Klækkebakker og hyttefade
Landet over investerer rigtig
mange mennesker rigtig meget tid i frivilligt arbejde med elektrofiskeri
og efterfølgende avlsarbejde. En af disse entusiaster
er "Lasse" fra Sønder Resen ved Karup Å.
"Lasse" er en meget
kendt person langs bredderne af Karup Å - Danmarks givet
bedste havørredvand. Lasse bor lige ned til åen
og fisker den mere end de fleste. Han har da også fanget
rigtig mange havørreder i åen - med den hidtil største
på 12,2 kg.
Men Lasse gør, hvad ikke
nær så mange andre gør: Han sår nemlig,
før han høster. Han ved, at åens havørreder
ikke kommer af sig selv, men må hjælpes lidt på
vej. Lasse har i de seneste år kastet sin kærlighed
på klækkebakker med æg, som udlægges
i egnede gydevandløb. Erfaringerne er rigtig gode, men
Lasse er oppe mod systemet, der er bange for at miste penge fra
Fiskeplejemidlerne - penge til lønninger af statens biologer.
Synd, at sådanne hensyn
skal blokere for gode ideer. Hør selv, hvad Lasse fortæller
om først klækkebakker og sidst - et helt nyudviklet
hyttefad til elektrofiskeri.
Steen Ulnits
Danske erfaringer
Dette er ikke nogen doktorafhandling
eller videnskabelig beretning, men et forsøg på
at fortælle om mine erfaringer samt meninger om fremtidig
brug af klækkebakker. Det er holdt i et sprog, så
alle med blot lidt sund fornuft og interesse for naturen skulle
kunne forstå det.
Vibert Box
I årene omkring 1955-60
havde en af lederne af det franske fiskeforskningsinstitut Dr.
R. Vibert problemer med laksefiskebestandene i nogle floder,
der løb fra Pyrenæerne og ud i Biscaya Bugten.
Fiskene var forsvundet på
grund af forurening, eller der havde været spærringer,
så de ikke kunne komme op til gydepladserne.
Han havde åbenbart viden
om fisks evne til at vende tilbage til fødestedet, så
i stedet for at sætte fisk ud i floderne, opfandt han en
plastboks, hvori han kunne anbringe befrugtede æg. Metoden
kaldes Vibert-Metoden. Boksen målte 14x9x5 cm og er delt
i to rum. En fjerdedel af rummet i boksen fyldtes med æg
og resten med grus. Der kunne være ca. 2.000 stk. æg
i boksen, hvis det var havørredæg, og lidt færre
ved lakseæg.
Boksen var forsynet med huller,
således at der ville være en vandgennemstrømning
i boksen og for at yngelen, når den var klækket,
kunne forlade den. Man anbragte boksen, enten gravet ned i gruset
eller i en kasse med grus placeret ude i floden.
Metoden virkede åbenbart
og blev brugt med nogenlunde resultat blandt andet i Norge. Et
af problemerne med Vibert Boksen var, at man ikke fik et nøjagtigt
resultat af anstrengelserne.
Man vidste jo ikke præcis,
hvor mange æg der var i boksen, og kom der flom og boksen
blevet revet væk med strømmen, fik man jo heller
ikke de oplysninger, man gerne ville have. Et andet problem var,
at hvis der gik svamp i et af æggene, gik de til alle sammen,
da de lå i samme rum. Man kunne dog se, at der hvor man
havde haft boksene sat ud, var der de følgende år
et overtal af fisk.
I 1983 videreudviklede en svensker
ved navn Bengt Pettersson Vibert Boksen. I stedet for at have
alle æggene liggende samlet i ét rum, fremstillede
han en kasse, hvor æggene lå i rækker på
en hullet bølgeplade. Kassen var så forsynet med
huller, hvorfra yngelen kunne forlade kassen når de var
klækket. Fordelen ved denne kasse var, at kom der svamp
i et æg, ville det kun ødelægge den række,
hvor det dårlige æg lå i.
Der er skrevet en
artikel om Pettersson Lådan i Flugfiske i Norden nr. 2-1995.
Forsøg ved Karup Å
Karup Å Sammenslutningen
havde i 1998 nogle øjenæg i overskud, og på
Mogens Thomassens opfordring gik Alf Pedersen, Mogens Styhr,
Tonny Johansen og Børge Quist i gang med nogle forsøg.
Man prøvede først
at grave æggene direkte ned i gruset, men havde problemer
med, at de sandede til. Der blev også prøvet med
trærammer isat fluenet og plastbægre med huller.
Det gik ikke altid lige godt, og det var svært at kontrollere
resultatet. Trods alle problemerne skriver Alf Pedersen i en
rapport d. 27-2-98 følgende:
"Jeg synes, det er en
spændende tanke, som vi bør arbejde videre med".
Der blev de næste år
gjort flere forsøg - med et blandet resultat.
