|
Columbia River
Columbia River er et af de vigtigste
vandsystemer for stillehavslaksene i Nordamerika. Men hårdt
ramt af dæmningsbyggeri.
Den vestvendte Columbia River,
der løber nær grænsen mellem USA og Canada,
er et af verdens absolut største vandsystemer.
Deschutes River, Oregon
- tilløb til Columbia River
1.243 miles er der fra udspringet
i Canada til udløbet i Stillehavet, og det samlede afstrømningsområde
er på størrelse med hele Frankrig. Floden gennemløber
undervejs syv stater i USA og én provins (BC) i Canada.
Columbia River er også
et af de vandsystemer, der gennem tiderne har betydet mest for
dels de oprindelige beboere i Nordamerika, indianerne, dels nybyggerne
og deres kolonisering af "The Wild West".
Indianerlaks
Oprindelig var indianerne langs
Columbia River og dens mange tilløb helt afhængige
af den årlige opgang af stillehavslaks. Dem fangede de
i net og med spyd ved naturlige fald som Sherars Falls og Kettle
Falls, hvorefter fangsten blev tørret til vinterforråd.
Man regner med, at der dengang
hvert år vendte 10-15 millioner stillehavslaks tilbage
til Columbia River for at gyde og dermed sikre slægtens
beståen. De største kongelaks, der vandrede op i
juni og vejede 20-30 kg, tog hele vejen op til udspringet i Canada.
En rejse på imponerende 1.000 miles.
Siden blev den massive lakseopgang
i Columbia River grundlaget for et erhvervsmæssigt fiskeri
af dimensioner. Således blev der i 1880-1890 årligt
landet 43 mio. lbs. stillehavslaks og havvandrende regnbueørreder
(steelheads) ved mundingen af den store flod.
I 1930'erne - før de første
store opstemninger og dæmningsbyggerier langs Columbia
River - blev der stadig landet omkring 25 mio. lbs. laks og ørreder
årligt. Mennesket havde således gjort et mærkbart
indhug i bestanden med sit fiskeri, men stadig var producenten
- Columbia River med de endnu intakte gyde- og opvækstpladser
- intakt.
Grand Coulee Dam
Sådan er det ikke længere.
I dag er fiskebestanden i Columbia River med tilløb blot
en skygge af tidligere tiders. Det skyldes bygningen af 14 gigantiske
opstemninger på Columbia River's hovedløb samt mere
end 250 andre opstemninger på tilløbene. Byggerier,
som alle - trods store fisketrapper - har ødelagt gydepladserne
eller hindret gydefiskene adgangen til dem.
Således udraderede bygningen
af den gigantiske Grand Coulee Dam i 1941 med ét slag
den stamme af kæmpestore kongelaks, som gydede længst
oppe i Columbia River. Flodens øvrige fisk mistede ved
samme lejlighed adgangen til 1.000 miles produktivt vandløb,
da Grand Coulee Dam er 550 fod høj og fra starten ingen
fisketrapper havde.
Opstemningen af Columbia floden
skabte samtidig den 150 miles lange Franklin Roosevelt Lake,
der fungerer som vandmagasin for Grand Coulee's næsten
ufatteligt store turbiner.
Fiskebestanden ligger derfor
nu i respirator og opretholdes udelukkende ved millionstore udsætninger
af lakseungfisk, hvoraf mange fragtes nedstrøms i store,
specialbyggede flåder - uden om de utallige opstemninger,
som byggedes i sidste halvdel af det netop forgangne århundrede.
Uden denne flådning ville
langt de fleste fisk dø undervejs - ødelagt af
en sprængt svømmeblære under passage af turbinerne,
kvalt af dykkersyge i det kvælstofovermættede bundvand,
som lukkes ud af opstemningerne, eller ædt af rovfisk i
og neden for vandmagasinerne.
20% vildfisk tilbage
Fiskeribiologerne regner med,
at fiskebestanden i Columbia River i dag maksimalt består
af 20% vildfisk. De resterende 80% er tamfisk opdrættet
i dambrug.
Årligt udsættes op
mod 100 millioner laksesmolts som kompensation for de mistede
gydepladser. Heraf flådes 15-20 millioner uden om de farlige
opstemninger.
Men trods en 98% overlevelse
under flådningen nedstrøms er det gennem årene
aldrig lykkedes at nå op over de 2% tilbagevendende gydemodne
fisk, som er det absolutte minimum for fiskebestandens opretholdelse.
Under 1% af tamfiskene vender tilbage. De klarer sig simpelthen
ikke godt nok i den frie natur.
