Radioaktivitet
- hvad er det for en fisk?
- Atomkraft kan
redde verden, siger dens
tilhængere og argumenterer korrekt, at atomkraft ikke udvikler
C02 og derfor ikke bidrager til drivhuseffekten. Men de glemmer
noget væsentligt...
Ringhals reaktoren
i Sydsverige - tæt på Danmark...
Atomkraftens tilhængere
glemmer i den sammenhæng, at man stadig ikke har en holdbar
løsning på en sikker opbevaring af det brugte og
højradioaktive atombrændsel. Indtil videre indstøbes
det i glas og beton, hvorefter det placeres i stålbeholdere,
som opmagasineres dybt inde i udgravede salthorste. Eller dumpes
på kilometerdybt vand...
Almindeligt brugt atombrændsel
kan deponeres direkte og har da en nedbrydningstid på måske
hundreder af år, førend det har afgivet al
sin radioaktivitet. Det kan også sendes til oparbejdning
på specielle anlæg, der kan omdanne det gamle brændsel
til nyt. Problemet er blot, at man så ender op med et højradioaktivt
affaldsprodukt, som skal deponeres forsvarligt i tusinder
af år. Næppe nogen god løsning på verdens
energiproblemer...
Sellafield
Det engelske oparbejdningsanlæg
Sellafield har længe været i såvel myndighedernes
som miljøorganisationernes søgelys. Her oparbejdes
gammelt atombrændsel til nyt, og herfra udledes store mængder
radioaktivt spildevand.
Det kan blandt andet måles
i form af det radioaktive affaldsstof Technetium-99, som hurtigt
spredes med havstrømmene. Således kan man nu spore
Technetium-99 fra Sellafield så langt borte som i den danske
del af Kattegat. Det er et stof, som optages af dyr og planter,
hvorfra det så ophobes op gennem fødekæden.
Mest og bedst ophobes det i blæretang, som derfor er en
god indikator for stoffets spredning. Skaldyr er også gode
indikatorer.
Det er indtil videre små
doser Technetium-99, der er målt i Kattegat, men koncentrationen
vil givet stige. Da de engelske myndigheder sidste år målte
koncentrationen af Technetium-99 i hummere fanget ud for Sellafield,
fandt de stoffet i en koncentration, der var 42 gange højere
end EU's såkaldte "interventionsgrænse for radioaktivitet
i fødevarer efter atomulykker"!
Denne Technetium er nu på
vej ud i Nordsøen og herfra på vej videre ind i
de indre danske farvande. Nordiske forskere har derfor sat sig
for at kortlægge spredningen af Technetium-99 fra det Irske
Hav, hvor Sellafield ligger, og så nordpå til henholdsvis
Grønlandshavet og Østersøen. Herved ønsker
man at danne sig et billede af havstrømmenes retning og
fart og dermed spredningen af farlige stoffer.
De massive udslip af Technetium-99
fra Sellafield startede i 1994. I 1997 var sporstoffet nået
til Norges kyster, og i 1998 er det kommet til de indre danske
farvande. Technetium-99 forventes til Barentshavet i 1999 og
til Østgrønland i år 2001.
Indtil videre siger målingerne,
at radiokativiteten i Nordsøen og Østersøen
er omkring 10 gange større end oppe i Arktis. Endnu i
hvert fald. EU's miljøministre har dog besluttet, at udslippene
skal reduceres hurtigst muligt og bringes helt til ophør
i år 2020.
Lidt ældre læsere
kan måske huske, at Sellafield slet ikke hed sådan
oprindeligt. Det hed nemlig "Windscale" og tog først
navneforandring til Sellafield, da Windscale-navnet efterhånden
havde fået et så dårligt omdømme rundt
omkring, at man ikke følte, man kunne leve med det længere.
Lidt som at bygge højere skorstene i stedet for at fjerne
forureningen...
På den anden side af den
Engelske Kanal - i Frankrig - ligger for øvrigt et tilsvarende
oparbejdningsanlæg for brugt atombrændsel - La Hague,
hedder stedet. Også her døjer man med radioaktive
udslip til vandmiljøet, omend ikke i nær samme grad
som ved Sellafield.
