De er blevet kaldt
havenes regnskove, og de har forundret mennesker i århundreder.
Men hvad er egentlig koraller,
og hvordan bliver koralrevene til? Og hvorfor er de mange steder
i stærk tilbagegang? Spørgsmålene hober sig
op, mens problemerne bare vokser og vokser. I dag mener forskerne
således, at mere end 50% af alle koralrev er i fare.
Allerførst må man
vide, hvad koraller egentlig er for nogle skabninger. Mange tror,
at man kun finder koraller i troperne, men det er helt forkert.
Koraller kan nemlig findes i alle have og klimazoner, omend de
ganske rigtigt er mest kendt fra og mest udbredt i det tropiske
Stillehav. Der er næppe nogen, som ikke har set et tropisk
koralrev på film eller fjernsyn.
Da Charles Darwin i 1800-tallet
krydsede Stillehavet i sit gode skib "Beagle", studsede
han gang på gang over de utroligt artsrige koralrev, der
pludselig rejste sig af det afgrundsdybe og meget næringsfattige
hav. Tilsyneladende helt umotiveret. - Hvor kom dog alt dette
liv fra?
Darwin betragtede ganske rigtigt
koralrevene som "oaser i en undervandsørken".
Pludselig vrimlede et ellers dødt hav med liv i alle tænkelige
former - helt uden nogen gradvis overgang. "Darwin's Paradoks"
døbte man siden dette fænomen.
Biologien
I dag ved vi, at verdens koralrev
dækker mindre end 1% af havenes overflade. Et område
på omkring halvdelen af Frankrig. Alligevel er de hjem
for omkring 25% af alle marine fisk, dyr og planter. En
kendsgerning, som har givet koralrevene deres smigrende tilnavn
"havenes regnskov".
Koralrev opstår og findes
primært på steder, hvor havbunden rækker op
mod overfladen. Koraller kan dog vokse mange andre steder, men
i regelen på lavt vand. Dette muliggør skabelsen
af kunstige koralrev, hvor man måske tidligere har ødelagt
dem eller blot ønsker dem af hensyn til fiskelivet.
De fleste koralrev er skabt af
polypper, som lever i kolonier. Disse polypper danner et hårdt
ydre skelet af kalciumkarbonat ("kalk"), som yder dyret
indeni beskyttelse mod strøm og bølger. Den bedste
vækst har korallerne i lavt, klart, varmt og oprørt
vand, som sikrer en konstant tilførsel af næringssalte
fra et ellers næringsfattigt hav.
Øverst oppe på revene
får korallerne ofte hjælp af specielle fastsiddende
alger, som løbende deponerer et beskyttende lag af kalk
på toppen af det hele. Som dermed hjælper til med
at holde sammen på revene, når tropiske stormer truer
med at brække det hele fra hinanden.
Man regner med, at der findes
omkring ét tusinde forskellige koralarter. Nogle er særkønnede
- andre fælleskønnede. Og atter andre skifter fra
det ene til det andet i løbet af deres levetid. Det er
altså ikke nødvendigvis kedeligt at være et
koraldyr...
Korallernes kønnede formering
sker ved, at alle individer af en art samtidig afgiver deres
kønsprodukter til det omgivende vand, hvor befrugtningen
så foregår. Dette sker i regelen ved nipflod, hvor
forskellen mellem højvande og lavvande er mindst. Det
sikrer, at flest mulige æg befrugtes og færrest mulige
skylles væk af tidevandsstrømmene.
Koraller kan se uhyre forskellige
ud. Til de mest kendte hører givet de såkaldte "hjernekoraller",
hvis udseende virkelig lever op til navnet. Andre danner indviklede
"gevirer", der stikker op i vandet, mens atter andre
bygger flade plader. Altsammen ofte i meget smukke farver, som
skyldes samlevende alger.
Symbiosen
Koraller er som sagt polypdyr
- ikke planter - og dermed ikke i stand til at fotosyntetisere.
De kan ikke selv danne organisk stof ud fra kuldioxid, vand og
sollys, som planterne kan. De ville derfor ikke kunne klare sig
i et meget næringsfattigt tropisk hav, hvor de fleste næringssalte
synker til bunds på dybhavet - sedimenterer ud, som det
hedder på fagsprog.
Derfor har korallerne etableret
en slags symbiose med specialiserede zooxantheller, der
fotosyntetiserende alger - enkeltcellede dinoflagellater, hvis
man er kender! Disse zooxantheller leverer op mod 90% af den
energi, som korallerne har brug for, og som de ikke kan skaffe
på anden måde. Zooxanthellerne nyder til gengæld
godt af den kvælstof, som koralpolypperne selv skaffer
ved at filtrere zooplankton fra vandet.
Zooxanthellerne bor i koralpolyppernes
væv, hvor de har god beskyttelse og kan fotosyntetisrere
effektivt. Her nyder de også godt af den kuldioxid, som
polypperne løbende producerer, og som algerne jo skal
bruge til deres fotosyntese. Et spændende og gensidig gavnligt
samarbejde på højeste biokemiske plan!
