|
Økoturisme:
Lungefisk i regnskoven
Økoturisme - i form af
lystfiskeri efter eksotiske fisk - er i stigende grad med til
at redde truede fiskearter i regnskoven.
Oktober '94. Vi er taget to mand
til Iquitos, Peru for at prøve et helt nyt sportsfiskeri
i Amazonas. Vi skal tilbringe en uge ombord på det gode
skib "Amazon Explorer", der skal sejle os ud til de
gode fiskepladser.
Den hidsige påfuglebass
er en pragtfuld sportsfisk.
Foto © Steen
Ulnits
Men man kan ikke fiske i selve
Amazonfloden - dertil er den alt for stor og uklar. Vandstanden
i Amazonas svinger nemlig med mere end 10 m fra regntid til tørtid.
Alligevel regner det regelmæssigt - også i tørtiden
- og derfor svinger vandstanden stadig en meters penge.
Når regntiden ophører,
trækker Amazonfloden sig tilbage og skrumper ind. Fiskene
koncentreres i de tilbageblevne småsøer - "cochas"
på spansk - og mere eller mindre afskårne flodslynger.
Her jager rovfiskene de mindre byttefisk, og efterhånden
som vandstanden falder, bliver der mindre og mindre mad til rovfiskene,
som naturligvis bliver lettere at finde og fange.
I løbet af ugen rammer
vi kun rigtigt et enkelt ud af fire steder. De øvrige
tre steder er der for meget vand, og sigtbarheden er ringe. Vi
fisker da mellem grene med friske grønne blade i overfladen.
Det fjerde sted finder vi derimod
guld. Vi må slæbe de medbragte aluminiumsjoller den
lange vej fra vort moderskib og ind gennem den tætte regnskov
- ind til en lille og klarvandet "cocha", der ligger
og glimter i tropesolen langt fra hovedløbet.
Påfuglebass
Den farvestrålende peacock
bass med påfugleøjet på halen er den vigtigste
sportsfisk i hele Amazonas - hvor ellers vandet er klart nok
til at fiske i. Og det er det her. Vandet har den karakteristiske
sorte farve, som alt humusvand i regnskoven har. Sort, men klart.
Rio Negro har ikke fået sit navn uden grund.
En stime af småfisk pisker
ud af vandet med en stor bule bag sig, og jeg har da også
hug med det samme. Fisken tøver ikke et sekund, men udnytter
straks min overraskelse over dens styrke og hurtighed til at
mase sig ind mellem grenene igen.
Men den næste kommer ind
til kanoen - en sølle 2 punds peacock bass. Kors, hvor
de fighter aggressivt, og kors hvor er de flotte i farverne.
Intet under, at de efterhånden tiltrækker fiskeentusiaster
fra hele verden.
Vi lader fisken løbe igen
og fortsætter fiskeriet. Solen står lavt nu, og fisk
er der overalt. Det lykkes mig at få 7 fine bass op til
kanoen - den største en dejlig 3 kg's fisk, som heldigvis
hugger et pænt stykke fra de forræderiske grene.
Det er en brutal hanfisk, der
et par høje meterhøje spring senere kommer ind
til båden - med den for peacock-hanner så karakteristiske
"pukkel" i nakken. Efter et par fotos får også
den lov at løbe igen.
Lungefisk i luften
- 10 kg, mindst!
Linen skærer igennem vandet,
og op kommer en stor sølvblank fisk i et spring, der lyder
som et piskesmæld i den tætte regnskov. Hele fire
gange er den store fisk fri af vandet, før den må
give sig for Svend, der til alt held har sat frisk line på
hjulet selvsamme dags morgen.
Fisken viser sig at være
en paiche, som vor guide kalder den - et lille eksemplar
af en af verdens største ferskvandsfisk, arapaima'en,
der er en af de få arter lungefisk i Sydamerika.
Arapaima'en stortrives i det
iltfattige vand i Amazonas' tørtid. Ja, faktisk så
opsøger den ligefrem de steder, hvor vandet er mest fattigt
på ilt. Her ved den nemlig, at den kan frådse mellem
småfisk, der gisper efter vejret i overfladen.
Vore guides gør Svend
begribeligt - på peruviansk spansk - at fisken skal genudsættes,
da gydetiden er nær. Der er imidlertid god tid til at tage
billeder af fisken, mens den ligger og ånder - uden gæller
- i bunden af vor aluminiumskano. Så får den lov
at svømme igen.
Inden da har vor fiskeguide flere
gange hældt vand ned i munden på fisken, så
den blodrige mundhule ikke skal udtørre. En smuk gestus
fra en indfødt, der bare forstår naturen - uden
derfor at være økolog eller forstå et ord
engelsk.
