|
Gruelig galt med gylle
175 tons iltslugende gylle fossede
ud af biogasanlægget i Spørring, og en stor del
fortsatte videre ud i Gudenå-systemet. Alle fisk i Spørring
Å og over halvdelen af alle fisk i Lilleåen døde.
En beklagelig fejl, siger Århus Kommune, som Århus
Amt nu har meldt til politiet.
"Det skulle være
så godt, men så var det faktisk skidt". Sådan lyder det i sangen, og sådan
gik det med et ellers godt initiativ, som Århus Kommune
har stået for biogasanlægget ved Spørring
nord for Århus, der modtager gylle fra områdets landmænd
og omdanner det til nyttig biogas.
Men anlæggets ledelse har
ikke vist sig sit store ansvar bevidst. Således gik det
helt galt tirsdag den 23. april, hvor man på biogasanlægget
var i gang med at tømme fire store tanke for afgasset
gylle, som siden skulle afleveres til landmændene
udspredning på og gødning af markerne.
Normalt sker denne oppumpning
manuelt og under overvågning, da automatikken på
anlægget ellers vil stoppe, når gylleniveauet i en
tank bliver for lavt til at opretholde biogasproduktionen. Den
manuelle pumpe var imidlertid ikke i orden efter en reparation,
hvorfor medarbejderne åbnede en såkaldt bypass-ventil,
så landmændene alligevel kunne få derfes afgassede
gylle.
Glemt bypass-ventil...
Da pumpen siden blev ordnet,
glemte man den åbnede bypass-ventil. Det bevirkede, at
pumpen fortsatte med at pumpe gylle til den tank, som landmændene
får deres afgassede gylle fra. Denne afhentning stoppede
imidlertid efter fyraften, hvor anlægget blev kontrolleret.
Alt fungerede efter hensigten blot overså man endnu
engang den åbne bypass-ventil.
Imidlertid gik den overordnede
alarm til Århus Kommunale Værkers driftscentral klokken
22 aften blot hjalp det automatiske stop af driften intet,
da bypass-ventilen jo stadig stod åben. Og blot var der
ingen, som bemærkede alarmen, førend en medarbejder
klokken 05 morgen ankom til anlægget som første
mand. Gyllen fossede derfor ud af anlægget fra klokken
22 tirsdag aften til klokken 5 onsdag morgen.
Den pågældende medarbejder
vurderede imidlertid, at der var tale om et mindre udslip
som man i parentes tidligere har haft nogle stykker af
og han slog derfor ikke storalarm. I stedet rekvirerede han blot
en slamsuger.
Efter tre timers slamsugning
gik det endelig op for ham, at udslippet var langt større
end antaget. En stor del af gyllen havde da allerede fyldt en
grøft langs motorvejen mellem Århus og Randers.
Herfra løb gyllen videre til et markdræn, man intet
kendte til på anlægget. Drænet havde direkte
afløb til Spørring Å et lille tilløb
til Lilleåen, der igen er et tilløb til Gudenåen.
Først klokken 08.40 kontakter
anlægget Århus Amt, men der opstår en misforståelse,
så ingen stiller videre til Århus Kommunes miljøvagt.
Først ved 10-tiden ankommer amtets folk til anlægget,
og først da kontaktes kommunens miljøvagt samt
Århus Brand- og Redningsvæsen.
175 tons gylle slap ud
Resultatet blev, at 175 tons
iltslugende gylle fossede ud af biogasanlægget i Spørring,
og en stor del fortsatte videre ud i Spørring Å.
Her brugte det hurtigt al ilten i vandet, hvorved fisk i tusindvis
blev kvalt.
Århus Kommune meddelte
siden, at der kun slap 15 tons gylle ud i Spørring
Å. De øvrige 160 tons lykkedes det nemlig den tilkaldte
slamsuger at samle op. Siger i hvert fald Århus Kommune.
Århus Amt vurderede imidlertid
baseret på en prøvetagning i Spørring
Å efter forureningen - at 172 tons gylle slap ud i vandsystemet.
Altså godt og vel ti gange så meget, som Århus
Kommune påstår.
Fronterne blev siden trukket
kraftigt op. Århus Amt har ifølge loven den overordnede
tilsynspligt med Århus Kommune, som på sin side er
ansvarlig for driften af biogasanlægget.
Århus Amt anmeldte dernæst
Århus Kommune til politiet. Århus Kommune bestred
atter amtets tal og undersøgte siden, om nogle af medarbejderne
på biogasanlægget kunne gøres personligt ansvarlige
for udslippet. Amtet politianmeldte kommunen, idet amtets miljøgodkendelse
af biogasanlægget krævede en døgnovervågning
af driften netop af hensyn til risikoen for udslip.
Imidlertid blev anlægget
ombygget i 2001, og siden ombygningen var den krævede døgnovervågning
ude af drift. Overvågningen blev varetaget af en bærbar
computer, som blev tilset hjemmefra af udvalgte medarbejdere
i stedet for at være placeret den hos døgnbemandede
Århus Kommunale Værker. Hvilket altså var den
indirekte årsag til det store udslip.
Havørreder halveret...
Såvidt de juridiske aspekter
af gylleudslippet. De rent biologiske konsekvenser af udslippet
var ifølge besigtigelse og elfiskeri foretaget af Århus
Amt en total udryddelse af ørredbestanden i Spørring
Å og en reduktion af ørredbestanden i Lilleåen
på 50-80%.
Til orientering er Spørring
Å et vigtigt gydevandløb for bækørreder
fra Lilleåen, der igen er det vigtigste gydevandløb
for havørrederne i Gudenåen.
Mere end halvdelen af alle Gudenåens
mange havørreder vandrer op i Lilleåen for at gyde.
Det drejer sig om 6.000 gydemodne havørreder, der leverer
et årligt nedtræk af 2- års ørredsmolt
på over 30.000 fisk. Lystfiskere ved Gudenåen og
Randers Fjord kan derfor se frem til nogle pauvre år, hvad
havørreder angår, inden bestanden atter har retableret
sig.
Århus Kommune kan tilsvarende
se frem til en erstatningssag fra såvel Århus Amt
som lystfiskerinteresser ved Lilleå og Spørring
Å. Altsammen på grund af en uansvarlig ledelse af
biogasanlægget, der tidligere er idømt bøder
for mindre udslip.
© 2002 Steen Ulnits
|