Yamarin med forhindringer...
Historien om en dejlig lille
båd, som det ikke blot kostede blod, sved og tårer
at blive den lykkelige ejermand af. Et antal svenske dagbøder
kom oveni prisen...
Jeg havde i de seneste par år
sejlet og fisket fra både i 5-6 meters klassen - spækket
med alskens elektronik og isenkram.
Det havde jeg haft det sjovt
med, men også den medalje havde sin bagside, syntes jeg.
Dels var de store både ikke så lette at håndtere
ene mand, og det alene begrænsede antallet af fisketure.
Blot tanken om alt det arbejde kunne få mig til at droppe
en tur i marginalt vejr. Hertil kom så, at jeg måtte
have mine store både stående i en lade ude på
landet - ti km fra min bopæl i byen...
Endelig savnede jeg efterhånden
mine fisketure til Gudenåen, Glenstrup Sø og andre
lignende steder, som kræver en mindre båd. Steder,
hvor søsætningen må ske direkte fra stranden.
Steder, som rent fysisk kræver en lille båd, der
kun stikker få cm, og som kan vende på en tallerken.
Jeg havde derfor været
på udkig efter en mindre båd i lang tid, men ikke
fundet den rette. Jeg var på jagt efter en lille båd
i 14 fods klassen, og dem er der jo rigeligt af. De lider imidlertid
alle af, at der mangler stuveplads. Det gør for øvrigt
en masse langt større både også, men det er
en helt anden historie.
En efterårsdag, hvor jeg
gik tur på en strand i det sønderjyske, faldt jeg
så over en lille lyseblå sag, som straks fik mig
til at spærre øjnene op. Her var den jo - 14 fod
lang, med styrekonsol og to store stuverum i hele bådens
bredde. Mere stuverum end i mange langt større både!
Stuverum på stranden
Det var en finsk Yamarin model
4220R, jeg var faldet over der på strandbredden - halet
op i sandet på sin kølskinne af massivt stål.
Importøren var også fra Sønderjylland, så
jeg kørte straks op og fik en snak.
Det viste sig, at båden
var ganske dyr - dels på grund af en meget høj finish,
dels på grund af transporten helt fra Finland. Endelig
var importøren kun lille, så han kunne ikke tage
ret mange både hjem af gangen. - Men kunne han skaffe en
Yamarin 4220R hjem til den kommende sæson?
Det mente han nok, at han kunne.
Men måske kunne den først være der engang
i maj. Det accapterede jeg og gik så i gang med at skaffe
resten af udstyret - en mindre trailer og en mindre motor.
Da vi var nået hen i april
måned og havet for alvor lokkede med tromletykke torsk
og sølvblanke havørreder, stod jeg klar. I min
lille bygarage stod en funklende ny Brenderup 502 trailer og
ventede - hjemme i entreen en funklende ny Yamaha 15 HK 4-takter.
Nu manglede blot en enkelt detalje - båden, der skulle
opfylde mine hede fiskedrømme i 1998!
Jeg havde flere gange kontaktet
importøren for at høre nærmere om ankomsttidspunktet,
der hele tiden blev udskudt. Til sidst måtte han krybe
til korset og indrømme, at den kom nok ikke før
til efteråret! Fabrikken havde haft forrygende travlt og
kunne derfor ikke levere alle ordrer...
Der stod jeg så med motor
og trailer samt alt håret langt nede i postkassen. Solen
skinnede, og bølgerne klukkede i Århus Bugten, men
lige lidt hjalp det. Ingen båd. Jeg havde endda fået
fat i et nyt ekkolod og en ditto GPS, som også skulle monteres
i den nye båd.
- Hvad gør man så?
Efter at have funderet lidt over situationen, gik jeg på
nettet. Jeg surfede lidt omkring, indtil jeg fandt Yamarin's
finske hjemmeside. Der var både adresse, telefonnummer,
faxnummer og e-mail adresse, så jeg gik straks i krig.
