Drivhuseffekten
Intet nyt under
solen, om man så må sige,
men mere aktuel end nogensinde.
Også ozonlaget viser sig nu at være involveret...
Siden industrialiseringen
tog fart i forrige århundrede, er indholdet af kuldioxid
i atmosfæren steget måleligt - fra omkring 250 ppm
før industrialiseringen til omkring 350 ppm idag. Altså
en stigning på ikke mindre end 40% i løbet af godt
et århundrede.
(ppm
= parts per million = f.eks. mg/kg)
Årsagen
er det store energiforbrug, som industrialiseringen førte
med sig. Energien skaffes primært ved forbrænding
af fossile brændstoffer såsom kul, olie og gas. Ved
forbrænding af organisk stof - heriblandt de fossile brændstoffer
- dannes kuldioxid og vand samt forskellige oxider. Disse forbrændingsprodukter
slippes ud i atmosfæren fra stadig højere skorstene,
hvorfra de af vejr og vind føres viden om.
- Ny istid
eller global hedebølge?
Dommedagsprofetier
er altid godt stof, og det har da heller aldrig skortet på
forudsigelser af mere eller mindre fantasifuld art om jordens
fremtid - fra nye istider til globale hedebølger.
Idag tyder alt
på, at det sidste meget vel kan gå hen og blive tilfældet
- hvis vi altså ikke vælger at gribe ind. Problemet
er nemlig menneskeskabt. Eller rettere: Vi skubber til en udvikling,
som jorden har undergået i millioner af år - fra
at være en kold og gold planet til at være den levende
jord, vi kender idag.
Universet formodes
at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år gammelt.
Jorden derimod er "bare" 4,5 milliarder år...
For mere end 3 miliarder år siden viste så de første
tegn på liv sig - i form af primitive bakterier og blågrønalger.
Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere - til ud
fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille
fri ilt.
Fri ilt eksisterede
ikke tidligere - den kom først til med fotosyntesen. Det
var denne ilt, der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære,
vi kender idag - med et iltindhold på omkring 20%. Uden
den nuværende atmosfære var udviklingen frem til
idag aldrig startet, for uden ilt eksisterer intet højere
liv på jorden.
Men udviklingen
frem mod en beboelig planet begyndte langt tidligere. Vi skal
derfor helt ud i verdensrummet for at se, hvordan livet på
jorden opstod - og hvordan det ellers kunne gå eller være
gået:
Mellem Venus
og Mars
Ser vi på
vore naboplaneter i solsystemet, viser drivhuseffekten sig tydeligt.
Af de ni planeter i vort solsystem ligger Venus mellem os og
solen - tre fjerdedele så langt fra solen som jorden. På
denne afstand ville solen kunne opvarme Venus til max. 90 grader
Celsius - hvis ikke Venus havde lidt af en voldsom drivhuseffekt.
Talrige vulkanudbrud
gav i tidernes morgen Venus en atmosfære af vanddamp og
CO2. På grund af den i forvejen høje temperatur
fordampede havene på planeten, og dermed frigjordes al
den CO2, som var bundet her. Det øgede indhold af vanddamp
og CO2 satte yderligere skub i drivhuseffekten, som efterhånden
løb løbsk.
Resultatet blev,
at Venus idag har en meget tæt CO2 atmosfære og en
overfladetemperatur på ikke mindre end 450 grader C. Altså
en temperaturstigning, der er til at tage og føle på:
plus 360 grader C på grund af drivhuseffekten!
På den
anden side af jorden - altså længere væk fra
solen end jorden - ligger Mars. Det er en planet med en meget
tynd CO2 atmosfære og en overfladetemperatur på -
40 grader C. Altså permafrost fra øverst til nederst.
Uden en atmosfære ville solen kunne opvarme Mars til max.
- 50 grader C. Vanddamp fra tidligere vulkanudbrud frøs
straks til is, og den frigivne CO2 kunne ikke i sig selv starte
en drivhuseffekt af betydning. Mars forblev derfor en kold planet.
Midt mellem Mars
og Venus ligger så vor egen jord med en gennemsnitstemperatur
på 15 grader C. Jorden startede i sin tid med en temperatur
på - 25 grader C - koldt, men alligevel så varmt,
at en del vanddamp fra tidlige vulkanudbrud kunne forblive på
dampform.
Sammen med CO2
formåede denne vanddamp at starte en afbalanceret drivhuseffekt,
som langsomt varmede jorden op til den temperatur, vi har idag.
En temperatur, som sammen med ilt og vand tillader udviklingen
af højere liv - som har gjort jorden til den karakteristiske
"blå planet" i verdensrummet.
