|
Det danske landbrug:
"Bønder
på Støtten"
Under denne overskrift viste
TV i 1998 en udsendelse om den kolossale støtte, som dansk
landbrug modtager - via danske skatteborgere og tilskud fra EU.
I denne lange artikel er samlet en række notitser om det
danske landbrug i perioden 1998-2002.
Samlet betaler hver eneste dansker
årligt kr. 2.000 i støtte til det danske landbrug.
Og da der hele tiden bliver færre, men større landbrug
i Danmark, er det betragtelige tilskud, det enkelte landbrug
modtager - fra nogle få hundrede tusinde kroner for de
mindste bedrifters vedkommende til mere end fire mio. kroner
årligt for de største...
Og til trods for de kolossale
tilskud er fødevarer i EU dyrere end udenfor. Eksempelvis
koster 1 kg ost i EU dkr. 28,- , mens det fra New Zealand (som
ingen landbrugsstøtte har) koster dkr. 13,-. Men inden
ostene havner i Brugsens køledisk, koster de det samme.
Det sørger en speciel EU-importtold for.
- Skal landbrugsstøtten
afskaffes?
3. maj 1998
I New Zealand, som i lighed med
Danmark er et landbrugsland med stort "L", havde man
indtil for få år siden en statsstøttet landbrugsproduktion.
Den havde man imidlertid ikke råd til at videreføre,
så man tog skridtet fuldt ud og afskaffede den. Med det
resultat, at landbruget blomstrede op og produktionspriserne
faldt! Kun nogle få landbrug klarede ikke omstillingen
til markedsøkonomi.
- Kun folk fra Danmark spørger,
om landbrugsstøtten skal afskaffes!
Så klart udtrykkes det
af den daværende premierminister, der var medvirkende til
afskaffelsen af landbrugsstøtten i New Zealand.
Den massive landbrugsstøtte
har nemlig adskillige meget uheldige bivirkninger. For det første
virker den som en slags sovepude for bønderne, der nu
ikke længere behøver vende hver en femøre
for at få tingene til at løbe rundt.
Det resulterer igen i højere
priser på gødningsstoffer, foder, medicin og maskinel.
Samt en maskinpark, der bliver nyere, dyrere og større
hele tiden. For der kommer jo hele tiden tilskud, og det hele
kan jo afskrives. Til sammenligning er maskinerne både
ældre og mindre på New Zealand, hvor man må
reparere tingene i stedet for blot at skifte dem ud til nye hele
tiden.
Den masive landbrugsstøtte
resulterer også i flere penge til jordkøb og deraf
følgende højere jordpriser. De højere jordpriser
gør det sværere for yngre og mere økologisk
orienterede landmænd at komme til og favoriserer i stedet
den industrialiserede stordrift, som bestemt ikke er økologisk.
Men som kræver masser af gødning og gift for at
give det optimale afkast. Og som leverer omkring 75% af al den
kvælstof, der idag løber ned i grundvandet og ud
i vore søer og fjorde. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger
til følge.
Jordopkøb og lukning
af landbrug
3. maj 1998
Dagens høje jordpriser
er i høj grad medvirkende til, at der hver dag lukkes
6-7 mindre danske landbrug - landbrug, hvis jord købes
op af storbønder, der har brug for jorden til at sprede
overskydende gylle fra deres svineproduktion.
Den massive landbrugsstøtte
gør det også favorabelt at masseproducere de afgrøder,
som EU her og nu giver den største støtte til -
i stedet for at lade produktionen følge efterspørgselen.
Det er derfor, at vi forbrugere idag råber på flere
økologiske produkter, men ikke kan få dem. Landbruget
ønsker helt enkelt ikke at producere dem - de ønsker
ikke at foretage den fornødne omstilling til en mere nænsom
økologisk produktionsform. De vil fortsætte med
tilskuddene fra EU.
Heldigvis er der dog enkelte
landmænd, der tør stå frem og sige, at de
finder forholdene dybt beklagelige og utilfredsstillende. At
de ville føle en langt større tilfredsstillelse,
om de fik lov til at klare sig selv og producere til priser,
der er konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Hvis de fik
lov til at udvise det højt besungne "landmandskab",
som de påberåber sig.
Det er EU-politikerne langsomt
ved at få øjnene op for. Ikke fordi EU ønsker
økologisk landbrug. Nej, i EU må man se i øjnene,
at man helt enkelt ikke kan fortsætte den massive landbrugsstøtte,
når vi nu får et landbrugsland som Polen med i unionen.
Et land med masser af landmænd, der kan levere masser af
billige landbrugsprodukter.
Så "Bønder
på Støtten" er forhåbentlig snart en
saga blot. Så vi slipper for en branche, der på den
ene side påberåber sig at være et liberalt
erhverv med store frihedsgrader - og på den anden råber
på stedse flere og større tilskud til en urentabel
overproduktion, der har vist sig dødbringende for vandmiljøet.
Præst prædiker om
død fjord
29. juni 1998
Sognepræst Knud Erik Lægsgaard,
som mange så på TV sidste sommer, da han prædikede
om menneskets grådighed i forbindelse med Mariager Fjords
død, blev ikke populær blandt de lokale landmænd.
Dem, der ifølge Nordjyllands Amt havde og har 77% af skylden
for fjordens død.
Disse landmænd blev nemlig
så utilfredse med, hvad præsten prædikede,
at de klagede til hans foresatte og beskyldte ham for embedsmisbrug.
De anklagede ham for i DR-Journalens udsendelse "Dagen efter
Dommedag" at promovere egne meninger iført fuldt
ornat.
Provst Søren Ruager og
hans foresatte, biskop Kjeld Holm - har nu meldt tilbage.
Provsten gav præsten en formaning om i fremtiden at holde
prædiken og debat klart adskilt - og kun pleje forsigtig
omgang med medierne. Biskoppen derimod frikendte sin præst,
hvis prædiken han ikke havde noget at udsætte på.
Og præsten selv føler sig ikke misbrugt af DR.
Fortaleren for de klagende, landmand
Helge Ribe, blev først forbavset - siden gal, skriver
Jyllands-Posten. Han mener ikke, at man som landmand går
i kirke for at blive skældt ud.
- Måske så mange
landmænd blot går i kirke for at få syndsforladelse?
- Aflad for at have aflivet Danmarks måske smukkeste fjord?
Bræmmer ved bredden...
21. september 1998
I 1992 - som opfølger
til og forstærkning af vandmiljø-handlingsplanen
fra 1986 - vedtog Folketinget, at der langs samtlige danske vandløb
skulle være en 2 meter bred dyrkningsfri bræmme.
Bræmmen skal dæmme
op for den store udvaskning af næringssalte, der ellers
sker fra de dyrkede og gødede marker. Næringssalte,
som siden havner i søer og fjorde, hvor de medfører
algeblomst, iltsvind og i værste fald bundvendinger som
dem, vi sidste år så ved Mariager Fjord. Her stammer
77% af det udledte kvælstof fra netop landbruget.
Landbruget opponerede straks
mod den nye bestemmelse, der ikke gav lodsejeren nogen form for
økonomisk kompensation. Deres organisationer beregnede,
at de dyrkningsfrie bræmmer ville påføre landbruget
et tab på 300 mio. kroner i form af tabte jordværdier.
Samt 30 mio. kroner i faldende høstindtægter.
Manglende interesse for miljøet
eller stor interesse for egen økonomi har lige siden lovens
vedtagelse gjort, at bønderne de fleste steder stadig
pløjer, gøder og dyrker deres marker helt ned til
vandløbene. Med den store udvaskning af næringssalte
til vandmiljøet, som denne praksis ifølge de seneste
undersøgelser medfører.
Landbruget tabte i første
omgang sagen ved Landsretten, som fandt det helt legalt, at landbrugerne
ikke skulle have kompensation for de mistede 2 meter. Sagen blev
derfor anket til Højesteret, som idag fældede den
endelige dom i sagen - 6 år efter lovens vedtagelse i Folketinget.
Højesteret besluttede,
at der ikke var eller er tale om ekspropriation. Højesteret
fremhævede, at indgrebet for de allerfleste landmænd
ikke har nogen væsentlig betydning. Retten kaldte samtidig
loven for "velbegrundet", idet en fortsat dyrkning
af vandløbsnære områder betyder en "væsentlig
forøgelse af risikoen for forurening af vandløb
med betydelige rensningsudgifter til følge".
Med andre ord: Højesteret
mener ikke, at landbruget fortsat skal have lov til at påføre
det øvrige samfund millionstore udgifter til vandrensning.
Der er langt om længe trukket en streg i sandet, og den
går altså 2 meter fra bredden af vandløb og
søer. Som det blev vedtaget af hensyn til vandmiljøet
allerede i 1992.
Med Højesterets endelige
afgørelse er der nu lagt op til, at amter og kommuner
kan gribe til politianmeldelse og bødestraffe for at holde
landbruget de lovbefalede 2 meter væk fra vandløb
og søer.
Landbruget klager - igen
15. december 1998
Det danske landbrug er kendt
for sin klagesang, og nu lyder den igen. Denne gang klager man
over, at der nu skal betales et gebyr på markvanding -
som om det øvrige samfund ikke også må betale
for sit eget vandforbrug.
Landbruget er utilfreds med,
at man ikke blot skal finansiere små 500 mio. kroner til
den nye vandmiljø-handlingsplan II. Man skal også
erlægge en årlig markvandingsafgift de næste
ti år på knap 20 mio. kroner - penge, som er øremærket
til kortlægning af særligt sårbare grundvandsområder.
Områder, som skal beskyttes særlig godt mod nedsivende
nitrat og pesticider fra landbruget, der kunne true drikkevandsforsyningerne.