Arapaimaens biologi
I maj-juni kan kold luft fra
Antarktis i syd nå helt op til Ækvator. Da køles
luften over regnskoven ned til bare 15 grader, og det kraftige
lavtryk forårsager ofte pludselige bundvendinger. Methan
og svovldioxid frigøres fra bundslammet og bruger straks
al ilten i vandet. De almindelige fisk enten kvæles eller
samles oppe i overfladen. Da har arapaima'en med sin lunge kronede
dage.
Arapaima'en er oppe at ånde
hvert 10.-15. minut, men kan være "neddykket"
i op til 30 minutter. I gydetiden viser den sig endnu hyppigere
i overfladen, hvor den da plasker kraftigt med halen som led
i parringsspillet.
Arapaima'en bygger på lavt
vand - sjældent dybere end 2 m - en rede, som kan være
20 cm dyb og 50 cm i diameter. Her ryddes bunden for alt - det
være sig mudder eller grene - og her lægges de op
til 50.000 æg, som siden bevogtes af forældrene.
Arapaima'en kan blive 3 m lang
og veje mindst 300 kg. Da portugiserne i sin tid koloniserede
Brasilien, bragte de deres trang til saltet torsk med sig over
Atlanten. Og da arapaima'en har fint, hvidt kød, der minder
meget om torskens, blev den hurtigt en eftertragtet handelsvare.
Dens rå raspetunge blev i tørret tilstand endda
brugt som sandpapir - eller til at raspe frø til pulver
med!
Oprindelig blev den store fisk
taget på kastespyd og i primitive flettede net. Nu har
monofilgarnene desværre også holdt deres indtog i
junglen, og med dem er arapaima'en mange steder udsat for et
rovfiskeri, der har gjort den til en truet art i Amazonas.
Frøspredende vegetar-piranha
Arapaima'en blev ikke den eneste
af de "mærkelige" fisk, som vi stiftede nært
bekendtskab med under vort fiskeri på Amazonfloden.
Den rødbugede piranha,
som er kendt for sit morderiske temperament, når den er
i flok og har fået fært af såret bytte, huggede
regelmæssigt, men blev kun i de færreste tilfælde
hængende.
Den jager i flokke på 10-100
fisk, som angriber byttet i bølger. Når første
hold ikke væk i tide, bliver de bidt i halen af næste
hold! På denne måde kan piranha'en ribbe selv et
stort bytte på få minutter.
Af de mere end 20 arter, som
piranha'erne omfatter, findes flere specialister i finneklip
- i at æde andre fisks finner. Det forklarer, hvorfor de
fleste rovfisk altid mangler større eller mindre dele
af halen.
Piranha'ens nære slægtning,
den mørke og langt større pacu, er en eksklusiv
vegetar, idet den fortrinsvis lever af nedfaldne frugter. Piranha'ens
frygtede flænsetænder er derfor hos pacu'en omdannet
til mere fredelige tyggetænder.
Pacu'en bliver på denne
måde en vigtig frøspreder i den tropiske og subtropiske
regnskov.
Mystiske maller
Særest var så afgjort
mallerne. Vi fik to forskellige arter - en tværstribet
tigermalle og så en farvestrålende "brumbasse"
uden navn. Begge arter knurrer højt, når de ligger
i båden, men ikke nok med det. Flere gange kunne vi sågar
høre, hvad der havde bidt på, før vi kunne
se det!
Et enkelt eksemplar af den sjældne
og højdespringende arawana blev det også
til. Det er en mindre slægtning til arapaima'en, som har
specialiseret sig i at snappe insekter højt oppe mellem
regnskovens grene. Den er derfor springeren over alle springere
i Amazonas - med en høj og flad kropsform, der virkelig
giver afsæt til de ofte meterhøje spring!
Heldigvis så vi ikke noget
til Amazonflodens elektriske ål, som lammer deres bytte
med stød på 300-500 volts styrke. Vi stødte
heller ikke på de frygtede pigrokker, hvis giftige halepigge
ofte er dødbringende.
Lyserøde delfiner fulgte
"Amazon Explorer" på dens vej op og ned af floderne,
mens metalblå og blodrøde sommerfugle flaksede omkring
i virvaret af grønne grene. Fiskehejrer, isfugle og en
enkelt fiskeørn gjorde billedet komplet for to gæstende
danske lystfiskere.
Men vigtigst af alt: Ved at besøge
området med fiskestænger og vestlig valuta var vi
med til at åbne de indfødtes øjne for, at
man tjener flest penge ved at passe godt på sine fisk.
At der hverken er nogen økonomisk eller økologisk
fremtid i at brandskatte værdifulde sportsfisk med monofile
nylongarn!
® 2001 Steen Ulnits
|