Først med e-mail, som
blev besvaret prompte, men lidt diffust. Jo, fabrikken havde
forrygende travlt. Dernæst tog jeg telefonen og fik en
lang snak med en sød finsk dame, som efter et hurtigt
kig i papirerne kunne fortælle, at den danske importør
ikke havde bestilt model 4220R førend engang i
foråret. Og da var det jo for sent...
Den norske forbindelse
Den søde finske dame var
meget hjælpsom, da jeg havde forelagt hende min fortvivlede
situation. En lystfisker uden båd er jo som en fisk uden
cykel, for nu at bruge en lille omskrivning af et andet citat.
Jeg var nærmest desperat, og det fornemmede man fint i
det finske...
Hun tilbød derfor at checke,
om den svenske importør skulle have modtaget nogle 4220'ere.
Det havde han imidlertid ikke. Svenskerne ville kun have store
både, lod det til. Hun checkede dernæst, om den norske
importør havde bestilt og fået leveret nogle 4220'ere
- og det havde han! En hel del endda. 4220'eren er nemlig en
meget populær størrelse i den norske skærgård,
fik jeg at vide.
Jeg fik så navn, adresse
og telefonnummer på den norske importør, som ganske
rigtigt havde en del af netop den model på lager. Han var
meget hjælpsom og ringede snart efter tilbage med adressen
på en forhandler, der meget passende lå i Moss -
med direkte færgeforbindelse til Frederikshavn. En opringning
hertil godtgjorde, at han kunne være klar med båden
i løbet af en uges tid.
- Herligt! Nu lysnede det langt
om længe - så det ud til. Snart viste nye problemer
sig imidlertid...
Første problem: Rederiet indstillede midlertidigt -
i fjorten dage, mens man skiftede sejlplan - færgeruten
fra Frederikshavn til Moss...
Andet problem: De norske modeller var ikke med styrekonsol,
og en sådan fandtes overhovedet ikke på det norske
marked. Ikke én eneste...
Tredje problem: Yamarin fabrikken i Finland havde heller
ikke styrekonsoller på lager, men ville først have
dem klar engang i løbet af sommeren...
Den danske forhindring
Første problem kunne løses
ved at tage færgen til Sverige i stedet og så køre
til Norge derfra. Andet og tredje problem blev - tilsyneladende
- løst, da den danske importør i Sønderjylland
havde en enkelt styrekonsol liggende, som jeg var velkommen til
at købe.
Vi aftalte en tid, hvor jeg kunne
komme og hente styrekonsollen. Glad kørte jeg de små
200 km fra Århus til Haderslev - blot for at konstatere,
at styrekonsollen dels var en gammel og skrammet sag - dels manglede
selve styrekablet. Det havde man taget til en anden styring...
Godt gram i hu og med totalt
uforettet sag kørte jeg tilbage til Århus, hvor
jeg bookede plads på færgen til Sverige. Båden
var der i hvert fald, og den ville jeg have - koste hvad det
ville. Styrekonsollen måtte jeg så selv montere,
når der kom én fra fabrikken.
Min udmærkede nabo Arne
indvilligede i at gøre mig selskab på den lange
tur fra Århus til Moss, og i en sen nattetime steg vi søvndrukne
ombord i bilen, hentede traileren og satte kursen mod det forjættede
land.
Sejladsen fra Grenå til
Varberg forløb planmæssigt - køreturen fra
Varberg til Moss ligeledes. Her var båden klar - fabriksny
og stadig indpakket i plast fra fabrikken. Den blev hurtigt løftet
over på min trailer og surret forsvarligt fast. Pengene
blev betalt og udførselspapirerne hentet på toldkontoret.
Alt var således klar til hjemturen.
Glade og fro stævnede vi
så atter ud af byen med kurs sydover - mod Sverige.
Den svenske forbandelse
Det gik fint at komme fra Norge
og ned til naboen i syd. Solen skinnede for fuld kraft, da vi
passerede grænsen ved Svinesund og entrede Sveriges rige.
