|
Fjæsingen
- en farlig fætter for
fiskerne...
Det fleste af os husker vel Hans
Kirks roman "Fiskerne" fra 1928. Enten som bog eller
TV-filmatiseringen. I den får skurken sin velfortjente
straf - han stikker sig på en fjæsing og lider efterfølgende
en smertefuld død af det.
Helt så dramatisk forløber
mødet med en fjæsing nu sjældent, selv om
man ikke skal ønske sig at prøve giften fra denne
lille pigfinnefisk - den farligste i danske farvande. Fjæsingen,
som lyder det latinske artsnavn Trachinus draco, lever
af udseende helt op til sit drabelige artsnavn. I closeup er
der virkelig tale om en lille og finnet drage, der ganske vist
ikke kan spy ild, men som til gengæld kan noget helt andet.
Fjæsingen er en lille og
langstrakt fisk, der holder til på bunden - gerne selvsamme
sandbund, som sommerens badegæster foretrækker. Det
er uheldigt, idet fjæsingen er en pigfinnefisk. Der er
mindre pigge over øjnene, der er opadvendte som på
alle bundfisk, men disse pigge er ikke giftige. Det er til gengæld
de første to finnestråler af rygfinnen, og i tilgift
findes der en giftpig på hvert gællelåg. Fjæsingen
råder således over fire giftpigge.
En farlig fisk
På hver side af disse pigge
findes en fure, hvis væv producerer et stærkt toksin
- en gift, der angriber kroppens blodlegener, og som i værste
fald kan være dødelig for små børn
og gamle mennesker. Har man et svagt hjerte, er man altid i farezonen
- uanset alder. Præcis som tilfældet er med vor eneste
danske giftslange, hugormen.
For de allerfleste er stikket
fra en fjæsing dog ikke spor livstruende. Det er til gengæld
meget smertefuldt - så meget, at historien vil havem, at
en fisker engang skar sin egen finger af for at slippe af med
smerten. Det er dog tvivlsomt, om dette har hold i virkeligheden,
men alle, der er blevet stukket af en fjæsing, kan berette
om voldsomme smerter, der kan vare i flere dage.
Der findes ingen specifik modgift
mod fjæsingens gift, som er et proteinstof. Det betyder,
at det i lighed med hviden i et æg koagulerer ved opvarmning.
Det betyder også, at den mest effektive kur mod et fjæsingstik
er at holde hånden i så varmt vand som overhovedet
muligt. Regelen er her, at vandet skal være så varmt,
at det gør ondt at stikke hånden ned i det. Det
skal selvfølgelig ikke være så varmt, at man
skolder sig!
Jo længere tid man formår
at holde hånden nede i det brandvarme vand, desto hurtigere
nedbrydes proteinerne i giften, som herved uskadeliggøres.
Det er et trick, som fiskerne selv bruger, og det samme gør
man på landet skadestuer og sygehuse. Enkelt og effektivt
- men aldeles ubehageligt.
Fjæsingens gift virker
dels opløsende på kroppens røde blodlegemer,
som jo bærer ilten rundt i kroppen - dels hæmmende
på de hvide blodlegemer, som jo står for vort immunforsvar.
Effekten er derfor langvarig og medfører ofte en efterfølgende
betændelse - på grund af de hvide blodlegemers nedsatte
aktivitet.
Der er således al mulig
grund til at holde sig langt væk fra denne lille fisk.
Specielt i aften- og nattetimerne har mange lystfiskere taget
fejl af fjæsingen og en lille torsk - med fatale følger...
En smuk fisk
Er fjæsingen således
en fisk, man ikke ønsker nærkontakt med, så
er der dog tale om en overordentlig smuk fisk. Den lange og slanke
krop er sølvskinnende, og de har to rygfinner - en kort
med de giftige pigge og en lang med bløde finnestråler.
Kroppen changerer i flotte farver - med lysende blå som
de mest markante.
Fjæsingen kan blive op
til 40 cm lang, men ses sjældent meget større end
ca. 30 cm. Det er en nataktiv fisk, som tilbringer de fleste
lyse timer nedgravet i sandet - klar til at blive trådt
på af uforvarende badegæster i bare fødder...
Fjæasingen findes overalt,
men er mest udbredt i norddanske farvande. Mest almindelig er
den på de store sandflader, som omgiver Anholt og Læsø.
Også tilstødende strande på det nordjyske
fastland kan i perioder nærmest være inficeret med
fjæsinger, der hugger på alt, som bevæger sig
- ikke mindst små fluer fisket tæt på bunden.
Dens naturlige føde er nemlig småfisk og krebsdyr
af samme størelse som de fleste havørredfluer.
Fjæsingen leger på
lavt vand i sommermånederne, mens vinteren tilbringes på
dybere vand. Det er en yderst veæsmagende fisk - når
man altså først har fået fjernet de farlige
giftpigge. Fiskerne spiser dem ofte selv, da de ikke er kendt
og værdsat i handelen.
Mange fiskere har derfor gennem
tiderne stukket sig på de små fjæsinger, og
flere gamle fiskere har som minde fra disse stik fået krumme
fingre, der ikke kan rettes ud...
© 2009 Steen Ulnits
|