Landbruget klager som sagt sin
nød, men får næppe medhold fra politikerne
på Christiansborg i denne omgang. Markvandingsgebyret er
nemlig en del af det seneste finanslovsforlig. Heri indgik ikke
kun regeringen, men også flere borgerlige partier. Selv
bøndernes traditionelle støtteparti, Venstre, var
med i forliget. Miljøminister Svend Auken udtaler da også,
at afgiften derfor ikke burde komme som nogen overraskelse for
landbruget - når nu de selv har været med til at
stemme for den.
Man må således konstatere,
at landbruget endnu engang ikke ønsker at være med
til at betale for den kostbare forurening, de konstant påfører
det øvrige samfund. Endda til trods for, at de fik grundskylden
nedsat til maksimalt 8 promille - mod nu helt op til 28 visse
steder.
Færre sprøjtemidler
og mere natur
26. marts 1999
Det af miljøministeren
nedsatte "Bichel-udvalg" (navngivet efter den tidligere
formand for Danmarks Naturfredningsforening, Svend Bichel) har
netop afleveret en næsten 1.000 sider stor rapport om brugen
af sprøjtegifte i dagens Danmark.
Konklusionen er klar og tydelig
og ikke til at misforstå: Fremtiden kræver færre
sprøjtemidler, mere økologisk landbrug og større
sprøjtefri zoner langs søer og åer. 10-12
meter zoner foreslås helt konkret. Ellers er det drikkevandet,
der snart er udrikkeligt. Som i så fald skal gennem en
meget kostbar rensning, førend det kan lukkes ud gennem
vore vandhaner. Og ellers vil der i vandmiljøet ophobes
så store koncentrationer af sprøjtegifte, at det
kan true ikke mindst forplantningen.
Allerede i dag er det så
slemt, at 33% af alle vandprøver fra de øvre vandlag
indeholder så mange rester af sprøjtegifte, at grænseværdierne
for drikkevand er overskredet. Samtidig indeholder hele 13% af
prøverne fra grundvandet også flere sprøjtegifte
end tilladeligt. Og antallet stiger støt.
- Landbruget må rammes
på pengepungen,
mener ikke mindst SF. - Ellers sker der aldrig noget. Denne
skepsis dokumenteres desværre af, at landbruget slet ikke
har levet op til den Pesticid-handlingsplan, som fulgte med den
oprindelige Vandmiljø-handlingsplan helt tilbage i 1987.
Ifølge den skulle det årlige antal sprøjtninger,
som danske landmænd udsætter deres marker for, idag
være faldet til 1,3 sprøjtninger årligt. I
stedet er den her på kanten til årtusindskiftet hele
2,5 - næsten det dobbelte...
Der skal tydeligvis tvang til,
førend det danske landbrug makker ret. Mere end ti års
frivillighed har ikke battet meget. Og det til trods for, at
2/3 af danske landmænds disponible indkomst idag består
af tilskud fra EU. Således har den typiske danske landmand
en disponibel indkomst på 206.000 kroner, hvoraf de 133.000
stammer fra EU's forskellige markedsordninger. Altså er
65% EU støtte og kun 35% egen indtjening.
Man må derfor glæde
sig over, at den fremtidige EU-støtte til landbruget i
langt højere grad vil komme til at afhænge af de
miljømæssige tiltag, som den enkelte landmand kan
dokumentere.
Mere økologi og mindre
forurening
26. marts 1999
Det af Folketinget nedsatte Bichel-udvalg
har udført et grundigt stykke arbejde. Ikke blot har de
konkluderet, hvad der bør gøres for at redde det
danske miljø og ikke mindst grundvandet for en katastrofal
forurening med giftige sprøjtemidler. De har også
regnet på, hvad det egentlig vil koste det danske samfund
at mindske eller helt udelade brugen af sprøjtegifte.
Det danske landbrug kunne - helt
uden omkostninger for samfundet - nedsætte antallet af
årlige sprøjtninger fra de nuværende 2,5 til
1,5. Det vil overhovedet ikke koste nogen noget - bortset naturligvis
giftfabrikanterne, som vil miste indtægter på grund
af en 34-49% reduktion i antallet af sprøjtninger.
De øvrige tal fra rapporten
er også til at føle på:
En 80% reduktion af marksprøjtningerne
vil koste samfundet 3,1 milliard kroner.
En 100% reduktion af sprøjtningerne
vil koste samfundet 7,3 milliarder kroner.
En total omlægning til
økologisk landbrug vil koste 11-26 milliarder kroner.
Heri er dog slet ikke medregnet
den gevinst og de ekstraindtægter, som dansk landbrug ville
kunne oppebære, dersom man er først med at kunne
levere de økologiske og giftfri landbrugsprodukter, som
en stigende del af EU's befolkning allerede nu efterspørger.
For slet ikke at tale om den vanskeligt definerbare værdi,
som et bedre miljø vil have - i form af flere dyr og planter.
En nylig Gallup-undersøgelse,
som det politisk uafhængige Naturråd havde bestilt,
viste klart, at befolkningen i høj grad frygter for netop
landbrugets forurening af drikkevandet med deres store forbrug
af sprøjtegifte.
- Så hvorfor går
det danske landbrug ikke selv aktivt ind i problematikken og
tager egne initiativer til at reducere forureningen? - Hvorfor
modarbejder de det ligefrem? Havde de blot overholdt den gældende
Pesticid-handlingsplan fra 1987 (se ovenfor), ville alting have
set meget lysere ud. Nu skal der i stedet forbud og afgifter
til for overhovedet at komme videre. Det er for dårligt.
Svindel med svin
7. februar 2000
De danske bønder, som
satser stort på svineavlen, har fundet et smuthul, så
den nye Vandmiljø-handlingsplan II heller ikke kommer
til at virke: De har nemlig fundet ud af at splitte deres bedrifter
op i mindre enheder, så de også fremover kan øge
produktionen af svin - og gylle til vandmiljøet...
Det fortæller dagbladet
Politiken. Skal en svineavler i dag øge sin produktion
- uden at undgå en belastende VVM-undersøgelse over
effekten på miljøet før en mulig godkendelse
- fordeler han blot produktionen på flere mindre gårde,
som hver især har under de lovbefalede 250 dyreenheder.
På den måde kan myndighederne ikke hindre en stigning
i produktionen og de deraf følgende gylleproblemer.
I 80'erne blev der produceret
omkring 10 millioner svin årligt på danske svinefarme.
Sidst i 90'erne var produktionen helt oppe på 20 millioner,
og her i det første årti af det nye årtusinde
forventes den at runde 25 millioner.
Problemet med de mange svin er
den stærkt stigende mængde gylle, som skal fordeles
på et stedse mindre landbrugsareal. Det giver store og
støt stigende problemer med overskydende næringssalte,
som vaskes ud i grund- og overfladevand. Næringssaltene
ender til sidst i vandmiljøet, som nu kvitterer med algeblomst,
iltsvind og bundvendinger.
Men ikke nok med at næringssalte
fra gyllegødede marker havner i grund- og overfladevand.
En meget stor del - større end man hidtil har regnet med
- havner i atmosfæren, hvorfra den så regner ned
over det ganske land.
Det betyder allerede i dag -
med den nuværende gylleproduktion og belastning - at store
dele af Danmark overgødes med kvælstof fra luften.
Ikke mindst i det magre og sandede Vestjylland er dette allerede
et stort problem, idet den megen luftbårne gødskning
af jorden ødelægger livsbetingelserne for de oprindelige
plantearter, som findes netop her.
Indtil videre er det danske landbrug
sluppet for afgifter på denne luftbårne forurening
fra husdyravlen. Men det varer næppe ved, idet man i Holland
allerede i 1998 tog hul på en grøn afgift på
denne hidtil meget oversete forurening. Med stort held, omend
det tog de hollandske politikere næsten ti år at
tage problemet tilpas alvorligt.
Afgiften lægges på
den mængde kvælstof, der "tabes" til atmosfæren.
Den hollandske afgift har ikke givet mange penge i bødekassen,
men den har haft som effekt, at landmændene i dag udnytter
staldgødningen langt bedre end tidligere - med et markant
mindre spild til følge.
Må vi bede om noget tilsvarende
herhjemme, hvor mange landmænd helt bevidst ikke ønsker
at gøre noget for miljøet. Store svineproducenter
omgår som sagt gældende regler, så de endda
kan øge forureningen fra husdyrholdet.
Landbruget i dialog
18. september 2000
Vandmiljø-handlingsplan
II, som udløber i 2003, skal med et fint ord "midtvejsevalueres"
inden jul i år. Da skal eksperter, embedsmænd og
politikere tage stilling til, om planen har virket efter hensigten,
eller om der er brug for yderligere opstramninger. Vandmiljø-handlingsplan
II kom jo til verden, da den oprindelige viste sig utilstrækkelig
over for landbruget.
Nu har Landbrugsrådets
præsident Peter Gæmelke foreslået, at uafhængige
eksperter skal vurdere, om den nye handlingsplan har fungeret
godt nok på kvælstofområdet - landbrugets ømmeste
punkt. Gæmelke foreslår i den forbindelse, at miljøministeren
nedsætter et udvalg svarende til det såkaldte "Bichel-udvalg".
Dette udvalg er for øvrigt
opkaldt efter den tidligere præsident i Danmarks Naturfredningsforening
(DN), Svend Bichel, der som den hidtil eneste herhjemme formåede
at få totalt modstridende interesseorganisationer til at
enes. Således fik han jægere og fuglefolk til at
være i samme stue!
