|
Fiskeplejen under
forandring:
- Naturromantik og
nul fisk?
Ritt Bjerregaard og Svend Auken
sammensatte det såkaldte Wilhjelm-udvalg, som skulle komme
med et bud på fremtidens naturforvaltning. - Bliver deres
konklusion begyndelsen til enden for dansk lystfiskeri?
Fiskeplejen har forandret sig
meget, siden de første spæde forsøg blev
gjort. Tidligere var det elfiskeri, opdræt og udsætninger,
der udgjorde størsteparten af arbejdet. I dag er det i
stigende grad vandløbsplejen, der kræver ressurser,
idet man nu satser mere og mere på naturens egne fisk.
Fremover skal fiskene
klare sig selv...
Logikken bag er god nok: På
lang sigt er det naturligvis både bedst og billigst at
lade naturen producere sine fisk selv. Men, men og atter men:
Det er stort set kun i Jylland,
at man endnu har rester af oprindelige ørredbestande tilbage
i vandløbene. Og kun her, at man i rimeligt omfang stadig
råder over egnede gydepladser for fiskene, så de
i vid udstrækning selv kan klare reproduktionen.
Helt anderledes står det
til på øerne, hvor vandløbene dels lider
voldsomt under vandindvinding til storbyernes drikkevandsforsyning
- dels mange steder er reguleret og rørlagt til ukendelighed.
For slet ikke at tale om de forureninger, der totalt udslettede
de oprindelige bestande for mange år siden.
At der så i dag alligevel
findes selvreproducerende bestande flere steder, skyldes udelukkende
udsætninger af tamfisk fra jyske dambrug. Tamfisk, som
har etableret sig og nu producerer vildfisk, omend disse aldrig
bliver "oprindelige" i genetisk forstand.
Fiskeringen i ringen
I et brev til foreningssammenslutningen
Fiskeringen på Nordsjælland svarer fødevareminister
Ritt Bjerregaard på en kritisk henvendelse. Hun skriver
blandt andet følgende:
"Danmarks Fiskeriundersøgelser
har på baggrund af forsigtighedsprincippet stoppet udsætninger
af ørred i saltvand, idet mærkningsforsøg
har vist, at ørred udsat direkte i saltvand har en langt
større strejfrate end mundingsudsatte fisk.
Når sådanne strejfere
vandrer op i tilfældige vandløb i forbindelse med
gydningen, kan det give anledning til uheldig påvirkning
af de naturlige bestande, bl. a. genetisk forurening. At standse
saltvandsudsætningerne må derfor være en rigtig
beslutning. Midlerne fra de hidtidige saltvandsudsætninger
anvendes i stedet til mundingsudsætninger i en række
vandløb. Der er således ikke tale om en reduktion
i udsætningsmængderne i 2001".
Således fødevareministeren,
der jo har ganske ret i den sidste sætning, men som overhovedet
ikke kommer ind på det mest essentielle, nemlig de dramatiske
og allerede nu varslede nedskæringer i udsætningerne
for 2002 og 2003. Som jo betyder stop for alle udsætninger
direkte på kysten, og som samtidig betyder en halvering
af mundingsudsætningerne.
- Hvad skal vi så gøre
på Sjælland? Vi kan ikke bare trylle vandløb
frem, når hele Nordøst- og Midtsjælland lider
under vandindvinding til hovedstadsområdets millionbefolkning?...
Lad os dog få en natursynsdebat andre steder end i lukkede
udvalg og/eller flere repræsentanter ind. Tak!
Det skriver formanden for Fiskeringen,
Kim Holm Boesen, i en leder i det seneste nummer af Fiskeringens
medlemsblad. Det sker som svar på oven for citerede brev
fra Ritt Bjerregaard, der forsvarer den fremtidige udsætningspolitik.
Resultatet af denne politik vil
med usvigelig sikkerhed blive et dårligere fiskeri på
Sjælland, der jo ikke råder over ret mange vandløb
af en størrelse, som tillader større mundingsudsætninger.
Presser man alligevel en masse
små ørreder sammen ved mundingen af mindre vandløb,
bliver det dog til stor glæde for skarver og måger,
der nok skal vide at holde sig til. Og skarverne er jo blandt
Skov- og Naturstyrelsens erklærede yndlinge, så måske
det er det, fiskeplejemidlerne i fremtiden skal gå til
- fuglefoder?
Jylland - Sjælland:
5 - 1
Hvis det lykkes DFU at slippe
afsted med den nye udsætningspolitik, vil der blive penge
nok til den fortsatte forskning. Og sjællænderne
må vinke farvel til det kystfiskeri, der er blomstret op,
siden saltvandsudsætningerne tog fart for en halv snes
år siden.
Sjællandsk kystfiskeri
vil blive bombet tilbage til stenalderen - til skade for lokale
lystfiskere og turisterhvervet, der så småt var ved
at få øjnene op for de økonomiske muligheder,
der ligger i netop et godt kystfiskeri efter havørred
- stærkt inspireret af det fynske "Havørredeldorado
Fyns Amt".