Zooxanthellerene forekommer i
massive mængder. Således regner man med, at der er
op mod en million alger per kubikcentimeter koralrev! Det er
disse mange alger, hvis indbyggede pigmenter giver de forskellige
koraller deres mange forskellige farver. Det er også dem,
der dør først, når vandtemperaturen bliver
for høj - med blegning af de døde og døende
koralrev til følge.
De store koralrev byder på
mange og meget varierende levesteder for et utal af dyr og planter.
Koralrevene danner ofte atoller med beskyttet vand bag barrieren
ud mod åbent hav. Herinde på det lave vand sker der
det stik modsatte af ude på dybhavet. Herinde forbliver
næringssaltene nemlig - i stedet for at synke til bunds
som uden for revet. Næringssaltene bliver således
i systemet og kan genbruges mange gange - til stor fordel for
dyr og planter.
Dette er altså forklaringen
på Darwin's Paradoks - på, hvor i alverden alt dette
liv på koralrevene dog kommer fra! Således er det
almindeligt, at der daglig produceres 5-10 gram kulstof per kvadratmeter
koralrev - et meget højt tal. Nyere undersøgelser
viser dog, at også svampe på koralrevene bidrager
godt til denne produktion ved at filtrere planteplankton fra
vandet. Disse er dog selv helt afhængige af at kunne leve
i revner og sprækker mellem korallerne.
Truslerne
Der er mange farer, som truer
verdens koralrev. Dels er der naturligvis de voldsomme tropiske
storme og orkaner, som regelmæssigt bryder igennem de såkaldte
"barriererev", der mange steder løber langs
kysterne og beskytter disse mod havet. Og dels er der menneskets
uforstandige og aldeles kortsynede brug af dynamit til
fangst af fisk på revene. Det siger sig selv, at de langsomtvoksende
koraller dør en meget hurtig død på denne
brutale måde.
Endelig er der den ligeledes
udbredte brug af cyanid til fangst af fisk over koralrevene.
Cyankalium blokerer åndedrættet på omtrent
samme måde, som kulilte gør, og fisk er meget følsomme
over for netop cyanid i deres vandige miljø. Fiskeyngel
og koralpolypper er specielt udsatte og bukker under som de første.
Større fisk bedøves ofte kun og kan i mange tilfælde
genoplives og afgiftes, så spisefisk senere kan sælges
til konsum.
Sjældne akvariefisk sorteres
fra og eksporteres i stort omfang til glade saltvandsakvarister
i den vestlige verden. Således regner man med, at 70-90%
af alle akvariefisk fra Philippinerne fanges på denne altødelæggende
måde. Korallerne er døde efter behandlingen og genopstår
ikke bare af sig selv. De skal årtier til, førend
de har retableret sig blot nogenlunde. Af den grund er fiskeri
med cyanid strengt forbudt de fleste steder, men loven håndhæves
kun sjældent. Money talks...
I 1998 oplevede man for første
gang i nyere tid, at store dele af verdens koralrev gik til ved
den såkaldte "bleaching". De døde helt
enkelt, da vandtemperaturerne blev for høje til dem -
muligvis som følge af den menneskeskabte drivhuseffekt.
De døde rev blegnede og mistede helt farverne, hvorfor
man taler om "bleaching" - blegning af revene.
Nogle steder er revene dog kommet
sig, men mange steder er det ikke sket endnu. Man kan frygte,
at dette vil ske oftere og oftere, som drivhuseffekten sætter
ind i stigende grad. Og løsning af netop dette problem
er af global karakter og i skrivende stund aldeles uoverskuelig.
Endelig er der forurening med
næringssalte fra by og land, der helt enkelt kvæler
koralrevene i alger. Præcis som vore hjemlige ålegræsbælter
har måttet bukke under for begroning med alger. Det siger
sig selv, at næringssaltforurening primært er et
problem for kystnære koralrev nær større byer
og landbrug - ikke for de mange små Stillehavsatoller langt
fra land. Koralrev kræver krystalklart og næringsfattigt
vand for at trives.
Økonomien
Forskere og økonomer har
længe forsøgt at sætte en pris på alverdens
koralrev. En pris baseret på de indtægter, som fiskeri
og turisme indbringer samfundene omkring koralrevene.
Det er naturligvis meget vanskeligt
at værdisætte dette, men forskerne er nået
frem til en omtrentlig værdi af 30 milliarder dollars.
Så det er altså ikke småpenge, alverdens små
koralpolypper producerer. Og alene derfor er det betænkeligt,
at mere end halvdelen af disse koralrev i dag anses for truede.
Samtidig er der næppe heller
tvivl om, at netop økonomien bliver koralrevenes redning.
Vi har nemlig ikke råd til at undvære dem!
© 2011 Steen Ulnits
|