- Hvad er radioaktivitet for
en fisk?
Atombomber dræber på
kort hold ved den kolossale varmestråling, som de udvikler
- op mod 20 mio. grader Celsius samt lufttryk på flere
mio. atmosfærer. Alt bliver brændt af og blæst
væk. På lidt længere afstand er det strålingen,
der er dødbringende. Som forårsager strålesyge
og død i løbet af få dage. På langt
hold og længere sigt er det radioaktive nedfald også
sundhedsfarligt.
Radioaktivt nedfald havde man
kendt til lige siden de amerikanske atomprøvesprængninger
på Bikini atollen i 1954. Men først sent fandt man
ud af de skadelige langtidsvirkninger, som radioaktivt nedfald
har - i form af leukæmi, misdannede fostre og tilsvarende
fænomener, der ofte først optrådte adskillige
år senere. Lidelser, som primært kun kan spores rent
statistisk - ved at se på stigningen i antallet af dødsfald
over en årrække.
Radioaktivitet er i al sin betagende
og skræmmende enkelhed en betegnelse for den stråling,
der udsendes fra radioaktive stoffer under disses såkaldte
"henfald". De energirige stoffer fra uran-familien
udsender konstant stråling, mens de henfalder til mindre
energirige tilstande og stoffer. De ender alle med at blive til
bly, når de har mistet al deres stråling. Pudsigt
nok det grundstof, som på grund af sin uhyre store stabilitet
bruges til netop beskyttelse mod radioaktiv stråling!
Radioaktivitet er en opdagelse
af nyere karakter. Det var således franskmanden Becquerel,
der i 1896 for første gang identificerede og beskrev fænomenet
- hurtigt efterfulgt af landsmanden Curie i 1898. Man kunne måle
fænomenet, men kendte endnu ikke noget til strålingens
farlighed. Mange af de tidligere stråleforskere døde
derfor af cancer efter kortere eller længere tids arbejde
med de radioaktive stoffer...
Dødsfaldene bragte fokus
på strålingens effekter. Man vidste, at stråling
i store doser var livsfarlig. Men man fandt samtidig ret hurtigt
ud af, at målrettet stråling i korrekt dosering i
visse tilfælde rent faktisk kunne redde kræftpatienter
fra deres sygdom. Den dag idag bruges strålebehandling
stadig i kræftbekæmpelsen.
Technetium-99 er ganske vist
et radioaktivt stof, og det har ganske vist en halveringstid
på mere end 200.000 år! Alligevel tilhører
det ikke de sundhedsfarlige af slagsen. Det gør derimod
stoffer som Caesium-137 og Strontium-90, der er meget aggressive
og stærkt kræftfremkaldende.
Radioaktive stoffer har en struktur,
der gør, at de i vid udstrækning optages og indbygges
i kroppen i stedet for andre og livsvigtige stoffer. Således
har myndighederne i mange år anbefalet, at man i tilfælde
af stråling eller strålingsfare indtager overdoser
af stoffet jod, som så går ind og blokerer for optagelsen
af de farlige radioaktive stoffer.
Tjernobyl
Den 28. marts 1979 gik det galt
på Three Mile Island i staten Pennsylvania, USA. Det lokale
atomkraftværk påbegyndte en livsfarlig nedsmeltning,
da kølevandssystemet svigtede og den ene af værkets
to reaktorer løb løbsk.
Nedsmeltningen forårsagede
et større radioaktivt udslip og evakuering af lokalbefolkningen,
som dog slap uden men. Kun klippegrunden under værket afværgede
den ultimative katastrofe.
Det meste af verden gøs
derfor, da Tjernobyl kraftværket i Rusland eksploderede
den 26. april 1986. Den store reaktor 4 løb løbsk
og begyndte en nedsmeltning. I hele Europa holdt man derfor vejret
og fulgte nervøst med i vejrudsigterne. Det var og er
jo vejret - primært vindretningen og sekundært nedbøren
- der afgør, hvor det radioaktive nedfald vil ske og i
hvor store mængder.
Den officielle russiske forklaring
på Tjernobyl-uheldet var, at der var sket en menneskelig
fejl under en rutinemæssig afprøvning af sikkerhedssystemerne.
