|
Torskens "fingeraftryk"
Nye DNA-baserede metoder gør
det muligt at afsløre, hvor en fanget torsk kommer fra.
Fiskerierhvervet vånder sig ved tanken, da det fremover
vil blive langt sværere at snyde med fangsterne.
Torsken var engang en af verdens
vigtigste fiskeressurser. Det er den ikke længere - grundet
mange års overfiskeri fra en alt for stor og effektiv fiskeflåde
samt måske også en klimaændring mod varmere
vande, der tvinger torskene nordpå.
Fiskerierhvervet svindler som
bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt.
Fjorten industrifiskere i Hvide Sande fik for nylig inddraget
deres licenser til industrifiskeri i en måned, da der viste
sig at være alt for mange sild i deres landinger af brislinger.
Således var der 50-70% sild i lasten, hvor der som bifangst
kun må være 20%. Altså 2-3 gange så mange
som tilladt.
To tredjedele tyvfiskere
Det kunne Fiskerikontrollen fra
Esbjerg konstatere, da man i løbet af en tre dage lang
kontrolkampagne kontrollerede samtlige fangster landet af 22
Hvide Sande fartøjer. "Det er det største
antal overtrædelser, vi hidtil har konstateret under en
sådan totalkontrol", udtalte Fiskerikontrollen
bagefter.
Og problemet var selvforskyldt,
da de fjorten fartøjer blot kunne være sejlet længere
ud, hvor der er færre sild og flere brislinger. Selv formanden
for Danmarks Fiskeriforening havde ingen større bortforklaringer,
da han blev forholdt overtrædelserne.
Overtrædelserne kom som
sagt til at koste de implicerede fiskere deres licens til industrifiskeri
i en måned. De måtte dog stadig konsumfiske - efter
eksempelvis den stærkt truede torsk...
Desværre har man flere
eksempler på, at fiskerne har indhandlet netop torsk, der
stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav
som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været
fredet, hvor man fiskede. Helt bevidst og aldeles ulovligt fiskeri
på truede torskebestande.
Af samme årsag har fiskerierhvervet
længe modsat sig, at skibene forsynes med GPS-udstyr, der
løbende fortæller myndighederne, hvor det pågældende
skib nu befinder sig og fisker.
Ikke mindst torskebestanden i
Nordsøen er i dag under et meget hårdt pres fra
fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU's kontrolorgan
således alarm over de ringe torskemængder.
Alligevel viser de seneste tal,
at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år 2002
end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot
40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri
vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som
hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter,
hvilling, kuller og jomfruhummer.
Beskyttelsesforanstaltningerne
har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke
var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket
jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse.
Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet
torskebestanden, som til gengæld er rykket længere
nordpå - mod Grønland og Island.
Det ulovlige rovfiskeri efter
torsk har således større effekt på bestandene
nu end nogensinde.
Ny bevisførelse
Forskere ved Århus Universitet
og Danmarks Fiskeriundersøgelser har imidlertid udviklet
en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande
fra hinanden.
Forskerne har opdaget, at torsk
fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen
hver især har forskellige genetiske "fingeraftryk",
som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.
Retmedicinere har længe
haft adgang til og gjort udstrakt brug af forskellige DNA-teknikker,
når de skulle finde frem til specifikke personer - det
være sig ofre for kriminalitet eller gerningsmænd
til den.
Nu har også fiskeribiologerne
taget den nye teknik til sig og udviklet den specielt til bestemmelse
af fiskearters geografiske oprindelse. Også her kan den
bruges til at finde gerningsmændene bag formodet kriminalitet
- til at kontrollere, om erhvervsfiskernes oplysninger om fangststed
nu også stemmer med virkeligheden...
Det har længe været
kendt, at ethvert menneske har en unik arvemasse bestående
af en DNA-streng kodet så specielt, at den kan bruges til
at bestemme en given person og dennes slægtninge. Teknikken
er så udviklet og gennemprøvet, at den nu regelmæssigt
bruges som bevismateriale i retssager om voldtægt, slægtsskab
og relateret kriminalitet.
Man har også længe
vidst, at det forholder sig på samme måde med stort
set alle levende organismer. Alle har deres helt egen DNA-sammensætning.
Nogle er dog mere nært beslægtede med andre og kan
derfor være sværere at skelne fra hinanden, hvad
DNA-sammensætningen angår.
Nu har danske forskere imidlertid
udviklet metoden, så den med stor sikkerhed kan bestemme
og skelne forskellige stammer af den samme flere fiskearter fra
hinanden. Stammer, som det meste af tiden lever geografisk adskilt,
og som derfor kun undtagelsesvis udveksler DNA med hinanden.
De har derfor udviklet deres helt egen DNA, som forskerne nu
med stor sikkerhed kan bestemme.
Torsk med fingeraftryk
Den nye teknik blev udviklet
på opdrag af Fødevareministeriet, hvorunder jo Fiskerikontrollen
hører. Departementet under ministeriet ønskede
en metode, der med sikkerhed kunne afgøre, om en given
ladning fisk stammede fra et forbudt område eller ej. En
metode, der kunne bruges på såvel friskfangede fisk
som fersk fisk efter forarbejdning.
Udviklingsarbejdet startede i
1996 og fokuseredes hurtigt på den økonomisk vigtige
torsk, der i disse år er under et stort pres fra såvel
miljøet som fiskerierhvervet. I 1996 var torskefiskeriet
i Nordatlanten med 1,3 millioner tons årligt verdens niendestørste
fiskeri, som skabte arbejdspladser til et 5-cifret antal mennesker
såvel til vands som til lands.
