En NOBEL fisker
Vi har besøgt den danske
Nobelpristager fra Århus, Jens Christian Skou,
som med sine 85 år stadig er en
meget aktiv lystfisker.
Det er de færreste danskere
forundt at få en vej opkaldt efter sig - i levende live.
Nogle har forsøgt at købe sig til det, men uden
held.
Men for én mand er det
lykkedes - i levende live og endda uden at gøre noget
målrettet for det. Det er naturligvis Jens Christian
Skou, som for seks år siden modtog den fornemste pris,
nogen forsker kan få - Nobelprisen.
Det var i biokemi, som Skou har
forsket i siden de tidlige år som hospitalslæge.
Det lykkedes ham nemlig at identificere den universelle Natrium-Kalium
(Na-K) pumpe, der findes i alle levende celler, og som står
for reguleringen af cellens indre miljø - det osmotiske
tryk, hvis man vil bruge det korrekte udtryk.
Det var Skous store interesse
for lokalbedøvende midler, der ledte ham på sporet
af Na-K pumpen. - Hvad var det dog, der skete på celleniveau,
når man bedøvede væv før en operation?
Som ung læge kom Skou nemlig i turnus på Hjørring
Centralsygehus, hvor han hurtigt fik lov til at operere. Og bedøvelsen
fascinerede den unge Skou.
Det blev til omkring 25 blindtarmsoperationer,
da stedets kirurgiske overlæge nemlig havde mange andre
gøremål. Det var i 1944, hvor englænderne
kastede våben ned over Nordjylland, og de skulle jo samles
op. Imens måtte den unge kandidat så operere på
livet løs. De betændte blindtarme skulle jo ud!
Detektivarbejdet
Det vil føre alt for vidt
at komme nærmere ind på forskningen, der førte
til Nobelprisen. Den tog adskillige år og lader ikke detektivarbejdet
i CIA, FBI og KGB det mindste efter. Blot skete forskningen på
molekylært plan og i laboratoriet.
Mange var kikserne, og flere
gange var Skou på nippet til at opgive. Men hver gang dukkede
der nyt op, som fik ham til at gå videre. Og efterhånden
dannede der sig et billede af mekanismen bag den lille Na-K pumpe,
som efterhånden blev identificeret. I 1957 fik han så
publiceret den artikel i et anset hollandsk videnskabeligt tidsskrift,
der for alvor placerede Jens Christian Skou i den forskningsmæssige
verdenselite.
Men der skulle gå rigtig
mange år, førend opdagelsen havde bundfældet
sig og dens konsekvenser for senere forskning fremstod klart.
I mellemtiden forskede Skou ufortrødent videre, raffinerede
metoder og kortlagde yderligere sammenhænge.
I 1997 kom så telefonopringningen
fra Nobelkomitteen, der skulle forandre Skous fremtidige liv
og virke. Han var blevet tildelt den fornemme pris og gik nu
ind i en lang periode med masser af virak om hans person - noget,
der slet ikke passer den lidt sky Skou. De mange, mange interviews
og forelæsninger, han fremover kom til at give og holde,
gik også ud over den aktive forskning.
Men det er prisen for prisen,
og i dag - knap syv år senere - har Skou da også
pensioneret sig selv som forsker på eliteplan. Han har
dog stadig sit kontor på Århus Universitet, og han
kommer da også næsten hver dag. Men med 85 år
syntes han efterhånden godt, han kunne tillade sig at gå
på pension at bruge mere tid på andre interesser
og hobbies end lige netop biokemien.
Livet som lystfisker
En af de helt store interesser
er lystfiskeriet. Jens Christian Skou er dog ikke lystfisker
fra barnsben af, selv om han allerede i en meget ung alder fangede
sine første makreller fra den jyske vestkyst. Familien
havde nemlig sommerhus ved Vesterhavet nær Lemvig, og hver
sommer kom store stimer af fede makreller helt ind under land
i deres jagt på sild og brislinger.
- Da kunne man fange alle
de makreller, man orkede, med bambusstang, snøre og en
krog omviklet med sølvpapir, husker Skou.
Interessen for lystfiskeri kom
dog først til langt senere - da han sammen med sin nuværende
hustru købte en sommerhusgrund på Mols. En pragtfuld
grund direkte ud til Ebeltoft Vig. Det var i 1970, hvor der på
grunden stod en lille beskeden jagthytte.