Så går det langt
bedre med overlevelsen hos de relativt få tilbageværende
vildfisk. Det ses tydeligt på den frit flydende del af
hovedløbet, der findes nær Hanford Site i staten
Washington. Her blev der under Anden Verdenskrig og frem til
den kolde krigs afslutning i 1989 udviklet plutonium til fremstilling
af atomvåben. Her har man gennem årene deponeret
ikke mindre end 200 millioner liter radioaktivt spildevand, hvoraf
en ukendt del er lækket til omgivelserne.
Således regner man med,
at der i dette område findes et areal på 160 km2,
som er forurenet med det radioaktive spildprodukt tritium,
men dette til trods huser netop denne strækning af hovedløbet
den suverænt største bestand af vilde stillehavslaks.
Omkring 30.000 laks vender hvert
år tilbage for at gyde netop på denne strækning,
hvilket fik ekspræsident Clinton til at frede den 51 miles
lange strækning og dermed friholde den for fremtidig udbygning.
Strækningen blev helt enkelt erklæret et "National
Monument".
Slangen i Paradiset
Man regner med, at omkring en
tredjedel af samtlige fisk i Columbia River vandsystemet oprindeligt
kom fra Snake River, der med sine 1.038 miles er det længste
tilløb til den store Columbia.
Snake River har sit udspring
i Yellowstone National Park og løber på sin vej
mod Columbia River gennem store øde områder. Den
har fra naturens hånd de bedste gyde- og opvækstbetingelser
for laksefiskene og huser da også stadig størsteparten
af de kun 200.-300.000 tilbageværende vildlaks i hele vandsystemet.
I 1950 var der stadig en bestand
af vildfisk på omkring 130.000 individer, men efter dæmningsbyggerier
så sent som i 60'erne og 70'erne er bestanden nu decimeret
til 15.000 fisk.
Denne dramatiske reduktion skyldes
primært bygningen af fire mindre dæmninger på
den nedre del af Snake River - dæmninger, som ganske vist
producerer elektricitet via vandkraft, men hvis opstemninger
primært bruges som transportveje for landbruget, der her
flåder deres afgrøder afsted til absolut lavpris.
Det er landområder, hvor
der primært dyrkes hvede og kartofler til amerikanske pommes
frites - French fries.
Det er således en mindre
del af befolkningen omkring Snake River, der er afhængige
af eller profiterer på opstemningerne. Og derfor er der
nu folk på barrikaderne, som foreslår netop de fire
seneste dæmninger på Snake River fjernet, så
laks og ørreder atter kan befolke dette oprindeligt så
produktive vandløb. 140 miles vandløb vil da atter
blive tilgængeligt for laksefiskene.
- Fish or French fries?
En meningsmåling viste
for nylig, at 40% af lokalbefolkningen går ind for en sådan
fjernelse af dæmningerne med efterfølgende genskabelse
af vandløbet. 40% er klart imod, mens 20% ikke ved, hvad
de skal mene. Fifty-fifty altså i spørgsmålet
"Fish or French fries?"
Army Corps of Engineers - USA's
svar på Hedeselskabet - har estimeret, at en nedlæggelse
af disse dæmninger vil koste omkring 3.000 fuldtidsjobs
og skabe 2.300 andre fuldtidsjobs samt over 20.000 jobs af kortere
varighed. Rent samfundsøkonomisk er der således
ingen reel grund til at holde sig tilbage fra en fjernelse. Spørgsmålet
er i dag af ren politisk karakter.
En af ekspræsident Bill
Clinton' sidste handlinger var, da han i december 2000 afsatte
7.8 milliard dollars til en delvis restaurering af Kissimmee
floden, der gennemløber størsteparten af Everglades
i Florida.
Her er det sukkerdyrkerne, der
har opstemmet floden og i dag bruger så stor en del af
vandet - 1.7 milliarder gallons om dagen - at Florida Bay nu
er ved at kvæles i giftige kemikalier og algeblomst. Landbruget,
som i lighed med sagen ved Snake River er ved at tage livet af
et vigtigt økosystem.
Heldigvis ser det dog nu til,
at vinden er ved at vende - at befolkningen nu er ved at indse
det uholdbare i et fåtal farmeres mishandling af naturen
for ussel mammons skyld. Så måske kan også
Snake River få noget af det liv tilbage, som kartoffeldyrkerne
har taget fra den.
Uheldigvis har USA så i
mellemtiden i George Bush fået en ny præsident, der
gør alt for at sabotere retablering af miljøet...
© 2001 Steen Ulnits
|