Russiske videnskabsmænd iværksatte dog deres egen
undersøgelse, som viste, at der efter al sandsynlighed
var sket et mindre jordskælv (sølle 2 på Richter-skalaen)
blot 22 sekunder før eksplosionen på Tjernobyl.
Så små rystelser
er ikke usædvanlige - heller ikke på vore breddegrader
- og et atomkraftværk bør naturligvis være
bygget, så det kan modstå langt større rystelser.
Tjernobyl-værket er imidlertid af den farlige åbne
type og samtidig dårligt bygget. Det har fået forskerne
til at spekulere i, om det kan have været de små
jordrystelser, der gjorde værket sårbart og forårsagede
ulykken.
Reaktor 4 blev i løbet
af et halvt års tid begravet under en sarkofag af metertyk
beton med en anslået holdbarhed på mindst 30 år.
Idag, snart 20 år efter, har man registreret mere end 1.000
kvadratmeter revner i betonen - revner, der nu lækker radioaktivitet
fra den forulykkede reaktor.
Det er planen helt at lukke de
øvrige reaktorer i Tjernobyl i år 2000. Ukraine,
hvor værket ligger, har forlangt 26 milliarder kroner som
kompensation for en lukning af værket, og så mange
penge er der endnu ikke kommet ind fra EU og de såkaldte
G-7 lande. Trods milliardstore investeringer er det således
meget uvist, om lukningen overhovedet bliver en realitet.
Man har længe vidst, at
især russerne bygger atomkraftværker af den åbne
og dermed potentielt farlige type. En enkel og billig type, hvor
udslip i forbindelse med driftsuheld kun vanskeligt lader sig
holde tilbage. I Vesten satser man mere på sikkerheden,
hvilket uundgåeligt medfører større anlægsomkostninger.
Svenske Barsebäck, hvis placering klods op af København
- blot på den anden side af Øresund - er dybt åndssvag,
er da også af den lukkede og dermed relativt sikre konstruktion.
Et af verdens allerstørste
atomkraftværker - Ignalina i Lithauen - hører
desværre også til den åbne og farlige konstruktion,
hvorfra radioaktive udslip hurtigt spredes for alle vinde. Og
i en god østenvind er der forfærdende kort fra Ignalina
til Ishøj...
- From Russia with love...?
Samerne i Lapland blev bestemt
ikke ellevilde af begejstring, da de så vejrudsigten efter
Tjernobyl-ulykken. Det var nemlig så uheldigt, at vinden
bar den radioaktive sky fra det forulykkede atomkraftværk
ret op mod Nordsverige, som derfor modtog ganske store mængder
radioaktivt nedfald.
Det lagde sig på græs
og planter, som umiddelbart blev ædt af elge og rensdyr
med flere andre planteædere. Det radioaktive nedfald blev
på denne måde straks inddraget i fødekæden,
hvor det hurtigt opkoncentreredes så meget, at kødet
fra elge og rener blev sundhedsfarligt at indtage. Intet mindre
end en katastrofe for de samer, der levede af rensdyravl. Og
et reelt problem for de ganske mange svenske familier, der sæsonen
igennem ofte sætter tænderne i en elgsteg.
Heller ikke fiskelivet gik ram
forbi. Efter nedfaldet fra Tjernobyl kunne man i lang tid konstatere,
at koncentrationen af det radioaktive og farlige stof Caesium-137
blev ved med at stige i fiskene - opkoncentreret som det var
gennem en meget lang fødekæde.
Hvor elge og rener åd direkte
af det forurenede græs, måtte radioaktiviteten i
vand gennem en meget længere fødekæde - fra
planteplankton (alger) over dyreplankton til småfisk -
inden det til sidst havnede i rovfiskene. Fra hvert led i fødekæden
til det næste sker der en voldsom opkoncentrering af stoffer.
Således kunne man snart måle alarmerende høje
koncentrationer af Caesium-137 i ikke mindst de nordsvenske gedder
- toprovfisken på de kanter.
Det farlige ved de nordsvenske
gedder og rensdyr var, at de rent faktisk selv blev radioaktive
af at indtage de radioaktive stoffer. At man derfor kunne måle
stråling fra dem. Spiste man dem, udsatte man derfor sig
selv for farlig stråling.