Peter Gæmelke er godt klar
over, at et sådant uafhængigt ekspertpanel meget
vel kan nå til den konklusion, at der skal strammes yderligere
op over for landbruget. Men han mener, at nødvendige opstramninger
alligevel vil komme - før eller senere - så hvorfor
ikke få det overstået snarest muligt.
I Folketinget er man positivt
stemt over for nedsættelsen af et sådant uafhængigt
ekspertudvalg. Dog mener de radikales miljøordfører,
at det ikke må medføre en udsættelse af løsningen
på landbrugets ammoniakudslip til atmosfæren. Det
har højeste prioritet, hvilket også DN tidligere
har udtalt.
Rart, såfremt landbruget
nu er mere velvilligt stemt over for en konstruktiv dialog. Men
endnu bedre, hvis vi også ser konkrete resultater.
Svin ved Esrum Sø
24. juli 2000
De kongelige har i mange år
holdt til ved den nordsjællandske Esrum Sø - med
udgangspunkt i det smukke Fredensborg Slot.
Nu ser det imidlertid ud til,
at også de må til at leve med en forøget stank
af gylle. I hvert fald har højrefløjen i Frederiksborg
amtsråd - med Venstres amtsborgmester i spidsen - vedtaget
et tillæg til regionsplanen, som gør det muligt
for en gårdejer ved Esrum Sø at udvide sin svineproduktion
med små 400 svin.
Den pågældende svineavler
skal dog samtidig tage 70 hektar af sin jord ned til søen
ud af gyllespredningsområdet. Det samlede resultat skulle
derefter - ifølge forvaltningen - blive en øget
udledning til Esrum Sø på under 1%. Som om det ikke
allerede var 1% for meget.
Det er tvivlsomt, om andre partier
end netop landbrugspartiet Venstre her i år 2000 ville
have godkendt en yderligere forurening af en af landets smukkeste
søer.
Skal der kompenseres for den
øgede forurening fra svineproduktionen, vil det koste
de tre omkringliggende kommuner 3 millioner kroner årligt,
oplyser forvaltningen...
Heder og moser kvæles
10. juli 2000
De danske heder og moser er på
vej til helt at forsvinde - på grund af kvælstofforureningen
fra især det stadigt mere intensive danske landbrug. Det
fremgår af en ny rapport fra Ribe Amt, som fokuserer på
den luftbårne kvælstofforurening.
Siden den første vandmiljø-handlingsplan
fra 1980'erne er der primært blevet fokuseret på
vandmiljøet, hvor det stod værst til med netop kvælstofudledningerne.
Først nu er man for alvor begyndt også at tage hensyn
til naturen oven vande.
Heder og moser, der ligger i
sandede og næringsfattige områder, huser specielle
planter, som kræver et næringsfattigt miljø
for at kunne overleve. Tilføres disse områder for
mange næringssalte - eksempelvis fra luften - kan de specielle
hede- og moseplanter ikke klare konkurrencen fra de mere almindelige
planter. De forsvinder derfor - sammen med heden og mosen som
naturtyper.
Som tillæg til den seneste
vandmiljø-handlingsplan forventes der nu et specielt ammoniak-direktiv,
som direkte tager sigte på den luftbårne kvælstofforurening.
Det nye ammoniak-direktiv forventes klar i begyndelsen af 2001
og vil byde på konkrete retningslinjer for landbrugets
udledning af ammoniak til luften.
Fremover vil det næppe
være nok blot at lægge låg på gylletanken.
Flere svin - mere svineri
27. november 2000
Danske landmænd - specielt
svinebønderne - fortsætter ufortrødent deres
kamp for at ødelægge den danske natur og det danske
vandmiljø. Senest har de ansøgt om tilladelse til
at øge deres i forvejen kolossale produktion på
25 millioner grise årligt med yderligere 0,6 million grise.
I forvejen sviner de 25 millioner
grise så meget som 80 millioner menneskers urensede spildevand
- i form af gylle, der spredes ud over markerne for at komme
af med den. Danske svinebønders allerstørste problem
er derfor ofte, at de ikke råder over tilstrækkeligt
med landbrugsarealer, hvor deres gylle kan spredes. Jordpriserne
er derfor steget markant, hvilket mærkes på flere
måder.
Dels er det blevet svært
for nye landmænd at etablere sig - nyuddannede bønder,
som efter al sandsynlighed ville være mere tilbøjelige
til økologisk landbrug end det traditionelle svineri.
Og dels er jorden nu så dyr, at det er vanskeligt at opkøbe
tilstrækkelige arealer til den naturgenopretning, staten
i disse år er i gang med.
Nu har det sågar også
vist sig, at adskillige mennesker rundt omkring i landet direkte
er blevet syge af de stinkende gylledampe. Der har i dagspressen
og på TV været vist eksempler fra skoler og plejehjem,
hvor mavesygdomme har floreret i forbindelse med gyllespredning
uden for bygningerne.
Landmændene er bedøvende
ligeglade. De har loven på deres sige, siger de, og har
derfor ingen planer om at skære ned på svineriet.
De vil tilsyneladende have tilstande som i Holland og
Belgien, hvor vandmiljø i dag er en by i Rusland - noget,
man havde for mange år siden. Underligt, at de såkaldte
dyrevenner bruger alle deres ressourcer på at lukke tamme
mink ud i naturen - i stedet for at fokusere på svineriet
fra svinebønderne.
Fødevareminister Ritt
Bjerregaard har til pressen udtalt, at amterne allerede har lovhjemmel
til at afvise svinebøndernes ansøgninger om udvidelse.
Med den begrundelse, at miljøet ikke kan klare mere. Men
amterne siger, at de kun i meget få tilfælde er i
stand til at afvise korrekt udfyldte ansøgninger om udvidelse.
Tiden vil nu vise, om Ritt kun er sig sit økologiske ansvar
bevidst, når det gælder hendes egen økologiske
æblehave på Fyn.
Man kan i mellemtiden diskutere,
hvem der er de største svin i denne sammenhæng.
Grisene er det i hvert fald ikke. De kan
jo ikke gøre for det.
37.000 tons ammoniak årligt
fra danske svin
14. oktober 2000
Danmarks Naturfredningsforening
(DN) råber nu vagt i gevær. DN finder situationen
omkring den stigende danske svineavl alarmerende og betragter
den fordampende ammoniak fra svinene som det største akutte
miljøproblem overhovedet i dagens Danmark.
Årsagen er de 37.000 tons
ammoniak, der hvert år frigives til atmosfæren fra
de danske svinefarmes 25 millioner svin. Ammoniakken ender i
sidste ende i jord og vand via nedbøren, hvor den så
overgøder miljøet med kvælstof. I så
høj grad, at næringsfattige heder og moser helt
mister det planteliv, som er så karakteristisk for netop
dem. Planter, der ikke kan klare konkurrencen med andre planter,
dersom miljøet tilføres ekstra kvælstof.
Overvismand fra Naturrådet,
Peder Agger, giver DN ret i problemets akutte og katastrofale
omfang. Regeringen ventes at barsle med nye forholdsregler først
i det nye år.
Vadehavet vader i næringssalte
14. oktober 2000
Mere end 10.000 tons kvælstof
ledes hvert år ud i Vadehavet. Primært via vandløbene
i Sønderjyllands og Ribe Amter - sekundært via en
nordgående strøm fra vandløb som Rhinen og
Seinen.
Vandmiljøhandlingsplanen
fra 80'erne skulle reducere udledningerne af kvælstof med
50%, men det er ikke sket. Faktisk kan man næsten ikke
måle nogen reduktion overhovedet, hvilket var og er baggrunden
for Vandmiljøhandlingsplan 2. Til gengæld er udledningerne
af fosfor i det samme tidsrum reduceret med hele 70%. Landbrug
og dambrug har således ikke formået at leve op til
planerne, hvilket byer og industri - via nye rensningsanlæg
- for længst har gjort.
En af de vigtigste veje frem
mod en reduceret udledning af kvælstof fra landbruget er
etableringen af flere våde enge. Et problem her har vist
sig at være omkostningerne til kompensation af landmændene
for tabt landbrugsjord. Jordpriserne er i dag så høje,
at der fattes penge til denne kompensation.
Flere politikere er derfor skeptiske
og mener, at tiden allerede nu er moden til en endnu skrappere
Vandmiljø-handlingsplan 3 - hvis der overhovedet skal
ske nogen reduktion fra landbruget.
Svin stopper sø
8. marts 2001
Faste læsere af denne side
vil vide, at en svineavler for nogen tid fik lov til at udvide
sin produktion på Esrumgaard i Nordsjælland - trods
det faktum, at det vil medføre en øget forurening
af Esrum Sø, der i forvejen tilføres for megen
kvælstof.
Nu er der så ballade igen,
og søreme om det ikke er nøjagtig den samme landmand,
den er gal med igen. Nu sidder han blot som Landboforeningens
repræsentant i Jordbrugskommissionen, der netop har skullet
tage stilling til genskabelsen af Søborg Sø i Nordsjælland.
Svineproducenten nedlagde veto
mod den planlagte genskabelse af søen og lagde sig dermed
ud med alt og alle. Således er han nu oppe imod ejerne
af Søborggaard, der skulle afgive jord til projektet;
mod Aage V. Jensens Fonde, der skulle betale for jorden; mod
Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening
og Frederiksborg Statsskovdistrikt, der alle havde glædet
sig til genskabelsen. Han har sågar også lagt sig
ud med sit eget parti - med Venstres amtsborgmester, der har
indklaget sagen til Fødevareministeriet, hvorunder sager
om landbrugspligt hører.
Svinebondens argument for at
nedlægge veto - for første gang i de sidste ti år
- er, at god landbrugsjord er en mangelvare i Nordsjælland.
