|
Havlus
Vi danskere snakker
om "havlus", hvor vore norske kolleger siger "lakselus".
I begge tilfælde er der
tale om samme organisme, nemlig Lepeophtheirus salmonis,
som er det latinske artsnavn. Det norske navn skyldes parasittens
værtsdyr - laksen. Det danske navn skyldes dens levested
- havet.
Havlusen lever nemlig i saltvand
ved saltholdigheder fra oceanisk havvand (35 o/oo) og ned til
omkring 15 o/oo.
Havlus eller lakselus har på
trods af navnet intet med lus at gøre - disse smådyr
hører nemlig til krebsdyrgruppen copepoder (vandlopper),
som udgør størstedelen af vandets dyreplankton
(zooplankton) - de smådyr, som igen lever af algerne (planteplankton).
Til de mere kendte copepoder hører de enorme mængder
"krill", som mange af havets hvaler (bardehvalerne)
filtrerer fra vandet og er helt afhængige af.
I polare områder kan man
opleve copepoder, som kan blive op til 1 cm lange, men de allerfleste
copepoder er langt mindre. Typisk er voksne copepoder dråbeformede
og 1-2 mm lange. I troperne kan copepoder optræde som smittebærere
af blandt andet kolera.
Fantastiske former
Set under et mikroskop afslører
copepoderne ofte meget fantastiske og smukke former - med lange
antenner og fjerformede vifter. I tilgift hertil findes ofte
et enkelt stort øje, som lyser op i rødt. Det er
livlige dyr, som forhold til deres størelse kan bevæge
sig med imponerende fart - en evne, de bruger i deres jagt på
det langt roligere planteplankton.
Copepoderne følger algernes
bevægelser op og ned i vandsøjlen. Med stigende
lysintensitet synker de mod bunden, mens de stiger mod overfladen
med tiltagende mørke. Algerne skal jo nruge sollyset til
deres fotosyntese, og copepoderne følger naturligt med
i denne døgnrytme.
Copepoderne inddeles i 2 grupper:
De fritsvømmende og de fastsiddende, hvoraf mange er snyltende.
De snyltende copepoder, hvortil havlusene hører, sætter
sig fast på fisk og lever af sekret på huden. De
har en stærkt modificeret kropsform, der er tilpasset livet
som snylter - sammentrykte og flade, så de yder mindst
mulig modstand i vandet.
Havlusene stortrives i lakseopdrættet,
som plages af de små, snyltende krebsdyr, og som derfor
behandler laksene med nervegiften Ivermectin.
Giften dræber havlusene eller får dem til at slippe
taget i laksene. De tages nu af strømmen og føres
ud i det frie vand - hvor de med stor appetit kaster sig over
forbipasserende vildlaks - smolt på vej ud mod åbent
hav eller voksne laks på vej mod gydepladserne.
Livsfarlige lus
De voksne vildlaks lider naturligvis
under de massive angreb fra havlusene. Men de kan dog redde sig,
idet lusene jo forsvinder af sig selv i ferskvand. Men så
let har laksesmolten det desværre ikke. Den er i forvejen
meget sårbar i denne fase af sit liv, og den har ingen
mulighed for at undslippe de grådige havlus.
Man har fundet mere end 600 synlige
havlus på en 2,5 kg's laks fanget i Eio elven i bunden
af Hardangerfjorden. Tilsvarende fandt man ikke færre end
1.500 lus på en 5 kg's laks fra Namsen. Laksen var ikke
overraskende radmager.
Til sammenligning er bare 5 voksne havlus nok til at tage livet
af én udvandrende laksesmolt...
De sår, der måtte
komme efter et angreb af havlus, gør de angrebne fisk
mere modtagelige overfor infektioner._Enkelte lakselus giver
ingen problemer, men udtrækkende smolt i bl.a Norge med
deres massive lakseopdræt er truet. Smolten er naturligt
svækket og kan ikke modstå det massive angreb, de
udsættes for ved opdrætsanlæg, der på
grund af fisketæthed giver gode formerings- og vækstbetingelser
for lakselus._
Canadiske undersøgelser
viser at et opdrætsanlæg kan forårsage 30.000
gange flere lakselus end normalt i et område uden lakseopdrætsanlæg!
I Norge er der set vilde fisk med lakselus i et antal der er
73 gange højere end i områder, hvor der ikke findes
opdrætsanlæg.
Forsvinder i ferskvand
På voksne fisk ses havlusene
ofte på bugsiden umiddelbart foran halen, hvor de kan sidde
bekvent i læ for vandstrømmen. Men de kan sidde
overalt på fiskene, hvis forholdene er til det. Man kan
opleve fisk, der er så hårdt angrebne, at de nærmest
ser koparrede ud efter de mange angreb.
Havlushunnerne kendes på
deres lange ægstrenge, som ligner tynde snore.
Når laksen vandrer op i
ferskvand for at gyde, udsættes havlusene for mindre saltholdigt
vand, hvor de ikke kan opretholde deres saltbalancen i kroppen.
De dør derfor efter nogen tid.
Er der "lus" på
en fisk fanget i å eller elv, har det altid været
set som en slags adelsmærke - et bevis for, at fisken er
trukket op fra havet for mindre end én uge siden. Lakselus
kan jo ikke leve i ferskvand, men svækkes hurtigt og falder
af fiskene.
Nyere norske undersøgelser
viser imidlertid, at havlusene i bedste fald faktisk kan sidde
på fiskene i op til 21 dage. Det er dog sjældent,
de bliver siddende i så lang tid. Tidsrummet afhænger
sikkert af laksens vej op i elven - om den kommer direkte fra
åbent hav eller har tilbragt længere tid i brakke
fjordområder, inden den vandrede op i ferskvandet.
I syddanske farvande og brakke
inderfjorde kan man i perioder opleve havørreder med havlus
- trods den lave saltholdighed, som havlusene ellers ikke trives
ved. Fænomenet skyldes havørredens vandringer, som
styres af dels årstid og kønsmodning - dels vandtemperatur
og saltholdighed.
Bliver vandet for koldt, trækker
fiskene mod vand med lavere saltholdighed - bringende med sig
havlus fra mere salte omgivelser.
© 2009 Steen Ulnits
|