Man skal i denne forbindelse
være klar over, at radioaktivt bestrålede fødevarer
ikke selv er radioaktive. De udsender ingen stråling
selv, men har blot været udsat for bestråling, som
skal gøre dem sterile og bakteriefrie. Der er således
ingen risiko ved at spise bestrålet og dermed langtidsholdbar
føde.
Noget helt andet er så,
om man kan forliges med, at der ligger atomkraft bag. For smagen
er der intet i vejen med...
Kola kalder - på hjælp
Verdens sidste fristed for atlanterhavslaksen
ligger idag på den russiske Kola-halvø. Laksefiskere
fra hele verden valfarter derfor til Kola for at dyste med den
sølvblanke fisk.
Alternativet til kernekraft:
Fossile brændstoffer...
Desværre ligger verdens
største atom-losseplads idag også på Kola-halvøen,
nærmere betegnet i Murmansk, som med sin halve million
indbyggere er hovedbyen i dette område. Og som samtidig
byder på verdens nordligst beliggende permanent isfri havn.
Efter Anden Verdenskrig og op
gennem den kolde krigs år opbyggede russerne en imponerende
Nordflåde af atom-ubåde, som havde og stadig har
base netop her. Men i takt med, at den kolde krig tøede
op og Sovjetunionen smuldrede bort, begyndte den stolte atomflåde
langsomt at ruste op. Manglende bevillinger førte helt
enkelt til manglende vedligeholdelse.
Idag anslår eksperter,
at der findes mere end 200 atomreaktorer på Nordflådens
ubåde, 13 på havneanlægget i selve Murmansk
og fire reaktorer på halvøens kraftværk. Flere
er taget ud af drift og tærer langsomt op. En tikkende
atombombe, så at sige.
Hertil skal så endda lægges
de enorme mængder radioaktivt affald, som gennem de seneste
årtier er dumpet i Barentshavet ud for Kola. Russerne har
dumpet mere radioaktivt materiale i havene end alle andre nationer
tilsammen. Og en stor del er helt naturligt havnet i Barentshavet,
hvor jo Nordflåden opererer.
Onde tunger har påstået,
at de kolossale ishavsrødinger, som angiveligt findes
på Novaja Semlja øen nordøst for Kola, skulle
være de rene mutanter - radioaktive fjeldørreder,
hvis røde farver og hvide finnekanter må være
ekstra lysende!
Det sidste er nu nok ren fantasi,
men den radioaktive forurening omkring Kola er ingen fantasi,
desværre. Den er en benhård realitet. Netop ud for
Novaja Semlja har den russiske flåde dumpet adskillige
skrottede atomubåde - med reaktor og det hele. En billig,
men ikke i længden holdbar løsning.
Russerne er klar over problemet
og har bedt omverdenen om hjælp. Man har ikke selv midler
til at foretage en forsvarlig skrotning af Sovjertunionens gamle
reaktorer.
Atomkraft ser således ikke
ud til at være verdens redning...
© Steen Ulnits 1999
Efterskrift:
Alle disse oplysninger stammer
fra en russisk militærperson ved navn Aleksandr Nikitin,
der videregav dem til den norske miljøorganisation "Bellona",
som så formidlede dem videre til en skræmt vestlig
verden. Russerne svarede med at anholde Nikitin, der af FSB (tidligere
KGB) blev anklaget og fængslet for at have lækket
statshemmeligheder.
De russiske myndigheder har i
mellemtiden ikke været i stand til at afvise Nikitins tal.
De har ikke engang forsøgt på det. Ganske vist har
retten i Sankt Petersborg netop afvist sagen, men alligevel valgt
at opretholde sigtelserne. Menneskerettigheder er for en gangs
skyld ikke en by i Rusland...
Som lystfisker kan man kun gøre
én ting: Boykotte det russiske laksefiskeri på Kola.
Så undgår man også at udsætte sig selv
for mulig stråling fra de mange lækkende reaktorer,
der er mere rustne nu, end da tallene blev lækket.
© Steen
Ulnits 1999
|
