder
er et reelt problem for løsningen af verdens miljøproblemer.
Verden labber Lomborgs Lyksaligheder i sig, som katten gør
det med fløden. Sandheden er jo som bekendt ilde hørt,
og et bedre miljø koster penge. Mange penge. Det gider
ingen derfor høre om. Og derfor er Lomborg en mediesucces.
- Men hvor dum har man lov til
være?
Lomborg under luppen
24. februar 2002:
Lektor Lomborg, der med base
i Århus Universitet længe har spillet rollen som
kageklovn og Rasmus Modsat, er nu selv sat under luppen. Og det
i en tid, hvor den nye borgerlige regering vil oprette et nyt
Miljøøkonomisk Institut - foreslået af Lomborg
selv, der netop også har søgt stillingen som direktør
for det...
Siden udgivelsen af sin første
bog "Miljøets Sande Tilstand" og den efterfølgende
engelske udgave har Lomborg været Dagbladet Politikens
og erhvervslivets kæledægge og nye leder, som talte
netop deres økonomiske sag. Lomborgs imponerende konklusioner
var jo netop, at miljøet havde og har det fint - at der
ingen grund er til fortsat at bruge penge på det, hvis
man kan få mere for sine penge andetsteds.
Lomborg baserede sine opsigtsvækkende
teorier og konklusioner på tal, som han selektivt havde
plukket ud af store internationale undersøgelser - tal,
som han siden lavede statistik på. Som mange sikkert ved,
så findes der tre slags løgne: Hvide løgne,
sorte løgne - og så statistik. Sidstnævnte
kan man nemlig få til at vise, præcis hvad man ønsker
- hvis man altså er kynisk nok og tilsidesætter enhver
videnskabelig ansvarsfølelse.
Det er, hvad Lomborg i rigt mål
har gjort. Og det er, hvad en enig verdenspresse nu anklager
ham for. Således er hans bog og dens epokegørende
konklusioner om verdens velvære blevet kritiseret sønder
og sammen af verdens førende tidsskrifter på det
naturvidenskabelige område. Alle anklager de ham for selektivt
at have udvalgt de kilder, der kunne bekræfte hans allerede
valgte konklusioner. Og for lige så selektivt at have udeladt
de kilder, der kunne modbevise dem.
Lomborg er nu oppe mod så
kompetente og internationalt anerkendte kræfter som tidsskrifterne
Nature, Science og Scientific American, som kun publicerer artikler,
der først er blevet endevendt og godkendt af anerkendte
videnskabsfolk inden for de respektive forskningsområder.
At få sine artikler trykt her, er enhver seriøs
naturvidenskabsmands drøm.
Som bekendt er Lomborg blot en
statistiker, der ikke har den mindste smule forstand på
naturvidenskab. Som derfor kun kan lave statistik på tilfældige
tal, som han selv har valgt ud. Og som derfor når frem
til de konklusioner, han i forvejen havde udset sig. Imidlertid
kræver det stor faglig indsigt i et bestemt område,
førend man er i stand til overhovedet at lave forsvarlig
statistik på netop det område. Og det har en lektor
i statskundskab naturligvis ikke. Han ved det tilsyneladende
bare ikke selv.
Alt dette har nu ført
til en officiel klage over Lomborgs "videnskabelige uredelighed"
fra en række prominente internationale forskere. Klagen
blev i første omgang stilet til Århus Universitet,
hvor Lomborg er ansat. Universitetet sendte imidlertrid aben
derhen, hvor den hører til - til den statslige klageinstans
og dermed den borgerlige regering, der påtænker at
lade Lomborg blive direktør for det nye Miljøøkonomisk
Institut...
Allerede Holberg vidste, hvordan
det forholdt sig: "Et er søkort at forstå -
et andet skib at føre." Lomborg magter ingen af delene,
men er - som professor Henning Sørensen for nylig skrev
det i Politiken - intet andet end en "manipulerende opportunist".
Selvsamme professor sluttede sit indlæg med følgende:
"Han har gjort
sig selv umulig i den internationale forskningsverden. Hvor længe
kan han blive ved, før boblen også brister i det
hjemlige miljø?"
Borgerligt kammerateri
28. februar 2002:
Så lykkedes det alligevel
Venstre af få udnævnt statistikeren Lomborg til leder
for det nye Institut for Miljøvurdering. Eller Miljøøkonomisk
Institut. Eller hvad det nu kommer til at hedde. Lomborg var
den eneste ud af 16 ansøgere, som ikke havde nogen naturvidenskabelig
baggrund. Og det var altså kvalifikation nok. Eller lige
præcis det, der ønskedes.
Selvsamme Venstre, som i hele
valgkampen med rette har punket Socialdemokratiet for dets kammerateri
og pampervælde. Hvor socialdemokrater, der nu tilfældigvis
stod for tur til forfremmelse, fik de nye gode ben - uanset om
kvalifikationerne så manglede.
Nu har Venstre så selv
gjort nøjagtig det samme. På direkte opfordring
af lektor Lomborg fra Institut for Statskundskab ved Århus
Universitet besluttede den nye regering, at der skulle oprettes
et helt nyt Institut for Miljøvurdering. Trods lukningen
af masser af andre råd, nævn og institutter.
Regeringen besluttede, at det
nye Institut for Miljøvurdering skulle have en bestyrelsesformand.
Det blev en tidligere leder ved - selvsamme Institut for Statskundskab
ved Århus Universitet. Han valgte så sin tidligere
kæledægge og yndlingselev - Bjørn Lomborg
- til jobbet. De øvrige i bestyrelsen var slet ikke udvalgt,
så han kunne selv vælge...