Hvad han mener er vel, at han selv mangler jord at sprede sine
stigende gyllemængder ud over. For myndighederne karakteriserer
den udbrændte søbund som værende ren marginaljord,
der ikke er værd at dyrke.
Det var planen at genskabe den
600 hektar store og lavvandede sø, så man kan mindske
udvaskningen af næringssalte fra landbruget til Kattegat
- som politikerne har ønsket det ifølge seneste
Vandmiljø-handlingsplan.
Danmarks Naturfredningsforening
(DN) har siden det nedlagte veto klaget over, at landbruget sidder
på to ud af tre pladser i de 14 amtslige jordbrugskommissioner.
Det giver anledning til "forkvaklede beslutninger",
mener DN.
Noget kunne tyde på, at
de har ret.
Ritt rykker - igen!
12. februar 2001
Fødevareminister Ritt
Bjerregaard har gjort det igen - udtrykt sin klare og utvetydelig
holdning til dansk landbrug, som det ser ud i dag. Det gjorde
hun senest på Dansk Familielandbrugs årsmøde,
hvor hun - midt i løvens gab - blandt andet udtalte følgende:
"Det er indlysende, at
landbruget ikke kan få kompensation fra statskassen, når
en så hårdt presset produktion løber ind i
helt forudsigelige sammenbrud. Landmændene indkasserer
fortjenesten, når det går godt, og de må tage
ansvaret, når det går galt. Jeg siger ikke, at det
er landmændenes skyld, men det er deres ansvar, fordi det
er deres produktion. Dyrene skal have proteintilskud i form af
kødbenmel eller genmanipuleret soya for at kunne yde mere.
Jorden skal tilføres kunstgødning og sprøjtes
med pesticider for at give større udbytter...
...Nu har vi kogalskaben.
Før det handlede historierne om, at brugen af antibiotika
i foderet havde skabt modstandsdygtige bakterier. Der var historier
om tremmekalve og svin, der blev mishandlet under transporten.
Alt i alt fremkalder historierne billedet af en sektor, der ikke
er i sund balance - en sektor, der skal finde en ny måde
at producere på...
...Det forøger befolkningens
mistro og lede ved landbruget, at man foreslår sunde dyr
slagtet og brændt ene og alene for at holde prisen oppe
på oksekød. Ud over desperation og fortvivlelse
afspejler den slags forslag en foragt for liv, der er både
skræmmende og forargelig...
...Det er muligt, at forbrugerne
som hovedløse høns i samlet flok løber rundt
efter de billigste fødevarer - uanset, hvor ringe kvaliteten
er. Forbrugerne æder bjerge af overflødigt dyrisk
fedtstof, som alle ved er skadeligt. Eneste krav er tilsyneladende,
at det er farvet, fyldt af konserveringsmiddel og billigt."
Det er vist første gang
nogensinde, at en minister i den grad tager bladet fra munden
over for det erhverv, hun er minister for. Der er næppe
tvivl om, at Ritt Bjerregaard med denne brandtale har skrevet
historie i dette lille land, hvis miljø og fødevarer
i en menneskealder er blevet styret og skamridt af netop landbruget.
Hatten af for en kvinde, der
er mand nok for at stå ved sine meninger!
"Bondens fald"
28. januar 2001
Under denne overskrift bragte
Jyllands-Posten den 24. januar mere end 3 helsider i Erhvervs-Magasinet
om fortid, nutid og fremtid for den danske bonde. Om selvopfattelse
og realiteter. Fra Morten Korch til svinebaroner.
Det var spændende læsning
om et hæderkronet erhverv, som nu så småt er
ved at indse, at dets storhedstid definitivt er omme. Et erhverv,
hvis produkter tidligere udgjorde hovedparten af dansk eksport
til udlandet. Et erhverv, der gjorde Danmark til det smørhul,
som Hitler under Anden Verdenskrig sendte sine krigstrætte
soldater til for at blive opfedet til nye kampe. Et erhverv,
der sammen med fiskerierhvervet tjente gode penge under selvsamme
krig, mens resten af befolkningen led under besættelsen.
Men i dag et erhverv, hvis produkter
nu udgør under 20% af den samlede danske eksport. Og et
erhverv, som bærer langt størstedelen af skylden
for, at det danske vandmiljø i dag har det så skidt,
som tilfældet er. Og som ligeledes bærer skylden
for, at de sidste danske hedearealer nu er ved at kvæles
- i ammoniakdampe fra de store svineproduktioner, der ikke overdækker
deres enorme gylletanke, som loven ellers foreskriver.
Interesserede bør så
absolut læse Jyllands-Postens afdækning af den menige
danskers vrangbillede af landmanden. Og af landmændenes
egen vaklende selvforståelse. Stof til eftertanke.
"Landbrugets reflekser
må på chokkur"
28. januar 2001
Under denne overskrift skriver
Dagbladet Politiken i en leder den 19. januar blandt andet følgende:
"...chancen for at støde
på en artikel om landbruget i landets førende aviser,
uden at ordene kompensation eller støtte også forekommer,
er ganske ringe. Og det var nok årsagen til, at landbrugets
ledere forleden var tydeligt chokerede over fødevareminister
Ritt Bjerregaards kontante afvisning af at lade staten betale
de ekstraomkostninger, der er nødvendige for at genskabe
forbrugernes tillid til oksekød trods kogalskaben. Landbruget
er selv skyld i miseren gennem de produktionsformer, de har valgt,
mente ministeren.
Nu må man have landbrugslederne
undskyldt. For ingen nulevende aktiv landmand kan vel huske,
hvornår landbruget senest har haft eller skabt et problem,
hvis løsning ikke har kostet skattekroner fra det øvrige
samfund. Det er sket, når miljøproblemerne ikke
længere har kunnet negligeres, det er sket med gældssanering,
tørkelån og andre opfindsomheder. Og det er sket
siden EF-medlemsskabet, hvor de fem-seks procent af EUs befolkning,
der er aktive landmænd, med største selvfølgelighed
har lagt beslag på mere end halvdelen af EUs budget.
Derfor er det på høje
tid, at Ritt Bjerregaard bruger sin velkendte evne til at sætte
dagsordenen og signalere, at hun er fødevareminister og
ikke mere leder af et interessekontor for landbruget, end boligministeren
er for tømrermestrene. Det er på tide at bryde refleksreaktionen,
der gør ethvert landbrugsproblem til en offentlig udgift.
Forbrugerne, dvs. skatteyderne,
yder i forvejen rigeligt til markedsføring af landbrugsprodukter,
bl.a. ved at tillade, at forsyningerne af mælk og kød
nu sker gennem fusionerede, landbrugsejede storkoncerner med
monopolstatus på hjemmemarkedet.
Landbruget bør altså
indstille sig på at blive et erhverv på linje med
alle andre. Og når protesterne over den manglende statsstøtte
omkring kogalskaben også omfatter krav om at få sunde
og testede kreaturer destrueret med EU-støtte for at få
markedspriserne op, er grænsen for krævementaliteten
ikke alene overskredet. Så er erhvervet på vej ind
i det moralsk anløbne". Citat slut.
Såvidt Dagbladet Politiken.
Rart, man ikke længere behøver sige det selv.
Ny Vandmiljø-handlingsplan
III
14. juni 2001
Som det sikkert er de fleste
lystfiskere og miljøbevidste mennesker bekendt, så
har vi her i Danmark siden 1987 haft hele to vandmiljø-handlingsplaner.
Den første aldeles utilstrækkelig - den anden en
stærkt nødvendig opstramning af den første
på væsentlige områder.
Men ingen af de to ellers godt
mente planer havde magt til at dæmme op for landbrugets
umådeholdende forbrug af kvælstof. Ingen af dem tog
nemlig fat om ondets rod - landbrugets pengepung - og belagde
kvælstofforbruget med en afgift. Hvilket ville have haft
øjeblikkelig virkning. Nu skete der i stedet det, at Mariager
Fjord afgik ved døden i sensommeren 1997.
Derfor skal der nu igen strammes
op omkring vandmiljøet, og derfor er Vandmiljø-handlingsplan
III nu på tegnebrættet. Men hvor de første
to vandmiljø-handlingsplaner tog udgangspunkt i nationale
målsætninger for udledningen af kvælstof og
fosfor, så forventes den tredje handlingsplan i stedet
at være af mere lokal karakter.
Dette skyldes ikke mindst tankegangen
bag det nye "Vandrammedirektiv", som EU for nylig barslede
med, og som er omtalt tidligere på denne side. Således
skal vi ikke længere tage stilling til, om landbruget må
udlede så og så mange tons kvælstof til luft
og vand. Vi skal i stedet have en mening om, hvilken miljøkvalitet
vi ønsker os og hvilke steder. Og så handle konkret
ud fra dette. Slut med at skulle tage stilling til nogle helt
absurde grænseværdier for udledning af stoffer, som
ingen almindelige dødelige alligevel kender til. Og hvis
reelle værdi eksperterne også kun kan gisne om.
Den nuværende Vandmiljø-handlingsplan
II udløber i 2003, hvorefter Folketinget skal tage stilling
til en ny. På nuværende tidspunkt har regeringen
- socialdemokraterne og de radikale sammen med SF - allerede
udarbejdet et sæt retningslinjer for tiden efter 2003.
Heraf fremgår, at "belastningen fra landbrugsproduktionen
ikke må overstige, hvad miljø og natur kan tåle".
Det kan lyde som et spørgsmål
om ord i stedet for handling, men er ikke desto mindre et vigtigt
skridt på vejen mod et bedre vandmiljø. Men tilbage
står stadig et stort arbejde med at udrede reelle tiltag.
