|
- Kom en alge i tanken!
Da jeg var barn og
boede i Greve Strand uden for København - det var sidst
i de glade 60'ere - var der et slogan, som alle raske drenge
og bilkørende mænd kunne til bevidstløshed:
- Kom en tiger i tanken!
Det var nu hedengangne eller
rettere omdøbte Esso, der havde tigeren til salg - lige
til at hælde i benzintanken, som hermed fik ekstra kraft
og acceleration. I hvert fald ifølge Esso.
Well, tigeren er ved at være
uddød - både i Asien og hos Esso - men fat mod.
Et nyt slogan er nemlig på vej: - Kom en alge i tanken!
Det lyder ganske vist ikke helt
så fancy som det gamle slogan, men det er langt mere grønt
og miljøvenligt. Algen er nemlig politisk korrekt - hvis
man altså ellers lige kan få den ned i benzintanken
og få den til at levere energi her. For det kræver
ikke så lidt teknik og snilde at nå så vidt.
Fra grøn alge til grøn
biobenzin
Men det lysner for de grønne
alger, der måtte have ambitioner i retning af at blive
til brændstof i moderne biler. Mange af dem vil imidlertid
slet ikke blive spurgt, om de vil med i projektet - de vil nemlig
blive indfanget i hav og fjord, hvorfra de så tømmes
over i store algebassiner til videre opformering. I hvert fald
hvs det står til forskerne hos Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU), som har store planer på området.
Planen er, at iltfattige fjorde
og havområder mekanisk renses for alger og næringsstoffer,
hvorefter de får tilført det nu rensede og iltede
vand. Alger og næringsstoffer bliver i store algebassiner,
hvor de opformeres under optimale temperatur- og lysforhold.
CO2 fra et kraftvarmeværk
ledes til algebassinerne, hvor algerne straks optager det i deres
biomasse - under tilsvarende afgivelse af ilt til vandet. Den
CO2, der normalt ville være havnet i atmosfæren ved
forbrænding af kul, olie, naturgas eller biomasse, holdes
således tilbage og bruges i stedet til at fremme algeproduktionen.
Returvarme fra samme kraftvarmeværk tilledes også
algebassinerne, så vandet her får en optimal temperatur
til algevæksten.
Rent vand - nu iltrigt og renset
for skadelige næringsstoffer - kan så efterfølgende
ledes tilbage det det fjord- eller havområde, der ellers
lider af regelmæssigt tilbagevendende problemer med algeblomst,
iltsvind, bundvending og fiskedød.
- Too good to be true?
- Lyder det for godt til at være
sandt? Næh-nej, vi kan i dag gennemføre alle enkeltprocesserne,
så det er absolut realistisk - på sigt. Det store
samspil mellem enkeltprocesserne og den helt store synergi, som
findes her, er endnu ikke etableret. På samme måde
som det tog flere år at få styr på de biogasanlæg,
der i dag er almindelige landet over. Der vil således gå
nogle år, førend teknologien er så udviklet,
at det vil kunne opskaleres og sættes i stordrift - før
vi kan gøre alvor af at komme en alge i tanken.
I første omgang vil projektet
koncentrere sig om at producere grøn bioethanol til brug
som brændstof i fremtidens biler. Dagens bioethanol er
ikke rigtigt grøn, idet den for en meget stor dels vedkomende
fremstiles af biomasse, som er dyrket på arealer, der ellers
kunne bruges til dyrkning af fødevarer (korn og majs eksempelvis)
eller foderstoffer til dyr.
Sine steder (specielt Brasilien,
hvor stort set al benzin er bioethanol) fælder man sågar
regnskov for at give plads til store sukkerrørsmarker,
som kan levere råstofferne til fremstilling af bioethanol.
Og det er i længden ikke en bæredygtig metode - specielt
ikke i en verden, hvor flere og flere mennesker skal konkurrere
om fødevarerne. Da skal der naturligvis ikke dyrkes benzin,
men mad på markerne!
I USA er det allerede nu sådan,
at omkring 30% af de eksisterende majsarealer bruges til fremstilling
af bioethanol til biler. Det er resultatet af Bush-regeringens
erklærede strategi om i videst muligt omfang at gøre
sig uafhængig af olien fra den altid kriseramte Mellemøst.