Per Knudsen fra Flyvestation Karups Sportsfiskerforening var
på et vandplejemøde med Finn Sivebæk blevet
præsenteret for en type klækkebokse, Finn havde haft
med hjem fra Canada. Han havde fanget ideen og bestilt bakker
i Canada. De ankom 2. februar 2000 og blev straks afprøvet.
I de år var der ikke så
mange tilløb, der var restaureret og egnet til udsætning
af klækkebakker, men det blev trods dårlige forhold
afprøvet med et meget positivt resultat. Alligevel gik
arbejdet med boksene i stå.
Jordan-Scotty Salmonid Egg Incubator
Kassetterne måler 30x15x4
cm, består af to halvdele med 200 separate celler. Hver
celle på ca. 2 kubikcentimeter og med to huller i hver
celle, hvorfra yngelen kan forlade bakken, når den er klar
til det. Boksene fås med tre hulstørrelser alt efter
hvilken ægstørrelse, den skal bruges til:
Gule bakker med 1,5 mm huller
Røde med 4,4 mm huller
Grønne med 8 mm huller
Nu har man ikke nogen dansk havørred
i Canada, så da vi skulle bestille bakker, valgte vi den
hulstørrelse 4,4 mm, der kom tættest på vores
havørrdægstørrelse.
Der medfølger en ladebakke,
når man køber bakkerne i Canada. Ladebakken holdes
ned i vandet, hvor man opbevarer æggene og æggene
hvirvles ind over bakken. De overskydende æg pensles af.
Herefter lægges ladebakken
og klækkebakken sammen, dyppes ned i vand, så æggene
falder over i klækkebakken. Dette gentages, alt efter hvor
mange æg man ønsker i hver celle. Foreløbig
er vi kommet til det resultat, at et sted imellem 2-4 æg
pr. celle giver det bedste resultat.
Kassetterne kan kobles sammen
med op til 5 stk. kassetter pr. blok. Det gøres ved hjælp
af medfølgende pindbolte. Blokkene placeres så i
bækken, så strømmen løber imellem kasetterne.
De fastgøres i bækken
med 2 stk. rundjern pr. blok, holdt på plads med tøjklemmer.
Man tilser klækkekasserne ca. en gang om ugen, alt efter
hvor meget løst materiale der kommer drivende i vandløbet.
Klækningen og den tid der går, inden yngelen forlader
bakkerne, varierer efter vandtemperatur og hulstørrelse.
I de forsøg, jeg har kørt,
går der 4-5 uger, fra de første yngel og til de
sidste er kommet ud. Det giver en god fordeling i vandløbet.
Hvis samtidig yngelen forlader bakkerne om natten, hvilket det
kunne tyde på, giver det en større overlevelsesprocent.
Der står i vejledningen
fra Scotty at man kan bruge enten øjenæg, æg,
der er halvvejs igennem klækkeperioden, eller grønne
æg - æg, der lige er befrugtet.
Vi brugte øjenæg,
men har i vinteren 2008-9 lavet forsøg i lukkede kar med
grønne æg. Ved forsøgene prøvede vi
at tage æg henholdsvis 3 timer og 6 timer efter befrugtning.
Det bedste resultat fik vi ved at vente med ladningen til 6 timer
efter. Her blev klækningsprocenten 90 %.
Forsøg genoptaget i Karup Å
I vinteren 2006-7, efter nedlæggelse
af to dambrug i henholdsvis Resen Bæk og Sejbæk,
genoptog vi forsøgene med klækkebakker, der havde
ligget stille siden år 2000. Nu havde vi vandløbene
med en topkvalitet, og hvor vi gerne ville oparbejde en bestand.
Der blev ladet 30 bakker med
400 stk. øjenæg pr. bakke. Kassetter blev samlet
i blokke med 5 stk. pr. blok, altså 2.000 æg pr.
blok. De blev udsat på tre stationer i hver bæk.
Resultatet, da kassetterne blev
taget op, var en klækningsprocent på 92-98%. Vi bemærkede,
at der var en senere klækning i Sejbæk i forhold
til Resen Bæk, på grund af lavere temperatur. Temperaturforskellen
i de to bække skyldtes, at Sejbæk har en længere
udstrækning og derfor bliver mere nedkølet om vinteren.
Året efter genoptog vi
forsøgene især rettet på de øvre tilløb
til Karup Å.
Kassetterne blev fordelt på 23 stationer i alt 16.800 stk.
æg. Den gennemsnitlige klækningsprocent var ca. 95%.
Vinteren 2008-9 blev der udsat
28.000 stk. æg fordelt på 28 stationer, de fleste
stationer med kassetterne sammensat to og to, altså med
800 stk. æg pr. station. Klækningsprocenten her var
92 %.
