|
Karpelus
Daglig irritation
og sommervarm
trussel mod søens fisk
I sommeren 2006 blev der på
nordjyske Glenstrup Sø fanget adskillige gedder med blødende
sår på siderne. - Var de syge eller hvad? Det spekulerede
fiskerne på søen meget over den sommer.
En nærmere undersøgelse
viste imidlertid, at der var tale om angreb af Argulus - på
dansk karpelus - som underde rette betingelser kan være
til meget stor gene for søens fisk. Det er temperaturen,
som er den afgørende. Stiger den til 20 grader eller mere,
stortrives karpelusen og formerer sig i et tempo, som søens
fisk har svært ved at klare. Resultatet kan blive massive
angreb på enkelte fisk, som kan få store blødende
sår på kroppen.
- Men hvad er Argulus egentlig for en fyr? Karpelusen er lige
som havlusen, vi alle kender fra laks og havørreder, et
snyltende krebsdyr. Den tilhører klassen Branchiura, hvis
medlemmer alle lligner hinanden og alle er snyltere.
Karpelusen bliver 5-10 mm stor, hvilket gør den synlig
med det blotte øje. Den er lettest at se på en transparent
baggrund - eksempelvis fiskenes finner - og spottes naturligvis
umiddelbart andre steder, når og hvis den bevæger
sig. Karpelusene kravler rundt på fiskene og kan svømme
fra fisk til fisk. De er mørke, flade og ovale og holder
fortrinsvis til steder, hvor de sidder beskyttet og i læ
for vandstrømmen.
Skadevirkning
Zoomer man ind på Argulus, ser den ganske frygtindgydende
ud:
To sugeskiver sørger for, at karpelusen har et godt greb
om sit offer. En stiletagtig brod stikker hul på fiskens
hud og sender fordøjelsesenzymer ind i fisken. Bag denne
stilet sidder en udskydelig mund, som siden bruges til at suge
kropsvæske ud af den angrebne fisk. Angrebet forårsager
irritation og kan resultere i betændelsagtige tilstande
i huden - i svære tilfælde store åbne sår.
I sidstnævnte tilfælde
er det ofte bakterier såsom Aeromonas or Pseudomonas, der
forårsager skaderne. Forskere mener også, at karpelusens
angreb endvidere kan overføre bakterier og virus til fiskenes
indre og dermed måske forårsage andre og mere livstruende
sygdomme.
Fiskene irriteres af karpelusene og søger ofte at gnubbe
dem af sig, hvis de kan komme til det. Svært angrebne fisk
udsættes for en høj grad af stress, hvilket gør
dem til et let offer for andre sekundære sygdomme og parasitangreb.
Alt i alt er karpelusen således en kedelig karl og farlig
fætter, som ikke vil søens fisk noget godt...
Reproduktion
Som de fleste andre pæarasitter har også karpelus
et meget stort reproduktionspotentiale. På godt dansk betyder
dette, at de yngler som kaniner - ofte og i stort antal. Karpelusene
parrer sig på fiskene, og hunnerne lægger siden de
befrugtede æg på sten, planter og andre genstande,
hvor æggene udvikler sig indtil klækning.
Som alle andre krebsdyr gennemgår den klækkede luselarve
flere stadier, inden den blot fire dage gammel begynder at lede
efter en værtsfisk. En hel livscyklus varer typisk 1-3
måneder - alt afhængig af vandtemperaturen. Jo varmere
vand desto hurtigere livscyklus.
Æggene kan overvintre og klækkes så om foråret,
når vandtemperaturen atter er blevet høj nok. Voksne
karpelus kan overleve i adskillige dage uden en værtsfisk.
Alt i alt er karpelus således ganske hårdføåre
- noget, der gælder stort set alle parasitter.
Behandling
På samme måde som havlus kan være skadelig
for laksene i et intensivt havbrugsopdræt, så kan
også karpelus være til stor gene og skade i ferskvand.
Specielt ved vandtemperaturer omkring og højere end 20
grader kan de være kritiske og kræve behandling.
Erfaringen viser, at tre behandlinger med diverse organofosfater
i løbet af en livscyklus kan holde karpelusene effektivt
nede.
Imidlertid er disse organofosfater så giftige for det øvrige
miljø, at de er forbudt i stort set alle vesteuropæiske
lande. De smugles derfor ofte ind fra lande uden for EU - til
skyhøje priser. Imens eksperimenteres der videre med andre
mulige virksomme stoffer uden samme skadelige bivirkninger, og
her samler interessen sig pt. om de såkaldte "chitin-inhibitorer",
hvortil et stof som dimilin hører. Sådanne inhibitorer
umuliggør effektivt karpelusenes skifte fra et larvestadie
til et andet.
© 2007 Steen Ulnits
|