Langt mere fremtid er der naturligvis
i at bruge naturligt forekommende alger i et naturligt forekommende
medium, nemlig alger i næringsrigt havvand. Her har man
jo allerede alle grundindgredienserne, som blot skal opformeres
og raffineres.
De opformerede alger består
for en meget stor dels vedkommende af sukkerstoffer, som ved
hjælp af en simpel gæringsproces let kan omdannes
til ethanol. Denne bioethanol kan kommes direkte i tanken, hvis
blot de eksisterende benzinmotorer ændres en smule. På
samme måde som dieselmotorer uden videre kan køre
på biodiesel - i form af forskellige mere eller mindre
raffinerede planteolier.
Biogas er fremtiden
Restprodukterne fra de store
algebassiner kan sendes videre til et traditionelt biogasanlæg,
hvor stofferne omdannes til biogas, som kan afbrændes -
eksempelvis i samme kraftvarmeanlæg, der leverer varme
og CO2 til algebassinerne. Hermed er ringen sluttet - og miljøet
sparet for store mængder skadelig CO2.
I det hele taget har biogas fremtiden
for sig. Husdyrgødning fra vor industrielle produktion
af køer og især svin udgør en stor og stigende
trussel for miljøet. Husdyrgødningen danner nemlig
rigtig meget methan, som er en drivhusgas af de værre.
Methan er nemlig mere end 20 gange kraftigere som drivhusgas
end den CO2, vi ellers altid snakker om.
Ved at opsamle methan fra husdyrgødningen
undgår vi, at den kraftige drivhusgas ledes ud i atmosfæren.
Når man herefter brænder methanen af i et kraftvarmeamnlæg
og bruger såvel varmne som CO2 herfra til at fremme algevæksten,
sparer man atmosfæren for den CO2, der ellers ville blive
sluppet ud ved afbrænding af fossile brændstoffer
som kul, olie og gas.
Gør man det store biogasregnskab
op, viser det sig, at man sparer atmosfæren for mellem
160 og 220 % CO2-ækvivalenter, som det hedder på
fagsproget. På almindeligt dansk betyder det, at jo mere
man udnytter biogassen, desto mindre CO2 belaster man atmosfæren
med. Op mod det dobbelte.
Første og anden generation
Der har været megen snak
for og imod biogas. Og meget ofte har modstandere og tilhængere
sammenlignet æbler og pærer - forstået på
den måde, at man har spurgt i øst og svaret i vest.
Modstanderne har ofte talt om førstegenerations biobrændstoffer,
mens fortalerne har drøftet andengenerations biobrændstoffer.
Førstegenerations biobrændstoffer udgøres
af deciderede fødevarer som korn, raps og sukkerrør.
Her er CO2-balancen ikke særligt god, og produkterne baseres
på stoffer og arealer, der i stedet kunne være brugt
til fødevareproduktion.
Andengenerations biobrændstoffer udgøres
tilsvarende af restprodukter fra landbrugssektoren, skovbruget
eller husholdninger. Brugen af disse restprodukter er ikke i
konflikt med fødevareproduktionen, og i forhold til brug
af olie er CO2-reduktionen helt op til 90 procent eller mere.
Men det er vigtigt at vælge
de helt rigtige afgrøder. Det har nemlig vist sig, at
nogle afgrøder og dyrkningsmetoder afgiver langt mere
CO2, end de sparer. Det gælder afgrøder både
til fremstilling af biobenzin og biodiesel.
I Amazonas ryddes allerede nu
kostbar regnskov for at give plads til store sojabønnemarker,
der igen kan bruges til produktion af biodiesel. I Indonesien
omlægger man store tørvemoser til palmeolieplantager,
hvilket ifølge flere beregninger vil betyde, at der går
mere end 400 år, før CO2-gælden er betalt
tilbage. Og det var jo ikke lige meningen.
I Aakirkeby på Bornholm og med støtte fra Energistyrelsens
nye EUDP program arbejder man pt. på et nyt forsøgsanlæg
baseret på andengenerations biobrændstoffer. Anlægget
skal anvende affaldsprodukter som halm, haveaffald, træflis
og græs som råvarer til produktion af både
bioethanol og et fast brændsel, der kan pelleteres og anvendes
i individuelle fyr eller til grøn elektricitetsproduktion.
