Biologi artikler: e-bog Danske Sportsfisk Alger på vej Alligator Gar Biblen & Biologien Botany Bay End of the Line Hajer i havsnød Lavenergi = højrisiko? Rugekassen Koralrev Savfisk Status over DK vandløb Syv have - syv farer Tunfisk Polarlys Faunaforurening Grindedrab Klækkebakker Myg i millioner Adgang til naturen Slut med ålefangst Hot Air & Cool Cash Miljøsvin nr. 1 Aralsøen Alger i tanken! Havlus Lys laksesæson Fjæsingen Søørreder søges! Naturfølsomme marker Megafisk Burtorsk Stor - større - størst Ingen ben Bismag Karpelus Minken et mareridt Fiskeplejen 2007 Skjernå før og nu Orkan-kategorier Nordborg Sø Havmiljøet truet - igen Søer, der forurener Dødens Gab Reducer dit CO2 udslip Den store miljøåbenbaring Gudenåen Snæbelen ikke snydt Fisk på tasken Fra ørredå til geddesø Danske landmænd sviner Hjælp til laksebestande Laks får sig en 5-års puster Larsens Liv med Laksen Dioxin i østersølaksen Tsunamier og mangroven Militært fiskeri En NOBEL fisker Lomborg-sagaen fortsat... Nordsøen ved at kollapse Fullmoon Facts "Bønder på Støtten" Verden ifølge Lomborg Kan fisk føle smerte? IGFA Gruelig galt med gylle Skarver og sæler Et spørgsmål om proportioner Debat om dambrugsfisk Rådet, der ikke ville nedlægges Torskens "fingeraftryk" Columbia River EU og åerne Gyllebehandling på højt plan Hanfisk og hunlige hormoner Igler Kampen om Kolindsund Liv og død for laksen Limfjorden lider Livtag om laksen Skyd en skarv - og spis den! Skjern Å eller Femern Bælt? Sort slam i Sortehavet Tjernobyl - en by i Rusland Tonsvis af tobiser... Torskestop og torskesvindel - Naturromantik og nul fisk? Fiskeplejen 2001 Fiskeplejen 2000 "The K-factor" Nyt vand på gammel å Fiskeopdræt Lungefisk i regnskoven Sikke nogen bisser! Blues for en Blå fisk Vildledning om Vildlaks Drivhuseffekten Laksenyt fra Norge Osmoregulering Radioaktivitet

Jordens atmosfære er et ganske tyndt lag, som er meget karakteristisk for netop vor planet. Det er her, det smukke og karakteristiske polarlys opstår. Nærmest jorden ligger "troposfæren", som indeholder alt levende. Den rækker godt 10 km op i luften, som bliver tyndere med højden. Luften består typisk af 80% kvælstof og 20% ilt. Højere oppe endnu ligger" statosfæren", som når næsten 100 km op mod verdensrummet. Det er her, det beskyttende og for os helt livsnødvendige ozonlag ligger - i 10-50 km's højde. Over stratosfæren ligger "ionosfæren", som er her, al radiokommunikation forløber. Det er også her, vi finder det smukke polarlys, som i syd kaldes sydlys og i nord nordlys. Solvind Polarlyset skyldes, at atomer i ionosfæren bombarderes med elektrisk ladede partikler fra solen - den såkaldte "solvind". Når atomerne rammes af solvinden, exiteres de og udsender energi i form af lys. På grund af Jordens magnetfelt optræder polarlys kun i relativt smalle bælter nær Arktis og Antarktis. Kun her trækkes solvindens partikler ind og møder ionosfæren. I vor del af verden strækker nordlysbæltet sig fra sydspidsen af Grønland over Island til nordspidsen af den skandinaviske halvø. Der er en tydelig sammenhæng mellem polarlys og så de pludselige udbrud på solen, der ses som "solpletter". Da hersker de magnetiske storme, som forstyrrer al radiokommunikation til lands, til vands og i luften. Og da optræder polarlysene ekstra kraftigt. De breder sig mod Ækvator og kan derfor ses længere borte fra polerne. Polarlys ses ofte som bølgende bælter eller gardiner af røde, gule og grønne farver, der i polarlysbælterne kan dække hele himmelhvælvet. Den grønne farve skyldes exiterede iltatomer, som udsender netop denne farve. Den røde farve skyldes tilsvarende lys fra exiterede kvælstofmolekyler. Solpletter På det seneste har flere forskere påvist, at der er en sammenhæng eller i hvert fald et sammenfald mellem udbredelsen af solpletter og Jordens temperatur. Selv om næppe nogen seriøs klimaforsker i dag vil feje den menneskeskabte drivhuseffekt af bordet, så tyder meget dog på, at også solpletterne spiller ind i den globale opvarmning. Solpletterne er pludselige og lokale udbrud på Solens overflade, der udsender elektrisk ladede partikler - i form af den velkendte solvind. Det menes, at solvinden i bogstaveligste forstand blæser den kosmiske stråling væk, som er med til at danne skyer i den nedre del af atmosfæren. Jo flere solpletter og deraf følgende solvind, desto mindre kosmisk stråling når ned, og desto færre skyer dannes der. Og jo færre skyer desto mere solstråling når ned til jorden, hvor den omdannes til varme. Skyerne reflekterer nemlig sollyset. Altså: Jo flere pletter på Solen desto varmere klima på Jorden. Hvis teorien altså holder vand. Under alle omstændigheder kan man altid glæde sig over de smukke farver i polarlyset! © 2009 Steen Ulnits