|
Fiskeopdræt
Danmark var tidligere blandt
verdens førende nationer, hvad opdræt af regnbueørreder
angår. Vi startede tidligt, og vi havde gode naturgivne
forudsætninger for et billigt og konkurrencedygtigt opdræt
i de jyske åer.
I dag ser billedet ganske anderledes
ud. I dag forbinder man ofte fiskeopdræt med forurening
og ressursespild. Med overforbrug af vand og antibiotika, gensplejsning
og anden dårligdom. - Hvordan ser fremtiden da ud for dansk
akvakultur?
Produktion
Danmark
Knap 400 dambrug - alle
beliggende i Jylland - producerer årligt 32.000 tons regnbueørreder,
der primært går til eksport. Et gennemsnitsdambrug
producerer således 80 tons ørreder årligt.
Typisk dansk dambrug
- set fra bagkanalen, hvor vandet løber ud. Foto ©
Steen Ulnits
Denne produktion andrager en
værdi af omkring 500 mio. kroner. Hertil skal så
lægges produktionen af befrugtede æg, yngel, sættefisk
og avlsfisk.
De omkring 25 danske havbrug
- fortrinsvis placeret i den sydlige del af de indre danske farvande,
hvor saltholdigheden er passende lav til et opdræt af regnbueørreder
- producerer pt. 7.000 tons ørreder årligt.
Dette udgør en værdi
af 300 mio. kroner, hvoraf størsteparten går til
eksport. En væsentlig del af denne produktion udgøres
af rognen, der primært afsættes til Japan.
Endelig sker der en begrænset
produktion af andre fiskearter - fortrinsvis ål - i recirkulerede
og landbaserede anlæg fordelt over hele landet. Også
disse fisk går fortrinsvis til eksport.
Sammenlagt produceres der i Danmark
for 1,2 mia. kroner, hvoraf 1 mia. kr går til eksport.
Alt i alt beskæftiger erhvervet og følgeerhvervene
ca. 3.500 personer.
Norge
I løbet af blot 25 år
har nabolandet Norge udviklet sig til at være verdens ubestridt
største producent af atlanterhavslaks i havbrug. Det er
landets naturgivne forudsætninger, der har muliggjort -
samt en stat, der med olieindtægter i ryggen har bakket
erhvervet op lige fra starten.
Langs hele den tusindvis af kilometerlange
norske kystlinje løber en varmende Golfstrøm, som
sikrer isfri vintre og en temperatur, der muliggør lakseopdræt
året rundt. Læg hertil dybe fjorde med en stor udskiftning
af vand, og man har baggrunden for det norske lakseeventyr.
Norge er i dag verdens største
lakseproducent med over 500.000 tons fisk om året.
Dette gør lakseopdrættet til Norges næststørste
eksportindustri næst efter Nordsøolien. Nu taler
man om 1.000.000 tons som næste milepæl for produktionen,
der i vid udstrækning ejes af de store olieselskaber.
Atlanterhavslaksen
har gjort Norge til verdens førende opdrætsnation.
Foto © Steen Ulnits
I august 2000 brød norske
laksehavbrug en skelsættende barriere. Da lykkedes det
nemlig for første gang akvakulturen at overhale det traditionelle
fiskeri, hvad produktion angår. Da eksporterede norske
laksehavbrug således for 1,2 mia. norske kroner i løbet
af en enkelt måned - mere end fiskerierhvervet.
Men det kolossale norske lakseopdræt
har undervejs haft en ødelæggende virkning på
landets mange oprindelige bestande af vildlaks - en pris, som
vildlaksene og turisterhvervet har måtte betale.
Andre lande med kyster op til
Golfstrømmen har skelet stærkt til den norske succes
og etableret et lignende lakseopdræt. Det gælder
især lande som Skotland, Færøerne og nu senest
også Island.
På den sydlige halvkugle
har Chile etableret sig som kraftcenter for lakseopdrættet
- her dog med stillehavslaks i stedet for atlanterhavslaks. Også
her har man naturgivne omstændigheder, der tilgodeser et
storstilet lakseopdræt - i form af isfri fjorde med tempereret
vand og stor gennemstrømning.
I Nordamerika har vestkyststater
som British Columbia tilsvarende startet et stort opdræt
af stillehavslaks.
