|
Gyllebehandling på
højeste plan
Ny teknologi gør det
muligt at løse Danmarks problemer med gylle fra den voksende
svineproduktion.
I forbindelse med Ritt Bjerregaards
kovending, hvad angår flere svin i det danske landbrug,
er der for alvor kommet fokus på behandling af gylle fra
de mange millioner svin på danske gårde. Seneste
skud på stammen kommer fra en af landets store svineavlere,
der på eget initiativ og i vid udstrækning også
for egne penge har udviklet et helt nyt og meget lovende system
til effektiv behandling af gylle.

Det er den tidligere formand
i Landsforeningen Danske Svineproducenter, Kent Skaaning, der
gennem to år har investeret omkring 10 millioner kroner
i udviklingen af et helt nyt anlæg, der kombinerer kendte
teknologier på en helt ny måde. Kent Skaaning producerer
årligt 25.000 svin, der leverer 25.000 tons gylle. Altså
et ton per svin.
Gyllen ledes ind i en biogasanlæg,
som producerer en masse varme samt elektricitet nok til gården
og yderligere 400 husstande. Hvilket jo i sig selv er en god
måde at udnytte gyllen på. Men ikke nok med det.
Efter en tur gennem biogasanlægget sendes gyllen nu ind
i en såkaldt "dekanter-centrifuge", hvor væsken
slynges rundt med op til 5.000 omdrejninger i minuttet. Det medfører,
at op mod 85% af organisk kvælstof og fosfor samt andre
mineraler presses ud.
Dekanter-centrifuge
Resultatet bliver et muldlignende
materiale, der er perfekt til jordforbedring i egne af landet,
hvor man mangler kvælstof og fosfor - stoffer, der normalt
tilføres i form af kostbar kunstgødning, der i
vid udstrækning må importeres fra udlandet. 18.000
kunstgødning spredes således hvert år over
danske marker. Skaanings 25.000 svin leverer indtil videre 2.000
tons om året af dette materiale, som primært er tiltænkt
landmænd i Østdanmark, hvor der er langt mellem
svinebønderne og deres gylleproduktion.
Tilbage efter turen gennem biogasanlægget
og dekanter-centrifugen bliver en tynd og klar væske, som
nu er klar til at blive bragt ud på markerne som gødning.
Ikke i gyllevogne på vejene og via gyllespredning på
markerne. Nej, via kilometerlange slanger, som i forvejen er
lagt ned i markerne, og som ombyggede vandingsanlæg nemt
kan sluttes til. Dette vil efter alt at dømme reducere
fordampningen og dermed også lugtgenerne markant. Det står
dog endnu tilbage at bevise dette sidste.
Bedst af alt, så er der
penge at spare i den nye teknologi til behandling af gylle. Hvor
det typisk koster 60,- kroner at sende et ton gylle gennem et
traditionelt gyllesepareringsanlæg, koster det helt ned
til 5,- kroner per ton at behandle det med den nye teknologi.
Mindre end en tiendedel.
Ikke så lidt af et columbusæg,
hvis ellers det kan indføres overalt i landet, hvor svinebønder
producerer ildelugtende gylle i tusinder af tons.
Nyt gylleudslip...
Det sker heldigvis sjældnere
og sjældnere, men i marts 2002 skete det desværre
igen: En gylletank på Haderslev Næs sprang læk,
hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle slap ud i Møllebækken,
der munder ud i Bankel Sø.
Her holder et af Danmarks meget
få havørnepar til, og de vil nu få problemer
med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk på
den 3,5 km lange forurenede strækning af Mølklebækken
er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop
i år ekstraordinært megen vand i åen på
grund af den rekordstore nedbør, og det har kunnet fortynde
gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.
Ti mand fra Falcks redningskorps
i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger
i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes
op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø
undgik således en stor del af forureningen.
Men endnu engang havde gylle
fra en skødesløs landmand altså lagt alt
liv i et dansk vandløb øde...
© Steen Ulnits 2002
|