Men der tales mere og mere om en konkret afgift på kvælstof
- en afgift, der så kunne føres direkte tilbage
til landbruget som tilskud til miljøfremnmende foranstaltninger.
Landmænd mod Skov- og
Naturstyrelsen
30. juli 2001
Skov- og Naturstyrelsen har aldrig
været danske bønders livret. Styrelsen har nemlig
altid planer, der kun sjældent passer ind i bøndernes
kram. Styrelsen vil i regelen indskrænke bøndernes
næsten grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan
de behandler den danske natur - som var det deres helt egen og
ikke vi andres.
Nu er den så gal igen.
Skov- og Naturstyrelsen har spillet ud med et antal områder,
der skal udpeges til og udlægges som særlige naturområder
- den såkaldte "habitatudpegning". I dette tilfælde
er det områder langs Vidå og Brede Å i Sønderjylland,
der har bragt sindene i kog. Habitatudpegningen vil nemlig få
konsekvenser for den fremtidige brug af de udpegede områder
- i form af indskrænkninger af landmændenes brug
af naturen.
Skov- og Naturstyrelsen har udpeget
534 km åstrækninger i 11 sønderjyske kommuner.
Udpegelsen er i vid udstrækning sket for at beskytte truede
fiskearter såsom snæbel og bæklampret. Lokale
bønder siger, at de ikke har noget imod at beskytte naturen.
De vil blot kende til konsekvenserne af udpegningen, før
de accepterer dem.
Der skal nu en høringsfase
til, førend den endelige udpegning kan finde sted.
Svin i økonomisk fremgang
10. december 2001
Det er nu en overordentlig god
forretning at være svinebonde i lille Danmark. Således
havde danske svineproducenter i årene 1996-2000 en gennemsnitlig
årsindkomst på 254.000. 2001 tegner til at blive
et rekordår med en gennemsnitlig indtjening i omegnen af
700.000.
Den rekordstore indtjening skyldes
givet de mange problemer med BSE i oksekødet og deraf
følgende frygt for at købe og spise det. En frygt,
som altså har givet svinebønderne et uventet ekstrasalg
og en efterfølgende rekordstor indtjening.
Med sådanne tal i baghovedet
må det være på tide, at vore nyvalgte politikere
kræver økonomiske investeringer i udstyr
til nedbrydning af de enorme gyllemængder, som den kolossale
svineproduktion uundgåeligt medfører.
Det kan ikke være meningen,
at det danske vandmiljø skal lide, mens svinebønderne
scorer kassen i form af årsindtægter på små
trekvart million. Det er næsten 60.000,- kroner om
måneden.
Kovending: Flere svin
25. november 2001
For et års tid siden meldte
fødevareminister Ritt Bjerregaard ud, at nu var smertegrænsen
nået for antallet af svin i danske landbrug. Således
blev der sidste år produceret og slagtet over 22 millioner
svin i danske stalde - med en kolossal gylleproduktion som uundgåeligt
biprodukt. Gylle, som siden blev spredt på markerne i overdosis,
så vandmiljøet generelt og fattige hedejorde specielt
nu vånder sig.
Nu melder samme Ritt Bjerregaard
så meget overraskende ud, at hun ikke vil blande sig i,
hvor mange svin der produceres i danske stalde. "Blot
miljøkravene overholdes", lyder hendes nye melding,
der er faldet mange politikere endog meget for brystet. Allerede
næste år forventes den samlede danske svinebestand
at nå 24 millioner, og der er næppe udsigt til, at
væksten stopper her.
Men det ser ud til, at der er
mening med galskaben - i form af ny teknologi til behandling
af de store gyllemængder og nye lovforslag, der skal gøre
det lettere og mere attraktivt for landmændene at investere
i den nye teknologi. Teknologi, som dels kan reducere mængden
af de skadelige næringsstoffer kvælstof og fosfor
- dels mindske fordampningen fra markerne og dermed også
reducere lugtgenerne.
Nu gælder det så
blot om også at få indført brugen af denne
højteknologi, som det jo koster at investere i. Derfor
må der udarbejdes en politik, der på den ene eller
anden måde tvinger landbruget til at gøre de fornødne
investeringer. Ellers sker der som bekendt og hidtil - intet.
Bønder skal have erstatning
9. juni 2002
Noget af det første, den
nye borgerlige regering foretog sig, var at give bønderne
erstatning, hvis de fremover skal afgive jord af hensyn til miljøet.
Som bekendt blev bønderne
underkendt af såvel Østre Landsret som Højesteret,
da de stillede krav om erstatning for den jord, de ifølge
vandmiljø-handlingsplanerne i 1991 måtte afgive
til 2 m dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene. Bræmmer,
der skulle og skal sikre, at næringsstoffer fra dyrkede
og gødede marker ikke havner i vandmiljøet.
I januar i år genfremsatte
Kristeligt Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti et forslag
om, at danske landmænd skal have kompensation for de afgivne
jord. Hårdt presset måtte miljøminister Hans
Christian Schmidt gå med til, at danske landmænd
fremover skal have kompensation, hvis de skal afgive jord i lignende
sager. Han ville dog ikke gå med til, at der gives kompensation
med bagudvirkende kraft.
Det er vel naturligt nok, at
der gives kompensation, dersom man fratager danske landmænd
produktiv landbrugsjord. Men lige så naturligt vil det
så være, at man også lader selvsamme landmænd
betale for de skader, deres produktion påfører det
danske vandmiljø.
For flere år siden gennemførte
Kommunernes Landsforening (KL) en undersøgelse, der viste,
at det danske landbrug - trods eksport i milliardklassen - koster
det danske samfund mere, end det tilfører. På grund
af den forurening af overfladevand og grundvand, som det intensive
danske landbrug påfører vandmiljøet...
Siden KL's undersøgelse
er landbrugets eksport endda kommet til at udgøre en mindre
del af den samlede danske eksport.
Fortsat fosfat fra landbruget
7. januar 2002
Der har længe været
rimeligt styr på byers og industriens udledning af fosfor
til vandmiljøet - primært på grund af kostbare
rensningsanlæg til behandling af spildevandet.
Men landbruget er der stadig
ikke styr på. Det konkluderer Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU) i en ny rapport om fosforbelastningen af det danske vandmiljø.
Heraf fremgår det, at udvaskningen af kvælstof fra
markerne nu går den rigtige vej, omend der stadig er langt
til målet. Rapporten viser desværre også, at
der ikke er sket nogen reduktion i udvaskningen af fosfor siden
1989.
Derfor er landbruget nu også
den største kilde til forurening med fosfor - lige som
man længe har været og stadig er den helt store synder,
når det gælder udvaskningen af kvælstof. Og
hvor det i havet er kvælstof, der normalt er den begrænsende
faktor for algevæksten, så er det i søerne
fosfor, der er den begrænsende faktor.
Ræven og gæssene...
28. februar 2002
Vor stadig nye miljøminister
Hans Christian Schmidt har begået en helt ny genistreg:
Han har nemlig sat landmændene ved Vadehavet til at varetage
naturforvaltningen i det sønderjyske marskområde...
Hvis det ikke er at sætte
ræven til at vogte gæs. De selvsamme landmænd,
som i årevis har bekæmpet miljøtiltag fra
myndighederne, skal nu selv til at vurdere, hvordan de bedst
kan varetage naturens tarv og trang langs de vandløb,
som munder ud i Vadehavet. De landmænd, hvis indædte
modstand til dato har betydet, at sammenlagt 60 millioner kroner
er spildt på diverse naturprojekter, der aldrig kom til
at virke. Landmændene ønskede ikke de våde
enge, som fuglene ville nyde godt af. Og de satte samtidig alt
for mange køer og får på græs i det
følsomme område.
Senest gik det så ud over
de arealer ved Vidå og Brede Å, der af Skov- og Naturstyrelsen
var udpeget som særligt vigtige habitatområder i
EU-regi. Blandt andet på grund af den sjældne snæbel,
som lever her. Denne udpegelse, som vakte megen harme blandt
lokale landmænd, blev straks taget af bordet af den nye
miljøminister. Som altså netop har nedsat et helt
nyt udvalg til varetagelse af den særlige og sårbare
vadehavsnatur.
I dette udvalg finder man tre
repræsentanter for landbruget, to fra amterne, to fra kommunerne,
én fra fiskerne, én fra jægerne, én
fra Friluftsrådet og én fra Danmarks Naturfredningsforening.
Hertil én fra erhvervsforeningen Kyst, Land og Fjord,
som har været yderst aktive lobbyister i sagen omkring
brugen af den danske del af vadehavsområdet. Samt én
fra det tyske mindretal og yderligere to medlemmer, der udpeges
af miljøministeren personligt.
Det vurderes nu, om dette nye
udvalg i det hele taget lever op til EU's regler om, at den fælles
europæiske naturarv skal sikres med "videnskabelig
og teknisk viden". I det nye udvalg er det vist så
som så med det videnskabelige...
9.000 tons ekstra kvælstof
fra landbruget...
11. april 2002
Som tidligere nævnt her
på siden har den ekstraordinært megen regn i dette
forår fået åerne til at gå over deres
bredder og søerne til at blive meget større. Men
det er desværre ikke den eneste konsekvens af nedbøren.
En anden og meget værre konsekvens er den stærkt
øgede udvaskning af næringssalte - kvælstof
og fosfor - fra landbrugets gødede og overgødede
marker.
Landskontoret for Planteavl har
netop offentliggjort en prognose, der siger, at landbrugerne
i år må tilføre deres marker 9.000 tons
ekstra kvælstof for at kompensere for udvaskningen
fra markerne - en udvaskning, der havner direkte i vandmiljøet.
Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge i
de indre danske farvande.
Specielt spændende skal
det derfor blive at følge udviklingen ved Mariager Fjord,
hvor man til dato intet har foretaget sig for at undgå
endnu en fjorddød. Det har da også været tæt
på en enkelt gang siden katastrofen i 1997. - Skal 2002
blive året, hvor landbruget endnu engang får skovlen
under Mariager Fjord? Oddsene er i hvert fald gode...
Det ekstraordinært gode
vejr, som fulgte den ekstraordinært våde vinter har
gjort alle pessimistiske forudsigelser grundigt til skamme. Således
blev de fleste landmænd færdige med såningen
langt tidligere end forventet. Desværre førte det
tørre vejr til en massiv jordfygning, der flere steder
mindede mest af alt om sandstorm.
Store mængder sand og jord
havnede i vandløbene, hvor de medfører sandvandring
og tilsanding af gydebanker for laksefiskene.
Bønder og boliger
9. august 2002
Miljøminister Hans Christian
Schmidt (V) redegjorde for nogen tid siden for sin nye planlov.
Den vil kort fortalt tillade partiets kernevælgere, bønderne,
at bygge nye boliger i naturen, hvor det tidligere ikke har været
tilladt at bygge.
Folketingets miljøudvalg
fik dog presset miljøministeren til at opgive sin oprindelige
plan, der gik så vidt som til at tillade byggeri inden
for den hidtil gældende zone 300 m fra kystlinjen.
Men ellers er der nu grønt
lys til, at venstrebønder fremover kan indrette ekstrabolig
i hovedbygningen samt bygge en aftægtsbolig samt en medhjælperbolig
inden for 100 m fra hovedbygningen. Altså tre nye boliger
for hver nuværende.
Selv langt ind i regeringens
egne rækker vækker miljøministerens nye forslag
dyb bekymring. Det vil nemlig medføre, at der dukker mange
helt nye boliger op i naturskønne områder af landet,
som hidtil har været friholdt for byggeri - netop af hensyn
til naturen.
Det frygtes nu, at velhavende
bønder vil spekulere i den nye ordning og bygge boliger,
som siden kan sælges med stor fortjeneste, da de i mange
tilfælde vil ligge i meget naturskønne områder.
I visse tilfælde vil de også kunne tage udsigten
fra eksisterende boliger.
Øget forbrug af pesticider
19. august 2002
Nu gik man lige og troede, at
landbruget langt om længe havde reduceret sit forbrug af
pesticider - af miljøskadelige sprøjtegifte. Som
de skulle ifølge diverse handlingsplaner.
Men nej. Nu viser de seneste
opgørelser fra Danmarks Statistik, at landbrugets forbrug
af sprøjtegift sågar er steget i forhold
til tidligere. Således steg salget af pesticider fra 3.551
tons i 2000 til 3.687 tons i 2001. I alt en stigning på
137 tons virksomt stof, der er spredt ud over danske marker
og nu er på vej mod grundvandet.
Det er især salget af plantebeskyttelsesmidler,
der er steget - med 259 tons virksomt stof. En uhyggelig
udvikling i den helt forkerte retning. Og med den nuværende
regering ved roret er der næppe håb om, at landbruget
vil blive pålagt nye restriktioner. V, K og DF er definitivt
ikke miljøets partier.
Så hvor der bestemt ikke
mangler handlingsplaner, mangler der desværre heller ikke
handlingslammelse. Der råder sågar politisk modvilje
mod at sætte ind over for landbrugets fortsatte skalten
og valten med det danske miljø.
Et spørgsmål om
proportioner
13. oktober 2002
"Dansk landbrug frygter
panikindgreb efter iltsvind".
Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen
i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været
omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år - trods
hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.
Der er ingen tvivl om, at årets
iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager.
dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar
og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at
gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli
en periode med voldsom regn - efterfulgt af en meget lang og
varm sommer.
Der er til gengæld heller
ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning
af de indre danske farvande med kvælstof - primært
fra landbruget. Nu påstår dansk landbrug så
- ganske rigtigt - at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen
kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat.
Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges
yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet - når
de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.
De seneste beregner fra Danmarks
Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende
billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som
mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk,
og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden
1989-1996:
Danmark: 60.000 tons kvælstof
(20%)
Sverige: 24.000 tons kvælstof
(8%)
Tyskland: 13.000 tons kvælstof
(4,5%)
Udvaskning fra Østersøen:
150.000 tons kvælstof (51%)
Atmosfærisk nedfald:
45.000 tons kvælstof (15,5%)
Det ses således, at Danmark
er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat.
Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof
stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive
mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis
vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.
Landbruget "glemmer"
imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere,
at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så
gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor
landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning.
Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved
døden i 1997 - som følge af varmt vejr og udledning
af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette
ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.
Skulle man føre landbrugets
argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver
landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen.
På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk
del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe
kan måles...
Senest har man fra Odder Kommune
meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand,
dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening
af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke
hele 23 vandværker - de 17 af dem på grund af nitratforurening
fra landbruget.
Endnu flere proportioner
13. oktober 2002
Iltsvindet i de indre danske
farvande har nu nået et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer
havbund er ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel
af Danmarks samlede areal. Værst står det til i farvandet
omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten,
Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.
Fra flere sider har det været
forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen
er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder
tilføres udefra - via Østersøen og Skagerak.
I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra
disse vandområder. Der er tale om transport både
til og fra disse områder, og tallene gælder perioden
1980-1989:
Fra Østersøen
til Bælthavet: 367.000 tons kvælstof
Fra Bælthavet til Østersøen:
215.000 tons kvælstof
Netto tilføres der
således årligt 152.000 tons kvælstof fra Østersøen
til Bælthavet
Fra Kattegat til Skagerak:
567.000 tons kvælstof
Fra Skagerak til Kattegat:
394.000 tons kvælstof
Netto forsvinder der således
årligt 173.000 tons kvælstof ud af Kattegat
Regner man lidt videre på
disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig
reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig
differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det,
der tilføres fra Østersøen. Altså
173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.
Set i dette perspektiv er vi
altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun
hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat
retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt
med yderligere reduktion af udvaskningen.
Rådet, der ikke ville
lade sig nedlægge...
26. oktober 2002
Den nuværende borgerlige
regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen
slags - ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen
eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede
holdninger intakte...
Et af resultaterne heraf var
som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd,
der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen
af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible,
Bjørn Lomborg. En af de mest markante sager var nedlæggelsen
af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville
lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra
regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens
Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift
og projekter.
Det er der nu kommet en Vismandsrapport
ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget
og dets påvirkning af miljøet i Danmark - et emne,
der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering.
De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i
det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre
har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre
som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.
I den nye Vismandsrapport fra
det uafhængige Naturråd står følgende
at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk
miljø knap 400.000 tons kvælstof, 5.000 tons
fosfor og 75.000 tons kalium - via udledning af gylle plus
brugen af kunstgødning.
For 20 år siden var der
en 16% udnyttelse af kvælstof - med de resterende 84% som
udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på
33% - med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et
klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok.
Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt
meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere
end nogensinde - trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.
Der er tre parametre, som kan
forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres
og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen;
2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) produktionens
størrelse.
For at gøre en lang historie
kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere
effektivisering i udnyttelsen af kvælstof - op mod en 50%
udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større
del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift - med mindre
udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet
konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele
50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil
kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.
Men det lader sig altså
ikke gøre at kompensere for den massive vækst i
dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner
svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på
kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på
markerne, kan vi forvente total død i de indre danske
farvande i løbet af ganske få år.
Eftersommeren har allerede vist,
hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt.
Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold
i de indre danske farvande, har iltindholdet været så
lavt. Aldrig før har så store områder været
ramt af iltsvind og fiskedød som nu. Mængder af
opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord,
Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig
tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte
hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.
Længe leve det højt
besungne danske landbrug.
Landmænd og vandmænd
14. november 2002
I takt med den stigende næringssaltforurening
af vore hav- og fjordområder er mængden af gopler
- vandmænd, brandmænd med flere - øget markant.
Nu i en sådan grad, at de er til hinder for fiskeriet.
De kolossale mængder gopler
fylder dels fiskernes garn op med værdiløs fangst.
Derudover æder de løs af vandets dyreplankton, som
derfor ikke kan blive til føde for opvoksende fisk. Endelig
æder de store gopler også fiskeæg og fiskelarver,
som derfor ikke når at vokse sig store.
Problemet er nu blevet så
stort, at det er taget op på EU-plan. EU har således
bevilget 20 millioner kroner til projekt "Eurogel",
hvor ti institutioner fra seks EU-lande - heriblandt Marinbiologisk
Forskningscenter i Kerteminde - skal forske i årsager til
goplernes opblomstring. 5 millioner kroner går til den
danske del af undersøgelsen.
Forskningsområdet spænder
vidt - fra Limfjorden til Sortehavet. Begge steder har man i
de seneste år noteret en massiv vækst i mængden
af gopler. Og en tilsvarende tilbagegang i fiskeriet. I Limfjorden
landedes således i begyndelsen af 1980'erne omkring 1.600
tons spisefisk om året. I midten af 1990'erne var tallet
nede på 200-400 tons spisefisk årligt, og i dag landes
der stort set ikke spisefisk fra den salte fjord.
I samme tidsrum er mængden
af blåmuslinger, strandkrabber - og gopler - gået
tilsvarende frem. Den nye "Eurogel" undersøgelse
skal søge at klarlægge, om der er en sammenhæng
mellem disse faktorer. Om muligt også finde en måde
at begrænse skaderne på, så gamle fiskebestande
kan genetableres.
