- Hug et H og klip
et B...
- Gør HCB til PVC!
Når der går "Sydney-opera"
i kemikalieaffaldet ...
I året 1770 landede englænderen
James Cook med sit berømte skib HMS Endeavour på
det australske kontinents østkyst, hvorfra han fordrev
den indfødte befolkning og startede med at indføre
civilisationen.
I dag, 240 år senere kaldes
området Botany Bay, der med sin blanding af bolig- og industribebyggelse
fungerer som forstad til storbyen Sydney. Den største
industri i Botany er den kemiske verdenskoncern ICI, Imperial
Chemical Industries, der nu under navnet ORICA Australia Ltd.
er ved at blive godt og grundigt kendt som hjemstedet for det
10.-15.000 tons store affaldsdepot af såkaldt HCB1-kemikalieaffald.
Det blev skabt i årtierne
efter 1950/55, og er i dag suppleret med yderligere ca. 50.000
tons af kemikalieforurenet jord. Derved svarer det til de kemikaliedepoter,
der blev skabt i Danmark i samme periode ved den jyske Vestkyst
- nemlig Cheminova's på Harboøre Tange og Grindstedværket/Danisco's
i Kærgaard Klitplantage, af hvilke det første er
af samme farlighed og det andet af samme størrelsesorden
som ORICA's HCB-affald.
Men mens de danske depoter med
Klitdirektoratets tilladelse blev skabt ved nedgravning og påfølgende
mulighed for udsivning til havet, blev ICI's HCB-affald holdt
inden for firmaets arealer. Det blev efterhånden lagt i
tønder, der dog gradvist tærede igennem, så
problemer som grundvandsforurening, naturødelæggelse
og udsivning til det nærliggende hav stort set blev som
i Danmark om end med den yderligere afvigelse, at de australske
tønder løbende måtte udskiftes og affaldet
"pakkes om". Herved voksede affaldsmængden støt
og roligt gennem årene med ca. 10 % pr. ompakning. I dag
tæller depotet vel omkring 60.000 tønder, foruden
de 50.000 tons forurenet jord - det såkaldte 'parkeringspladsaffald'.
I en kommissionsrapport til den
australske regering blev det i juli 2002 konkluderet, at en destruktionsmetode,
der var foreslået af firmaet ORICA på "efterprøvet
og tilfredsstillende måde vil kunne destruere HCB-affaldet
effektivt i forhold til gældende standarder", og at
lokalsamfundets sikkerhed og sundhed vil være sikret. Det
var den såkaldte GeoMelt-metode, der arbejder ved 1200-1400
grader C og som ved en række grundige forundersøgelser
viste sig at opfylde de stillede krav til både emissions-
og residual-kontroller. Heri var også inkluderet kvaliteten
af de fødevarer, der bliver produceret i området,
ligesom sandsynligheden var ringe for både støvbelastning
og lugtgener udenfor området.
I en efterfølgende risikoanalyse
blev en række forhold inddraget om akutte risici. Heri
indgik eventuelle virkninger af den 'uforudsete' hændelse,
hvorved såvel HCB som en række andre kemiske forbindelser,
(herunder dioxiner og kviksølv) ville kunne undslippe,
og det viste sig, at kriterierne for akut skade eller irritation
kan blive overskredet i enkelttilfælde i bebyggede beboelsesområder.
Specielt blev det noteret, at
risikoen for brand, der vil være til stede, når som
helst og hvor som helst HCB-affald oplagres, og sandsynligheden
for langtidseffekter ikke kan udelukkes. Kommissionen finder
dog, at den vil være minimal - idet der hermed refereres
til risikoen for dioxin-eksponering og udvikling af langtidsskader
på børn i bebyggelser ca. 700 meter væk.
Det er interessant - ikke mindst
i modsætning til de senere danske diskussioner - at Regeringskommissionen
anbefaler, at lokalsamfundet bør følge og udvise
interesse for destruktionsprojektet i hele implementeringsfasen,
og at ORICA direkte bør ansætte en person til løbende
varetagelse af kommunikationsbehovet. Men samlet er det Kommissionens
opfattelse, at de miljømæssige og andre aspekter
ikke udgør nogen hindring for godkendelsen af ORICA's
eget forslag til destruktion af firmaets ophobede lager af HCB-affald.
Her synes det dog, at man havde
glemt de økonomiske omkostninger. ORICA opgjorde nemlig,
at regningen for den foreslåede destruktion ville løbe
op i en størrelse omkring 70-80 mill. australske dollars,
dvs. omkring 400 mill. DKK. Og så gik der 'Sydney Opera"-konflikt
i den australske planlægning, hvilket viste sig ved næste
regeringsskifte.
Det blev en konflikt, som udmøntedes
i nedsættelse af et såkaldt "Uafhængigt
Revurderings Panel (IRP)", der hurtigt blev erstattet af
et andet, og senere et tredje i en proces, hvorunder ORICA trak
sin ansøgning tilbage om at destruere sit eget affald
på egen grund. Til gengæld var man i stand til at
fremelske den opfattelse, at det var bedst at eksportere affaldet
til et fjerntliggende sted ("remote place"), og oven
i købet kunne man fremvise positive kontakter til europæiske
destruktionsanlæg.