Året efter søgte
de om tilladelse til at bygge et sommerhus på grunden.
Tilladelsen var nødvendig, da grund og hus jo lå
inden for den byggefri 100 meter zone, der gjaldt dengang. Tilladelsen
kom i hus - underskrevet i selveste statsministeriet. En skriftlig
tilladelse, som familien Skou passer endog meget godt på!
Et dejligt træhus med en
bedårende udsigt over vandet blev bygget, og en lille sejlbåd
kom også til. Livet igennem havde Skou været meget
til friluftslivet - til blandt andet sejlsport, som han dyrkede
fra barnsben. Således havde han sammen med sin broder haft
en sejlbåd helt fra 1940.
Det samme gjaldt skisporten,
som også tog megen tid. Først i 1998 - efter 70
år på brædderne og løjperne - lagde
Skou skiene på hylden. Et brækket ben i den alder
var ikke lige det, han havde mest brug for. Det ville ikke mindst
hustruen Ellen-Margrethe vide, der har en baggrund som sygeplejerske.
Sejlsporten var tidligere blevet
stillet i bero, da samme hustru let bliver søsyg. Men
med det nye sommerhus og vandet lige uden for døren stak
Skou atter til søs. Her var et nyt revir - en helt ny
verden, der skulle udforskes med båd og fiskestang.
Fisk var der masser af i 1970'erne.
Man kunne fange alle de torsk, man ville, og der var krabater
imellem. Ikke mindst var der dengang store torsk på dybderne
ud for Sletterhage. Og satte man garn i Ebeltoft Vig, manglede
der aldrig rødspætter til middagsbordet - hverken
ens eget eller naboernes.
- Flere gange måtte
pigerne rundt i nabolaget for at afsætte alle de fisk,
vi fangede, husker Skou,
der i parentes har to døtre sammen med hustruen.
Fisk på pumperne
Det kan være svært
for almindelige dødelige at fatte, hvilken opdagelse Jens
Christian Skou egentlig fik prisen for: Natrium-Kalium pumpen.
Som fiskeinteresserede må
vi nøjes med at konstatere, at lige netop de små
Na-K pumper er altafgørende for fisk, der skal kunne opretholde
en konstant indre saltbalance i havvand af højere koncentration
end deres egen kropsvæske.
Således oplever de små
laks og havørreder en massiv opblomstring af netop Na-K
pumper i gællevævet, førend de som færdigudviklede
smolt er rede og i stand til at klare skiftet fra ferskvand til
saltvand.
Det var da også fisk, der
blev brugt i arbejdet med at identificere og forstå denne
universelle pumpemekanisme. Jagten var nu gået ind på
stoffet acetylcholinesterase, der findes i elektriske ål
fra Amazonas. De var i sagens natur ikke lette at få fat
i, men Jens Christian Skou fik en god kontakt i USA. Som ung
læge tog han derfor til USA i 1953 for at mødes
med en forskerkollega.
Han sejlede over Atlanten fra
Amsterdam, hvilket dengang tog hele 11 dage, hvoraf skibet lå
underdrejet i en storm i et helt døgn. Fra New York gik
turen til Boston - nærmere betegnet til det verdensberømte
Woods Hole Oceanographic Institute, hvor forskere fra hele verden
allerede dengang flokkedes.
Et af stedets trækplastre
var adgangen til friske blæksprutter, hvis gigantiske nervefibre
- kæmpeaxoner - gav og stadig giver enestående
muligheder for vævsundersøgelser i en størrelsesorden,
der er bekvem at håndtere. Opholdet på Woods Hole
var en stor oplevelse for den unge og håbefulde dansker,
som her ivrigt studerede det store bibliotek og mødte
mange spændende kolleger.
Krabber i kog
Hjemme igen i lille Danmark måtte
Skou se sig om efter nye forsøgsdyr. Blæksputter
var ikke lette at få tag i, men krabber var der til gengæld
mange af. Uheldigvis var de ikke lette at aflive. Slog man dem
med noget tungt, løb de enten videre - eller sad i knust
tilstand helt oppe på loftet...
Kogende vand viste sig som den
hurtigste og bedste måde at aflive krabberne på,
men Skous eksperimenter fik mange kommentarer med på vejen.