Lidt sund fornuft
Biologerne siger, at
80-90% af de laksefisk i naturen, som overlever den første
ungdom og en tur i havet, vender tilbage til det sted, hvor de
selv er klækket. Det er godt arrangeret af vedkommende,
der har skabt fisken. Havde forholdene ikke været i orden,
hvor de er klækket, ville fisken ikke have eksisteret.
De sidste 15%, der søger andre veje, er til, for at der
ikke skal ske indavl. Og bestanden får mulighed for et
brede sig, hvis der er opstået nye muligheder for gydevand.
Spærringer, der er fjernet - det være sig bæverdæmninger
og andet - eller vandskel, der har ændret sig m.m.
Hver bæk har fra tidernes
morgen haft sin egen stamme, tilpasset tidspunkt for opgang,
så det har passet med vandføring, temperatur, insektliv
m.m. En dansk havørred er fra naturens side 2 år
om at vokse til smoltstørrelse. Længere nordpå
3-4 år alt efter vandtemperatur og fødemængde.
I Sydengland bare 1 år.
De fisk, vi laver i Trevad, smoltificerer
i en størrelse af 10-11 cm efter 1 år. Det er ikke
naturligt.
Forsøgene i Resen Bæk
viser, at 1-års fisk i et godt vandløb allerede
er oppe på 14-17 cm. En størrelse, hvor de overskydende
fisk, der på grund af pladsmangel bliver presset ud i hovedløbet,
har en sådan størrelse, at de har lettere ved at
overleve. Mængden af smolt produceret i Resen Bæk
er i øjeblikket 77 stk. 14-17 cm pr. 100 m - i alt ca.
4.000 stk.
En undersøgelse i 1996-2000,
der blev udført af KÅS, Viborg, Ringkøbing
Amt samt DT, viser blandt andet følgende:
Overlevelsen af yngelen i de små vandløb antages
at være bedre end i det store hovedløb. Det skyldes,
at de små vandløb rummer forholdsvis flere egnede
levesteder til små ørreder ,og at der i de små
vandløb er færre fjender. Undersøgelsen viser
også, at fiskene mærket som vilde smolt blev genfanget
forholdsvis langt oppe i vandløbet. I modsætning
hertil blev afkom af vildfisk (opdrættet på Trevad
Ørredpark) og ørred af dambrugsstamme fanget længere
nedstrøms i åen.
De ved ikke, hvor de er født.
Ud over at det skal lugte af dambrug, har de ingen orientering
på det sidste stykke af vandringen. Samtidig bliver vilde
smolt fra vandløbet i højere grad end de to øvrige
grupper genfanget tilbage i Karup Å som voksne havørreder
på gydevandring. De vilde smolt overlever altså længere
end de to øvrige typer af fisk.
Homing efter dambrug
Ved den sidste undersøgelse
af vandløbsbestande foretaget af DTU står der følgende
omhandlende Trevad Møllebæk:
"Den øvre del
kaldet Børsting Bæk er noget okkerbelastet, dog
er flere drænudløb med okkerudledning nu afskåret.
Der er ligeledes skabt fri passage ved Trevad Ørredpark,
men af uforklarlige årsager blev der ikke fundet ørred
ved vejbroen ved Dalsgårde (Østerbørstingvej).
Der blev fundet en god selvproducerende bestand nedstrøms
Trevad Ørredpark".
I vinteren 2005-6 blev de sidste
dambrugsfisk fjernet fra Resen Dambrug. Fangstrapporter fra Sdr.
Resen Konsortiet viser, at der fra 1998-2005 blev fanget 90-130
stk. fisk om året. I året 2006 faldt fangsten til
30 stk. efter ophør af dambruget. I 2007 steg det til
60 stk., i 2008 130 stk., så det er på vej opad igen.
Til gengæld steg fangsterne i Haderis Å ved Lyhnes
dambrug og nedefter i denne periode så meget, at vi året
efter måtte frede en del af stykket. Det samme skete på
Bus-stykket. Her faldt fangsterne også, da man lavede en
ændring af Høgild Dambrug.
Da man lavede en undersøgelse
af bestanden af gydefisk ved Munklinde i 2007, blev der fanget
ca. 10 stk. fisk fra Munklinde og ned til Agerskov Dambrug. Men
fra udløbet af dambruget og nedefter væltede det
op med fisk - ca. 80 stk. Da man for 6 år siden elfiskede
i Haderis Å, fra Haderup til Lyhnes Dambrug, fangede man
14 fisk, men på en strækning på ca. 500 m fra
udløbet af dambruget og til Barslunds hønsegård
140 stk. Fiskene stopper altså ved dambrug.