Velbekomme. Det velkendte socialdemokratiske
pamperi blegner helt ved sammenligning med disse landbrugets
mafiametoder, som kun er mulige, da regeringen - med støtte
fra Dansk Folkeparti - har absolut flertal i Folketinget. I Folketingssalen
blev der da også brugt ophidsede ord og vendinger som "svinestreg"
og "absurd teater" om udnævnelsen.
I dagspressen udtalte en ansat
ved Danmarks Naturfredningsforening, at det nye institut retteligen
burde benævnes "Institut for Miljøafvikling".
Tegneserien "Egoland"
kommenterede i Politiken udnævnelsen med denne nye definition
af dansk miljøpolitik: "Miljøpolitik blir
nu et spørgsmål om hva slags svineri der bedst betaler
sig"
Fra Roskilde Universitetscenter
kom følgende svada, også i Politiken:
"Med udnævnelsen
af Bjørn Lomborg til direktør har regeringen ført
sit opgør med ekspertvældet helt til bunds. Den
regering gider simpelt hen ikke høre mere vrøvl
fra folk, der ved, hvad de taler om..."
Men spændingen er ikke
udløst endnu. Som den sande Rasmus Modsat Lomborg er,
så kan han meget vel vælge at nå frem til konklusioner,
der er stik modsat regeringens ønsker. Han skal bare først
lige finde ud af, hvad regeringen egentlig mener - før
han så mener det modsatte. I så fald er der håb
forude for det danske miljø.
Vi mangler imidlertid stadig,
at regeringen også udnævner en ny integrationsminister
eller leder af Institut for Menneskerettigheder. Det må
så nødvendigvis blive Mogens Glistrup.
Lomborg ned ad bakke
14. marts 2002:
I Tyskland har man allerede fået
det første billede af Bjørn Lomborgs visioner for
miljøet. I et interview i dagbladet Der Spiegel foreslår
Lomborg således i ramme alvor, at man overdækker
lossepladser og bruger dem som skibakker...
Han er dog straks blevet undsagt
af miljøminister Hans Chr. Schmidt, der bestemt ikke bryder
sig om tanken. "Hvis Bjørn Lomborg er citeret
korrekt, nemlig at det generelt er en god idé at deponere
affald frem for at udnytte ressourcerne i affaldet, er jeg ikke
enig i dette synspunkt", siger ministeren.
Pudsigt, at tyskerne skulle blive
de første til at høre et konkret bud på Lomborgs
visioner for miljøet. Men typisk, at han bruger enhver
lejlighed til at eksponere sig selv i medierne. Det er han dygtig
til - meget dygtig endda. "Medieliderlighed" kalder
man det også i fagsproget.
Dommen
7. januar 2003:
Boblen brast den 7. januar, hvor
Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) nåede
frem til følgende enstemmige udtalelse om Bjørn
Lomborgs bog:
"Objektivt
findes udgivelsen af den omhandlede publikation at falde ind
under begrebet videnskabelig uredelighed. Under hensyn til de
subjektive krav, der stilles om forsæt eller grov forsømmelighed,
kan Bjørn Lomborgs udgivelse imidlertid ikke falde ind
under denne karakteristik. Derimod findes udgivelsen at være
i klar strid med normerne for god videnskabelig skik."
Og så brød helvedet
ellers løs - i medierne såvel som på Christiansborg.
Alle havde en mening om UVVU's dom. Miljøministeren, som
ellers tidligere og på helt konkrete punkter flere gange
har undsagt Bjørn Lomborg, bakkede 100% op om direktøren
for IMV. Statsministeren, som jo i praksis selv havde bestemt,
at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg
skulle være dets direktør, bakkede ligeledes 100%
op om Lomborg.
Alt dette resulterede i, at Forskningsstyrelsen
lagde op til en præcisering af UVVU's opgave og rolle.
Ikke uventet opfordrede oppositionen straks til, at Institut
for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg
fyres som smagsdommer.
Siden fulgte en underskriftindsamling
fra et stort antal fortrinsvis samfundsfaglige forskere, som
mente, at UVVU's dom var usaglig og udokumenteret. Helt eksakt
var der 290 samfundsfaglige underskrivere.
Kort efter startede naturfagene
en tilsvarende underskriftindsamling til fordel for UVVU, der
opnåede hele 640 naturvidenskabelige forskeres underskrifter
- alle endda med en Ph.D som minimumskvalifikation for at kunne
skrive under. Der var godt 120 professorer samt over 200 universitetslektorer
på listen.
Blandt de prominente og internationalt
anerkendte underskrivere til fordel for UVVU var den danske Nobelprismodtager
i biokemi, Jens Christian Schou; professor Poul Harremoës,
som tidligere var gået fra IMV's bestyrelse i protest mod
Bjørn Lomborgs aktiviteter, samt tidligere rektor for
Københavns Universitet, Kjeld Møllgård.
Forskningsleder ved Rigshospitalet,
Henrik Leffers, havde følgende kommentar til denne underskriftindsamling:
"Tallet viser,
at danske forskere fra det natur- og sundhedsvidenskabelige område
i meget stort omfang slutter op om videnskabelig redelighed.
Det er samtidig de folk, der selv er underlagt de hårdeste
krav om redelighed, men på trods af det er der altså
opbakning til en uafhængig kontrolinstans".
UVVU:
"Udvalget for Vurdering
af Videnskabelig Uredelighed"
9. januar 2003
For et få en bedre forståelse
for UVVU's dom over Bjørn Lomborg må man kende lidt
til udvalgets sammensætning. Det består nemlig i
praksis af langt flere medlemmer end de fem, der stod for afleveringen
af den endelige dom.