Thailand
Med en årsproduktion på
godt 25 mio. tons er Kina verdens suverænt førende
producent - fortrinsvis af planteædende fisk, der ses som
en vigtig proteinkilde for landets enorme befolkning. Fisk, der
ikke har nogen nævneværdig værdi på eksportmarkedet.
Det har derimod de rejer, som
Thailand i dag er storproducent af. Landet er med en årsproduktion
på op imod 300.000 tons kæmperejer en af de
helt store spillere på verdensmarkedet for denne luksuriøse
delikatesse.
Tilapia'en er en af
de vigtigste opdrætsfisk i varme lande. Foto © Steen
Ulnits
Der er store penge at tjene på
rejedyrkningen - typisk 40 gange så meget som ved at dyrke
den mere traditionelle ris på det samme område. Alt
i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner
til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere
har derfor investeret ivrigt i det nye guld - med en katastrofal
forurening af kystvandet til følge.
Men medaljen har en bagside,
som er skinnet tydeligere og tydeligere igennem. I løbet
af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs
de thailandske kyster forsvundet. Den mangrove, som er opvækststed
for yngel og ungfisk af mange værdifulde fiskearter.
Årsagen er de mange nye
rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære
områder. Her dyrkes især store tigerrejer til de
nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejer
på 20 gram eller mere er en efterspurgt delikatesse.
De 30.000 rejefarme, der tilsammen
dækker et areal på størrelse med Bornholm
(75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder meter3
spildevand ud i de kystnære omgivelser. Det er ti gange
den samlede årlige danske spildevandsudledning.
Vandet er forurenet med ekskrementer,
foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende
bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen.
Verden
Siden 1984 er verdensproduktionen
i dam- og havbrug mere end fordoblet - i takt med de faldende
fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle
fisk, der spises, stammer i dag fra akvakulturen.
Ifølge FAO lå verdensproduktionen
i 1998 på knap 35 mio. tons. FAO forudsiger da også,
at den opdrættede mængde fisk allerede i år
2030 vil overstige den fangede mængde på 90 mio.
tons om året. Som oven for nævnt overskred Norge
allerede sidste år denne grænse med sit lakseopdræt.
Den velsmagende tilapia
indbringer gode markedspriser. Foto © Steen Ulnits
FAO har beregnet, at verdens
samlede akvakultur produktion, som andrager i omegnen af 50
mia. dollars årligt, i dag udgør omkring 20%
af den samlede produktion og det samlede fiskeri af fisk, skaldyr
og havgræsser
Sikkert med baggrund i FAO's
rapporter har EU kommissionen besluttet sig for, at akvakultursektoren
i medlemslandene skal øge produktionen med 10 procent
årligt frem til år 2006. Dette skal også ses
i lyset af, at EU generelt har beskåret de traditionelle
fiskekvoter kraftigt efter to årtiers laden stå til
- med hårdt overfiskede bestande til følge.
Dansk akvakultur vejrer naturligvis
morgenluft efter denne melding og har iværksat en offensiv
til påvirkning af relevante myndigheder og politikere.
Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen,
som har været gældende siden Dambrugsbekendtgørelsen,
der fulgte den første vandmiljø-handlingsplan fra
1989.
Den nye målsætning
om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført
til et hurtigarbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i
spidsen skal lave en indstilling til fødevareministeren
inden 1. oktober i år 2001.
Foder
En stor del af forureningen fra
fiskeopdræt skyldes foderspild. I forhold til tidligere
er fiskeopdrætterne imidlertid blevet ganske dygtige til
at begrænse dette spild.
Samtidig er producenterne af
fiskefoder også blevet dygtigere til at fremstille kvalitetsfoder
med en høj konverteringsfaktor. Fra omkring 1994 er produktionen
således større end foderforbruget, dvs. at der med
1 kg foder produceres mere end et 1 kg fisk.
FAO og foderet
FAO har flere gange slået
til lyd for, at verdens akvakultur må stige for at kunne
opfylde det stigende behov for animalsk protein. Men hvor skal
alt fiskefoderet komme fra?
Fra selvsamme hav, der brødføder
vildfiskene. I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk
som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes
kommercielt. Det er de såkaldte "skidtfisk",
der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af - fiskefoder.