De altid forudseende fynboer
har imidlertid taget højde for misbruget af fiskeplejemidlerne,
idet man for kort tid siden tog et stort, nyt ørredklækkeri
til 17 millioner kroner i brug, så man fremover kan udsætte
sine egne ørreder - uanset DFU og Ritt Bjerregaards økologiske
tanker.
Fynboerne vil ikke have ødelagt
det økonomisk vigtige havørredfiskeri, som de har
opbygget siden 1990, af naturromantiske holdninger hos ansvarlige
myndigheder, der har fået genetik på hjernen.
Sjælland går til
gengæld en sort tid i møde, mens jyderne scorer
kassen i form af en uforholdsmæssigt stor del af fiskeplejemidlerne.
Som det fremgik af en tidligere artikel her i Fisk & Fri,
fordeler antallet af løste fisketegn sig som følger
landet over:
Sjælland:
41.4%
Fyn: 10.6%
Jylland: 47.3%
Som det fremgik af samme artikel
i samme blad, er fordelingen af fiskeplejemidlerne imidlertid
en helt anden:
Sjælland:
1.266.721 kr.
Fyn: 423.375 kr.
Jylland: 6.441.793
kr.
Sjælland får således
kun godt og vel en tredjedel af de penge tilbage, som sjællænderne
indbetaler via fisketegnet. På Sjælland går
mere end halvdelen af fiskeplejemidlerne til udsætninger
direkte på kysten - helt eksakt 54% - mens det i
Jylland er mikroskopiske 3%.
Fyn får halvdelen af sine
betalte fiskeplejemidler tilbage, mens Jylland får op mod
det dobbelte retur fra fiskeplejemidlerne - på grund af
de mange store ørred- og lakseførende vandløb,
der netop findes i Hovedlandet.
Til trods for næsten
lige mange betalere på Sjælland og i Jylland får
jyderne fem gange så mange fisk som sjællænderne.
Kun jyder i Wilhjelm-udvalget
Det bliver således mere
og mere tydeligt: Det er sjællændernes kamp mod jyderne.
Og jyderne sidder indtil videre med det længste strå,
idet jydsk dominerede Danmarks Sportsfiskerforbund som den eneste
landsdækkende organisation af lystfiskere har sæde
i Wilhjelm-udvalget.
Sjællandske fiskere er
ikke repræsenteret ved det sjællandsk dominerede
Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL), som jo ellers er en
landsdækkende organisation på lige linje med DSF.
Sjællandske lystfiskere er således ladt helt i stikken,
og det ses med al ønskelig tydelighed af Wilhjelm-udvalgets
anbefalinger til fremtidens fiskepleje.
DSF's opbakning til de reducerede
udsætninger fremgår af et notat fra Wilhjelm-udvalget,
hvor DSF's repræsentant gik ind for den nye politik med
reducerede udsætninger og selvreproducerende bestande.
En politik, der som ovenfor beskrevet ikke skader jyderne nævneværdigt
(kun 3% af fiskeplejemidlerne her går til kystudsætninger),men
som bliver katastrofal for sjællænderne (hele 54%
går til kystudsætninger).
Danmarks Sportsfiskerforbund
(DSF) anklages nu af Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ)
for at være en samling religiøse fanatikere ude
af trit med virkeligheden.
Det er næsten 40 år
siden, at IØ - som de første herhjemme - gik i
gang med en målrettet fiskepleje af Isefjorden. Med det
resultat, at fjorden i dag er et af landets absolutte hotspots
for havørredfiskere - endda indenfor bekvem rækkevidde
af hovedstadens mange fiskere. Et åndehul for storbyboerne,
der her har en reel chance for at fange fisk og få sig
en god oplevelse i naturen.
Åbent brev til DSF
IØ har således 40
års praktisk erfaring med udsætning af ørreder
i saltvand. Og rigtigt gode resultater som dokumentation. I et
åbent brev fra IØ til DSF skriver formanden Thomas
Sørensen blandt andet følgende:
"Vor tids fiskeribiologer
åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ's
erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse
- det sekteriske - for eller imod racehygiejne. Men er der ikke
overensstemmelse mellem teori og praksis (virkeligheden), så
er teorien forkert. Det er logik.
Virkeligheden er ikke abstrakt,
men reel. Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes
raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede
moderfisk?
IØ modtager gerne belæring,
men det skal være en belæring, der tager udgangspunkt
i de sjællandske forhold. Vi har jo ikke vandløb,
der kan masseproducere havøredsmolt, men måske skabe
fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.
Så hvorfor lægge
dambrugsfisk for had? Det oser langt væk af religiøs
fanatisme, når Forbundets naturvejleder Kaare Manniche
Ebert i MV 27 skriver:
"Vilde fisk - som kan kendes
på de uskadte finner - er meget mere værd end dambrugsfisk".
Og videre:
"Udsætning af dambrugsfisk
- som næsten altid kan genkendes på de beskadigede
finner - er en ringe erstatning for gode vandløb og vilde
fisk."
