The
"K-factor"
Konditionsfaktoren fortæller
meget om fiskens foderstand og dermed dens værdi som spisefisk.
Læs her, hvordan K-faktoren regnes ud, og hvordan den kan
eller skal tolkes.
Som lystfiskere går vi
meget op i, hvordan vore fangster tager sig ud - hvordan fiskene
præsenterer sig i fotoalbums og på køkkenbordet.
Til det formål er fiskens konditionsfaktor en god
hjælp. Ofte stilles der sågar krav om en mindste
K-faktor, når fisk skal indvejes til en fiskekonkurrence
- helt enkelt for at undgå, at magre nedfaldsfisk aflives
og indbringes til konkurrencen.
Konditionsfaktor:
1,8!
Konditionsfaktoren fortæller
dog i sig selv ikke alt om fiskens foderstand. Det er nemlig
ikke ligegyldigt, om fisken er en slank laks eller en plump havørred.
Om fisken er en lille grønlænder eller en stor opgangsfisk.
Om fisken er en mager nedfaldsfisk eller en fuldfed opgænger.
Således kan en velkonditioneret
nedfaldsfisk godt have en konditionsfaktor, der er højere
end den, en slank opgangsfisk har. Der er således flere
forhold, som skal tages i betragtning, når man kigger på
K-faktoren.
K-faktor = 100
x fiskens vægt (g) / længden (cm) i 3. potens
Konditionsfaktoren bruges oftest
om laksefisk og da specielt laks og havørred, som jo netop
kan optræde i mange forskellige udgaver alt efter årstid
og sted. Men alle arter har naturligvis en konditionsfaktor -
blot kan den ikke sammenlignes med andre fisk. Den kan kun bruges
til at sammenligne inden for samme art.
Eksempelvis vil en atlanterhavslaks
ofte have en konditionsfaktor på omkring 1, når den
er ude i havet eller er nystegen i elven. Store havørreder
og meget store opgangslaks kan dog have en konditionsfaktor på
op til 1,5. Det samme kan regnbueørreder ofte have - eksempelvis
i form af en kompakt 50 cm's fisk på 2 kg, der har en K-faktor
på godt og vel 1,5.
Denne konditionsfaktor vil dale
i takt med, at opgangsfisken bruger sine fedtreserver til at
opbygge rogn og mælke, mens den ikke tager føde
til sig. Lavest vil K-faktoren være, når fiskene
har leget og er på vej ud i havet igen. Da kan man opleve
laks med en K-faktor så lav som 0,25. Normalen er dog 0,5-0,75
- alt afhængig af, hvor strabadserende legen har været.
De fleste havørreder overlever typisk gydningen, mens
de fleste laks dør.
Fulton's Formel
Mange fisk vokser isometrisk,
hvilket vil sige, at de indbyrdes kropsproportioner ikke forandrer
sig under væksten.
En sådan isometrisk vækst
muliggør brugen af Fulton's Formel, der fortæller,
at vægten på en sådan fisk stiger proportionalt
med 3. potens af længden. Altså kan vægten
i gram beregnes ud fra formlen, der lyder:
vægt (g) = længden
(cm) i 3. potens / 100
Herpå skal ganges en faktor
k, der varierer med fiskens ernæringstilstand, førend
formel har almen gyldighed:
vægt (g) = længden
(cm) i 3. potens / 100 x k
Herefter er det en smal sag at
udregne værdien af k, som altså er fiskens
konditionsfaktor:
k = 100 x fiskens
vægt (g) / længden (cm) i 3. potens
Hermed har vi så først
nævnte, alment udbredte og meget anvendte formel til beregning
af fiskens konditionsfaktor, fiskens K-faktor også
kaldet.
Sturdy's Ørredskala
Englænderne opstillede
for mange år siden en talrække, baseret på
mål og vægt af en lang række ørreder
fra forskellige vande, den såkaldte "Sturdy's Ørredskala":
Længde /
vægt:
23 cm / 0,1 kg
25 cm / 0,2 kg
28 cm / 0,3 kg
30 cm / 0,4 kg
33 cm / 0,5 kg
36 cm / 0,6 kg
38 cm / 0,7 kg
41 cm / 0,8 kg
43 cm / 1,0 kg
46 cm / 1,1 kg
48 cm / 1,3 kg
51 cm / 1,6 kg
53 cm / 1,8 kg
56 cm / 2,1 kg
58 cm / 2,4 kg
61 cm / 2,7 kg
64 cm / 3,0 kg
66 cm / 3,4 kg
69 cm / 3,8 kg
71 cm / 4,3 kg
74 cm / 4,7 kg
76 cm / 5,2 kg
Af denne skala fremgår
det tydeligt, at vi lystfiskere har det med at overdrive, når
vi enten gætter på fiskens vægt uden at kende
den - eller fortæller om den efter vejning! En typisk målsørred
på kysten vejer således ikke det kilo, som vi ofte
angiver. Den vejer i stedet omkring 750 gram. Altså halvandet
pund eller trekvart kilo.
Omvendt kan man sagtens komme
ud for større ørreder, som vejer mere, end skalaen
angiver. Det gjaldt eksempelvis den søørred på
4,1 kg, der tog mit Juletræ i en islandsk bjergsø
i september 1998. Den målte nemlig kun 61 cm og havde dermed
en forrygende konditionsfaktor på 1,8. Det er den fisk,
du ser på billedet øverst i denne artikel.