Foderautomater, hvor
fiskene selv "trækker" deres foderpiller. Foto
© Steen Ulnits
Det er fiskebestande, som i dag
fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Således
lykkedes det jo erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk
som lodden oppe i Barentshavet. Og nu tales der i stigende grad
om, at industrifiskeriet efter tobis i Nordsøen er med
til at trække tæppet væk under svindende bestande
af havfugle og større fisk.
Som tommelfingerregel skal der
bruges godt 2 kg industrifisk til produktion af 1 kg fiskefoder
af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne altså
bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk,
så kræves der stadig mere end 2 kg industrifisk til
at producere 1 kg konsumfisk.
Skal eksempelvis det storstilede
norske lakseopdræt fortsat vokse, er der akutte miljøkriser
under umiddelbar opsejling. Da må fiskemelet i stigende
omfang komme andetsteds fra - eksempelvis Sydamerika. Men her
har man selv gang i en ekspanderende akvakultur, så også
her rammer man på et tidspunkt hovedet mod en mur.
Ikke førend vi er i stand
til at erstatte det animalske fiskemel i foderet med vegetabilske
produkter, er vi på rette spor. Problemstillingen har været
kendt i adskillige år, men noget epokegørende gennembrud
er der endnu ikke sket på området.
Dioxin og dansk dobbeltmoral
Bedre bliver situationen heller
ikke af, at dansk fiskemel i dag indeholder faretruende høje
mængder af giftstoffet dioxin. Dioxin-indholdet
i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over
de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.
I Danmark er vi førende,
hvad angår produktion af kvalitetsfoder til fisk. Foto
© Steen Ulnits
De danske myndigheder blokerede
for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt
afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri
- på grund af det alt for høje indhold af dioxin
i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40% af vort gennemsnitlige
indtag af dioxin stammer fra fisk - heraf 33% vilde fisk og 7%
opdrættede.
Størst er dioxinindholdet
i fisk fra den forurenede Østersø - mindst er det
i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende. Danske fiskeopdrættere
og foderproducenter må således se i øjnene,
at der på længere sigt må importeres fiskemel
fra andre dele af verden, hvis fiskefoderet skal kunne overholde
kommende grænseværdier for dioxin.
Forurening
Dambrug
Den organiske forurening fra
de jyske dambrug var i mange år så voldsom, at der
fra flere sider blev stillet krav om en mindsket miljøbelastning
fra dambrugene.
Sit hidtidige højdepunkt
nåede disse krav med vandmiljø-handlingsplanen,
der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Den såkaldte dambrugs-bekendtgørelse,
som fulgte efter planen, pålagde de danske dambrug en lang
række krav til bedre rensning af spildevandet og til et
stærkt mindsket vandforbrug.
For at undgå
fiskehejrer og skarver bruges trådnet over dammene. Foto
© Steen Ulnits
Men de danske dambrugere ville
ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene
og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende. De anlagde
derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter i den
nye bekendtgørelse - ikke mindst kravet om, at der altid
skal ledes mindst 50% af åernes vandføring uden
om dambrugene.
Sagen trak imidlertid i langdrag,
og først den 22. august 2000 faldt den endelige dom. Højesteret
stadfæstede da lovligheden af den dambrugsbekendtgørelsen,
som mange dambrugere bevidst havde ignoreret - i håb om
senere medhold i retten.
Siden da er der faldet domme
med bøder og konfiskation i millionklassen - primært
på grund af et bevidst overforbrug af foder - og flere
sager er på vej.
Havbrug
Det er et ubestrideligt faktum,
at landets havbrug forurener de indre danske farvande med organisk
stof og næringssalte. Dels i form af overskydende foder,
som synker ned til bunden under netburene. Dels i form af ekskrementer
fra de mange og store fisk i nettene.
Det er også et ubestrideligt
faktum, at havbrugerne ikke har mulighed for at begrænse
denne forurening ret meget mere, end de allerede har gjort. Det
er på én gang den frie gennemstrømning af
netburene, som er forklaringen på havbrugenes succes -
små omkostninger - og deres uundgåelige forurening
af havmiljøet.