UVVU blev nedsat i 1992 som en
sundhedsvidenskabelig instans, der skulle efterforske sager om
videnskabelig fup som plagiering af andre forskeres resultater,
brug af fiktive data og tilegnelse af æren for andres forskning.
Det var ikke mindst sager i udlandet, der førte til oprettelsen
af UVVU, der i dag er den danske garant for videnskabelig redelighed
over for udlandet.
Succesen med UVVU fik i 1998
Forskningsministeriet til at udvide ordningen, således
at UVVU i dag består af tre selvstændige udvalg:
1) Udvalget for sundhedsvidenskabelig forskning
2) Udvalget for samfundsvidenskabelig og
humanistisk forskning
3) Udvalget for naturvidenskabelig, jordbrugs-
og veterinærvidenskabelig samt teknisk-videnskabelig forskning.
Hvert udvalg består af
en formand og fire medlemmer. Medlemmerne er anerkendte forskere,
som er beskikket af Forskningsforum efter høring af de
seks statslige forskningsråd. Formanden, der er landsdommer
og fælles for de tre udvalg, er pt. landsretsdommer Hans
Henrik Brydensholt.
Forskningsstyrelsen kunne efter
UVVU's sdom over Bjørn Lomborg fortælle, at aldrig
tidligere havde UVVU givet en sag så grundig en behandling.
Således deltog samtlige tre udvalg i bedømmelsen,
og samtlige 12 suppleanter har ligeledes siddet med ved bordet
for at sikre en fair bedømmelse fra alle sider. I alt
har således 25 personer - heraf 24 videnskabelige - været
med til at nå konklusionen og sikre, at sagen blev belyst
fra alle sider.
Der har undervejs i sagsbehandlingen
været fuld enighed om alt - med den ene undtagelse, at
man ikke kunne blive enige om, hvorvidt Bjørn Lomborgs
bog overhovedet kunne betragtes som et videnskabeligt værk.
Til sidst besluttede man dog, at den måtte betragtes som
et sådant - da Bjørn Lomborg selv havde opført
den på listen over videnskabelige publikationer fra Århus
Universitet. Det problem løste Lomborg således selv
for UVVU.
Dekan for det Samfundsvidenskabelige
Fakultet ved Århus Universitet, Tom Latrup-Larsen, havde
følgende kommentar til dette:
"Vi er naturligvis
meget opmærksomme på, om der bliver forsket nok på
universitetet, ligesom vi er opmærksomme på, hvilke
publikationer vore forskere udgiver. Og der foregår en
løbende kvalitetsvurdering ved ansættelser, forfremmelser
og lønforhøjelser - samt når man udefra konstaterer
alvorlige fejl ved det forskningsmæssige arbejde."
Alligevel havnede altså
Bjørn Lomborgs bog på universitetets liste over
videnskabelige publikationer, og dermed var Bjørn Lomborgs
skæbne endeligt beseglet. UVVU's 25 medlemmer erklærede
som nævnt bogen for at "være i klar strid
med normerne for god videnskabelig skik".
Oppositionen:
Bjørn Lomborg ny smagsdommer
8. januar 2003
UVVU's bestyrelsesformand, landsretsdommer
Hans Henrik Brydensholt, kommenterede dommen over Bjørn
Lomborg med, at sagens parter jo altid har mulighed for at indbringe
sagen for videnskabsminister Helge Sander, hvis de mener, der
er begået retlige fejl i sagsbehandlingen.
Det lod en enkelt forurettet
professor sig dog ikke nøje med. Peter Pagh fra Københavns
Universitet indklagede nemlig sagen for Folketingets ombudsmand,
Hans Gammeltoft-Hansen. Denne afviste dog straks sagen med henvisning
til - hvad UVVU også selv tilkendegav - at sagen jo kan
indklages for videnskabsministeren, hvis man er utilfreds med
behandlingen.
"Med afgørelsen
om Bjørn Lomborgs bog er det endeligt bevsit, at Bjørn
Lomborg er ansat som smagsdommer og meningsmager - ikke som videnskabsmand".
Sådan lød i hvert
fald tolkningen fra oppositionen i Folketinget, da UVVU havde
fældet sin dom. Jørn Jespersen fra SF fortsatte
med følgende:
"Instituttet
har intet med forskning og videnskabelighed at gøre. Det
er et meningsmageri og et smagsdommerinstitut. Det burde regeringen
have sagt fra starten, men man vidste jo godt, at folk havde
grinet en vis legemsdel ud af bukserne, hvis man havde sagt det
blot to måneder efter statsministerens nytårstale
om opgøret med smagsdommerne".
- Debat eller videnskab?
9. januar 2003
Nyheden om, at Bjørn Lomborgs
internationalt kendte bog nu var blevet kendt i "klar strid
med normerne for god videnskabelig skik", blev fyldigt refereret
i internationale aviser. Også i dem, der i sin tid roste
Lomborg til skyerne for hans visionære arbejde og hans
økonomiske i stedet for økologiske synspunkter.
Men vennerne faldt hurtigt fra,
da den internationale forskningsverden endelig slog hånden
af Lomborg. Således Washington Post, der i sin tid kaldte
bogen en "fantastisk bedrift". Nu kvitterede de gamle
venner på den anden side af Atlanten med at bringe et læserbrev
fra 11 fremtrædende amerikanske forskere. Heri stod blandt
andet følgende om Bjørn Lomborgs bog "The
Sceptical Environmentalist":
"Selv blandt
vore førsteårsstuderende støder vi sjældent
på en sådan skødesløs og manipulerende
opgaveskrivning".