Anlægget vil også producere brint og store mængder
methan, som kan anvendes til produktion af grøn elektricitet
og fjernvarme.
Det er her, fremtiden ligger
- i andengenerations biobrændsel.
Vandrammedirektivet
Her i Danmark forholder det sig
sådan, at vi inden år 2015 skal have overholdt EU's
meget omtalte Vandrammedirektiv. Det foreskriver, at såvel
grundvand som overfladevand skal have en "god økologisk
kvalitet", som det så fint hedder.
Det er en lidt diffus vending,
der ifølge flere forskere vil medføre, at mange
nuværende intensivt dyrkede og overgødede marker
snart må tages ud af produktion. Ellers kan direktivet
helt enkelt ikke overholdes.
Ved bruge flerårige energiafgrøder
i stedet, opnår man flere fordele på samme tid: Man
reducerer kvælstofudvaskningen, pesticidforbruget og udledningen
af CO2 med samlet set 60-70%. Samtidig med at man får biobrændstof
til landets voksende maskinpark, sparer man grund- og overfladevand
for store mængder skadelig nitrat og pesticider.
Set i dette perspektiv er det
himmelråbende tåbeligt, at landbruget nu i disse
dage er i færd med at pløje en meget stor del af
de hidtil braklagte marker op - for at producere mere korn til
verdens sultende befolkning. Tåbeligt, når vi nu
ved, at der fremover skal braklægges eller omlægges
mange af de samme marker for at nå målet i vandrammedirektivet.
Landbrugets organisationer opfordrer
endda åbent deres medlemmer til denne hurtige oppløjning
af brakmarker - givet for så senere at kunne få økonomisk
dispensation, når de samme marker atter skal tages ud af
produktionen...
Lys og luftig fremtid
I Danmark har vi været
tidligt ude med fremstilling af biogas fra husdyrgødning.
Simplethen fordi var har så stor en husdyrproduktion og
så små arealer at sprede de gigantiske gyllemængder
på. Det første anlæg blev etableret allerede
i 1984.
Til gengæld har vi været
endog meget langsomme med at udvide denne produktion. Således
er der i dag landet over blot 20 større fællesanlæg
og 60 mindre gårdanlæg - samme antal som for ti år
siden. Den høje statsafgift på biogas har været
en effektiv stopklods for etableringen af flere værker.
I samme forbindelse er det vigtigt,
at fremstillingen af biogas fra disse afgrøder sker så
lokalt som muligt, da transport i store tankvogne langvejs fra
koster alt for mange penge og udleder alt for meget CO2.
Men nu tegner der sig et langt
lysere fremtidsbillede for biogassen. På Det Jordbrugsvidenskabelige
Fakultet (DJF) i Foulum har man intensiveret forskningen og forsøgsaktiviteten
- finansieret dels af midler fra Fødevareministeriet,
dels egne 6,2 millioner kroner i frie forskningsmidler.
Danmark bør helt enkelt
være førende inden for brugen af biogas, for ingen
anden nation har samme naturlige forudsætninger - og behov
- for det. Svineproduktionens gigantiske gyllemængder skal
bringes under kontrol - i dertil indrettede biogasanlæg.
De skal ikke ud på markerne og ned i grundvandet, som tilfældet
er i dag!
Samtidig har tre af de største
benzinselskaber udtalt, at de ikke vil sælge benzin baseret
på 1. Generations biobrændstof.
"Vi vil ikke sælge
biobenzin lavet på fødevarer, når verdens
fattigste sulter". Sådan lød beskeden nemlig
fra tre af Danmarks største benzinselskaber. Fødevarekrisen
får dermed den konsekvens, at selskaberne ikke lancerer
miljøvenlige brændstoffer, før det er muligt
at sælge 2. generations biobrændstof, der er lavet
på affaldsprodukter.
"Jeg tror, at alle er enige
om, at 1. generations biobrændstof ikke er fremtiden, og
vi kommer ikke til at bruge 1. generation med mindre lovgivningen
på et tidspunkt tvinger os til det," siger Christian
Hoff, der er adm. direktør i YX Energi.
Den holdning deler både
Q8 og Shell, skriver Børsen.
"Som udgangspunkt synes vi ikke, 1. generations biobrændstoffer
er interessante ud fra et miljømæssigt perspektiv,
og vi mener ikke, det er bæredygtigt," siger kommunikationschef
hos Shell, Regitze Reeh.
Statoil, der som det eneste benzinselskab
i Danmark sælger benzin med bioethanol, vil ikke stoppe
med at tilbyde biobrændstoffet til kunderne, men kommunikationsdirektør
Per Brinch fremhæver, at selskabets biobenzin er produceret
af sukkerrør i stedet for den majs, der især har
fået skylden for de stigende fødevarepriser.
Tank søsalat på
bilen
Fødevarepriserne eksploderer
netop nu, fordi korn og majs ender i bilmotorer i stedet for
bageovne. Mange i ulandene har derfor ikke råd til mad.
Nu går danske forskere
en anden vej. I stedet for at lave bioethanol - brændstof
- af samme produkter, som vi skal leve af, har man nu rettet
blikket mod de enorme mængder biomasse, som findes i søsalat.
Søsalat flyder rundt i
havet, og når det nedbrydes, bruger det ilten til skade
for det øvrige maritime liv - dette hjulpet godt på
vej af de næringsstoffer, der til stadighed udvaskes fra
landbrug og husholdninger.
For nylig rykkede forsøgene
med dyrkning af makroalgen søsalat så ud fra laboratoriet
til større tankanlæg hos Dansk Skaldyrscenter ved
Nykøbing Mors. Håbet er, at man om fire år
kan begynde en egentlig produktion af bioethanol baseret på
alger - uden derfor at konkurrere med fødevareproduktion.
Algerne skal bruge både
sollys, varme, CO2 og næringsstoffer for at gro. Ved at
bygge anlægget tæt ved et kraftvarmeværk kan
returvarmen opvarme algebassinerne, og røggassen fra skorstenen
kan levere CO2.
Ligger værket ved en forurenet
fjord, kan vand herfra måske levere næringsstofferne
og samtidig blive renset, eller algerne kan få næring
fra gylle eller renseanlæg.
Som tak fordobler algerne deres biomasse på bare to-tre
dage. På en måned bliver det til en forøgelse
på 10.000 gange.
"60 pct. af tørstoffet
i algerne er kulhydrater, heraf en stor del glukose, altså
sukker, som ved gæring kan omdannes til bioethanol", siger seniorrådgiver Michael
Bo Rasmussen, Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus
Universitet, der arbejder sammen med forskere fra Teknologisk
Institut i Århus, Biologisk Institut og Det Jordbrugsvidenskabelige
fakultet på Aarhus Universitet, Risø og Dong.
Ideen til projektet fik Michael
Bo Rasmussen under en ferie i Italien, hvor store sejlende høstmaskiner
fjernede tonsvis af søsalat fra Adriaterhavet. Ikke for
at bruge det til noget, men for at undgå, at det rådner
og kvæler dyr og planter - og at stanken fra forrådnelsen
skræmmer badegæster væk.
"Vi kan ikke nøjes
med det, som vi kan høste i havet herhjemme. Derfor skal
søsalaten opformeres i store landbaserede bassiner, der
højest kan være 60-100 cm dybe, fordi der skal bruges
meget lys. For hver ha overflade regner vi med at kunne udvinde
10.000 liter ethanol om året - dobbelt så meget som
fra en ha med korn. Men det sker uden at konkurrere med kornproduktionen,
for vi skal ikke bruge arealer, der egner sig til kornafgrøder", siger Michael Bo Rasmussen.
Foreløbig er kolberne
i laboratoriet erstattet af ni kar med hver 1.000 liter vand
og tre større kar med 4.000 liter vand hos Dansk Skaldyrscenter,
som stiller forsøgskarrene til rådighed.
"Vi har tilsat forskellige
mængder søsalat til de forskellige kar, og de kommende
uger
måler vi, hvor meget biomassen vokser. I år går
forsøgene primært ud på at undersøge,
hvilken mængde der giver den største vækst
i biomasse", siger
Michael Bo Rasmussen.
Næste år flyttes
forsøgene til større kar i forbindelse med et kraftvarmeværk,
så der også kan tilføres varme og CO2 direkte
fra røggassen, der udledes fra kraftvarmeværket.
© 2009 Steen Ulnits
|
