|
Osmoregulering
Bag dette imponerende ord ligger
forklaringen på, at kystens havørreder ikke kan
lide kombinationen af koldt og salt havvand. Det bringer os samtidig
på sporet af, hvor havørreden skal findes her i
vintermånederne!
For de fleste fisk er det bestemt
ikke ligegyldigt, om de lever i ferskvand eller saltvand. Kun
de færreste arter formår at leve begge steder, men
selv for sådanne tolerante fisk er der klare begrænsninger.
Saltvand og ferskvand er nemlig vidt forskellige som levesteder
for fisk.
I saltvand er saltkoncentrationen
større end i fiskekroppen. Vand søger derfor passivt
ud af fisken. For at modvirke denne passive udtørring,
drikker fisken saltvand. De overskydende salte udskilles via
gællerne, mens ferskvandet optages i fiskekroppen som kompensation
for det mistede.
I ferskvand derimod er
fiskekroppens saltkoncentration større end det omgivende
vands. Vand vil derfor trænge ind udefra og passivt optages
af fiskekroppen. For at modvirke denne vandoptagelse, udskiller
ferskvandsfisk store mængder vand gennem urinen, mens nødvendige
salte optages over gællerne.
Denne regulering af fiskens saltbalance
kaldes med et fint ord for osmoregulering. Nogle fisk
er deciderede saltvandsfisk, som ikke kan leve i ferskvand
andre er udprægede ferskvandsfisk. Endelig er der vandrefisk
såsom ål og laksefisk, der kan omstille sig og leve
begge steder.
Laksefiskene skal dog "smoltificere",
som det så fint hedder, før de som små "smolts"
trækker fra deres fødevandløb og ud i havets
store spisekammer. Før er de ikke i stand til at tåle
saltvandet - til at osmoregulere effektivt i det nye miljø.
En farlig cocktail
Men også temperaturen spiller
ofte ind her. Bliver vandtemperaturen for lav, falder fiskens
stofskifte til så lavt et niveau, at der ikke længere
er energi til overs til osmoreguleringen. Fisk er jo vekselvarme,
og deres stofskifte følger derfor vandtemperaturen. I
stærk kulde søger fiskene bort fra det salte vand,
eller de opsøger steder med en højere temperatur.
Det gælder gedder og aborrer i brakvandsområder,
og det gælder vor hjemlige havørred.
Havørreden er, hvad biologer
kalder for euryhalin - det vil sige i stand til at tolerere
store udsving i saltholdigheden. Men dens evne til at osmoregulere
i havvand med et højt saltindhold afhænger i høj
grad af vandtemperaturen.
Er vandet tilpas varmt - typisk
over 5 grader for nu at sætte et konkret tal på -
tåler havørreden uden problemer selv det salteste
havvand. Er det omvendt kun nogle få grader varmt - koldt
ville nogen nok kalde det - begynder det for alvor at knibe med
evnen til at osmoregulere effektivt.
Det ved havørreden, som
derfor instinktivt trækker mod områder med ferskere
vand, når vinteren for alvor sætter ind og vandtemperaturen
nærmer sig et kritisk lavt niveau. Der er dog også
den mulighed, at fiskene søger ud på dybere vand,
som altid er varmere end det lave kystvand. Det er dog typisk
de større blankfisk, som vælger denne udvej - "sildeæderne",
som derfor kan fanges ude på dybderne vinteren igennem.
Blank eller farvet
For de farvede og gydemodne fisk
er der kun én vej: De er programmeret - psykologisk som
fysiologisk - til at søge op i det ferske vand for at
gyde. Deres krop er derfor indstillet på et liv i ferskvand
- ikke saltvand. Fanges gydemodne fisk derfor ude i saltvand
- af vind og strøm, ikke af fiskere - er de langt mere
sårbare over for kombinationen af koldt og salt havvand
end de ikke modne blankfisk.
Det kan have stor betydning,
når der er tale om store udsætninger af fisk direkte
på åben kyst. Disse fisk har ikke noget tilhørsforhold
til et ferskt vandløb, men søger i stedet forvirrede
rundt efter et gydevandløb, når først de
er blevet kønsmodne. Finder de ikke et egnet sted at gå
op, må man regne med en stor dødelighed blandt disse
fisk.
De blanke og ikke kønsmodne
fisk har det lidt lettere ude i havet. De har i regelen mulighed
for at finde mere brakt/mindre salt vand inde i bunden af en
fjord med tilløb af ferskvand - det være sig i form
af rigtige vandløb eller blot pumpevand fra drænede
markområder.
Grønlænder-optræk
Herinde kan de overvintre - hvis
de da ikke i stedet vælger at trække op i åerne
som de velkendte "grønlændere". I gamle
dage, da vi ikke havde pillet så meget ved naturen - rettet
vandløbene ud og sat tamfisk ud som kompensation - var
grønlænderoptrækket en kendt ting.
Man vidste, at optrækket
var størst i Nordjylland, Limfjorden og Sydvestjylland
- det vil sige i områder med meget salt vand. Steder, hvor
fiskene ikke kunne overvintre ude i havet. Man vidste også,
at det var mest udtalt i hårde vintre. Jo koldere vinter
desto større optræk, som nåede længere
op i åerne.
Idag har vi vendt op og ned på
mange ting i naturen - udsat tamfisk af ukendt herkomst og på
denne måde blandet bestandene godt op i forhold til det
oprindelige. Det ser derfor ud til, at det traditionelle mønster
for grønlænderoptrækket er vasket lidt ud
- at det ikke er helt så regelmæssigt som i gamle
dage.
Den store vadehavsundersøgelse
dokumenterede også, at udsatte tamfisk har en dødelighed
på 100% - at de ikke evner at klare overgangen fra åens
ferske vand til Vadehavets salte. De dør måske ikke
direkte af saltchok, men indirekte. De bliver svage og dermed
et let bytte for sæler, måger og andre rovdyr.
© Steen Ulnits 1999
|