Årsagen kan du få
ligeså mange forskellige svar på, som der er formænd
inden for KÅS:
1. Feromoner (kønsstoffer)
fra moderfisk (siger Kåre, men forklarer ikke i Trevad)
3. Smolt trækker igennem Lyhnes fødekanal Haderis
Å. (det gør de ikke i Agerskov)
4. Hovedstrømmen igennem dambruget, dødt vand i
hovedløbet (ikke Trevad)
5. Lugten af yngel (mener Stig Petersen, DTU)
Min mening er, at det er en kombination
af følgende:
1. Fisk har homing efter dambrug,
hvis de er født og blevet i dambruget, til de er 1- års
fisk. Vilde fisk vil også stoppe, hvis der står fisk
i forvejen.
2. Lugten af yngel. Hvis en fisk kan lugte yngel fra et tilløb
eller dambrug, ved den, at der er gyde- og opvækstvand
forude.
Mange af disse problemer kan,
efter min mening, løses ved at bruge klækkebakker,
og så er det både billigere og tættere på
naturens præmisser. Vel at mærke efterhånden
som vandløbene er blevet gjort egnede til gyde- og opvækstvand.
Argumenter imod klækkebakker
DSF's Kaare Manniches eneste
argument imod er, at det er tvangsægteskaber.
Det er efter min mening rigtigt, men dog tættere på
naturen end opdrætsfisk, hvor det også er tvangsægteskaber
DTU's Finn Sivebæks eneste
argument imod er, at han er bange for, at fokus kommer væk
fra restaurering af vandløb.
Så er udsætning af
dambrugsfisk, efter min mening, en større årsag
til, at fokus kommer væk fra restaurering. Desuden har
vi ikke meget ud af at sætte klækkebakker ud, hvis
der ikke er gode forhold for fiskene at vende tilbage til.
Finn Sivebæk siger, at
bakkerne virker, men at det ikke er videnskabelig bevist. Den
dag, videnskaben beviser, at humlebien ikke kan flyve, forårsager
det vel ikke, at den holder op med det?
Fordele
1. Udtræk fra klækkebakker
(også naturlige gydebanker) strækker sig over 5 uger,
set ved forsøg i Trevad Ørredpark. Giver god fordeling
i vandløbet.
2. Trækker ud om natten - god beskyttelse og mindre stressfaktor.
3. Ingen konkurrence til eksisterende bestand.
4. Homing - vender tilbage til stedet, hvor den er klækket.
5. Lokal fokus på vandløbet. Lodsejere, der kommer
ned og følger med i, hvad vi laver. Kommer med ideer om
marksten, de har liggende, og er behjælpelige.
6. Tidspunkt for elfiskeri kan fordeles over større tidsrum.
7. Æg tilbage til stedet, hvor de er kommet fra
8. Mulighed for at få fisken til at passere dambrug, hvis
det er fysisk muligt.
Der er ikke lavet undersøgelser,
som viser, hvor mange fisk der overlever og vender tilbage, når
de er udsat som yngel. Det er der heller ikke endnu fra klækkebakker.
Når man siger, at fisken
vender tilbage til det vandløb, hvor den er smoltifiseret,
er det kun den halve sandhed, man fortæller. For den vilde
fisk fortsætter op af vandløbet til det sted, hvor
den er klækket.
Ser man bort fra alle de undersøgelser,
der ikke er lavet, af mange forskellige årsager, mener
jeg, vi skal lade tvivlen komme naturen til gode.
Fremtidsplaner
Kan vi i forbindelse med elfiskeriet
befrugte æg ude ved åen, stille æggene i midlertidige
hyttefade til dagen efter og så lade bakkerne stå.
Så vil det skåne moderfiskene, holde æggene
i det vand og ved de temperaturer, de var beregnet til set fra
fiskens synspunkt. Eventuelt flytte klækkebakkerne opstrøms,
såfremt der er spærringer, det være sig fysiske
eller psykiske, der har stoppet vandringen.
Hver bæk har fra tidernes
morgen haft sin stamme, tilpasset vandtemperatur og vandføring,
så gydetidspunktet har passet - så yngelen kommer
ud på det tidspunkt, hvor fødeemnerne er til stede.
Der kan være mange andre
faktorer, der spiller ind, og som vi ikke forstår.
Lasse
Sdr. Resen
Ny type hyttefad
Så kom det. Efter en idé
fra Brønderslev Lystfiskerforening:
Det længe savnede, elektrosikrede,
laboratorieundersøgte, dobbeltskrogede letvægts
hyttefad.
Hyttefadet er forsynet med slidske,
kontraventil og mulighed for fastspænding til elfiskebåd
via lynkobling og stabilisatorer. Patenteret og mønsterbeskyttet
af Logen til Havørredens Ve og Vel.
Det nye hyttefad vil være
mandskabsbesparende og langt mere skånsomt for fiskene,
der ikke længere behøver flere hundrede meters transport
i bæreposer.
Et fornemt resultat af konstruktiv
nytænkning hos elfiskerne i Brønderslev!
|
