Blues for en Blå
fisk
Man troede, at denne fisk
havde været uddød i mere end
60 millioner år. Pludselig dukkede
et lyslevende eksemplar op fra
dybhavet ud for Sydafrika...
De væsener, vi i dag kalder
fisk, har en lang udvikling bag sig - omtrent 450 millioner år.
Når vi i dag taler om fisk, inddeler vi dem normalt i tre
hovedgrupper: Rundmunde (lampretter), tværmunde eller bruskfisk
(hajer og rokker) og endelig benfiskene, der udgør størsteparten
af alle nulevende fisk.
De tre hovedgruppers navne fortæller
i sig selv en hel del om de pågældende fisks udviklingshistorie
- emnet for dette indledende kapitel.
Alt, hvad vi i dag ved om fiskenes
udvikling, stammer fra fund af forstenede fiskelignende dyr.
Det er vigtigt at kende til denne udvikling, da den sætter
de nulevende fisk i perspektiv. Den gør det lettere at
forstå vore dages fisk, deres opbygning og udseende.
Universets udviklingshistorie
menes at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år
gammel - Jordens bare 4,5 milliarder år.
Da man mangler fossiler fra Jordens
allertidligste historie - de ligger dybt begravet efter store
geologiske omvæltninger - kan man kun gisne om første
del af livets oprindelse. Men vi har spor efter planktonalger
på Grønland, som er 3,8 milliarder år gamle.
For små 4 milliarder år
siden viste de første tegn på liv sig således
- i form af primitive bakterier og blågrønalger.
Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere - til ud
fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille
fri ilt.
Fri ilt eksisterede ikke tidligere
- den kom først til med fotosyntesen. Det var denne ilt,
der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære, vi kender
i dag. Uden den var udviklingen frem til i dag aldrig startet
- uden ilt eksisterer intet højere liv på jorden.
For 700 millioner år siden
så de første hvirvelløse dyr dagens lys.
De første rigtige hvirveldyr dukkede op 250 millioner
år senere i form af små fiskelignende skabninger,
hvis oprindelse stadig er usikker. Men fiskens udviklingshistorie
havde taget sin begyndelse.
Tre ting er af betydning for
fiskens udvikling fra et primitivt hvirvelløst dyr til
vore dages specialiserede benfisk. Det er fremkomsten af 1) bevægelige
kæber, 2) parredefinner og endelig 3) svømmeblæren.
Bevægelige kæber
og parrede finner
De første fisk var kæbeløse
rundmunde med kraftige knogleplader som panser - de såkaldte
panserrundmunde. Lampretten er en nulevende rundmund, som har
lagt panseret.
Ved siden af panserrundmundene
udviklede de første fisk med egentlige kæber sig.
Der er dog tale om ufuldkomne kæber, som ikke kan presses
op mod hovedet. I stedet må hovedet, som er hængslet
i nakken, løftes, når munden åbnes. Alligevel
repræsenterer disse kæber et kæmpefremskridt,
og de nye fisk dominerede derfor vandene en tid. Der var tale
om kæmpefisk på mere end ti meters længde -
giganter efter vore dages målestok.
Allerede på et meget tidligt
tidspunkt viste de første tegn på parrede finner
sig. Ofte havde hver enkelt fisk mange parrede finner - helt
op til syv par. De første finner var blot ubevægelige
stabilisatorer, som holdt fisken på ret køl. Det
var nødvendigt, da fiskene havde en skæv eller asymmetrisk
halefinne.
Senere udviklede finnerne sig
til padleredskaber, som fisken kunne bevæge aktivt. Først
meget senere dukkede bløde og smidige finner op - finner,
som vi kender dem i dag.
En levende forstening
Nært beslægtet med
de padlefinnede fisk er den kvastfinnede coelacanth, også
kaldet den blå fisk. Indtil 1938 regnede man med, at den
blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner
år. Da pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud
for Sydafrikas kyst - 1,5 meter lang, mere end 50 kilo tung og
med blå skæl og karakteristiske kvastformede finner.
Den blå fisk, Latimeria
sp. De karakteristiske finneknogler er forstadier til landdyrenes
lemmer.
Et stykke fortid var blevet levende.
Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra
forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et ægte
eksemplar. Fisken blev studeret indgående, og hidtidige
teorier om fiskenes udviklingshistorie blev revideret.
Fra disse padlefinnede fisk nedstammer
alle firbenede land- og vanddyr, heriblandt mennesket. I deres
kvastformede finner finder vi nemlig knogler, som er meget lig
dem, vi kender fra paddernes lemmer - de første dyr, der
i sin tid gik på land.
Blues for en blå fisk
Den blå fisk kaldes også
for "Latimeria" efter en vis frk. Latimer, som var
museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her
og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig
registreret i 1938.
Siden da dukkede enkelte andre
eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum.