Vildlaksene trues
nu på gydepladserne af undslupne tamlaks i overtal. Foto
© Steen Ulnits
Foderforbruget begrænses
naturligvis så meget, som det overhovedet kan gøres
- af økonomiske årsager. Men enhver havbruger ved
også, at man altid fodrer lige i overkanten, så man
er sikker på, at fiskene vokser maksimalt. Med et vist,
uundgåeligt foderspild til følge.
Tager man et kig på havbunden
under netburene, vil man da også se, at der - afhængig
af burenes placering og strømmens hastighed - sker en
bundfældning af organisk materiale ovenfra. Lokale erhvervs-
og fritidsfiskere ved, at havbrugene af samme årsag lokker
mange vildfisk til - fisk, som netop lever af det overskydende
foder.
I en ny indstilling fra det danske
havbrugserhverv ytres der ønske om 3-dobling af produktionen
og dermed også en 3-dobling af forureningen. Miljøstyrelsen
fastsatte efter Vandmiljø-handlingsplanen et loft på
650 tons udledt N/år, men nedsatte allerede i 1993 mængden
til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er
nu en udledning på 2.000 tons N/år.
Antibiotika
Til enhver form for akvakultur
er der knyttet forskellige miljøfremmede hjælpestoffer.
Miljøstyrelsen dokumenterede
i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt
herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons
kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene)
samt 3 tons antibiotika.
Via den afgitrede
bagkanal løber store mængder medicinrester direkte
ud i åen. Foto © Steen Ulnits
Disse tal er baseret på
data fra '94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid.
I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt
så megen antibiotika som året før - mere end
1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset
produktion som 7.000 tons årligt.
Forklaringen var den lange og
varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som
vibriose og furunkulose.
Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk,
bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde
antibiotika i vandet.
En stor del af dette antibiotika
optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden
uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene.
I samme tidsrum brugte nordmændene
blot 0,6 ton antibiotika til produktion på over 400.000
tons laks og ørreder.
Fremtiden
Det nuværende fiskeopdræt
i traditionelle dambrug og flydende netbure har så mange
uheldige bivirkninger på vandmiljøet i Danmark,
at der næppe kan spås nogen stor fremtid for dem.
Uanset hvor dygtige dambrugerne
bliver, vil der altid være store negative konsekvenser
af produktionen - for dambrugenes vedkommende alene deres opstemning
af de jyske åer. Det ødelægger gydebetingelserne
for vildfiskene og kan ikke ændres uden at lave om på
selve dambrugenes fysiske opbygning. Det samme gælder forureningen
med antibiotika.
Moderne recirkuleret
fiskeopdræt med rensetromler og selvrensende bassiner.
Foto © Steen Ulnits
Og uanset hvor dygtige havbrugerne
bliver til at begrænse foderspildet i havet, så har
de ingen yderligere mulighed for at begrænse forureningen
med kvælstof og fosfor, algebegroningsmidler og antibiotika.
Det strømmer lukt gennem netmaskerne og ud i frivandet.
Skal dansk akvakultur have en
fremtid - og en ekspanderende sådan - må produktionen
omlægges til landbaserede anlæg, hvor fiskeopdrættet
kan ske under absolut kontrollerede forhold. Med recirkuleret
vand og et minimalt udslip af miljøfremmede stoffer til
omgivelserne. Men da bliver produktionen givet så dyr,
at vi ikke længere kan konkurrere med udlandet.
Dansk akvakultur præges
i dag af såvel en ny som en ældre generation fiskeopdrættere.
Sidstnævnte tilhører i sagens natur den gamle skole,
der ønsker at øge produktionen uden smålig
hensyntagen til konsekvenserne for vandmiljøet.
Men den nye generation er klar
over problemstillingen og har set skriften på væggen.
De har erkendt, at Danmark næppe har nogen fremtid som
storspiller og primærproducent på verdensmarkedet
- dertil er landet for lille og konsekvenserne for vandmiljøet
for store.
Til gengæld ser de en stor
fremtid i at være førende med produktionsteknik
og udstyr til fremtidens højteknologiske fiskeopdræt.
Herhjemme såvel som i udlandet. Den udvikling kunne staten
med fordel støtte. Det er her, fremtiden for dansk akvakultur
ligger.
© 2001 Steen Ulnits
|