I New York Times skrev formanden
for Det Amerikanske Selskab for Videnskabens Fremme, Peter Raven,
følgende:
"Miljøet
er et forskningsområde, hvor det er let at argumentere
for det-skal-nok-gå-altsammen-teorier, men den slags må
blot ikke fremstå som forskning".
I et andet læserbrev i
samme avis stod der, at Bjørn Lomborg "er en veltalende
mand uden velfunderede argumenter". Hvilket sikkert
er en ganske god sammenfatning af Bjørn Lomborg og hans
evne til hurtigt at skaffe sig proselytter ved at fortælle
dem, hvad de inderst inde gerne vil høre: At det slet
ikke står så galt til med verdens miljøtilstand,
som mange forskere påstår.
Perfide personangreb fra politimoster
18. januar 2003
Lomborg-sagen har været
et studie i, hvordan følelser og facts kan være
svære at skille ad. Selv en tidlligere kvindelig vicepolitimester
- af Politikens vittige ATS-redaktion altid kaldet "politimostre"
- er som nuværende Venstre-politiker plumpet i og har givet
følelserne frit løb. Således skrev MF Gudrum
Laub (V) i et læserbrev i Jyllands-Posten følgende
meget interessante og tankevækkende:
"Det var absolut nødvendigt
for VK-regeringen at få sorteret skidt fra kanel på
miljøområdet under oprydningen efter Svend Auken.
Det førte til oprettelse af Institut for Miljøvurdering.
Instituttets arbejdsopgave er at vurdere de forskellige miljøtiltag
og se på, hvordan vi får mest miljø for pengene".
Dette var vel i sig selv ikke
nogen kontroversiel udtalelse, for hvem ønsker sig ikke
mest muligt miljø for de surt tjente skattekroner? Men
Gudrun Laub lod politikken og følelserne løbe af
med sig i følgende del af læserbrevet, der blev
et veritabelt politisk motiveret personangreb på UVVU's
formand, landsretsdommer Hans Henrik Brydensholt:
"For mig som mangeårig
vicepolitimester er det som at møde et fortidsspøgelse.
Brydensholt var i årene 1973-1980 direktør for Kriminalforsorgen.
Det var i den periode, da den danske kriminalpolitik var domineret
af Ole Espersen (S) og Bernhardt Baunsgaard (R) med stor forståelse
for de kriminelles vanskelige opvækstvilkår og samfundets
medansvar og mindre forståelse for ofrenes lidelse og behov
for hjælp og oprejsning.
I dette politiske landskab
gav Brydensholt som øverste ansvarlige for kriminalforsorgen
ved administrative forskrifter de indsatte i landets fængsler
store frihedsgrader. Så megen frihed, at politiet jævnligt
under efterforskning af forbrydelser måtte ringe til fængslerne
for at høre, om de personer, der ifølge de officielle
registreringer skulle opholde sig i fængslerne, faktisk
også fysisk var til stede og befandt sig i fængslet".
Man kan med rette spørge
sig selv, hvad det nu har med UVVU's afgørelse i Lomborg-sagen
at gøre. Det er svært at se sammenhængen,
men ikke meningen:
Gudrun Laub er som Ventre-politiker
tydeligvis ikke glad for UVVU's dom over lederen af Venstres
nye miljøpolitiske flagskib, Institut for Miljøvurdering.
Og det kom så til at gå ud over UVVU's formand i
det, der siden i dagspressen blev kaldt for et perfidt "personangreb
og forsøg på karaktermord".
Men sådan er det åbenbart,
når man som tidligere vicepolitimester og nuværende
Venstre-politiker løber tør for saglige argumenter.
Trist i et moderne samfund, der jo gerne skulle optræde
lidt mere civiliseret end som så.
Lomborg og lærerne
1. februar 2003
Nu skal man ikke - trods de knap
300 samfundsfaglige underskrifter for Bjørn Lomborg -
tro, at alle samfundsforskere er enige med Lomborg og modstandere
af UVVU. Det er heldigvis ikke tilfældet.
Mange samfundsforskere har måske
blot fået sved på panden ved tanken om, at de selv
kunne blive dømt på samme hårde måde
som Bjørn Lomborg - at deres egen forskning måske
er baseret på samme spinkle og useriøse grundlag.
Og at de derfor har skyndt sig i samlet flok at protestere over
UVVU's dom over Lomborg for uredelig videnskab. I rent selvforsvar,
altså.
Selv inden for sit gamle instituts
mure er der folk, som er aldeles ueninge med Bjørn Lomborg.
Således kollegaen Martin Enevoldsen, som til Jyllands-Posten
sagde følgende:
"Jeg synes, det
er meget rigtigt, at udvalger (UVVU, red) har udtalt sig kritisk
overfor Bjørn Lomborg, fordi han ikke lever op til kravet
om videnskabelig diskurs. Når man ikke er villig til at
lede længere end til den første kilde, så
har man et problem. Ligesom en af de videnskabelige spilleregler
jo er at deltage i konferencer, diskutere og være parat
til at modtage kritik og flytte sig - og dér er han stået
fuldstændig af".
Mener altså adjunkt Martin
Enevoldsen, som adspurgt om sin personlige mening om Bjørn
Lomborgs bog udtrykte det ganske klart:
"Han er jo
utrolig selektiv".
Ledelsen af såvel Institut
for Statskundskab specielt som Århus Universitet generelt
har dog besluttet, at UVVU's dom over Lomborg ikke vil få
indflydelse på, hvorvidt Lomborg kan vende tilbage til
sit gamle job, hvorfra han nu har orlov. Senest har Lomborg nemlig
selv udtrykt, at han næppe gider blive som leder af IMV
ret længe. Nu er det åbenbart ikke sjovt længere.