Sturdy's Lakseskala
Tilsvarende opstillede englænderne
siden en talrække, baseret på mål og vægt
af en lang række laks fra forskellige vande, den såkaldte
"Sturdy's Lakseskala":
Længde /
vægt:
76 cm / 5,2 kg
79 cm / 5,8 kg
81 cm / 6,4 kg
84 cm / 7,0 kg
86 cm / 7,6 kg
89 cm / 8,3 kg
91 cm / 9,1 kg
94 cm / 9,8 kg
97 cm / 10,7 kg
99 cm / 11,5 kg
102 cm / 12,4 kg
104 cm / 13,4 kg
107 cm / 14,4 cm
109 cm / 15,5 kg
112 cm / 16,6 kg
114 cm / 17,7 kg
117 cm / 18,9 kg
119 cm / 20,2 kg
122 cm / 21,5 kg
124 cm / 22,9 kg
127 cm / 24,3 kg
130 cm / 25,8 cm
132 cm / 27,3 kg
135 cm / 28,9 kg
137 cm / 30,6 kg
140 cm / 32,4 kg
Man skal være klar over,
at ikke mindst fiskene i Sturdy's lakseskala hører til
i den absolut velnærede ende af skalaen. De er fanget i
næringsrige vandløb, som ikke er alt for hårdt
strømmende.
Af skalaerne kan man se, at en
laks og en ørred på 76 cm begge skal veje omkring
5,2 kg. I det virkelige liv vil laksen imidlertid ofte være
lettere og ørreden tungere end denne "idealvægt".
Laks er naturligt slankere af kropsform end ørreder.
Tog man i stedet ørreder
fra en norsk fjeldsø eller laks fra en norsk elv, ville
der tegne sig et noget andet billede. Af fisk, med en markant
lavere K-faktor, uden at de derfor var i dårligere kondition.
Blot er de mere strømlinede, da de lever i andre miljøer.
Tilsvarende er der stor forskel
på konditionsfaktoren hos østersølaks og
så rigtige atlanterhavslaks. En laks i svenske Mørrum
er således langt mere kompakt end en laks i norske Lærdal.
Og sidstnævnte laks vil typisk være i en markant
bedre form eller kondition end østersølaksen, da
den har måttet arbejde hårdere for føden -
trods en lavere K-faktor.
Mona's Geddeskala
Da gedden er den eneste rovfisk
ud over laks og ørred, som englænderne gennem tiderne
har beskæftiget sig seriøst med, har de naturligvis
også opstillet en skala over længde/vægt forhold
hos gedder - den såkaldte "Mona's Geddeskala":
Længde /
vægt:
51 cm / 1,1 kg
53 cm / 1,3 kg
56 cm / 1,5 kg
58 cm / 1,7 kg
61 cm / 2,0 kg
64 cm / 2,2 kg
66 cm / 2,5 kg
69 cm / 2,8 kg
71 cm / 3,1 kg
74 cm / 3,5 kg
76 cm / 3,8 kg
79 cm / 4,2 kg
81 cm / 4,6 kg
84 cm / 5,1 kg
86 cm / 5,8 kg
89 cm / 6,1 kg
91 cm / 6,6 kg
94 cm / 7,2 kg
96 cm / 7,7 kg
99 cm / 8,4 kg
102 cm / 9,1 kg
104 cm / 9,8 kg
107 cm / 10,5 kg
109 cm / 11,3 kg
112 cm / 12,1 kg
114 cm / 12,9 kg
117 cm / 13,8 kg
119 cm / 14,7 kg
122 cm / 15,7 cm
124 cm / 16,7 cm
127 cm / 17,7 cm
130 cm / 18,8 kg
132 cm / 20,4 kg
135 cm / 21,0 kg
137 cm / 22,3 kg
140 cm / 23,6 kg
Desværre kendes ikke den
eksakte længde på Danmarks største kendte
gedde på 26,5 kg. En fisk, der blev fanget i den lille
Grarup Sø syd for Haderslev Fjord. En fisk, der huggede
på en skalle på en krogline, og som blev skudt med
et haglgevær. I en sø, der kun er 9 hektar stor.
Et godt eksempel på, at selv små vande kan producere
endog meget store gedder - omend i meget ringe antal.
Det er værd at bemærke,
at også de engelske gedder, der har lagt mål og vægt
til Mona's Geddeskala, er overordentlig velnærede. Således
er det ikke usædvanligt, at i øvrigt velkonditionerede
gedder vejer op til 25% mindre end det i skalaen angivne.
Selv fangede jeg i 1986 i Labrador
en gedde, der var 110 cm lang - som sprang meterhøjt ud
af vandet og tog hele fluelinen af hjulet, inden den lod sig
lande. Den vejede imidlertid kun knap 7 kg. Den var bestemt ikke
i dårlig kondition - blot af naturen en lang og slank model.
Tilsvarende fangede jeg i november
1976 - på en stor Reflex spinner - min hidtil største
gedde, der målte 106 cm og vejede 11,0 kg rent. Altså
en overmåde velnæret fisk, der harmonerer fint med
skalaen. Med til historien hører imidlertid, at den i
maven havde to mellemstore brasen, som jo også vejede pænt
til...
* * *
Fiskenes konditionsfaktor er
således en ganske kompliceret sag, som man ikke umiddelbart
kan bruge til ret mange sammenligninger mellem ret mange fisk.
Men den er sjov at regne på, og derfor er K-faktoren kommet
for at blive!
© 2001 Steen Ulnits
|
