Hot Air & Cool
Cash
Der er varm luft i
lange baner - og på flere måder - når verdens
lande skal reducere deres udledning af CO2. Nogle mere end andre
og ofte på meget forskellig vis...
Det vakte berettiget opsigt og
mange forskelligartede kommentarer, da EU-Kommissionen i januar
kom med sit længe ventede eller frygtede klimaudspil. Udspillet
betød nemlig to ting:
- at EU's samlede udledning
af drivhusgasser i 2020 skal være reduceret med 20% i forhold
til 1990
- at 20% af energiforbruget i 2020 skal være dækket
af vedvarende energi af den ene eller anden slags
20/20 i 2020
Ikke uventet fik klimaudspillet
meget forskelligartede kommentarer med på vejen. Vindmøllegiganten
Vestas i Randers blev naturligvis begejstret over udspillet,
som favoriserer virksomhedens vindmøller. Cementgiganten
Aalborg Portland, der er en stor energiforbruger, var langt mindre
begejstret.
Fremover vil det nemlig være
sådan, at retten til at belaste vort globale klima med
udledning af drivhusgasser skal købes - endda på
auktion, hvor højestbydende løber med retten til
at forurene. Indtægterne fra købet af en såkaldt
klimakvote - retten til at udlede en vis CO2-mængde
- skal så kanaliseres tilbage til forskning inden for og
støtte til udvikling af den vedvarende energi.
Men her i Danmark, hvor vi jo
ser os selv som de helt store frontløbere inden for miljøpolitikken,
har vi forpligtet os yderligere. Vi har frivilligt forpligtet
os til, at hele 30% af energiforbruget i 2020 skal være
dækket af vedvarende energiformer. En ambitiøs plan,
som her og nu kommer til at koste penge, men som på sigt
givet vil være en rigtig god investering.
På denne måde erhverver
vi os nemlig en indsigt i og viden om emnet, der siden kan danne
grundlag for en eksport af danske produkter og teknologier. Vi
har allerede set det med vindmøller og vandrensning, og
flere områder vil komme til.
Varm luft og kolde kontanter
Den globale klimaaftale, Kyoto-protokollen
også kaldet, blev underskrevet af 149 forskellige lande
i 1997. EU-landene skulle tilsammen reducere deres udledning
af CO2 med 8% inden 2012. USA, der er verdens største
energiforbruger og CO2-udleder, skulle reducere med 7%, mens
det nye Rusland fik lov til at nøjes med status quo.
Amerikanerne forregnede sig imidlertid.
De havde regnet med at kunne købe billige CO2-kvoter fra
russerne, som havde hårdt brug for pengene. Imidlertid
lykkedes det overraskende hurtigt russerne at skære 37%
af deres udledning - ene og alene ved at nedlægge og/eller
udskifte store dele af deres gamle, forældede og nedslidte
produktionsapparat. De behøvede således ikke sælge
til amerikanerne, der herefter undsagde Kyoto-protokollen og
trak sig ud af det gode selskab.
Der har ofte været rettet
kritik af, at rige lande således kunne købe sig
til at fortsætte deres forurening. Imidlertid er klimaet
bedøvende ligeglad med, hvem og hvorfor der skæres
ned i udledningerne - bare det sker. Og derfor er handelen med
varm luft ingen dårlig idé i et globalt perspektiv.
Det er interessant at se nærmere
på de forskellige landes udledning af CO2. På førstepladsen
finder vi det energislugende USA, hvis store biler, hurtige både
og universelle airconditionanlæg sluger næsten dobbelt
så megen energi per forbruger som i EU. Siden 1990 har
USA stort set ikke ændret sin udledning af CO2 - endsige
prøvet på det.
På andenpladsen og i fuld
fart frem mod førerpositionen finder vi Kina, hvis industrielle
revolution og kapitalistiske omsving har sat gang i en forrygende
og foruroligende udledning af drivhusgasser. Det er skræmmende,
at både Kina og Indien, der har gennemgået en lignende
industriel revolution, siden 1990 begge har øget deres
udledning med omkring 50%.
Duksedrengen er i den forbindelse
EU-landene, som siden 1990 rent faktisk har reduceret deres udledning
af CO2 med omkring 14%. Og som altså nu sigter mod 20%
i forhold til 1990. Duksedrengen over ale duksedrengene er naturligvis
Danmark, der som sagt vil give den vedvarende energi yderligere
prioritet.
20 største CO2-udledere
i verden
(målt i ton CO2
pr. indbygger)
1990 - 2003
1. USA: 21,40 - 21,64
2. Kina: 10,66 - 15,49
3. EU: 13,85 - 11,91
4. Rusland: 8,81 - 5,58
5. Indien: 3,01 - 4,76
6. Japan: 4,76 - 4,60
7. Canada: 1,85 - 3,01
8. Sydkorea: 1,07 - 2,02
9. Mexico: 1,67 - 1,55
10. Iran: 0,97 - 1,43
11. Sydafrika: 1,27 - 1,36
12. Australien: 1,21 - 1,32
13. Ukraine: 2,67 - 1,18
14. Polen: 1,54 - 1,14
15. Saudi Arabien: 0,88 - 1,13
16. Brasilien: 0,90 - 1,12
17. Indonesien: 0,74 - 1,10
18. Thailand: 0,43 - 0,92
19. Taiwan: 0,55 - 0,86
20. Tyrkiet: 0,64 - 0,82
Tallene taler deres tydelige
sprog, omend nogle giver et misvisende billede. Lande, hvor atomkraft
er fremherskende, figurerer lavere på listen end lande,
som ikke bruger atomkraft. Det samme er tilfældet i lande
som Sverige og Norge, hvor vandkraft er en vigtig energikilde.
Begge former for energi er CO2-fri,
men som bekendt med mange indbyggede ulemper...
G8: 50% reduktion inden 2050
For første gang i sin
embedsperiode er USA's præsident George W. Bush gået
med til bindende klimamål. Enigheden kom ifølge
EU-kommissionsformand José Manuel Barroso på det
seneste G8-topmøde i Japan.
- Vi er stadig på rette
vej mod en global klimaaftale i København i 2009, siger Barroso. - Vi er enige om
et langsigtet mål på mindst 50 procents reduktion
i udledningen i 2050, og vi er enige om også at opstille
mellemfristede mål, sådan som EU allerede er i færd
med i 2020, siger kommissionsformanden.
Han er medlem af G8, men tælles
ikke med som et "land" i klubben, der ud over USA består
af Canada, Frankrig, Italien, Japan, Rusland, Storbritannien
og Tyskland. Lande, som tilsammen er i besiddelse af mere end
halvdelen af verdens samlede økonomiske ressurser.
Bush har hidtil været tavs
om klimapolitik efter ankomsten til topmødet i Tayako.
Han har hidtil ikke ville forpligte USA uden lignende tilsagn
fra Kina og Indien.
© 2009 Steen Ulnits
|
