|
Facts
om fuldmåner
Der findes mange
myter om fuldmåne, men der findes også mange facts.
Fænomenerne fuldmåne og nymåne har indflydelse
på mange tinge i naturen - vor egen opførsel inklusive...
Månen har
en diameter på 3.476 kilometer, hvilket gør den
markant mindre end Jorden, hvis diameter er fire gange større.
Til gengæld er Månens masse hele 81 gange mindre
end Jordens - altså blot 1,2%. Med andre ord er Månen
en let og luftig sag.
Der er mange
teorier om Månens oprindelse, men ifølge en af de
mest gængse er Månen et stykke af Jorden, der i tidernes
morgen er blevet slået løs ved et stort meteornedslag.
Månen selv er fyldt med kratere, der ikke skyldes vulkansk
aktivitet, men er nedslag efter store og små meteorer.
Månen befinder
sig i snit 384.400 km fra Jorden. Afstanden svinger, da Månen
bevæger sig i en ellipse om Jorden - altid med den samme
side vendende mod os. Nogle gange er Månen derfor tættere
på Jorden end andre, og da ser den tydeligt større
ud end ellers. Når den er længst væk, er afstanden
407.000 km. Når den er tættest på kun 356.000
km.
Udtrykket "Dark
side of the Moon" er mest kendt fra Pink Floyd's 70'er album
af samme navn og gælder den side af Månen, der altid
henligger i mørke set fra Jorden. Den er naturligvis belyst
af Solen med regelmæssige mellemrum - når vi har
nymåne. Vi kan blot ikke se det her fra Jorden. Indtil
de første rumflyvninger til Månen har vi derfor
intet anet om forholdene på Månens bagside.
"Nymåne"
er det danske udtryk for Månen, når vi ikke kan se
den - når den står direkte mellem os og Solen. Tilsvarende
kalder vi det "fuldmåne", når vi selv ligger
midt mellem Solen og Månen, som derfor er fuldt belyst
af Solen.
Mellem nymåne
og fuldmåne siger vi, at Månen er i tiltagende. Måneskiven
vokser da dag for dag mod fuldmåne. Her taler man om Månens
"første kvarter" Mellem fuldmåne og nymåne
siger vi tilsvarende, at den er i aftagende. Måneskiven
svinder da dag for dag, og man taler om Månens "sidste
kvarter".
Mellem to fuldmåner
er der en lille måneds tid - deraf naturligvis det indlysende
navn "måned", som altså angiver Månens
cyklus i forhold til Jorden.
Månen
og vandet
Tidevandet er
et af de mest kendte fænomener, som afhænger direkte
af Månen. Tidevandet skyldes Solens og Månens tiltrækning
på Jorden og dens vandmasser. To former for kræfter
spiller ind, nemlig tyngdekraft og centrifugalkraft.
Når Månen
roterer omkring Jorden, vil dens tyngdekraft trække i Jordens
vandmasser. Samtidig roterer Jord-Måne systemet omkring
sig selv og omkring Solen. Under denne rotation opstår
en centrifugalkraft, som ligeledes påvirker vandmasserne.
Endelig trækker Solens tyngdekraft også i vandet
på Jorden. Det samlede resultat af alle disse kræfter
styrer tidevandet.
Det tager Jorden
et år - 365 dage - at rotere én gang rundt om Solen.
Det tager Jorden 24 timer - et døgn/soldøgn - at
rotere én gang rundt om sig selv. Samtidig er et månedøgn
- tiden fra en måneopgang til den næste - 24 timer
og 50 minutter. Da Månen ligger meget tæt på
Jorden, er det dens kræfter, der dominerer. Solen, der
ligger uendelig langt borte, virker - trods sin enorme størrelse
- kun halvt så stærkt på tidevandet som Månen.
I denne forbindelse
er det interessant, at vi her på Jorden suser gennem verdensrummet
med en fart på 107.000 km i timen. Ikke underligt, at vi
engang imellem kan synes, det hele går lidt vel stærkt!
Ovenstående
betyder, at tidevandet skifter - ikke med en halv dags mellemrum,
men med et halvt månedøgn, nemlig 12 timer og 25
minutter. Det betyder ligeledes, at det daglige højvande
forskydes med 50 minutter. Er det højvande den ene aften
klokken syv, vil næste aftens højvande indtræffe
klokken ti minutter i otte.
Endelig er der
Solens betydning. Ved fuldmåne og nymåne virker Solens
og Månens kræfter i samme retning, og vi får
et ekstra kraftigt tidevand - den såkaldte "springflod".
Omvendt i Månens første eller sidste kvarter. Da
virker Sol og Måne mod hinanden, og tidevandet bliver svagere
- den såkaldte "nipflod".
Tidevandsbølgen
På vore
breddegrader er tidevandet et resultat af tidevandet ude i det
åbne Atlanterhav. Herfra breder den såkaldte tidevandsbølge
sig ud til alle sider - i form af det daglige højvande,
som med en større eller mindre tidsforskydning når
ind gennem sunde og bælter.
Tidevandsbølgen
bevæger sig med en fart på op mod 80 km i timen -
vel at mærke ved en dybde af 50 meter. Aftager vanddybden,
bremses tidevandsbølgens hastighed. Tilsvarende bevæger
den sig langt hurtigere på dybere vand.
Typisk tager
det 12 timer fra tidevandets kulmination i Nordsøen mellem
England og Danmark, til højvandet når sunde og bælter
i de indre danske farvande. Der går således et halvt
døgns tid, fra der er højvande i Nordsøen
ved Esbjerg, til højvandet når Fredericia i Lillebælt.
Undervejs mister
tidevandet sin effekt, og forskellen mellem højvande og
lavvande mindskes derfor på vej ind i de danske farvande.
