Faunaforurening
Historien vrimler med
eksempler på faunaforurening i fiskeverdenen. Her skal
blot refereres nogle få af de mere markante tilfælde
- dem, der har sat sig spor for eftertiden.
Fra øst til vest
I 1864 oprettede amerikanerne
det første ørredklækkeri i staten New York.
Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred.
I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i
de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger.
Indtil da havde det taget omkring
100 dage at komme med skib fra østkysten til vestkysten.
Panama-kanalen var endnu ikke bygget og skibene derfor nødt
til at runde det farlige Kap Horn - sydspidsen af Sydamerika.
Men med den nye jernbane tog
det i bedste fald kun en uge at nå tværs over Nordamerika.
Og det lykkedes derfor hurtigt at transportere en anden ørredart,
regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til
den mere befolkede østkyst.
De første transporter
af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold.
Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så
stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært
sig teknikken at transportere ørredæg over store
afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte
"øjenæg-stadie" er æggene ganske
robuste og tåler derfor transport af længere varighed.
Allerede i 1879 kom så
de første kildeørreder til Europa, nærmere
bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden
trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa,
og til Danmark kom de første regnbueørreder omkring
1890 - måske et par år senere.
Tyskland kvitterede for modtagelsen
ved at sende europæiske ørreder den modsatte vej
over Atlanten, og den dag i dag omtaler man flere steder i Nordamerika
disse fisk som "German browns".
Fra nord til syd
Vor hjemlige ørred havde
allerede da været genstand for et begrænset opdræt,
men den indførte kildeørred blev den første
art i et egentligt opdræt med salg for øje.
Kildeørreden måtte
dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden, som
er langt lettere at have med at gøre. Den tåler
højere vandtemperaturer, kan gå tættere i
dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et
kommercielt opdræt.
På den sydlige halvkugle,
som ikke huser laksefisk fra naturens hånd, kom både
ørreden og regnbueørreden til New Zealand - mellem
isblokke og ombord på dampskib. Mange æg døde,
men nok overlevede til at starte et opdræt med følgende
udsætninger i søer og vandløb.
Her slog den hurtigt an, og New
Zealand byder i dag på noget af verdens bedste ørredfiskeri
i søer og vandløb. Desværre på bekostning
af de indfødte "galaxider", som næsten
blev udryddet af de indførte ørreder. På
samme måde nåede laksefiskene hurtigt til Chile og
Argentina, som nu huser stærke bestande næsten overalt.
Fra Atlanten til Stillehavet
På samme måde som
regnbueørreden - med i modsat retning - blev den stribede
bars, der naturligt hører hjemme i Atlanterhavet på
den amerikanske østkyst, transporteret med jernbanen tværs
over Nordamerika og udsat i Stillehavet. Her slog den hurtigt
an og blev en af de mest succesfulde fiskemanipulationer eller
faunaforureninger i verdenshistorien.
De første stribede bars
ankom til Stillehavet i 1879, i form af 150 ungfisk på
5-10 cm. I 1882 ankom yderligere 300 fisk, denne gang 10-20 cm
lange. Blot tyve år senere, i 1899, blev der i garn fanget
over 500.000 kg stribet bars!
Erhvervsfiskeriet udviklede sig
imidlertid hurtigt til det rene rovfiskeri - med nedfiskning
af bestandene til følge. Senere kom forurening til, og
i dag er bestandene kun en skygge af tidligere tiders.
Den stribede bars ankom til vestkysten
sammen med den østamerikanske stamsild - kaldet "shad"
- som ligeledes hurtigt slog an og bredte sig nordover fra Sacramento
floden og op til den store Columbia River. Sidstnævnte
huser i dag verdens største bestand af stamsild med imponerende
5 millioner gydefisk.
Fra saltvand til ferskvand
Et andet eksempel på faunaforurening
er gravningen af Welland-kanalen, der forbandt og stadig forbinder
Great Lakes i USA/Canada med Atlanterhavet - med utilsigtet indvandring
af alewife, en lille sildefisk, og store havlampretter
til følge.
De nye havlampretter gjorde kort
proces med søernes naturlige bestande af rovfisk såsom
amerikansk søørred, gedde, aborre og sandart. Samtidig
eksploderede bestanden af alewife og var snart helt ude af kontrol
i sit nye miljø, da dens naturlige fjender - rovfiskene
- jo nu helt manglede.
Som biomanipulator blev først
stillehavslaks, siden steelhead og senest ørreder og laks
indført. Ikke blot formåede disse fisk at rydde
op i bestandene af skidtfisk, idet de selv var beskyttet mod
lampretterne på deres nye gydepladser i søernes
tilløb. De blev siden også genstand for et storstilet
sportfiskeri, der i dag omsætter for millioner af dollars
og beskæftiger i tusindvis af mennesker.
Fra udrydder til udryddet
Heller ikke Afrika er gået
ram forbi, hvad fiskemanipulation og faunaforurening angår.
Således blev den afrikanske
nilaborre i 1950'erne indført til den store Lake Victoria,
hvor den straks slog godt an. Så godt, at den på
få år formåede at decimere søens naturlige
fiskebestand ved at halvere antallet af oprindelige arter. Så
grådig en rovfisk er nemlig nilaborren.
Den velsmagende nilaborre blev
hurtigt selv genstand for et indbringende erhvervsfiskeri, der
nu har overfisket bestanden. Den indførte nilaborre er
i dag selv en truet art i søen, der nu også plages
af forurening fra omgivelserne...
Det går altid galt, når
mennesket piller ved naturen.
© 2009 Steen Ulnits
Interesserede bør også
læse artiklen om New Zealand
under "Rejser".
|