Drivhuseffekten
Uden en drivhuseffekt
ville jorden således være op mod 40 grader koldere,
end tilfældet er idag. Det viser beregninger foretaget
af klimaforskere og astronomer i fællesskab. Og 40 grader
koldere (- 25 grader C) ville der næppe være meget
liv på jorden.
Drivhuseffekten
skyldes i al sin enkelhed, at kortbølget og energirigt
sollys trænger ned gennem atmosfæren og rammer jorden,
som så opvarmes. Vi kender jo alle virkningen af solens
varmende stråler.
Den opvarmede
jord afgiver så langbølget varmestråling,
der imidlertid er langt mindre energirig end solens stråler.
Varmestrålingen kan derfor ikke trænge igennem skydækket,
men må pænt blive nede i vor atmosfære, som
således opvarmes mere og mere. Jo flere skyer - bestående
af vanddamp eller andre gasser - desto bedre lukkes der af for
varmestrålingen til verdensrummet.
Effekten kaldes
meget rammende for "drivhuseffekten", da det er præcis
det samme, som foregår i et drivhus. Fra naturens hånd
er det primært CO2, der forårsager denne opvarmning
af jorden, men også methan fra sumpområder og drøvtyggere
(køer!) er medvirkende årsag.
Det samme er
de såkaldte CFC-gasser - heriblandt freon fra køleskabe
og frysere - som også har en nedbrydende effekt på
det ozonlag, der beskytter os mod solens skadelige UV-stråler.
Pudsigt nok er ozon selv også en medvirkende årsag
til drivhuseffekten.
Jordens udvikling
fra en gold og kold planet til dagens levende organisme er således
en meget langstrakt opvarmningsproces, som står på
den dag idag - blot har vi her i det sidste århundrede
selv speedet processen ikke så lidt op med vore udledninger.
"El Niño"
og "La Niña"
Fra den varme
havstrøm "El Nino", som regelmæssigt hærger
farvandet ud for Chile og Peru, kender man til de ødelæggende
virkninger af temperaturstigninger i havstrømmene. Hver
gang, "El Nino" dukker op, ødelægges fiskeriet
totalt i kortere eller længere perioder.
Mere og mere
tyder på, at Jordens klima i vid udstrækning udspringer
fra Stillehavet ud for Sydamerika. Det er her, fænomenerne
"El Niño" og den efterfølgende "La
Niña" tager deres udspring. Fra den varme havstrøm
"El Niño", som regelmæssigt - med 3-7
års mellemrum - hærger farvandet ud for Chile og
Peru, kender man til de ødelæggende virkninger af
temperaturstigninger i havstrømmene.
Hver gang, "El
Niño" dukker op, ødelægges fiskeriet
totalt i kortere eller længere perioder. Med noget nær
katastrofale konsekvenser for det lokale erhvervsfiskeri, som
lammes totalt, mens det står på og fiskene er væk.
Efter hver varm
"El Niño" kommer der en kold "La Niña"
- en efterfølgende periode, hvor havstrømmen igen
afkøles. Hvor koldt havvand i stedet føres usædvanligt
langt nordpå mod Indonesien.
Denne evige skiften
påvirker verdens klima langt mere, end man først
har antaget. Det er den, der i vid udstrækning afgør,
om man i Asien får hedebølge og tørke eller
voldsomme regnskyl og oversvømmelser.
Nye kulderekorder
- trods opvarmning
Vi har i de sidste
to år oplevet rekordhøje temperaturer på verdensplan
- efter alt at dømme forårsaget af en tiltagende
drivhuseffekt.
I vinteren 98-99
oplevede vi imidlertid nogle af de mest ekstreme kuldegrader
nogensinde - eller i hvert fald i mands minde. Således
blev der i januar '99 sat kulderekord flere steder på den
nordlige halvkugle. I det vestlige Sibirien nåede man helt
ned på 55,6 minusgrader, mens man i det nordlige Finland
kunne måle 51 minusgrader. I Nordsverige måtte man
"nøjes" med minus 50,3 grader Celsius.
Umiddelbart kunne
man forledes til at tro, at disse ekstreme kuldegrader tydede
på det stik modsatte af drivhuseffekten - at de måske
i stedet var forløbere for en ny istid. Alt tyder dog
stadig på, at det er drivhuseffekten, der vinder. De ekstreme
kuldegrader er blot resultatet af den seneste "La Niña"
og den deraf følgende afkøling inden næste
"El Niño".
Et eksempel på,
at det globale vejr bliver mere voldsomt i takt med drivhuseffekten.
Udsvingene mellem regn og tørke, kulde og varme bliver
helt enkelt større i takt med, at den globale middeltemperatur
stiger.