Vi passerede glat igennem tolden og checkede, at vi fint kunne
nå den planlagte færge fra Varberg. Alt gik efter
planen.
Men kun tilsyneladende. Omkring
25 km syd for Svinesund så jeg pludselig i bakspejlet,
at en sort Saab 9000 turbo siksakkede sig fremefter i trafikken,
overhaling efter overhaling. Til sidst lå den lige bag
os - så tæt på, at jeg uden videre kunne læse
skriften hvidt på sort: "Tull"...
"Tullen" overhalede
hurtigt og vinkede os ind til siden med en slikkepind. Vi blev
ikke anholdt, men næsten. I hvert fald mumlede den ene
af betjentene noget om smugling og illegal indførsel af
ufortoldede varer...
Vi fik besked på at følge
efter tolderne tilbage til grænsen ved Svinesund - et ganske
passende navn, for øvrigt... Her blev vi gennet ind på
toldkontoret, hvor vi måtte vente i lang tid, inden det
blev vor tur til at komme for. Anklageskriftet var da færdigt
og lød på "ulovlig indførsel af varer
til EU".
Norge er ikke medlem af EU -
det er Sverige derimod. Min indførsel af den finske båd
fra Norge til Sverige var derfor rent smugleri, konkluderede
den svenske told. Uanset at den skulle videre til Danmark...
Nabo Arne blev hurtigt dømt
uskyldig i misdåden. Han fik derfor lov at vente udenfor,
mens min sag kom for dommeren. Til sidst var det min tur, og
jeg blev vist ind til en svensk toldkontrollør. Han krydsforhørte
mig, spurgte om min profession og årsindkomst, checkede
indregistreringsnumre på bil og bådtrailer, inden
han endelig bød mig på en kop kaffe - den dyreste,
jeg nogensinde har drukket.
Barnløs bådejer...
- Har du børn? spurgte han til sidst. Det havde jeg
ikke, og det blev dyrt. - Det burde du have haft, sagde
den venlige svenske toldbetjent. - Så var du sluppet
billigere...
Min forklaring om, at jeg som
planlagt ville fortolde båden ved indførsel i Danmark,
gav han ikke meget for. Hvis jeg ville gøre det, skulle
jeg have stillet en kaution i Sverige på 25% af bådens
værdi. Penge, som jeg efter nogle måneder så
kunne anmode om at få retur, når jeg havde indsendt
de danske fortoldningspapirer til Sverige - med kvittering for
betalt told og moms i Danmark...
Jeg resignerede og opgav at være
sur. Det ville blot have været en kamp mod vindmøller
- eller Monty Python's sorte ridder ved vadestedet. I stedet
smilede jeg sødt og lænede mig godt tilbage i stolen,
mens jeg nød at se det svenske bureaukrati arbejde.
Prisen for det smil og den kop
kaffe blev 30 dagbøder à 70,- svenske kroner. Ialt
SEK 2.100,-. Oven i den normale told og moms, som på denne
måde gik til den svenske stat og ikke den danske...
En ny EU-tilhænger var
definitivt ikke født... Men båden viste sig
heldigvis at være god - ja, næsten de mange penge
værd!
Et par uger efter den dramatiske
smuglertur fra Norge via Sverige kom der endelig en ny styrekonsol
fra Finland til Danmark. Den blev monteret sammen med Yamaha's
15 HK 4-takter, der viste sig at passe perfekt til den lille
båd. En ideel kombination til danske søer, store
åer og lukkede havområder. En tyst kombo, der kunne
og kan trolle i timevis.
De to store stuverum viste sig
snart at være mindst lige så praktiske, som de så
ud til at være. Der er masser af plads. Samtidig styrede
båden forbilledligt selv ved lav fart - noget, der hurtigt
viste sig guld værd ved sejlads på de smalle kanaler,
som nedre Gudenå er så rig på. