Alligator Gar
Et gigantisk og lyslevende
levn fra fortiden!
Alting er større i Amerika,
plejer man at sige, og noget er der bestemt om snakken. I hvert
fald hvis den går om fisk i den helt tunge kalliber.
En af mine gode amerikanske venner
- biologiprofessor i svampe og kartofler, såmænd
- var for nogle år på besøg her i landet og
fiskede i den forbindelse et par dage sammen med mig fra sommerhuset
på Mols. Snakken faldt en aften på Florida, som jeg
netop var kommet hjem fra - med en helt ny fluefanget art i bagagen:
En lille halvmeterlang alligator gar af den mærkværdige
langnæsede slags, man ofte støder på i Floridas
sumpområder.
Da han var vendt hjem til USA
igen, sendte han mig efterfølgende et par billeder fra
hans seneste fisketur med "drengene" - efter alligator
gar i en lidt anden størrelse end dem, jeg havde fanget
på fluen i Florida. Fluen var da også udskiftet med
bue og pil, og fisken vejede på den anden side af de 100
kg...
Billederne taler deres eget sprog,
så jeg skal nøjes med lidt fakta om disse forhistoriske
monstre, som stadig findes i sumpområderne i det sydøstlige
USA. Fisk, der ligesom de fleste andre store fisk er truet af
menneskets skalten og valten med naturen. Fisk så truede
og særprægede, at de har fået deres eget program
hos National Geographic og Discovery Channel.
Biologi
Alligator gars tilhører
pansergedderne fra den eksotiske fiskeorden Ginglymodi.
Fisken, du ser på billederne her, er af arten Lepisosteus
spatula - den såkaldte alligatorpansergedde.
Hunnerne kan med en alder på
om mod 50 år blive dobbelt så gamle som hannerne
- naturligvis også langt større. En fuldt udvokset
alligator gar vejer typisk 50 kg eller mere - med fisk større
end 100 kg som regelmæssige fangster i de gode gamle dage.
Maksimalstørrelsen ligger omkring de 150 kg ved en længde
af 3 meter, hvilket gør alligator gars til nogle af de
største ferskvandsfisk i Nordamerika - de største,
hvis man ikke regner støren med.
Færdes man langs de mange
kanaler i Floridas Everglades sumpe, kan man ikke indgå
at se flokke af små langsnudede pansergedder Lepisosteus
osseus, som villigt går efter fluen. Det lange, hule
og tandbesatte næb gør imidlertid, at de sjældent
bliver hængende, og det er de lokale fiskere ganske tilfredse
med, Det er nemlig svært at få krogen ud af de hårde
kæber, hvis først den har fået fæste.
Og man bruger altså ikke net til disse fisk, da man aldrig
får dem ud igen...
Lokale Seminole-indianere i Everglades
har altid været glade for at fange og spise disse små
pansergedder, som ikke lader til at være truet - endnu
da. Forringelse af vandmiljøet samt etableringen af opstemninger
og vandringshindringer - "habitat fragmentation" også
kaldet - har imidlertid toldet hårdt på bestandene
af store alligator gars.
Det har heller ikke hjulpet på
sagen, at alligator gars har ganske velsmagende kød og
derfor ofte ses på menuen i lokale restauranter i Mississippi
området - hvor man jo har det ligesom vore egne franskmænd
har det på vor side af dammen: At man spiser stort set
alt, der rører på sig...
Fiskeri
Man kan fiske efter alligator
gars med stang og line - hvis man altså har grej, der er
kraftigt nok. For dels er fiskene ofte meget store, og dels er
de ganske stærke - også per kilogram. Der forestår
i regelen en hektisk fight med megen overfladeaktivitet, hvis
man har held til at kroge en af slagsen.
For mange amerikanere er fiskeri
efter alligator gars derfor lig med buejagt. "Bow fishing"
kalder de det og bedyrer samtidig, at det er en uhyre spændende
og fascinerende sport. Karakteristisk for selv de største
alligator gars er nemlig, at de tilbringer en stor del af tiden
svævende lige under overfladen - fuldt synlige, hvis man
altså ved, hvad man skal se efter.
Alligator gars kan nemlig bruge
deres veludviklede svømmeblære som en slags lunge
og holder derfor altid til nær overfladen, hvor de nemt
kan snuppe en mundfuld luft, hvis det kniber med ilten i det
lunkne vand.
Alle buejægere ved, at
den store pansergedde er et vanskeligt bytte. Måske ikke
så vanskeligt at spotte, men uhyre vanskeligt at ramme
rigtigt, så den også dræbes. Pansergedderne
har nemlig ikke fået deres navn uden grund. De forhistorisk
udseende fisk er nemlig pakket ind i et sandt panser af rhombiske
emaljeskæl, der ikke overlapper som på andre fisk,
men som er placeret i en fliseagtig mosaik.
Resultatet er, at mange pile
preller af på dette panser, hvis skudvinklen er for spids
eller anslagskraften for lille. De fleste buejægere bruger
derfor armbrøst, som dels kan skyde meget præcist
- dels har langt større anslagskraft end almindelige buer.
De fleste sigter efter svømmeblæren,
som er placeret et lille stykke bag gællerne. Ofte skal
der skydes - og rammes - flere gange, inden de store fisk må
give op. Udstoppet er hovedet af en stor alligator gar derfor
et eftertragtet trofæ at hænge op på væggen
- forstå det, hvem der kan...
Fiskeri bliver det imidlertid
aldrig. Uanset navnet.
Det er drab. På en truet
art.
© 2011 Steen Ulnits
|