I løbet af 90'erne er der dog blevet så langt imellem
dem - trods stedse mere effektive fiskeredskaber - at man nu
anser dem for truet. Således regner forskerne med, at der
i dag måske kun er 200 levende eksemplarer tilbage.
De fleste af disse lever idag
i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget
deres levevis fra dykkerklokker. Det har vist sig, at den blå
fisk lever i huler og grotter på dybder mellem 400 og 1.000
meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader.
Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får
den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet
rundt, året rundt.
Den blå fisk er nu totalfredet,
men det er tvivlsomt, om det hjælper noget. Ingen fisker
jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor
den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den død
allerede ved landingen. Fortiden kan således ikke genudsættes
levende...
Ichtyosaurus
I den nordamerikanske Lake Lahontan
er der gamle vidnesbyrd om kæmpemæssige fisk, som
daterer sig blot 4.000 år tilbage. Disse kæmpefisk,
der betegnes "Ichtyosaurus", var op til 17 meter lange
rovfisk med tæt tandbesatte kæber, som kunne skydes
frem og sluge selv meget stort bytte.
Den skotske sø Loch Ness
er kendt for sit sagnomspundne søuhyre, som flere har
set, men ingen endnu fanget. Søen, som er både stor
og meget dyb, huser ifølge mange vidneudsagn op gennem
tiderne en skabning, der mest af alt ligner en "Plesiosaurus"
- en havøgle, som menes uddød for mange millioner
år siden.
Plesiosaurus kan blive op til
12 meter lang og har en karakteristisk lang og slank hals som
den, vidneudsagn fra Loch Ness også har kunnet berette
om.
Det er naturligvis ren spekulation,
men når nu den blå fisk kunne være uddød
i 60 millioner år - blot for at dukke op i lyslevende live
i sidste århundrede - hvorfor så ikke også
en nulevende havøgle i Loch Ness?
Fisken bliver lettere
De første egentlige fisk
var tunge - finneknoglerne og panserpladerne vejede godt til.
Fiskene var derfor små - sjældent større end
30-40 cm - og tvunget til at leve ved bunden. For at kunne bevæge
sig uhindret gennem vandet og dermed indtage de frie vandmasser
måtte fisken reducere sin vægt.
Denne vægtreduktion skete
på flere måder. Først og fremmest blev panserpladerne
mindre og tyndere - dog endnu ikke til skæl, som vi kender
dem i dag.
De første fisk havde intet
indre skelet. Da det udvikles, skilles fiskene i to retninger
- bruskfiskene og benfiskene - med hver deres løsning
på det samme problem.
Hajerne vælger at erstatte
det tunge benskelet med et lettere af brusk - og får øjeblikkelig
succes. Hajerne udvikler sig meget hurtigt til den form, vi kender
i dag, hvilket kun kan tolkes som et tegn på tidlig succes.
Det smidige og lette bruskskelet gør hajen til en hurtig
og effektiv rovfisk, der kan opnå betragtelige størrelser
- større end de fleste benfisk.
Bruskfiskene nøjes ikke
med at udvikle et bruskskelet. De meget store brystfinner, som
er karakteristiske for hajer og rokker, fungerer som rene bæreplaner
for fisken. De giver en opdrift, som kompenserer for den skæve
hales nedadrettede fremdrift. I stedet for skæl har bruskfiskene
udviklet små hudtænder, der gør huden ru at
føle på.
Panserrundmundene var de første
egentlige fisk. Det tunge panser begrænsede i sig selv
deres størrelse og tvang dem til en tilværelse ved
bunden.
Svømmeblæren
udvikles
Andre fisk bibeholdt knoglerne
og udviklede i stedet svømmeblæren, som gør
dem vægtløse i vandet.
Men svømmeblæren
opstod ikke som svømmeblære - den opstod i sin første
form som lunge. Fisken udviklede lungen som svar på det
varme og iltfattige vand, den dengang levede i. Jordens klima
var da meget varmere end i dag. Stik mod al forventning er det
altså fisken, der har udviklet lungen - ikke landdyrene.
I dag findes der i Australiens,
Afrikas og Sydamerikas varme og iltfattige vande adskillige lungefisk.
Nogle ånder udelukkende via lungen og drukner derfor, hvis
de hindres i at ånde ved overfladen. Andre bruger kun lungen,
når der er mangel på ilt i vandet. Visse arter tåler
sågar udtørring i flere år.
Det var altså fiskens lunge,
der gjorde det muligt for hvirveldyrene at gå på
land i sin tid. Man regner med, at forfædrene til vore
dages benfisk alle havde lunge - en lunge, der siden omdannedes
til svømmeblære.
Forskellen mellem lunge og svømmeblære
er da heller ikke så stor, som den umiddelbart kunne se
ud til. Begge fungerer ved at optage eller afgive gasser fra
eller til blodet og omgivelserne.
© Steen Ulnits 2000
|