Svin indhentet af virkeligheden
21. november 2002
Det er de danske svineproducenter,
der er hovedansvarlige for kvælstofforureningen af det
danske vandmiljø. De mange millioner grise producerer
gylle i overflod, som havner på markerne i overdosis for
siden at løbe ud i åer, søer og fjorde. Her
skaber næringsaltene algeblomst, iltsvind og bundvendinger
som dem, vi har set i rekordstort antal i denne sæson.
Svineproducenterne ønsker,
at den danske svineproduktion skal stige støt og snart
nå 25 millioner svin om året. Miljøforkæmperne
ønsker derimod produktionen begrænset til et niveau,
hvor jorden kan aftage al gyllen og optage alt kvælstoffet.
Nu er virkeligheden imidlertid ved at indhente de danske svinebaroner,
som sidste år havde en gennemsnitlig indtjening på
644.000 kroner. I år er indtjeningen faldet til blot 120.000
kroner, hvilket ikke er nok til at få driften til at løbe
rundt.
Ikke mindst de mellemstore producenter
kan komme i økonomiske problemer med den nuværende
indtjening, som imidlertid ikke er uventet. De konstant stigende
jordpriser i de seneste 7 år har nemlig gjort det muligt
for svinebønderne at finansiere den urentable drift ved
at belåne jorden. Prognoserne siger imidlertid, at jordpriserne
ikke vil stige yderligere, og dermed vil virkeligheden have indhentet
svinebønderne og deres millionstore investeringer i større
produktion og større forurening.
Den kendsgerning er der næppe
nogen miljøforkæmper, der kan have ondt af. Og skulle
det hele resultere i konkurser og dermed en mindre svineproduktion,
vil det danske vandmiljø være den helt store vinder.
Sydfynsk Øhav for forurenet
til naturpark
21. november 2002
Det Sydfynske Øhav er
nu så forurenet af næringssalte fra landbruget, at
det ikke kan udlægges som nationalt naturområde i
nær fremtid. Det vil kræve store investeringer i
miljøforbedringer og eventuel kompensation til landmændene,
hvis området skal blive til det ønskede pilotprojekt.
Det skriver i hvert fald Fyns
amtsborgmester Jan Boye (K) i et brev til miljøminister
Hans Christian Schmidt (V). Ministeren har opfordret til, at
det enestående lavvandsområde syd for Fyn bliver
et af de syv steder i landet, hvor man som forsøg udpeger
et stort sammenhængende naturområde.
Måske den fynske tilbageholdenhed
skyldes samme motiver som den lokale modstand mod at indlemme
den danske del af Vadehavet i Verdens Naturarv: Nemlig at man
frygter restriktioner for udnyttelsen af områderne, dersom
de udlægges som reservater eller naturparker.
De seks andre påtænkte
naturområder er hedelandskaber i Thy, Lille Vildmose, Mols
Bjerge, Gribskov, Esrum Sø og Møns Klint.
"Penicillinsvineri"
16. december 2002
Under denne overskrift tager
en leder i Jyllands-Posten skarpt afstand fra danske svinebønders
brug af antibiotika.
Vi har set det før, og
vi ser det nu igen: Man kan ikke sætte dansk landbrug til
selv at tage ansvaret for at administrere sig selv. Så
går det straks galt. Selvjustits er en by i Rusland, når
danske bønder skal tjene penge. Så må naboerne
lide under en ulidelig gyllestank, og så må vandmiljøet
lide under algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi i år
har set det i rekordformat.
I 1999 indvilligede danske svinebønder
frivilligt i at standse brugen af de forkætrede antibiotiske
vækstfremmere til svineproduktion. Her i 2002 viser det
sig så, at man ganske vist ikke længere bruger vækstfremmere.
Alligevel er svinebøndernes brug af antibiotika næsten
fordoblet i løbet af de seneste seks år - ganske
enkelt fordi svinebønderne blot har erstattet vækstfremmerne
med medicin, som danske dyrlæger - frivilligt eller ufrivilligt
- skriver recepter på.
Der er således to skyldige
parter i denne sag: Bønderne, der beder dyrlægerne
om at ordinere den ønskede antibiotika. Og så dyrlægerne,
der lader hånt om såvel etiske forhold som mere langsigtede
perspektiver i form af resistens hos sygdomsfremkaldende bakterier
blandt svinene.
EU har nu kig på sagen
og vil tilsyneladende vedtage et forbud mod enhver form for antibiotiske
stoffer i foder inden 2006. Desværre har EU ingen umiddelbare
planer om restriktioner for decideret medicinering, som det foregår
nu.
Jyllands-Posten slutter sin leder
med følgende svada til såvel landbrug som dyrlæger:
"Efterhånden tyder
meget på, at samfundet må gribe ind med faste regler
og håndfaste sanktioner. Beklageligt, men åbenbart
nødvendigt, når selvdisciplinen i branchen ikke
slår til".
Citat slut.
Nul kroner i erstatning til
landmænd
5. februar 2003
Da Viborg Amt i 1991 besluttede
at lukke mere saltvand ind i den inddæmmede Hjarbæk
Fjord, hvor blandt andet Simested Å og Skals Å udmunder,
krævede lokale landmænd straks erstatning. Som landbruget
jo har for vane. Amtets beslutning skyldtes hensynet til det
forringede miljø i fjorden.
175 lodsejere omkring fjorden
stillede sig ikke tilfredse med den erstatning på 8 mio.
kroner, som de for længst har modtaget i kompensation.
De krævede næsten det dobbelte - 15 mio. kroner -
og har ført sag herom lige siden sagen for første
gang kom til drøftelse - for næsten 15 år
siden.
Nu har Højesteret så
endelig fældet dom i sagen. Højesteret besluttede,
at der ikke var tale om ekspropriation af landbrugsjord, da amtet
lukkede mere saltvand ind i fjorden og dermed satte kystnære
områder under vand. I forvejen havde landbruget fået
ny og billig jord at dyrke, da man byggede dæmningen ved
det smalle Virksund og begyndte afvandingen.
Uheldigvis skete der en uheldig
ændring i vandmiljøet, som blandt andet førte
til iltsvind ved bunden og massive klækninger af generende
dansemyg i det nu næsten ferske vand i fjorden. Samtidig
blev Virksund en endnu større flaskehals end tidligere
for fjordens havørreder, som nu havde sværere ved
at undgå garnene ved dæmningen.
Daværende fiskeriminister
Bjørn Westh, som selv er lodsejer ved Skals Å, fik
dog indført udvidede fredningszoner i fjorden, som gav
havørrederne markant bedre livsbetingelser.
Venstre:
DMU's iltsvindsrapporter skal
undersøges
6. februar 2003
I kølvandet på Lomborg-sagen
og givet som indirekte følge heraf har der været
rejst kritik af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU)
og deres data omkring kvælstofudledning og efterfølgende
iltsvind i de indre danske farevande.
Rent politisk mener mange Venstre-folk,
at DMU har været tidligere miljøminister Svend Aukens
forlængede arm, og at Vandmiljø-handlingsplan I
og II i alt for høj grad har lagt sig op af DMU anbefalinger.
Dette ikke mindst til skade for landbruget - Venstres kernevælgere
- som har måttet punge op med midler til begrænsning
af kvælstofudledningen fra de dyrkede og overgødskede
marker.
Kritikken har ikke mindst været
rejst efter sidste års rekordstore iltsvind, der lagde
store dele af de indre danske farvande øde, og hvor landbruget
af blandt andet DMU fik størsteparten af skylden.
Nu har formanden for Folketingets
Miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo, så taget
initiativ til, at DMU's hidtidige arbejde tages op til vurdering.
Det skal evalueres udefra, så man kan være sikker
på, at DMU har ret i sine tal - tal, der i så fald
vil blive vigtige for udformningen af den kommende Vandmiljø-handlingsplan
III, der snart skal vedtages.
Set udefra kan det se betænkeligt
ud, som om regeringen nu vil hævne sit forsmædelige
nederlag i Lomborg-sagen - ved at søge DMU's iltsvindsrapporter
miskrediteret.
Lykkes det, vil regeringen så
meget bekvemt kunne spare samfundet generelt og sine landbrugere
specielt for yderligere udgifter til reduktion af kvælstofudledningen.
Med bedre chancer for at kunne gennemføre de skattelettelser,
regeringen blev valgt på. Og med tilsvarende større
chancer for at blive genvalgt næste gang...
Trist, hvis miljøet endnu
engang skal blive kastebold og taber i det politiske spil om
magten.
Kritik af DMU forstummet
26. maj 2003
Efter hård kritik fra landbruget
og den borgerlige regering, som mistænkte Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU) for at overvurdere landbrugets skyld i iltsvindsproblematikken,
lod DMU først i 2003 et uvildigt udenlandsk forskerpanel
vurdere sit arbejde med iltsvind i de indre danske farvande.
Den efterfølgende evaluering,
der blev forestået af tre professorer fra USA og en fra
Norge, gav DMU det blå stempel for dets arbejde. Det internationale
panel af forskere bakkede således op om DMU's opfattelse
af, at landbruget bar hovedskylden for det rekordstore iltsvind,
vi oplevede i 2002.
DMU's forskning og rådgivning
omkring iltsvind er af høj international standard og et
godt grundlag for politiske beslutninger. Det konkluderer de
udenlandske eksperter. Sikkert til stor fortrydelse for regeringspartiet
Venstre, hvis formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind
Vesselbo, først såede tvivl om DMU og derfor foreslog
en uvildig vurdering.
