Mystiske megafisk
Med mere end 30.000
kendte fiskearter kan det ikke undre, at der ind imellem dukker
nogle mystiske af slagsen op...
Menneskeædende maller
Vi ved, at der findes menneskeædende
hajer - flere arter endda. Nu viser det sig, at hajerne måske
ikke er de eneste fisk med smag for menneskekød...
Et eksemplar af den kæmpemæssige
malleart "Goonch'"har tilsyneladende fået så
meget smag for menneskekød, at den nu ikke tøver
med at dræbe badende i den indiske flod, hvor den lever.
Det er flere forskeres frygt, efter flere mennesker er forsvundet
på mystisk vis i floden.
Efter indisk tradition sendes
afdøde efter begravelsesceremonien ud på floden,
hvor de sejler rundt. Forskere mener, at mallerne har spist sig
voldsomt store i de serverede måltid og samtidig fået
smag for menneskekød efter at have vænnet sig til
smagen af lig.
Biologen Jeremy Wade, som er
kendt fra sine fiskeprogrammer på Discovery Channel, har
studeret fænomenet med det menneskeædende monster,
som lokale i den indiske by i årevis har troet på
og frygtet.
- Min teori er, at fiskene
i floden har levet af halvbrændte kroppe, som er sendt
ud på vandet. Et par af dem er nu blevet så store,
at de kan angribe og spise levende mennesker, siger han til Fox News.
Wade har fisket efter maller
i floden, og den største, han har fanget, var over to
meter lang og vejede mere end 70 kilo.
- Hvis sådan en fyr
får fat i dig, så er der ingen mulighed for at slippe
væk, fortæller
Jeremy Wade, der nu planlægger at lave et dokumentarprogram
om de måske menneskeædende kæmpemaller.
Jordskælvsvarslende dybhavsfisk
62-årige Chang Yi Bai fra
Taiwan fik sit livs kamp, da den her kæmpe bed på
krogen - 3,5 meter lang er krabaten og fanget fra østkysten
af Taiwan. Han har fisket i mere end tyve år, men aldrig
fanget noget lignende. Fisken, som er en velkendt dybhavsfisk,
fanges normalt aldrig nær land - og da slet ikke direkte
fra kysten som denne.
Lokalt kalder man fisken for
"jordskælvsfisk", da man normalt kun ser den
i forbindelse med jordskælv - og derfor betragter den som
et dårligt varsel. Seismologer komenterer dog fangsten
og maner til ro.
Det er en myte, at denne fisk
skulle varsle jordskælv, siger de.
Omvendt kan man jo fint forestille sig, at døde eller
døende eksemplarer søger op til overfladen eller
driver i land i forbindelse med voldsomme jordskælv, som
gør livet på dybhavet umuligt - i hvert fald for
en stund.
© 2009 Steen Ulnits
|