Manipulerende, tendentiøst
og udokumenteret vrøvl. Naturvejleder eller -vildleder?
Det er uhyre sjældent,
at vi på Isefjorden ser en havørred med finnefejl.
Det er ikke Put & Take regnbueørred. Hensigten helliger
åbenlyst midlet. Hvem har set en lystfisker genudsætte
en ørred med finnefejl?
Respekten for naturvejlederen
fik yderligere et knæk, da han - som den første
- foreslog, at 21.000 stk. havørredsmolt til en pris af
66.000,- kr. skulle sættes ud i Lammefjordens søndre
afvandingskanal. En langsomt flydende kanal spækket med
gedder. Kendt som geddevand.
Kaare Manniche Ebert giver
udtryk for, at dambrugsfisk er en ringe erstatning for vilde
fisk, men som geddefoder er de efter hans mening acceptable,
med eller uden finnedefekter. Hvornår er det blevet Forbundets
fiskeplejepolitik at fodre gedder med kostbar havørredsmolt?"
Boykot af fisketegnet?
Såvidt Isefjordens Ørredsammenslutning.
Kim Holm Boesen, der som nævnt er formand for Fiskeringen,
skriver i før omtalte leder følgende:
"Under en razzia i St.
Bededagsferien og Kr. Himmelfartsdag blev der kontrolleret 1.011
lystfiskere. 127 havde ikke købt fisketegn, hvilket svarer
til ca. 12,5%.
Og jeg må indrømme,
at efter et sådant svar fra fru Ritt Bjerregaard har jeg
dyb sympati for de 127, der må hoste op med 400 kr. i bøde
- man kan faktisk betragte det som civil ulydighed. Ja, jeg ved
godt, at det sikkert ikke var et bevidst fravalg, men at høre
fra lystfiskeriets minister, at det er godt, at DFU vil nedskære
udsætningerne i 2002 og 2003, ja, det får mig til
at sidde med en meget besk smag i munden.
Og nej, jeg finder ikke, at
DFU's mærkningsforsøg for "mine" penge
"sikrer fisk i vandet". Tværtimod sikrer forskningstilskuddene,
at der ikke som hidtil er overskud af fisketegsnmidler til overførsel
fra et år til det næste - kassen er godt og grundigt
drænet af DFU. "Respekt" for en institution,
der kan opnå en så høj ekstern finansiering
vha. midler, der faktisk var øremærket til bestandsophjælpning.
- Hvem er det nu lige, der
fastsætter udsætningsbehovet?
Landsforbundet Danske Lystfiskere
LDL har heller ikke ligget på
den lade side i spørgsmålet om de reducerede udsætninger
og den nye form for fiskepleje. De får derfor sidste ord
her:
"I Landsforbundet "Danske
Lystfiskere" har vi i den forløbne del af året
haft det indtryk, at de påtænkte nedskæringer
i ørredudsætningerne - både dem, der var planlagt
for i år (men ikke helt kom til udfoldelse takket være
de mange protester) samt for de kommende år - alene skyldtes
et ønske om besparelser på fisketegnsmidlerne til
fordel for diverse andre formål.
Men efter at have modtaget
nogle oplysninger om, at et regeringsnedsat udvalg, Wilhjelm-udvalget,
udøvede et kraftigt tryk for i realiteten at stoppe udsætning
af ørreder, har vi nærmere undersøgt, hvad
dette udvalg egentlig bedriver - hidtil i relativ sikkerhed imod,
at en større offentlighed får indblik i arbejdet.
Vore undersøgelser
resulterede i en skrivelse, der 11/7 blev tilsendt de mest involverede
ministerier samt partierne i Folketinget, og hvor vi imødegår
udvalgets luftige argumenter og ringe kendskab til ørreders
adfærd, som desværre danner baggrund for den citerede
anbefaling fra udvalget, hvad angår fremtidige ørredudsætninger.
Som enhver med lidt kendskab
til området kan se, lukkes der - trods den smukke formulering
- reelt for fortsatte udsætninger i langt de fleste vandløb,
det være sig såvel mundingsudsætninger som
udsætninger længere oppe i vandløbene. Det
står også klart, hvad udvalget forestiller sig de
sparede fisketegnspenge brugt til, nemlig vandløbsforbedringer
og forskning i genetik.
I LDL erkender vi behovet
for at "lappe" på de danske vandløb efter
Hedeselskabets mishandlinger, men disse fortidens synder skyldes
ikke lystfiskerne, og det må være en samfundsopgave
at få rettet op på. Vi må også vende
os imod, at lystfiskernes penge bruges til forskning i genetik
(se nærmere argumentation i den vedlagte skrivelse),og
det virker noget betænkeligt, at gamle ideer om "racehygiejne"
ser ud til at have medvind foreløbig dog kun, hvor
det drejer sig om fisk!"
Således Bjørn Larsen,
der er formand for Landsforbundet Danske Lystfiskere.
© 2001 Steen Ulnits
|
