|
Fornyet debat om dambrugsfisk
Debatten om fisketegnet og brugen
af midlerne herfra er atter blusset op. Det diskuteres, om forholdet
mellem vildfisk og tamfisk er baseret på etablerede facts
eller religiøse holdninger.
I en tendentiøs artikel,
der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken,
konstaterede journalisten, at "Dambrugsfisk er nogle skvat".
Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke
har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene.
Mærkeligt at skulle læse noget sådant på
forsiden af en ellers frisindet avis.
Genetisk overlegne vildfisk
Karup Å er som bekendt
Danmarks ubestridte havørredå nummer ét.
Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg.
Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra - en fisk på
14,4 kg taget på devon i 1939.
Karup Å er samtidig en
af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige
gydepladser i såvel hovedløb som sideløb.
Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt,
som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store.
Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager
fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt
og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.
DFU har skælmateriale liggende
fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu
undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende
resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens
havørreder tilhører åens naturlige stamme.
Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis
af tamørreder ud i åen - fisk, som derfor burde
være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig
lige så godt i det fri som åens vildørreder,
burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder
- men udgør altså kun 10%.
DFU bruger nu disse resultater
til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning
af opdrættede dambrugsfisk. Der skal - hvis overhovedet
- kun udsættes fisk opdrættet på åens
egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre
i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme,
man kan avle på.
Det er værre på øerne
og helt galt på Sjælland, der - hvis DFU får
held med deres planer - fremover må vinke farvet til de
ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri
på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel
på egnede gydepladser.
Slut med udsætninger
af tamfisk
Senere blussede debatten op igen
efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten - en artikel
om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland.
Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid
mange nu mener truet.
Det såkaldte Wilhjelm-udvalg
barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række
forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne
var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og
at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere
racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne
stammer.
Denne anbefaling medførte
et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man
stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere
tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland,
hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her
baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger,
da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter
naturmetoden.
En af konsekvenserne af anbefalingerne
fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte
til udsætningsarbejdet - med midler fra det obligatoriske
fisketegn - nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode
havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed
ophøre - til stor ærgrelse for lokale lystfiskere
og fisketegnsbetalere.
Det er planerne, at udsætningerne
skal fortsætte - dog fremover baseret på opdræt
af fisk fra lokale vandløb. Imidlertid er der ikke udsigt
til, at man kan skaffe blot tilnærmelsesvis med originalt
udsætningsmateriale. Så selv om der loves fortsatte
udsætninger i samme størrelsesorden som hidtil -
har man ikke de fornødne fisk i de fornødne mængder.
I hvert fald ikke nu.
40 års praktisk erfaring
I den nævnte JP- artikel
citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning
(IØ), Thomas Sørensen, for følgende:
"Vor tids fiskeribiologer
åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ's
erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse
- det sekteriske - for eller imod racehygiejne. Men er der ikke
overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien
forkert. Det er logik.
Hvilken dokumentation bekræfter,
at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning
og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb,
der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe
fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt."
IØ har i 40 år stået
for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets
bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger
således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger
af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig.
Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har
derimod ikke mange år på bagen.
Mange mener da også, at
den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af
tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser
på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra
fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.
© 2002 Steen Ulnits
|