Det var primært fire tyske
anlæg, overfor hvilke man med udtalelser fra den australske
regering behørigt dokumenterede ("duly justified",
jfr. Baselkonventionens undtagelsesbestemmelser), at der ikke
indenfor Australiensgrænser fandtes egnede faciliteter.
De tyske anlæg takkede dog nej til opgaven, og de blev
bakket op af deres delstatsregeringer i Nord-Rhein Westphalen
og Slesvig-Holsten med henvisning til, at det ikke var tilfredsstillende
dokumenteret, at opgaven ikke kunne løses i Australien.
Herefter bød det danske
Kommunekemi (KK) sig til i 2007/08. Det skete på et tidspunkt
og i en situation, hvor KK i tvungne EU-udbudsrunder netop havde
tabt eller var ved at tabe nogle ordrer om destruktion af dansk
kemikalieaffald fra Kærgaard Klitplantage til hollandske
og tyske anlæg. Det var imidlertid også på
et tidspunkt, hvor salget af Kommunekemi til den svenske kapitalfond
EQT Infrastructure var til overvejelse i Kommunernes Landsforening,
KL, og det syntes som om sagen dermed alligevel fik medvind.
I sommeren 2008 fik Kommunekemi
fra Miljøcenter Odense en 'Midlertidig miljøgodkendelse'
til at modtage og oplagre - men ikke afbrænde - affaldet.
Med udsigten til at få den store australske ordre hjem
syntes det derefter at være en smal sag for KL i 2009 at
færdigforhandle salget af KK; pris: 260 mill. DKK. Med
miljøminister Karen Ellemann's partifælle og daværende
kommunalpolitiske chef, KL-formand Erik Fabrin's ord: "
KK kan nu vise sig som en førende, globalt orienteret
virksomhed på affaldsområdet med fokus på kvalitet,
sikkerhed og bæredygtighed".
Mens Nyborgs borgmester som medlem
af KL's bestyrelse stiltiende måtte acceptere, og dermed
binde sine bysbørn til en uigennemtænkt aftale.
Synd er det nemlig, at Miljøministerens
baggrund for udtalelse i sommeren 2010 om 'Verdens bedste Kommunekemi'
har svigtet, og sørgeligt, at de forudsætninger
som KL-formanden måske har haft i tankerne ikke lever op
til kravene bag den danske beslutning om at destruere det australske
HCB-affald. For mens f.eks. tilsvarende, tyske og hollandske
anlæg i dag arbejder med høj-temperatur-forbrændinger,
der løbende kontrolleres i form af kontinuerlige prøvetagninger
og overvågning af emissionsgassernes sammensætning
- så stilles der fra Miljøcenter Odense kun krav
om halvårlige kontrolmålinger, der naturligvis ikke
kan vurdere eventuelt svingende Dioxin-dannelser i og fjernelse
fra afgasserne. Det er svingninger, som iflg. tyske specialister
kan variere op til 1000x.
Ejendommeligt og direkte betænkeligt
er det derfor, at Miljøgodkendelsen som officielt dokument
alene vedrører oplagringen af HCB-affaldet på KK's
containerplads, mens selve forbrændingsprocessen ikke inddrages.
Det er dermed endnu et åbent spørgsmål, hvorvidt
der skal stilles krav om en fremtidig emissionsovervågning,
eller om det vil bero på KK's frivillige indsats at - eller
om - en sådan indføres. MEN, som det måske
alvorligste: Hele VVM-dokumentet både fremlægges
og behandles under den falske 'vare'deklaration, at sagen drejer
sig om PVC-affald - dvs. ikke med den korrekte og i hele denne
sag afgørende betegnelse af HCB-affald.
Det er ikke på noget tidspunkt,
eller under nogle af Miljøcenter Odense's overvejelser
i den givne VVM-godkendelse omtalt, at det australske kemikalieaffald
hverken er PVC-affald eller hidrører fra en produktion
af PVC. I alle andre forhold i sagen, inkl. Miljøstyrelsens
og miljøministeriets sagsbehandlinger, er det klart at
sagen drejer sig om højkoncentreret HCB-affald, som fra
alle australske undersøgelser yderligere er karakteriseret
ved, at indhold af beslægtede og i flere tilfælde
mere giftige enkeltbestanddele, herunder ikke mindst de højpotente
dioxin/furaner, til stadighed indgår i alle overvejelser
og vurderinger. Det er velkendt - og i denne sag velbeskrevet
- at dioxiner ikke blot kan dannes i alle forbrændingsprocesser
af HCB, men yderligere på forhånd findes i det affaldsmateriale,
der vil blive afleveret på Kommunekemi's containerplads,
når losningen foregår.