Ingen var således det mindste i tvivl om, hvornår
den kommende Nobelpristager var i gang med sine forsøg.
Stanken på instituttet var ikke til at overse...
Hurtigt samlede interessen sig
dog om nyrevæv, som har en meget stor koncentration af
netop Na-K pumper. Men nyrevæv er stærkt sammenfoldet
og dermed svært at håndtere i laboratoriet. Det fik
Skou til at kigge sig om efter forsøgsdyr med dårligt
udviklede nyrer - dyr, som derfor måtte have andre mekanismer
til regulering af saltbalancen.
Her faldt han over den store
sildehaj, der kompenserer for sine dårligt udviklede nyrer
med et speciel gatkirtel, som udskiller overskydende salte. Her
var et let håndterbart væv med masser af Na-K pumper.
Jens Christian Skou holder som
nævnt af livet udendøre og på havet. Det var
derfor helt naturligt for ham at tage til Skagen, hvor han fik
kontakt til en professionel hajfisker. Sammen tog de ud på
havet, satte kilometerlange krogliner og fyldte efterfølgende
båden med store sildehajer, hvis gatkirtler snart havnede
i Århus!
Skou havde nu væv til mange
forsøg, men det stod klart, at sildehajen ikke altid var
lige let at få fat i. Han fandt da ud af, at en anden hajart
- den lille pighaj, der hos fiskehandlerne sælges som "kongeål"
- forekom i langt større mængder og altid var til
at få fat i. Han tog derfor til Agger på den jyske
vestkyst og sikrede sig stabile leverancer af gatkritler fra
pighajer til sin forskning.
Det er således i høj
grad fisk, der har bragt Jens Christian Skous forskning så
vidt, at den til sidst belønnedes med Nobelprisen!
Den Permanente havørred
Er man århusianer, kender
man også Den Permanente - badeanstalten lige nord for havnen.
Et sted, som året rundt tiltrækker mange storbyboere.
Nogle dyrker vinterbadningens glæder - andre svinger fiskestangen
fra stensætningerne langs kystbanen.
Da Jens Christian Skou med frue
i sin tid købte hus i Risskov, fik han let adgang til
vandet ved Den Permanente. Det var nu inden for gåafstand
og blev ofte udforsket med fiskestangen. Dengang kunne man endnu
være alene om fiskeriet, og dengang kunne man næsten
altid fange sig en ret torsk fra stranden.
Så en dag rykkede det lidt
hårdere end sædvanligt. En fisk kæmpede iltert
for sit liv, og da den kom ind, gik det op for Skou, at han havde
fanget sit livs første havørred!
Fisken var halvmeterlang og sølvblank.
Hjertet hamrede i brystet på den nybagte havørredfisker,
som skyndte sig til nærmeste telefon for at ringe til sin
kone og fortælle hende om bedriften.
- Hun var imidlertid ikke
hjemme, men besøgte venner ude på Fødselsstiftelsen, husker Skou. Ellen-Margrethe Skou bekræfter
i baggrunden, at begejstringen var aldeles ægte, og supplerer
med, at fisken siden blev spist sammen med gode venner. En værdig
afslutning for en ellers permanent havørred!
Det skulle ikke blive den sidste
havørred, som Jens Christian Skou blev banemand for. Efterfølgende
var det i høj grad havørrederne i Ebeltoft Vig,
der måtte holde for, og af dem havnede mange siden oppe
på køkkenbordet i sommerhuset ved Fuglsø.
Tidlig trolling-fisker
Her tog Skou sin videnskabelige
indfaldsvinkel til tingene og trang til eksperimenter med ud
på vandet:
- Jeg havde en idé
om, at havørrederne skulle søges ude på dybt
vand, når vandet var varmt om sommeren.
- Jeg riggede derfor en stang
til med en af mine store torskepirke, som kunne komme ned i dybet.
Efter pirken bandt jeg et stykke line med en lille Mepps spinner.
Det hele trak jeg siden efter båden.
Teknikken virkede, hvilket Skou
dokumenterer med et billede af en flot havørred i 4 kg's
klassen - en af hans første fisk fanget under trolling,
hvilket dengang var et næsten helt ukendt fænomen
herhjemme.