Rektor ved Århus Universitet,
Niels Christian Sidenius, har dog følgende kommentar til
sagen og formaning til den fremtidige forskning:
"Jeg går
da ud fra, at Bjørn Lomborg og alle andre har lært
af det her. UVVU skal ikke bare være en gabestok, men bør
være en institution, hvis praksis vi alle kan lære
noget af og i betydelig udstrækning respektere.
Universitetet havde
nok været gladere, hvis der ikke havde været en Lomborg-sag,
og det havde Bjørn Lomborg formentlig også. Men
udvalgets afgørelse er under alle omstændigheder
en nyttig reminder til Lomborg og andre om, at der er nogle ting,
man skal være opmærksomme på, hvis det videnskabelige
arbejdes autoritet skal bevares."
Rapporterne fra IMV
6. februar 2003
IMV har i sin korte levetid udgivet
en håndfuld rapporter om emner, som instituttet selv har
udvalgt. Flere af dem var - ikke uventet - kontroversielle i
deres indhold og konklusioner. Faktisk kunne man ind imellem
få det indtryk, at der for alt i verden skulle nås
frem til netop nye og anderledes konklusioner i gamle problemstillinger.
Eksemplerne er talrige. Således
konkluderede en af raporterne, at Danmark vil komme til at betale
alt for dyrt for overholdelsen af Kyoto-aftalen, som vi jo har
underskrevet for at undgå klimaændringer. Der i parentes
bemærket ikke primært vil gå ud over os selv,
men højere grad blive et problem for U-landene.
En anden rapport konkluderede,
at det næppe svarer sig at genbruge aluminiumsdåser
og anden éngangsemballage - at det er bedre at brænde
den. Uagtet, at aluminium kun vanskeligt lader sig forbrænde
i dagens forbrændingsanlæg.
Mindst lige så kontroversiel
var rapporten om genbrug af papir, hvor Danmark ellers er førende.
IMV konkluderer her, at vi i stedet burde afbrænde en god
del af papiret i stedet for at genanvende det. Denne rapport
udløste stor kritik fra faglig side, idet IMV totalt tilsidesatte
uvildig kritik af rapporten for publicering.
Dette udløste en forespørgsel
til videnskabsminister Helge Sander (V) fra miljøordfører
Pernille Blach Hansen (S) om, hvorvidt "det er i overensstemmelse
med sædvanlig og god videnskabelig fremgangsmåde
for faglige rapporter, der skal ligge til grund for politiske
beslutninger, ikke at medtage eller gøre opmærksom
på en væsentlig faglig kritik fra en officielt bestilt
faglig reviewer af en sådan rapport?"
Venstres videnskabsminister måtte
krybe til korset med følgende klare svar:
"I anledning
af spørgsmålet har ministeriet taget kontakt til
Sektorforskningens Direktørkollegium (SEDIRK)
SEDIRK oplyser,
at det ikke er i overensstemmelse med sædvanlig og god
videnskabelig praksis ikke at medtage eller gøre opmærksom
på væsentlig faglig kritik fra en officielt bestilt
faglig reviewer af en rapport".
Nogle af konklusionerne i IMV's
rapporter var dog ikke helt så opsigtsvækkende, men
til gengæld fagligt holdbare. Faktisk var de næppe
andet og mere, end de fleste godt vidste i forvejen. Således
konkluderede en af rapporterne, at knallerter forurener uforholdsmæssigt
meget - de har jo 2-takts motorer - og er involveret i uforholdsmæssigt
mange trafikuheld. En anden rapport konkluderede, at det ville
være en samfundsøkonomisk fordel, hvis alle dieselkøretøjer
fik monteret partikelfiltre og luftforureningen dermed mindskedes.
Venstre:
DMU's tal om iltsvind skal checkes
6. februar 2003
I kølvandet på Lomborg-sagen
og givet som indirekte følge heraf har der været
rejst kritik af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU)
og deres data omkring kvælstofudledning og efterfølgende
iltsvind i de indre danske farevande.
Rent politisk mener mange Venstre-folk,
at DMU har været tidligere miljøminister Svend Aukens
forlængede arm, og at Vandmiljø-handlingsplan I
og II i alt for høj grad har lagt sig op af DMU anbefalinger.
Dette ikke mindst til skade for landbruget - Venstres kernevælgere
- som har måttet punge op med midler til begrænsning
af kvælstofudledningen fra de dyrkede og overgødskede
marker.
Kritikken har ikke mindst været
rejst efter sidste års rekordstore iltsvind, der lagde
store dele af de indre danske farvande øde, og hvor landbruget
af blandt andet DMU fik størsteparten af skylden.
Nu har formanden for Folketingets
Miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo, så taget
initiativ til, at DMU's hidtidige arbejde tages op til vurdering.
Det skal evalueres udefra, så man kan være sikker
på, at DMU har ret i sine tal - tal, der i så fald
vil blive vigtige for udformningen af den kommende Vandmiljø-handlingsplan
III, der snart skal vedtages.
Set udefra kan det se betænkeligt
ud, som om regeringen nu vil hævne sit forsmædelige
nederlag i Lomborg-sagen - ved at søge DMU's iltsvindsrapporter
miskrediteret. Lykkes det, vil regeringen så meget bekvemt
kunne spare samfundet generelt og sine landbrugere specielt for
yderligere udgifter til reduktion af kvælstofudledningen...
