|
Lys laksesæson
forude
Den danske laks har
haft trange kår i mange år. Nu ser det imidlertid
ud til, at det for alvor lysner for laksene.
Sidste år var således
et af de bedste lakseår nogensinde, og mange nye tiltag
på miljøområdet kan kun være med til
at fremme udviklingen yderligere. Lad os se på et par af
eksemplerne:
Skjernå var helt ustyrlig
i 2007. I alt landedes der 838 laks af lokale og tilrejsende
lystfiskere. Af dem blev de 287 taget på flue, 431 på
spin og 96 på orm. De sidste 24 ved man ikke hvad tog.
Af den 838 laks blev de 476 hjemtaget,
mens de resterende 362 nænsomt blev genudsat, så
de kunne deltage i gydningen. Gennemsnitsvægten var også
flot - 5,2 kg - hvilket tyder på et vandringsmønster
for Skjernå-laksen, der bringer den vidt omkring i Nordatlanten.
63 af laksene vejede over 8 kg - med 14,0 kg som den største
af en lille håndfuld 10+ fisk.
Traditionen tro blev de fleste
af laksene fanget på det klassiske stræk ved Borris
(259 styk), mens stykket ved Albæk tegnede sig for næsten
lige så mange (255 styk). På tredjepladsen kom åen
ved hovedvej A11 - med 100 stykker.
De imponerende fangster er resultatet
af mange års intensivt arbejde med at redde en unik laksestamme,
som man længe troede var udryddet endegyldigt med reguleringen
af Skjernå i 1960'erne. En lille oprindelig bestand viste
sig dog at være tilbage på gydepladserne i den nederste
del af Karstoft Å - endegyldigt bevist gennem de nye DNA-analyser.
Den store retablering og genslyngning
af Skjernå har også givet laksen helt nye muligheder.
Således havde laksen før retableringen, som blev
færdig for blot nogle få år siden, adgang til
blot 80 km af Skjernåens lange løb. I dag har laksen
hele 180 km å at svømme i, hvilket ikke mindst skyldes
opkøb og nedlæggelse af dambrug ved åen.
Lokalt forventer man sig derfor
meget af 2009-sæsonen, som med lidt held kan blive den,
hvor man for første gang runder de 1.000 stangfangede
laks!
Det gør man også ved den sydligere
Varde Å, hvor 2008 også var en meget fin sæson.
Allerede den 17. august blev der indført laksestop, da
man havde nået den tilladte kvote på 130 laks. Året
før skulle man helt frem til 13. oktober, førend
kvoten var fyldt op.
Snart går man ved Varde
Å i gang med et gigantisk EU-støttet genopretningsprojekt,
hvor der vil ske store ændringer af åens nuværende
lænkede løb. Således vil det urentable Karlsgårdeværk
blive lukket. Og i den forbindelse vil Ansager Kanal blive lukket,
så alt vandet fremover får lov at flyde frit i den
oprindelige å.
Men ikke nok med det. Over en
strækning på 15 km skal åen genslynges, så
man når tilbage til det oprindelige forløb, som
det så ud i 1945 - før de store vandkraftprojekter
blev gennemført.
Man har beregnet, at der er plads
til en laksebestand på omkring 10.000 fisk i Varde Å
systemet. Men det kræver, at ikke mindst Sig Fiskeri -
Danmarks pt. største dambrug - får omlagt produktionen,
så fiskene får fri passage også her. I skrivende
stund står laksene nærmest i kø neden for
danbruget.
Samme positive fremtid venter
de mindre, men meget produktive Sneum og Holsted Åer, hvor
Skov- og Naturstyrelsen med EU-støtte har opkøbt
et antal dambrug med henblik på lukning og nedlæggelse.
Altsammen for at styrke den lokale snæbelbestand, men altsammen
også til gavn for åernes øvrige laksefisk.
Sneum Å toppede i 2008,
hvor man allerede i august måtte lukke for laksefiskeriet.
Da havde man nemlig opbrugt sin kvote på 50 laks. Med en
gennemsnitsvægt på flotte 6,2 kg overgik den selveste
Skjernå.
Vidåen længst i syd er en anden succeshistorie
- dog ikke med fokus på laksen, men i stedet den udryddelsestruede
snæbel, som er den havvandrende udgave af helten.
Sidst i september 2008 fik man
fjernet opstemningen ved Rens Dambrug, som i 2005 blev bygget
om, så det nu ikke længere tager vand fra åen,
men bruger grundvand. Det har betydet, at opstemningen ved det
gamle og 2 m høje vandindtag har kunnet fjernes og omlæges
til et 500 m langt omløbsstryg, hvilket har givet vandrefiskene
adgang til yderligere 3 km af grænseåen. Projektet
kostede 2,6 millioner kroner.
Fjernelsen af denne opstemning
var den første ud af tre. Nu mangler man at fjerne tilsvarende
opstemninger ved Store Jyndevad og Bachmanns Vandmølle
i Tønder. Overalt er det den havvandrende snæbel,
som har været brækstangen for projekterne. Den udryddelsestruede
fisk har nemlig udløst hele 100 millioner støttekroner
fra EU's LIFE-Fund, der går til flere forskellige delprojekter
ved fire sydvestjyske vandløb med udløb i Vadehavet:
Varde Å, Sneum Å, Ribe Å og Vidå.
Snæbelprojektet skal give
vandrefiskene adgang til mere end 130 km nyt vandløb med
egnede gydemuligheder for den sjældne og krævende
fisk.
Midt i al laksehysteriet og snæbelbekymringen
må man dog ikke glemme havørreden, som stadig er
den almindeligste fangst hernede. Og af dem glimrer ikke mindst
en 93 cm lang og 9,9 kg tung fisk, som formanden for Sportsfiskerforeningen
Vidå selv fangede i oktober måned!
© 2009 Steen Ulnits
|