Ozonlaget
og drivhuseffekten
Det viser sig
nu, at hullet i ozonlaget over Antarktis er større end
nogensinde. I 1998 har hullet nået en størrelse
på ufattelige 27 millioner kvadratkilometer, hvilket omtrentligt
svarer til Afrikas samlede område - eller tre gange Australiens.
Men ikke nok
med det. Hullet har også haft en så stor størrelse
længere end nogensinde tidligere. Således var det
første gang, at hullet over Antarktis i mere end 100 dage
dækkede et område på mere end 10 millioner
kvadratkilometer. Også hullet over Nordpolen var større
end tidligere. Hullerne i ozonlaget opstår typisk ved polerne,
hvorom Jorden jo roterer.
Det er ozonlaget,
der beskytter livet på Jorden mod Solens skadelige UV-stråler.
Som blandt andet sørger for, at vi ikke får hudkræft.
Som sørger for, at dyr og planter ikke undergår
uheldige mutationer på grund af UV-strålerne. Ozonlaget
består af O3 molekyler, som spaltes til almindelig ilt
(O2 og O) af kemiske stoffer som eksempelvis freon. Freon er
en såkaldt CFC-gas. Det er en almindeligt accepteret kendsgerning,
at udledning af menneskeskabte CFC-gasser fra industrien har
en meget hurtig og meget skadelig effekt på ozonlaget.
Derfor besluttede
verdenssamfundet allerede for flere år siden, at de skadelige
gasser skulle fases ud hurtigst muligt - hvilket faktisk også
er sket. Alligevel vokser hullet i ozonlaget stadig støt
- helt som forudsagt. Videnskaben har nemlig forudsagt, at hullet
i ozonlaget fortsat vil vokse nogle år eller sågar
årtier ind i det nye årtusinde - trods stop for udledningerne.
Det har på
det seneste vist sig, at der også er en direkte sammenhæng
mellem drivhuseffekten og så ozonlaget. Således ved
man, at ozonlaget ligger i stratosfæren - i 10-50 km's
højde. Man ved også, at hullet i ozonlaget først
opstår, når temperaturen om vinteren falder til under
minus 80 grader Celsius. Ved højere temperaturer lukker
hullet igen. Når temperaturen falder til under minus 80
grader, dannes der specielle stratosfæriske skyer over
polerne. Det er på oversiden af disse skyer, at den skadelige
ozon-nedbrydning finder sted - her, at O3 spaltes til O2 og O.
Det interessante
er nu, at det med en tiltagende drivhuseffekt og den deraf følgende
opvarmning faktisk bliver koldere om vinteren oppe i stratosfæren.
Og jo koldere det bliver, desto større bliver hullet i
ozonlaget. Altså bliver hullet større i takt med
drivhuseffekten...
- Konsekvenserne?
Der kan remses
mange mulige konsekvenser op af en tiltagende drivhuseffekt.
Vi ved med sikkerhed, at den globale middeltemperatur er steget
fra 14,6 grader i 1880'erne til 15,3 i 1980'erne. Fortsætter
den nuværende udvikling, spår flere forskere om en
temperaturstigning på ca. 3 grader i løbet af de
næste 100 år.
En så markant
temperaturstigning vil få dramatiske konsekvenser for det
globale miljø. Det vil også langt mindre temperaturstigninger,
når vi taler om miljøet ved Arktis og Antarktis,
hvor jordens største ferskvandsreserver ligger - i form
af is ved polkalotterne. Så såre temperaturen stiger,
begynder ismasserne at smelte - og verdenshavene at stige tilsvarende.
Vi ved, at verdenshavene
siden sidste istid for små 20.000 år siden er steget
med mere end 100 meter på grund af afsmeltning af isen
ved polkalotterne. Vi ved også, at drivhuseffekten vil
forøge denne afsmeltning. Vi ved blot ikke hvor meget.
Man har talt
om stigninger i verdenshavene på op til 6-7 meter, men
der skal langt mindre til for at anrette katastrofer i mange
lande verden over. Selv en så begrænset stigning
i vandspejlet som 50 cm er nok til at sætte mange atoller
i de tropiske have under vand. Og til at forårsage store
oversvømmelser i lavtliggende landområder.
Vi ved, at havoverfladen
i dette århundrede er steget knap 20 cm. En del af forklaringen
herpå er, at isen ved polerne smelter med knap 1 cm om
året. En anden del af forklaringen er, at vandet simpelthen
fylder mere, når temperaturen samtidig stiger. Stigningen
i verdenshavenes vandspejl går således hurtigere,
end man hidtil har regnet med.
I de kolde arktiske
og antarktiske farvande er situationen en anden. Her vil nogle
organismer - det være sig dyr eller planter, fugle eller
fisk - kunne profitere på en højere vandtemperatur.