Fiskepresset var imidlertid så
hårdt, at torskefiskeriet på bankerne ud for Newfoundland
pludselig var en saga blot. Trods efterfølgende totalfredning
af torskene er 30.000 mennesker stadig arbejdsløse, da
torskebestanden helt enkelt ikke kan komme sig. Så langt
har den været fisket ned.
Nu frygter man som bekendt for,
at det samme er ved at ske i Nordsøen - forårsaget
af EU's store fiskerinationer, hvortil også Danmark hører.
Fiskeriet er derfor underlagt skrappe bestemmelser, som imidlertid
ikke ser ud til at være skrappe nok. Under alle omstændigheder
fik dette hurtigt interessen for den nye DNA-teknik fokseret
på torskene i Nordsøen. - For hvorfra kom de? -
Var der forskellige bestande, som gydede på forskellige
steder? - Og blandede de sig siden som laksene på opvækstpladserne?
Det har længe været
kendt, at torsken fra Island vandrer nordpå til Grønland
for at gyde. Torskelarverne følger siden passivt Irmingerstrømmen
tilbage til Island, hvor de siden vokser op. Det har også
længe været kendt, at der i mange norske fjorde findes
meget isolerede torskebestande, som lever hele deres liv på
meget afgrænsede områder. Torsk er altså ikke
bare torsk, men kan opføre sig meget forskelligt og træffes
på mange forskellige steder i løbet af deres livscyklus.
DNA med forskelle
Det er komplicerede forhold som
disse, der gør det svært at fastsætte fiskekvoter
på et solidt grundlag. Fiskere og biologer har da også
i årevis skændtes om kvoternes størrelse.
Fiskerne siger, at de kan fange lige så mange torsk, det
skal være. Så mange er der, og derfor er der ingen
grund til små kvoter. Biologerne derimod kan fortælle,
at bestanden af gydemodne fisk - dem, der skal føre slægten
videre - er under det kritiske niveau, der skal til for at opretholde
bestanden, og har været det længe.
Men da man hidtil ikke har kunnet
fastslå, hvorfra fangsterne kommer, og hvilke bestande
fiskene tilhører, har dette slagsmål været
frugtesløst.
Indtil nu, forhåbentlig.
Med den nyudviklede teknik er det nemlig lykkedes at isolere
og identificere DNA-materiale fra de tre hovedbestande af torsk
i Nordsøen. Det viste sig hurtigt, at netop torsken er
meget velegnet til den nye DNA-analyse.
Under udvikling af metoden indsamlede
biologerne materiale fra torskebestande i Barnetshavet, Nordsøen
og Østersøen. Deres DNA er nemlig så forskellig,
at man i dag - ud fra test af blot 3-5 fisk - med sikkerhed kan
bestemme, hvorfra en given torskefangst stammer. Fiskerne kan
nu ikke længere påstå, at fiskene stammer fra
et andet område end det, de blev fanget i. Det kan en DNA-test
hurtigt fastslå.
Samtidig kan biologerne nu fastslå,
om der i et givet område findes torsk af flere forskellige
stammer. Torsk, hvoraf nogle måske stammer fra truede bestande,
som ikke tåler befiskning. Eller torsk af en særligt
livskraftig stamme, som godt kan tåle et rimeligt fiskepres.
Erfaringerne fra Newfoundland
viser med al ønskelig tydelighed, at en bestand aldrig
må fiskes helt i bund. Da kan den være så langt
nede, at den helt enkelt ikke kan retablere sig, menmåske
er tabt for altid. En værdifuld ressource er dermed gået
tabt, hvilket jo på lidt længere sigt er et kolossalt
spild.
Andre fiskearter
Også andre fiskearter end
lige den økonomisk vigtige og økologisk truede
torsk kan identificeres med den nye DNA-metode. Således
har man allerede udviklet metoden til at omfatte laks, ørred
og snæbel.
Man har i vid udstrækning
brugt den til at skelne mellem oprindelige vildlaks og så
undslupne tamlsks fra fiskeopdrættet, der blander sig med
vildlaksene på gydepladserne og dermed forårsager
en genetisk udvandning af den oprindelige vildlaks' arvemateriale.
Det var også den nye DNA-metode, der for nogle få
år siden kunne fastslå, at der - i modsætning
til, hvad mange mente - stadig findes rester af oprindelige vildlaks
i flere vestjyske vandløb. Som derfor nu er underlagt
speciel beskyttelse og bevågenhed.
Man har også brugt metoden
til at skelne mellem forskellige bestande af pighvar i Nordsøen
og Østersøen. Netop pighvarren er kendt for at
være ganske stedbundet, men alligevel finder der i grænseområderne
en del opblanding af stammerne sted. Det har da også vist
sig at være omkring dobbelt så svært at skelne
mellem forskellige bestande af pighvar som mellem forskellige
bestande af torsk. Således kræves der et større
antal pighvarrer for en sikker bestemmelse.
Alligevel kan man med 80% sikkerhed
henføre en enkelt testet pighvar til dens oprindelse.
Hvilket egentlig er ganske godt klaret. Det viser med al ønskelig
tydelighed, at vi her står med en ny metode, der i fremtiden
kan få meget stor betydning for fiskeribiologien. Som kan
gøre det muligt at fastsætte kvoter for forskellige
fiskearter på et grundlag, som selv erhvervsfiskerne må
bøje sig for!
Det kan man da kalde et fremskridt,
og det kan vi som danskere da være ganske stolte af. Fremover
forventes det nemlig, at samtlige marine fiskearter af interesse
vil kunne bestemmes efter den nye DNA-metode.
© 2002 Steen Ulnits
|
