Igler
Igler får mange mennesker
til at gyse.
Fiskene elsker - og hader dem!
Igler maner billeder af åreladning
og store blodsugende lægeigler frem. Eller billeder af
Humphrey Bogart, der med sin glødende cigaret får
de blodsugende igler fra tropesumpen til at slippe taget i ekspeditionsdeltagerne.
Men igler er slet ikke så
slemme eller frygtindgydende endda. Igler er såmænd
ledorme på lige fod med eksempelvis regnorme og børsteorme.
Blot er de forsynet med sugeskiver - i regelen en mindre ved
munden og en større bagtil. Disse sugeskiver bruger iglerne
til dels at bevæge sig og holde sig fast med - dels at
fange bytte eller suge blod med.
Der findes et utal af forskellige
igler, hvoraf langt de fleste lever i ferskvand. Kun et fåtal
har dog betydning for fisk og fiskeri, nemlig fiskeiglerne og
hundeiglerne.
Fiskeigler
Fiskeigler - Piscicolidae
også kaldet - er betegnelsen på den gruppe af igler,
som har specialiseret sig i at parasitere på fisk og andre
dyr under vandet. Fiskeiglerne tilhører snabeliglerne,
som alle har en sugesnabel, der kan krænges ud gennem munden.
De fleste lever i havet med den op til 20 cm lange rokkeigle
som nok den mest kendte.
I Danmark lever kun en enkelt
art i ferskvand, nemlig Piscicola geometra, som til gengæld
er ganske almindelig i åer og søer med en yppig
plantevækst og et højt iltindhold.
Fiskeigler er typisk meget slanke
dyr med store sugeskiver både fortil og bagtil. De lever
udelukkende af at suge blod på fisk, som de overfalder
fra deres skjul i vegetationen.
Selve blodsugningen skader ikke
fiskene, men sugningen efterlader små huller gennem hud
og slimlag, hvorigennem svampe og bakterier med flere har let
spil. Ikke mindst små fisk bukker ofte under på denne
måde.
Større fisk har en større
tolerance over for angreb fra fiskeigler, og der er mange eksempler
på velvoksne gedder, som nærmest har været
dækket af fiskeigler på især hoved og ryg.
Tidligere var iglerne ofte et
problem i dambrug, hvor de angreb de større moderfisk,
som gik i små damme med stillestående vand. I dag
undgår man igleangreb ved dels en større gennemstrømning
af dammene - dels tilsætning af stoffet kobberklorid i
små mængder.
I Sverige og Tyskland findes
yderligere to arter af fiskeigler, som - uvist af hvilken årsag
- endnu ikke er truffet i Danmark. Det er arterne Cystobranchus
respirans og C. mammilatus. Sidstnævnte findes
også i Norge, hvor den kaldes "lakeigle", da
den her snylter på ferskvandskvabben - på dansk knuden.
Ud over den deciderede og højt
specialiserede fiskeigle møder man i det øvrige
Skandinavien ofte den primitive børsteigle Acanthobdella
peledina som snylter på laks, ørred og stalling.
Hundeigler
Nu kunne man jo forledes til
at tro, at når fiskeigler lever på fisk, så
lever hundeigler tilsvarende på hunde. Det ville jo være
logisk.
Men sådan er det ikke.
Hundeiglen har nemlig fået sit navn, fordi præfixet
"hunde" i lighed med præfixet "heste"
er af den nedsættende slags og intet har med hverken hunde
eller heste at gøre. Der er masser af eksempler på
dette i det danske sprog - eksempelvis hundestejler og hesterejer.
Hundeiglen har således
intet med hunde at gøre. Det er blot en af vore mest almindelige
ferskvandsigler - dertil og af samme årsag et meget almindeligt
bytte for de selvsamme fisk, der måske selv er bytte for
fiskeiglen.
Hundeiglen Erpobdella octoculata
er en slank og brunlig igle, der kan blive op til 8 cm lang.
Så stor en proteinbombe er det kun de færreste rovfisk,
der lader svømme uantastet forbi.
Den har samtidig et bevægelsesmønster,
der er ganske let at imitere for fluefiskeren, der gerne binder
en Woolly Bugger for enden af sit forfang. Vægtbelastet
korrekt - bedst med en metalkugle (bead head) fortil - får
denne flue en jigagtig gang i vandet, som minder meget om hundeiglens
måde at bevæge sig på.
Sorte eller brune fluer er gode
efterligninger af den allesteds - også i forurenet vand
- forekommende hundeigle, som med sin muskuløse krop er
en godbid af de større.
© 2001 Steen Ulnits
|