Således må man regne med, at atlanterhavslaksen vil
øge sin udbredelse i nord - med bedre fødemuligheder
til følge. Omvendt vil et pattedyr som hvalrossen få
ødelagt en stor del af sine jagtområder på
det lavere vand nær isen.
Under alle omstændigheder
vil en øget drivhuseffekt ændre på det globale
miljø - på godt eller ondt - i forhold til det nuværende.
Det ser desværre ud til, at de negative sider klart vil
være større end de positive, og derfor ønsker
verdenssamfundet at bremse drivhuseffekten.
Forholdsregler
Der er således
ved at være enighed blandt klimaforskere om, at drivhuseffekten
er med til at forstærke de omtalte svingninger i havstrømmenes
temperatur - at vores udledning af CO2 i den vestlige verden
således er direkte med til at øge antallet af tropiske
storme, som hærger fattige områder af verden.
På det
store miljøtopmøde i Kyoto, Japan enedes man derfor
om en række tiltag, der skal bremse drivhuseffekten. Efter
mange og lange sværdslag - igen ville uden videre give
afkald på deres nuværende goder, amerikanerne da
slet ikke - enedes man om, at udledningen af CO2 skal reduceres
med 5% frem til år 2010. Dette i forhold til udledningerne
i 1990. Senest har endog USA accepteret aftalen.
Industrilandene
skal reducere med 6-8%, mens U-landene må udlede mere som
et led i deres udvikling. Samtidig har man indført CO2
kvoter, som gør det muligt at handle med udslippene -
præcis som man idag handler med fiskekvoter. Således
er det nu muligt for et industriland at eksportere sig ud af
problemerne - ved eksempelvis at investere i ren teknologi i
U-landene. Den CO2 besparelse, man opnår herved, kan man
så trække fra hjemme i sit eget land...
Man har dog i
skrivende stund ikke fået klare regler for, hvor meget
der må handles med CO2 kvoter, samt hvordan man gør
CO2 besparelserne op, når der ikke samtidig sker reelle
reduktioner i ens eget land. Man taler dog om, at der kan udstedes
forbud mod at handle med CO2 kvoter, dersom man ikke også
selv reducerer udslippet - inden for egne landegrænser.
Det skal blive
spændende at se, om verden kan enes om en samlet og ikke
mindst effektiv indsats mod den globale drivhuseffekt. Om vi
mennesker langt om længe er blevet globale og sociale nok!
Dele af ovenstående
tekst er uddrag fra min bog "Fisken og Vandet" tilbage
fra 1985. Aktuelt stof selv idag - snart 15 år senere.
Klik under "Bøger" for at læse mere om
denne bog.
©
Steen Ulnits 1999
(november 1998)
Ny klimamodel
lanceret
Det ansete engelske
institut for meteorologi, Headley Center, har netop lanceret
en helt ny klimamodel, der tager højde for mange af de
misvisninger, som tidligere modeller har indeholdt. Blandt andet
tager den højde for, at den nuværende rensning af
brændsel og røg for svovl - det hindrer svovlsyre
i nedbøren og en deraf følgende forsuring af søer
og vandløb - rent faktisk er medvirkende til at øge
drivhuseffekten...
Den nye klimamodel
konkluderer blandt andet følgende konkrete om effekten
af drivhuseffekten og den fremtidige temperaturudvikling:
1) I løbet
af bare 50 år kan vi forvente en stigning i vandstanden
i verdenshavene på mere end 20 cm - primært på
grund af øget afsmeltning af isen ved polerne.
2) Om 50 år
vil 170 millioner mennesker have problemer med at skaffe drikkevand
- dels på grund af det stigende vandspejl i havet, dels
på grund af ændringer i nedbøren.
3) Om 50 år
vil mindst 20 millioner mennesker være truet af oversvømmelser,
som går over eller gennembryder etablerede diger.
4) I løbet
af de næste 100 år vil temperaturen på verdensplan
stige med omkring 3 grader - et gennemsnit for hele jordkloden.
5) Temperaturen
vil stige og nedbøren falde så meget, at mange tropiske
regnskove vil gå voldsomt tilbage. Træerne kan ikke
længere binde CO2, og temperaturen stiger.
6) Næsten
20% af Afrikas befolkning vil lide af kronisk sult.
7) Malaria
vil brede sig fra Afrika til Nordeuropa.
Hvis ikke disse
dystre spådomme er nok til at få verdens politiske
beslutningstagere til at gøre noget konkret ved drivhuseffekten,
så ser det i sandhed skidt ud for denne blå planet...
Læs i den
forbindelse gerne notitsen "Lomborg og lommeregneren"
under "Aktuelt" for 4. kvartal 1998.
©
Steen Ulnits 1999
(december 1998)
|