Siden fattede han interesse for
åfiskeri og fluebinding. Tidligt fascinerede det ham, at
man af hår og fjer kunne frembringe fluer, der kunne lokke
fisk i fordærv, og tidligt begyndte han derfor at binde
sine egne fluer.
Hurtigt kom selve fluefiskeriet
til. Skou købte sågar en fluestang med tanke på
at bruge den i saltvand, hvilket i 1960'erne også var et
næsten ukendt fænomen herhjemme. Senere tog han kurser
i fluefiskeri på først Bornholm og siden Samsø,
hvor jeg selv havde fornøjelsen at undervise ham på
højskolen for et par år siden.
Ellen-Margrethe Skou var efterhånden
ikke så begejstret ved tanken om, at hendes mand med sin
relativt høje alder skulle rende alene omkring ved vandet.
Sæt nu, han faldt og ikke kunne komme op igen! Bedre blev
det ikke, da Skou fik lidt småproblemer med hjertet. Da
blev fruen for alvor nervøs.
Jens Christian Skou konsulterede
efterfølgende en hjertelæge på Skejby, som
moniterede ham og fandt problemet harmløst. Faktisk mente
han, at det nok mest var fruen, der havde et problem. Hjertelægen
løste derfor sagen ved at udskrive en recept på
en mobiltelefon, så Skou kunne ringe hjem fra fisketuren!
"Gråsejen"
En dag midt i 1990'erne sad Skou
og læste avisen. Han faldt da over en meget interessant
annonce, hvor man søgte pensionister til en fiskeklub,
så man sammen kunne tage ud at fiske.
- Det var lige noget for mig, husker han og reflekterede straks på
annoncen. En håndfuld interesserede mødtes og stiftede
det, der i dag er "Gråsejen" - en fiskeklub for
pensionister, der er både grå og seje. Hver onsdag
om vinteren mødes man og binder fluer, reparerer grej,
snakker fisk eller kigger fiskebilleder. Hver onsdag om sommeren
tager man ud at fiske!
Det var på en af disse
fisketure, som gik til Gudenåen i efteråret 2002,
at de gråseje fiskere fra Århus løb ind i
et sandt fiskeeventyr:
- Vi var tre mand afsted til
Jernbanesvinget ved Langå, og mine to medfiskere havde
allerede landet henholdsvis en laks og en havørred.
- Så blev det min tur,
og mit held var, at denne laks var større end de andres
fisk, smiler Jens Christian
Skou med slet skjult tilfredshed.
Fisken vejede flotte 5,3 kg -
en hunfisk fyldt med rogn. Sæsonen lakkede jo mod enden,
og gydetiden nærmede sig.
- Den skulle nok have været
sat ud igen, men jeg så først de store rognsække,
da jeg kom hjem med fisken.
Fisken tog en hjemmebundet Mickey
Finn flue og gav for alvor smag på mere laksefiskeri. I
2003 gik turen så til Norge, hvor den store lakseelv Namsen
måtte lægge vand og laks til 10 personers fiskeri
i 14 dage.
Solen bagte ned, så de
korte bukser måtte frem og tiden mellem fiskepassene tilbringes
på skyggefulde steder langs elven. Det lykkedes Skou at
tabe en stor laks i den hårde strøm, inden han fik
en mindre grilse på 1,5 kg sikkert på land og med
hjem i fryseren.
En ny laksefisker var født
- endda en Nobel én af slagsen!
© 2004 Steen Ulnits
Danske Nobelpristagere gennem
tiden
Som det fremgår
af nedenstående liste, så har vi her i Danmark stolte
traditioner for Nobelpristagere. Ikke mindst på områderne
medicin, fysik og litteratur er vi stærkt repræsenteret:
1903: Niels Finsen, medicin
1908: Fredrik Bajer, fredsarbejde
1917: Karl Gjellerup, litteratur
1917: Henrik Pontoppidan, litteratur
1920: August Krogh, medicin
1922: Niels Bohr, fysik
1926: Johannes Fibiger, medicin
1943: Henrik Dam, medicin
1944: Johannes V. Jensen, litteratur
1975: Aage Bohr, fysik
1975: Ben Mottelson, fysik
1984: Niels Kaj Jerne, medicin
1997: Jens Chr. Skou, kemi
|