Typisk er der en tidevandsforskel på 2 meter i Vadehavet,
mens den er nede på én meter ved Limfjordens udmunding
i Kattegat. I bælterne er den nede på omkring en
halv meter, og inde i Østersøen er den stort set
væk.
Men falder tidspunktet
for springflod sammen med kuling fra vest, kan man opleve stormflod
i det sønderjyske Vadehav. Under sådanne forhold
kan tidevandsforskellen nå helt op på 5-6 meter.
Det er med sådanne stormfloder i tankerne, at man i mange
år har bygget diger til beskyttelse af de lavtliggende
sønderjyske marskområder.
I Østersøen,
hvor tidevandet ikke når ind, kan man alligevel opleve
store forskelle i vandstanden. Den skyldes da vindstuvning
efter længere tids blæst fra bestemte retninger.
Månen
og dyrene
Månen har
altid fascineret os mennesker. Gennem årtusinder har vi
talt om "Manden i Månen", der blot er en formation
af kratere på Månens for os belyste side. Det engelske
ord for skør - "lunatic" - stammer da
også fra det latinske ord for Månen, nemlig "Luna".
Men det var først
med rumalderen, at vi for alvor fik syn for sagn. Det skete første
gang i 1959, da russerne som et resultat af den kolde krigs våbenkapløb
kunne lande rumsonden "Luna 2" sikkert på Månens
overflade. Ti år senere - den 20. juli 1969 - kunne amerikanerne
så landsætte det første menneske på
Månen og bringe det sikkert hjem igen. Det var ved den
lejlighed, at astronauten Neil Armstrong sagde de nu så
berømte ord:
"A
small step for man but a giant leap for mankind".
Da Månens
tyngdekraft kun er 1/6 af Jordens, var det på flere måder
så sandt, som det var sagt. Der skal kun ringe kraft til
for at bevæge sig på Månen. Et lille hop, og
man kan komme langt omkring.
Siden da har
vi mistet interessen for Månen, der ikke har haft meget
nyt at byde på. Vi kunne dog med sikkerhed konstatere,
at Månen ikke er lavet af grøn ost - sikkert til
nogles store fortrydelse. Nu fokuseres interessen derfor længere
ud i det uendelige verdensrum. Men Månen har stadig samme
virkning på Jorden som tidligere. Det er stadig Månen,
der styrer tidevandet og en lang række andre forhold på
vor lille blå planet.
Månesyge
I gamle dage
brugte man udtrykket "månesyge" om tilfælde
af epillepsi, som man dengang ikke kendte årsagen til.
De kom og gik uden nogen synlig årsag - præcis som
Månen tilsyneladende gjorde.
Man har også
længe forbundet især fuldmånen med gerninger
og hændelser ud over det sædvanlige, naturlige og
forklarlige. Når den store sølvhvide skive stod
op på nattehimlen, var der naturligt nok grobund for alskens
spekulationer og fantasier. Meget af dette er rene myter uden
hold i virkeligheden, men der findes også adskillige fænomener
med direkte tilknytning til Månen og dens forskellige faser.
Kvinders menstruation
er et godt eksempel på en cyklus, der følger Månens,
og som sikkert er en ældgammel tilpasning til Månens
stabile skiften. Børsteormenes sværmning er et andet
fænomen, der mere direkte kontrolleres af Månen.
Ormene forlader nemlig deres huller i bunden for at sværme
i overfladen, når der er fuldmåne, og det gælder
såvel i hjemlige farvande som i tropiske have. Det er Månen,
der synkroniserer de mange ormes samtidige forladen af deres
levesteder i bunden.
Man har længe
haft en formodning om, at Månen også havde en effekt
på forskellige sindslidelser. Nu er det så statistisk
bevist, at der er flere tilfælde af selvmord og psykiatriske
indlæggelser - ikke ved fuldmåne, men ved nymåne.
Et forhold, som psykologer og psykiatrikere helt enkelt mener
skyldes, at nymåne er ensbetydende med lange og mørke
nætter. Som jo er deprimerende for folk med ondt i sindet.
Det er også
velkendt, at ål primært trækker mod Sargassohavet
i de mørke augustnætter, og at smolt af laks og
havørred foretager deres farefulde nedtræk mod havet
i ly af nymånemørket i månederne marts-april.
Bid ved fuldmåne
Endelig har engelsk
forskning for nylig vist, at man rent statistisk har dobbelt
så stor risiko for at blive bidt af en gal hund ved fuldmåne.
Hvilket jo harmonerer fint med det velkendte billede af ulven,
der hyler op mod den lysende fuldmåne! En gal hund skal
man altså ikke ønske sig at møde ved fuldmåne
- og da slet ikke en varulv...
En anden målelig
effekt af fuldmåne er øjets evne til at registrere
gult lys. Ved fuldmåne stiger den nemlig op til 10 gange
hos en fisk som guppien, og hos os selv er følsomheden
ligeledes mærkbart større ved fuldmåne. Mange
mennesker ved af bitter erfaring, at de netop ved fuldmåne
sover markant dårligere.
Det er et forhold,
som forskerne tilskriver årtusinders tilpasning til et
liv uden elektrisk lys, som vi kender det i dag. Dengang var
man henvist til at jage om natten, når der var fuldmåne
og stjerneklart. Ellers kunne man jo helt enkelt intet se. En
øget følsomhed over for Månens gule lys var
derfor en stor fordel.
Fiskene ved det
ligeledes. I hvert fald jager de gerne i fuldmånenætter.
Det ved enhver, der har fisket efter kystens torsk og havørreder
i stille nætter badet i fuldmånens sølvhvide
skær!
©
2003 Steen Ulnits
|