Silkesnoren ved roret
8. februar 2003
Som nævnt øverst
i denne artikel var det Dagbladet Politiken, hvis redaktør
Thøger Seidenfaden i 1998 som den første gav Bjørn
Lomborg og hans kontroversielle synspunkter om verdens sande
tilstand fast spalteplads i dansk dagspresse.
Thøger Seidenfaden har
lige siden bakket Lomborg op - senest med kraftig kritik af UVVU's
kendelse om Bjørn Lomborgs "videnskabelige uredelighed".
Og man må sige, at han gjorde det med vægt og magt
bag. Først på side 4 i avisens første sektion,
hvilket flere læsere reagerede negativt på. Siden
på hele forsiden af 2. sektion - sågar med fortsættelse
inde i sektionen.
Dette resulterede i endnu flere
kritiske indlæg fra læserne, der ikke ville finde
sig i at blive påduttet Thøger Seidenfadens personlige
mening om Bjørn Lomborg. Som to af dem skrev, før
de opsagde deres abonnement efter 30 års trofast læsning
af Politiken:
"Enhver har naturligvis
ret til sin egen mening i denne sag, men problemet er, at du
ved at anvende spalteplads i din egen avis har blandet din personlige
mening sammen med avisens mening. Vi har ikke behov for at abonnere
på chefredaktørens personlige sym- og antipatier."
Såvidt de utilfredse læsere.
Selv Politikens egne journalister tog afstand fra Seidenfadens
misbrug af sin position som chef for avisen. Således beskrev
"Læsernes Redaktør" Kim Faber sin chefs
brug af spalteplads i avisen med følgende ordlyd:
"Et omfang, en
placering og en opsætning af et personligt statement, som
det kun bliver få forundt."
"På Politikens
interne efterkritik har flere journalister ment, at avisens troværdighed
i Lomborg-sagen er væk. Den professionelle bekymring, som
tilsyneladende deles af mange læsere, er, om et så
voldsomt chefredaktionelt engagement i avisens splater ikke uvilkårligt
påvirker den journalistiske dækning."
Læsernes Redaktør
sluttede sin klumme af med følgende formaning til sin
egen chef:
"Politikens redaktionelle
ledelse har fri adgang til en af landets vigtigste talerstole.
Denne adgang bør administreres med stor nænsomhed".
Hvad den altså ikke er
blevet med Thøger Seidenfaden - Silkesnoren - ved roret.
Men det er sikkert også svært at skulle erkende,
at man har taget grueligt fejl - at man har ladet sig forføre
af en veltalende mand ganske uden velfunderede argumenter.
Det er om noget Kejserens Nye
Klæder om igen: "Han har jo ikke noget på"...
- Skomager, bliv ved din læst!
13. februar
Sagen om lektor Lomborgs letfærdige
og lemfældige omgang med andres forskning har medført
mange spinoff-effekter. Der er blevet tænkt over tingene
i den videnskabelige verden, hvor Bjørn Lomborg virkelig
fik sat fokus på nogle hidtil helt oversete problemstillinger.
"Danske forskere
blander i stigende grad egne holdninger sammen med videnskabelig
forskning, når de udtaler sig som eksperter i medierne".
Det var konklusionen på
en undersøgelse, som tre danske professorer fra blandt
andet Ålborg Universitetscenter publicerede sidste år.
Her konstaterede man, at der op gennem 1990'erne havde været
en eksplosiv stigning i brugen af forskere som såkaldte
"eksperter". Undersøgelsen viste videre, at
især samfundsvidenskabelige forskere (som Bjørn
Lomborg, red.) i højere grad udtalte sig om andre emner
end deres egen forskning. Og det kan skabe problemer.
"Når en forsker
accepterer at deltage i mediecirkuset, så er det svært
at huske på, hvornår man udtaler sig på baggrund
af sin holdning, og hvornår man blot siger sin mening som
samfundsborger",
siger formanden for Statens Humanistiske Forskningsråd,
professor Poul Holm. Han fortsætter:
"Det er klart, at det
kan give en berusende følelse, når man både
kan sætte dagsordenen og påvirke beslutningstagerne.
Men det er vigtigt, at man som forsker holder tungen lige i munden".
Hvem sagde Lomborg. Man sætter
jo ikke en sygeplejerske til at bygge Storebæltsbroen.
Eller en tømrer til at udføre avanceret hjernekirurgi.
Men den nuværende regering kunne altså fint bruge
en samfundsfaglig statistiker til at lede et nyt institut for
miljøvurdering. Målet helliger midlet, som allerede
apostlen Paulus mente og vidste...
Sissel-Jo Gazan:
"Bjørn Lomborg
gør folk ligeglade"
1. marts 2003
Forfatteren Sissel-Jo Gazan skrev
følgende tankevækkende indlæg til "Klummen"
i gratisavisen Metro Express:
"Jeg har aldrig forstået
folk, der undlader at involvere sig i miljøproblematikken
med den begrundelse, at deres indsats alligevel er en dråbe
i havet. I mine ører er en sådan argumantation ikke
alene en stiltiende accept af klodens tilstand, men også
en ikke specielt beundringsværdig accept af, at man ikke
orker at forsøge at ændre på den. Ligegyldigt
om vi taler økologi, genbrug eller energibesparelser,
er den gængse holdning den samme: "Det hjælper
alligevel ikke, når alle andre er ligeglade". Hvad
i alverden er det for en vattet holdning? Det skræmmende
er, at netop denne vattede holdning legitimeres af en af tidens
mest eksponerede eksperter, direktør Bjørn Lomborg,
hvis synspunkter giver befolkningen grønt lys til at læne
sig tilbage i deres magelige mangel på engagement.