Det er et HCB, som Kommunekemi
på grund af den i dag stærkt begrænsede anvendelse
kun i meget begrænset omfang har erfaringer med. Det er
f.eks. oplyst, at man i året 2009 kun har behandlet ca.
35 kg HCB i form af fyrværkerimateriale, der er beslaglagt
efter eksplosionsulykken i Seest. Og det må naturligvis
i den sammenhæng være Kommunekemi's opgave - og det
må indgå i miljømyndighedernes tilsynspligt
- konkret at dokumentere, at anlægget og forbrændingsfaciliteterne
vil være opgaven voksen, også når det drejer
sig om så store mængder, som indgår i denne
opgave.
Denne ejendommelige - og naturligvis
ganske uholdbare - situation får videre konsekvenser i
den risikovurdering, som ingeniørfirmaet Rambøll
for Miljøcenter Odense har knyttet til Miljøgodkendelsen.
Den udførte risikovurdering præsenteres som en spredning
af almindelig saltsyre i tilfælde af den 'uforudsete' hændelse
af brand. Det står imidlertid i skarp modsætning
til de australske regeringsundersøgelser 2002, der naturligvis
også omfattede saltsyrespredning, men i øvrigt koncentrerede
sig om tilstedeværelsen af Dioxin, inkl. dannelse og spredning.
Det er et forhold, som overhovedet ikke indgår i de danske
overvejelser og undersøgelser formentlig som et
resultat af den falske betegnelse af affaldet som PVC-affald.
Når man betænker
hvorledes, der i alle australske informationer åbent fremlægges
analytiske informationer om både HCB-indhold og andre miljø-
og sundhedsfarlige indholdsstoffer er det slående, hvorledes
den officielle Miljøgodkendelse brillerer med manglende
eller ufuldstændige analytiske informationer. F.eks. er
hverken HCB, HCDB, HCE, endsige dioxin eller klorholdige opløsningsmidler
omtalt. Og i 2 stikprøveanalyser er et mindstemål
af information som f.eks. et tilsvarende klorindhold blot angivet
som n/a - dvs. ikke tilgængelig (not available).
Så er der ikke sagt for
meget. Men det er Informationer, som er afgørende for
de gennemførte vurderinger, og som åbenbart heller
ikke har været til stede for den danske risikovurdering
udført af en ekstern konsulent.
Kære nyborgensere.
Det er jer, der har krav på
disse oplysninger. Uden gennemførelse af et fornyet informations-
og vurderingsprojekt har I ingen mulighed for at vide hvilke
miljø- og sundhedsbelastende stoffer, der indgår,
eller som burde inddrages i vurderingerne omkring både
forudseelige og uforudsete hændelser. Og uden tilstrækkelige
informationer vil heller ikke andre kunne råde jer. Hvor
meget dioxin, der udgår - eller der er risiko for - fra
Kommunekemi's anlæg og fra en oplagring på KK's Containerplads
Syd kan naturligvis KUN vurderes ud fra en konkret vurdering.
Til vejledning kan jeg i denne
forbindelse bemærke, at de australske undersøgelser
vurderer spredningen af dioxin op til 700 meter ud fra lagerplads,
mens f.eks. jeres 'farezone' vel må defineres ud fra bebyggelse/børnehaver
i 200 meters afstand. Og specifikt i relation til dioxin har
jeg noteret, at de australske rapporter beskriver dioxin som
mere mobilt, dvs. med potentiale for spredning over afstande,
der er 3-4 gange større end tilfældet er for den
saltsyre, som i Rambøll's vurdering rakte ca. 55 meter
ud fra lagerpladsen.
Det er en skam, at den politisk
bestemte, og journalistiske diskussion endte med at fokusere
på en australsk uformåenhed, der er falsk, og på
problemer omkring en sejlads rundt om jorden, som nok mere korrekt
havde været forelagt FN's Maritime Organisation, IMO, i
stedet for de danske Miljø- og Søfartsstyrelser.
Alt imens Kommunekemi har kunnet presse sig igennem overfor uforberedte,
og måske utrænede embedsmænd i Miljøministerium/-styrelse/-center,
og oven i købet med en åbenbar forfalsket formulering
af opgavens karakter.
Men måske er det hele bare
en fejltagelse. Måske er det slet ikke så farlige
giftstoffer, sådan som i hvert fald Kommunekemi og Miljøcenter
Odense synes at være enige om, og sådan som miljøministeren
er bragt til at tro.
Derfor, kære Nyborgensere.
Svøm det australske skib i møde. Med forsigtighed,
naturligvis - som aboriginerne i Botany Bay i 1770 og husk at
holde afstand. Bed om analyseattest på det affald, der
ligger i lasten. I må kontrollere, om skibet hedder Endeavour,
om det bringer civilisationen til Nyborg, eller om det blot sejler
med PVC-affald, dvs. slidte gulvfliser, brugte plastposer og
gamle gummistøvler.
- 31.oktober 2010
Finn Bro-Rasmussen,
- professor emeritus
|