Det skete umiddelbart efter,
at Venstres egen smagsdommer, Bjørn Lomborg, af Udvalget
for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev vurderet
som værende "i klar strid med normerne for god videnskabelig
skik".
Det kunne Venstre ikke have siddende
på sig og måtte straks ud med riven. Valget faldt
på DMU, som havde formastet sig til at pege på landbruget
- Venstres kernevælgere - som hovedansvarlig for iltsvindskatastrofen
i 2002. Venstre fik imidlertid ikke andet ud af sit korstog end
en international bekræftelse af landbrugets skyld.
Det internationale forskerpanel
udtrykte dog en vis undren over, at DMU havde indladt sig på
personlige stridigheder i dagspressen. Dertil er iltsvindsproblematikken
alt for kompleks, mente de udenlandske professorer. Sagen skulle
hellere drøftes på videnskabeligt plan - i den videnskabelige
litteratur, hvor den slags diskussioner retteligen hører
hjemme.
Gade går fra Miljøstyrelsen
12. juni 2003
Miljøstyrelsens direktør
Steen Gade, tidligere MF for Socialistisk Folkeparti, har sagt
sin stilling op i protest mod regeringens nye sparerunde. Den
første sparerunde kostede allerede i 2002 400 miljøstillinger
landet over.
Miljøstyrelsen havde netop
gennemført en stor sparerunde, som kostede 90 af styrelsens
450 ansatte arbejdet. Nu skal der så gennemføres
endnu en sparerunde, som denne gang vil koste yderligere 60 ansatte
deres arbejde. Steen Gade gennemførte første sparerunde
uden at kny, men sagde dog, at den skar ind til benet hos styrelsen.
Den nye runde, der skal spare 20% i løbet af de næste
tre år, vil imidlertid skære ind i selve benet, siger
Gade, der altså ikke længere vil tage ansvaret for
besparelserne.
- Miljøstyrelsen kan
ikke længere udføre de arbejdsopgaver, vi er pålagt, siger den afgåede direktør
- hverken de nationale eller de internationale. Derfor
har Steen Gade valgt at gå af i protest mod den borgerlige
regerings spareiver.
Afgangen sker umiddelbart efter,
at et internationalt forskerpanel har vurderet og godkendt Miljøstyrelsens
mangeårige arbejde med iltsvind i de danske farvande. Et
arbejde, som netop den borgerlige regering havde stillet sig
kritisk overfor.
Bønder stadig på
støtten
18. juni 2003
I denne tid tales der så
meget om, at landbrugsstøtten skal fjernes, så landbruges
kan konkurrere på normale markedsvilkår. Ja, faktisk
tales der så meget om det, at mange tror, det allerede
er sket.
Men det er det ikke. Langtfra.
Faktisk har såvel den danske som den franske regering netop
bedt EU om ekstraordinært tilskud til svine- og gylleproduktionen,
da den lave dollarkurs påvirker priserne negativt. Landbruget,
der ellers meget gerne vil fremstå som et liberalt erhverv,
når det gælder retten til frit at skalte og valte
med miljøet, er nu atter ude med tiggerbøssen.
En ny OECD-rapport har netop
konkluderet, at støtten til EU's landmænd faktisk
stadig vokser. Således blev landbruget i EU i 2002 støttet
med i alt 793 milliarder kroner mod "kun" 718 milliarder
i 2001. Samlet betaler europæiske skatteborgere hvert år
300 milliarder i direkte støtte til landbruget. Hertil
kommer så den mindre synlige støtte i form af toldmure
omkring EU, så billige landbrugsvarer udefra ikke kan komme
ind - så fødevarepriserne i EU på denne måde
holdes kunstigt højt oppe i forhold til verdensmarkedet.
Alt i alt kom forbrugerne i EU
til at betale en overpris på 400 milliarder kroner for
deres fødevarer i 2002, konkluderer OECD-rapporten. Af
samme rapport fremgår det, at hele 36% af landbrugets bruttoindtjening
skyldes forskellige former for landbrugsstøtte. I USA,
som EU altid sammenligner sig og konkurrerer med, er støtten
kun det halve, nemlig 18%.
Som et eksempel på, at
det godt kan lade sig gøre at drive et rentabelt landbrug
ganske uden gigantiske støtteordninger, har New Zealand
for nogle år siden helt fjernet alle støtteordninger,
direkte såvel som indirekte. Newzealandske landbrugere
må nu konkurrere på lige vilkår og efter verdensmarkedspriserne
- præcis som alle andre virksomheder naturligvis gør
det.
Som rosinen i pølseenden
konkluderer de fleste økonomer samstemmende, at samfundet
ville opleve en massiv velfærdsgevinst ved at liberalisere
landbruget og fjerne støtteordningerne. Ja, selv landbruget
ville i sidste ende tjene ved det. Men ingen tør tage
skridtet - ud over altså New Zealand...
En halv milliard mindre til
miljøet
28. juni 2003
Miljøminister Hans Christian
Schmidt er minister for et svindende ministerium. Et ministerium,
der tilsyneladende er ved at nedlægge sig selv. I hvert
fald kunne ministeren her for nylig meddele, at der fra 2001
til 2006 samlet vil blive sparet en halv milliard kroner - 500
millioner - på det danske miljø. Det svarer til
en besparelse på godt 25%.
Således er der skåret
120 millioner på diverse råd og nævn, og samtidig
er der sparet hele 350 millioner på forskellige institutioner
og deres drift. Endelig er der brugt 50 millioner mindre på
anlægsarbejder. Miljøministeren regner med, at Miljøstyrelsen
mister godt en tredjedel af sit budget og mere end 100 ansatte,
inden sparerunden er slut i 2006. I det lys forstår man
godt, at Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, valgte
at tage sit gode tøj og gå.
Til gengæld har regeringens
eget Institut for Miljøvurdering (IMV) i samme ombæring
ansat nye medarbejdere. Instituttets bevilling blev nemlig fra
den 1. januar 2003 øget med 5 mio. kr., og instituttet
har efterfølgende ansat 7 nye medarbejdere. Dette trods
en dom over IMV direktør Bjørn Lomborg for videnskabelig
uredelighed. Og trods en massiv kritik af instituttets mildest
talt useriøse og dårligt gennemarbejdede rapporter
om emballage og dåsepant.
Så med den ene hånd
sparer regeringen altså 500 millioner på miljøet,
mens den med den anden giver 5 til IMV, der bestemt ingen planer
har om at redde det danske miljø...
Nul vetoret til landbrugere
28. august 2003
Fødevareminister Mariann
Fischer Boel hilser et nyt forslag til afskaffelse af den gamle
jordbrugskommissioner velkommen. "Der er ingen tvivl
om, at vi har brug for at modernisere den nuværende lovgivning,
og jeg er glad for, at vi med betænkningen har fået
en række forslag til forenkling og større fleksibilitet",
siger hun til Jyllands-Posten.
Den nye betænkning foreslår
afskaffelse af de gamle jordbrugskommissioner, som hidtil har
været en torn i øjnene på alle med interesse
for natur og miljø. Mere end én gang er det nemlig
lykkedes sådanne kommissioner at forpurre planer om etablering
af nye naturområder - helt enkelt fordi landbruget havde
og indtil videre stadig har flertal og dermed vetoret i disse
kommissioner.
Blandt de konkrete forslag i
den nye betænkning, som landbruget naturligvis er meget
utilfreds med, er blandt andet følgende:
Brugen af landbrugsjord til
naturformål sidestilles med brugen af jord til landbrugsformål.
Jordbrugskommissionerne nedlægges
og erstattes af "regionale folkevalgte organer".
Antallet af gårde i
tilkøb hæves fra nu tre til fire gårde eller
sammenlagt 400 hektar.
Arealgrænsen for tilkøb
af landbrugsjord hæves fra 70 til 200 hektar.
Hidtil har der i jordbrugskommissionerne
siddet én jurist og to repræsentanter fra landbruget,
som således har haft hånds- og halsret over den danske
jord.
Fremover vil det således
være muligt for eksempelvis fonde at købe eksisterende
landbrugsjord op og udlægge den som naturformål.
Eller for vandværker at opkøbe jord, så drikkevandsboringer
kan beskyttes mod gift fra landbruget.
Fødevareministeren vil
efter endt høring fremsætte lovforslag til afstemning
engang i løbet af efteråret.
Miljøudvalgsformand taget
for ulovlig marksprøjtning
28. august 2003
"Venstre ved du, hvor
du har". Sådan
lyder slogan'et, og sådan er det. Venstre er som landbrugsparti
imod miljøpolitik og gør, hvad de kan for at forringe
den. Det er klart det indtryk, man får, når man studerer
regeringens miljøpolitik siden seneste valg. Der skal
spares på miljøet, og det skal være lettere
at få lov til at forurene og bebygge den danske natur.
Senest ramte man i Århus
hovedet på sømmet, da ingen ringere end formanden
for amtets miljøudvalg, Erik Poulsen, blevet taget for
at sprøjte ulovligt på sine marker. Udvalgsformanden,
der er valgt for Venstre, blev siden opfordret til at trække
sig fra posten, men har nægtet at følge opfordringen.
Han vil vente, til Valgbarhedsnævnet har afgjort, om han
er værdig til fortsat at bestride posten til formand for
miljøudvalget - når han nu selv er taget i at bruge
ulovlig sprøjtegift på sine marker.
Meget karakteristisk kan Venstres
Erik Poulsen altså slet ikke selv se noget odiøst
at fortsætte på posten. Landet og vandet stander
for alvor i våde i disse tider, hvor ræven er sat
til at vogte hønsene...
© 2003 Steen Ulnits
|