Man kan se det for sig: Ungt
menneske hører Lomborg udtale sig om genbrug i nyhederne.
Skal man tro ham, er papirgenbrug overvurderet, og vi kan lige
så godt destruere hele molevitten, for i virkeligheden
tabes der færre ressourcer ved at destruere papir og pap,
end det koster at opbygge og drive avancerede genbrugscentraler.
Konsekvensen er oplagt: Næste gang ungt menneske skal ned
med sine aviser, er det, hvad han eller hun husker. Et uangribeligt
synspunkt, legitimeret i en dansk nyhedsudsendelse, og inden
man når at blive irriteret over størrelsen på
sprækken i genbrugscontaineren, er avisstakken røget
i skraldespanden. Faktum er bare, at virkeligheden ikke er så
unuanceret. I den specifikke situation, hvor der lades hånt
om begrebet genbrug, skal man huske at tage højde for,
at i det øjeblik træ og papir afbrændes i
stedet for at genbruges, opstår behovet for nyproduktion,
hvis denne verden vel at mærke fortsat vil have papir at
skrive på. En lille omkostelig mellemregning, der ud over
at glimte ved sit fravær i Lomborgs argumentation for,
hvorfor genbrug er unødvendigt, får debatten til
at handle mere om Lomborgs sande tilstand end klodens.
Med Bjørn Lomborg som
direktør for Institut for Miljøvurdering er selv
dansk politik blevet invaderet af amerikanske tilstande, hvor
det i årevis har været normal kutyme, at eksperterne
ud over at være eksperter også er politikere. Og
hvad er der så galt i det? Når en ekspert ikke er
uvildig, hvad skal folk så tro på? Vores nuværende
regering har både under deres valgkamp og gennem deres
regeringsperiode forsøgt at overbevise befolkningen om
deres optimisme. Råd og nævn, ud til højre!
Ikke mere klynkeri fra blødsødne socialdemokrater
og deres venstreorienterede kor. Nu er det bare lige frem efter
næsen, og så skal det nok gå. Tankevækkende
er det, at Bjørn Lomborg i årevis har gjort sig
bemærket med samme udglattende synspunkter. Miljøproblemer?
Det er noget, Greenpeace har opfundet. Vagt i gevær? Ozonlaget
har aldrig haft det bedre! Ingen ved, om Lomborg ganske enkelt
blev ansat med det formål at mane enhver form for skepsis
i jorden, ja, personligt fristes jeg til en sådan konklusion.
Som sagerne står nu, er Lomborgs afsmittende slapstick
holdning til miljøproblematikken, den mest seriøse
trussel mod vores miljø": Citat slut.
Kritik af DMU forstummet
26. maj 2003
Efter hård kritik fra landbruget
og den borgerlige regering, som mistænkte Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU) for at overvurdere landbrugets skyld i iltsvindsproblematikken,
lod DMU først i 2003 et uvildigt udenlandsk forskerpanel
vurdere sit arbejde med iltsvind i de indre danske farvande.
Den efterfølgende evaluering,
der blev forestået af tre professorer fra USA og en fra
Norge, gav DMU det blå stempel for dets arbejde. Det internationale
panel af forskere bakkede således op om DMU's opfattelse
af, at landbruget bar hovedskylden for det rekordstore iltsvind,
vi oplevede i 2002.
DMU's forskning og rådgivning
omkring iltsvind er af høj international standard og et
godt grundlag for politiske beslutninger. Det konkluderer de
udenlandske eksperter. Sikkert til stor fortrydelse for regeringspartiet
Venstre, hvis formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind
Vesselbo, først såede tvivl om DMU og derfor foreslog
en uvildig vurdering.
Det skete umiddelbart efter,
at Venstres egen smagsdommer, Bjørn Lomborg, af Udvalget
for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev vurderet
som værende "i klar strid med normerne for god videnskabelig
skik".
Det kunne Venstre ikke have siddende
på sig og måtte straks ud med riven. Valget faldt
på DMU, som havde formastet sig til at pege på landbruget
- Venstres kernevælgere - som hovedansvarlig for iltsvindskatastrofen
i 2002. Venstre fik imidlertid ikke andet ud af sit korstog end
en international bekræftelse af landbrugets skyld.
Det internationale forskerpanel
udtrykte dog en vis undren over, at DMU havde indladt sig på
personlige stridigheder i dagspressen. Dertil er iltsvindsproblematikken
alt for kompleks, mente de udenlandske professorer. Sagen skulle
hellere drøftes på videnskabeligt plan - i den videnskabelige
litteratur, hvor den slags diskussioner retteligen hører
hjemme.
Nu venter vi så blot på,
at Institut for Miljøvurdering kommer med sin udlægning
af iltsvindsproblematikken. Det har Bjørn Lomborg givet
også en mening om - som samfundsforsker...
En halv milliard mindre til
miljøet
28. juni 2003
Miljøminister Hans Christian
Schmidt er minister for et svindende ministerium. Et ministerium,
der tilsyneladende er ved at nedlægge sig selv. I hvert
fald kunne ministeren her for nylig meddele, at der fra 2001
til 2006 samlet vil blive sparet en halv milliard kroner - 500
millioner - på det danske miljø. Det svarer til
en besparelse på godt 25%.
Således er der skåret
120 millioner på diverse råd og nævn, og samtidig
er der sparet hele 350 millioner på forskellige institutioner
og deres drift. Endelig er der brugt 50 millioner mindre på
anlægsarbejder. Miljøministeren regner med, at Miljøstyrelsen
mister godt en tredjedel af sit budget og mere end 100 ansatte,
inden sparerunden er slut i 2006. I det lys forstår man
godt, at Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, valgte
at tage sit gode tøj og gå.
