|
Fra ørredå
til geddesø
Vi lever i en tid, hvor der
bruges kolossale resurser på at rette op på fortidens
synder. Regulerede åer lægges tilbage i de rette
folder, og afvandede søer genskabes. Ikke for vore blå
øjnes skyld, men fordi vandmiljøet har desperat
behov for det.
Et af vore dages største
miljøproblemer er udvaskningen af næringssalte fra
landbruget næringssalte, der ude i hav og fjord forårsager
algeblomst, iltsvind, bundvending og fiskedød. Ved at
genslynge de af landbruget regulerede åer og ved genskabe
de af landbruget afvandede søer søger man nu at
tilbageholde mange af de næringssalte, der ellers ville
havne ude i hav og fjord.
Vi lystfiskere klapper begejstrede
i vore hænder, når det lykkes at genskabe et tidligere
til ukendelighed reguleret vandløb. Det er til glæde
for fiskene og dermed også os selv. Vi klapper derimod
ikke længere begejstret, når gamle søer genskabes.
Der er nemlig sket meget siden afvandingen fandt sted, og fiskebestanden
i et vandløb påføres store ændringer,
når der pludselig opstår en ny sø.
Laksefiskene betaler prisen
Nye undersøgelser viser,
at det stort set altid sker på bekostning af laksefiskene,
når der etableres nye engsøer for at rydde op efter
landbruget. I regelen har den afvandede jord nemlig sat sig så
meget efter afvandingen, at den nye sø bliver dybere end
den oprindelige engsø.
Hvor åen i gamle dage gik
over sine bredder og dannede en midlertidig sø, bliver
den nye og dybere sø i stedet af permanent karakter
til stor skade for de laksefisk, hvis smolt skal passere ned
den på vej mod havet. De udsættes nemlig for en voldsom
prædation fra søens rovfisk primært
gedder, sekundært sandart og knuder der kan æde
mere end 80% af de nedtrækkende ungfisk. Dette naturligvis
til ubodelig skade for åens bestand af laks og ørred.
Der er således stærkt
modsat rettede interesser på spil i diskussionen om de
nye engsøer, der nu og fremover som resultat af
Vandmiljøhandlingsplan 2 skyder op overalt i landet.
For at opnå en maksimal fjernelse af kvælstof fra
åvandet op mod 20% er muligt - skal dette
tilbringe længst mulig tid i søen. For at opnå
den maksimale overlevelse for de nedtrækkende lakseungfisk
skal passagen gennem søen være kortest mulig.
Ideelt ligger søens udløb
derfor så tæt på indløbet som vel muligt
for fiskenes vedkommende. Dette hæmmer imidlertid
vandets opholdstid i søen og mindsker dermed dennes fjernelse
af skadeligt kvælstof fra åvandet.
Derfor ender man i regelen med
et kompromis - hvis altså myndighederne overhovedet ønsker
at gøre noget for bevarelsen af lakse- og ørredbestanden.
Man kan nemlig etablere forskellige fysiske strukturer, som tilstræber,
at ungfiskene tilbringer kortest mulig tid i søen
med mindst mulig risiko for at blive ædt af gedder, sandarter
og knuder. Man kan afgitre dele af ind- og udløb, så
fiskene styres uden om farerne. Og man kan etablere veldefinerede
strømrender gennem søen, så ungfiskene straks
finder denne og hurtigt følger den nedefter.
Skadeslidte betaler gildet
- Og hvem betaler så for
alle disse undersøgelser af fiskebestanden efter etablering
af nye engsøer til oprydning efter landbruget?
Det gør såmænd
de selv samme lystfiskere, som gennem årene har brugt tusindvis
af frivillige timer og betalt millioner af egne kroner til ophjælpning
af fiskebestandene. Fiskeriundersøgelserne, som foretages
af statslige Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), betales
nemlig af fiskeplejemidlerne. Altså de millioner, som lystfiskerne
indbetaler til det obligatoriske fisketegn.
Ikke nok med, at vi lystfiskere
gennem årene har måttet betale i dyre domme for at
rette op på fiskebestandene efter landbrugets mishandling
af vandløbene. Nu skal vi også betale for myndighedernes
overvågning af effekterne af de nye engsøer, som
skal rense vandet efter landbrugets overgødskning af markerne.
I penge via vore fisketegnsmidler. Og i fisk via en stærkt
øget smoltdødelighed.
Intet under, hvis vi fremover
vil se en mindre lyst til at løse det obligatoriske fisketegn,
der nu endda er steget fra kr. 100,- til 125,- om året.
© 2005 Steen Ulnits
|
