|
Skrubberne og Skandale-kanalen
Fra russisk-forskyldt
miljøkatastrofe til dansk-støttet succes med genopretning
af miljø og fiskebestand i en af verdens største
søer.
Verdens 4. største sø
var engang Aralsøen i den tidligere Sovjetunion, omgivet
af Kazakhstan i nord og Usbekhistan i syd. Naboen længere
mod syd, Turkmenistan, grænser i stedet op til det Kaspiske
Hav. Ikke mindre end 65.000 km2 dækkede den oprindelig.
I 1953 udgik der en besked fra
den kommunistiske centraladministration, som dengang hvilede
tungt i Moskva bag Kremls tykke mure: Der skulle dyrkes bomuld
i den afsides beliggende, ludfattige og knastørre ørkenrepublik
Turkmenistan.
- Men hvor skulle vandet komme
fra? Jo, det skulle naturligvis tages fra floden Amu-Darja, som
tømmer sit ferske vand ud i den sydlige del af Aralsøen.
Derfor gik russiske straffefanger i gang med at anlægge
verdenshistoriens længste kunstvandingskanal, der fik navnet
"Kara-Kum". 1.200 km lang blev den.
- En imponerende ingeniørmæssig
bedrift, lød det
stolt fra centraladministrationen i Moskva.
- En af verdenshistoriens
hidtil største økologiske katastrofer, lyder det i dag samstemmende fra videnskabsfolk
og miljøorganisationer.
1.200 km kunstig kanal
Kara-Kum kanalen, som starter
sit løb små 2.000 km syd for Aralsøen, dræner
Amu-Darja floden for vand, som ellers ville være endt i
Aral. I dag modtager søen således kun en sjettedel
af det vand, den oprindelig fik. Resten går til kunstvanding
af bomuldsmarker i Turkmenistan.
Resultatet er blevet det uundgåelige,
at Aralsøen langsomt, men sikkert tørrer ud. I
1960 havde søen således et vandvolumen på
omkring 1.090 kubikkilometer. I dag er det helt nede på
270 kubikkilometer.
Forandringen er meget let at
se på satellitfotos. Aralsøens overflade er nemlig
mere end halveret i løbet af de sidste 30 år - fra
oprindeligt 65.000 kvadratkilometer til i dag beskedne 30.000
kvadratkilometer.
Men ikke nok med det. Fra den
udtørrede søbund fyger det med salt og pesticid-rester,
som tilledes søen fra omkringliggende landbrugsområder.
Søen er ved at forsvinde og med den fordums fiskemuligheder
for lokalbefolkningen. Som nu endda må trækkes med
diverse kræft- og luftvejssygdomme.
Det øgede saltindhold
i vandet gjorde, at mange af søens ferskvandsfisk ikke
længere kunne trives i det. Derfor forsøgte man
sig i 1976 med udsætning af forskellige saltvandfisk, hvoraf
vor hjemlige skrubbe klarer sig ganske godt i de saltere omgivelser
og nu danner rammen om et nyudviklet fiskeri - med bistand fra
Danmark. Hjælpen gjort det muligt at genskabe en stor del
af søens fiskebestand. Fra at være helt udslettet
har fiskeriet på søen i dag nået en årlig
fangstmængde på 2-3.000 tons.
Hertil hjalp også, at lokale
fiskere - med hjælp fra Landsforeningen Levende Hav - undervisning
i brug af moderne fiskeredskaber og fiskemetoder. Et felt, hvor
danske fiskere traditionelt står meget stærkt. Så
stærkt, at vi har formået at overfiske flere af vore
egne fiskebestande
Aralsøen genopstår
af asken
Som en anden Fugl Fønix.
Efter mere end ti års kamp kan den nye og til dels genoplivede
Aral-sø nu tages i øjesyn.
Den danske Landsforening Levende
Hav grundlagde i 1996, med støtte fra DANIDA, et projekt,
der skulle sørge for et rigt fiskeliv til søen,
og de seneste fem år har de kasakhstanske myndigheder med
støtte fra Verdensbanken arbejdet på at genoprette
den nordlige del af Aralsøen ved at udbedre kanalsystemer
og reservoirer og dermed stabilisere vandtilførslen til
søen.
Formålet har naturligvis
været at genskabe en stor del af den ferske tilstrømning,
som Aralsøen blev berøvet for med anlæggelsen
af Kara-Kum kanalen. Succesen fejredes af blandt andre den kasakhstanske
premierminister Karim Masimov og præsidenten for Verdensbanken,
Bob Zoellick. Den danske projektleder Kurt Bertelsen Christensen
sagde i den forbindelse:
"Dengang var der ingen,
der troede på muligheden for den udvikling, vi har været
en del af de sidste tretten år. Men det gjorde vi, og det
gjorde vores partner Aral Tenizi. Vi kan nu trække os tilbage
med god samvittighed. Vi mener, at udviklingen er i gode hænder,
og selvom der stadig et stykke vej at gå, før fiskerne
helt kan klare sig selv, er det tydeligt at alle niveauer i dag
er meget stærkere."
"Det er ubegribeligt,
at vi skulle opleve denne dag. Jeg var kun en lille dreng, da
søen forsvandt, og det blev en del af vores identitet,
at vi havde mistet den. Nu er vandet snart tilbage ved min landsby
Karateren, og vi fisker igen på Aralsøen," sagde formanden for den kasakhiske miljø-
og fiskeriforening Aral Tenizi, fiskeren Batyrkhan Prikeev.
Men feje for egen dør
først?
Det er jo skønt, at vi
på den måde kan hjælpe andre nationer med at
afbøde virkningerne af tidligere kolonimagters fatale
fejltagelser. Men trist, at vi nu selv - 35 år efter vedtagelsen
af verdens første miljølov - må leve med
gentagne reprimander fra EU, som ikke finder, at vi lever op
til ellers vedtagne fælles målsætninger.
Trist, det højt besungne
danske landbrug fortsat får lov til at svine land og vand
til med enorme gyllemængder fra en gigantisk svineproduktion,
som ikke ser ud til at stoppe sin vækst. Med konsekvenser
for miljøet, som vi slet ikke har set toppen af endnu.
Og decideret deprimerende, at
Danmark nu er havnet helt nede som nummer 26 på den europæiske
rangliste over, hvem og hvor meget vi gør for miljøet.
Flovt for et land, som ellers i mange år har brystet sig
af at være ledende på netop det område.
Det kan vi kun takke for nuværende
Venstre-regering for. Eller rettere: Dem, der valgte den ind
i sin tid og sågar genvalgte den...
© 2009 Steen Ulnits
|