Til gengæld har regeringens
eget Institut for Miljøvurdering (IMV) i samme ombæring
ansat nye medarbejdere. Instituttets bevilling blev nemlig fra
den 1. januar 2003 øget med 5 mio. kr., og instituttet
har efterfølgende ansat 7 nye medarbejdere. Dette trods
en dom over IMV direktør Bjørn Lomborg for videnskabelig
uredelighed. Og trods en massiv kritik af instituttets mildest
talt useriøse og dårligt gennemarbejdede rapporter
om emballage og dåsepant.
Så med den ene hånd
sparer regeringen altså 500 millioner på miljøet,
mens den med den anden giver 5 til IMV, der bestemt ingen planer
har om at redde det danske miljø...
IMV-rapporter fulde af fejl
28. august 2003
Lektor Bjørn Lomborg,
direktør for regeringens eget smagsdommerinstitut, Institut
for MiljøVurdering (IMV), er netop blevet evalueret af
en uvildig instans. Det uvildige panel bestod af følgende
eksperter fra Skandinavien:
Professor Christian Hjorth-Andersen
fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet;
profesor Lars Hagmar fra Yrkes- och Miljømedicinska Kliniken
ved Universitetssjukhuset i Lund; professor Peter Bogetoft, Instituttet
for Økonomi, Skov og Landskab; professor Øystein
Hov, Norsk Institut for Luftforskning samt professor Aage Heie
fra Institut for Vann- og Miljøteknikk ved Norges Teknisk-Videnskapelige
Universitet i Trondheim.
Dette ekspertpanel kom i en 16
sider lang konklusion frem til følgende om IMV's meget
omdiskuterede otte rapporter:
Panelet valgte helt at se
bort fra de tre første rapporter, da man ikke anerkender
deres faglige kvalitet, men blot ser dem som et forsøg
på at markere det nye institut i offentligheden. Så
meget for dem altså.
Panelet fandt heller ikke,
at man kunne være "tryg ved konklusionerne i to af
de andre rapporter", som omhandlede henholdsvis prisen for
reduktion i CO2-udledningen og rentabiliteten af papirgenbrug.
Ingen af rapporterne er så
klare, at de kan bruges politisk, og de er alle behæftet
med fejl af forskellig karakter. Ingen af rapporterne kan således
bruges af politikerne til at "give mere miljø for
pengene".
Panelet konkluderede endvidere,
at skal IMV bevare sin troværdighed, så må
det sikres, at der ikke fremover kan sættes faglige spørgsmålstegn
ved dets rapporter. Det har der jo i høj grad kunnet hidtil.
Således har en forsker på Danmarks Tekniske Institut
(DTU), der leverede materiale til IMV, udtalt følgende
om to af de rapporter, han havde været involveret i: At
de end "ikke havde bestået som et studenterprojekt
på DTU"...
IMV's direktør, Bjørn
Lomborg, havde i Jyllands-Posten følgende kommentar til
det uvildige ekspertpanels evaluering af instituttets rapporter:
"Men ork Gud - det er
ikke det sidste, I har hørt fra mig. Vi skal nok komme
på banen igen."
En udtalelse, der mere end meget
andet fortæller, hvad IMV egentlig drejer sig om og Bjørn
Lomborg virkelig står for: Et egotrip af hidtil usete dimensioner.
Fagligheden er aldeles underordnet, hvad ekspertpanelet jo også
nåede frem til.
Ikke uventet bakkede miljøminister
Hans. Chr. Schmidt op om Lomborg og IMV, som jo er Venstres helt
egen opfindelse og helt nye smagsdommerinstitut. Og meget forudsigeligt
mente oppositionen, at IMV må lukkes efter den uvildige
kritik.
Så nu er der atter gang
i den hjemlige sandkasse...
Konklusionen
Hele denne artikel er skrevet
ud fra Lomborg-metoden - med selektiv udvælgelse af de
kilder, der bedst kunne understøtte den konklusion, der
allerede var nået. Nemlig én af de to følgende:
1) At regeringen har været så håbløst
dum og naiv, at den vitterlig har troet på Bjørn
Lomborgs jongleren med facts om verdens sande tilstand. Siden
man nu oprettede et helt nyt Institut for Miljøvurdering
til ham og ansatte ham som direktør for det. Eller...
2) At den nuværende regering helt kynisk har
etableret Institut for Miljøvurdering med det ene formål
at så splid og tvivl om hele miljødebatten. For
kan man først så tvivl om, hvorvidt det overhovedet
er den hjemlige danske kvælstofudledning, der er hovedårsag
til sidste års rekordstore iltsvind i danske farvande,
da kan man også lettere slippe fra nye udgifter til vandmiljøet.
Da kan man nemmere forsvare at lade stå til.
Og kan man undgå disse
nye og store udgifter til miljøet, så kan regeringen
jo langt lettere nå frem til de skattelettelser, den blev
valgt på. Med tilsvarende gode odds for at blive genvalgt
næste gang...
- Hvem sagde noget om Bush og
krigen i Irak? - Og hvilken Venstre-politiker kan i dag huske,
hvad man sagde i 1998 før valget?
Det grønne venstresving
er droppet og den gamle landbrugsfundamentalisme listet ind ad
bagdøren igen: Skråt op med miljøet.
Mange Venstre-vælgere er
blevet snydt groft af et parti, der sagde ét og mente
noget helt andet...
© 2003 Steen Ulnits
|
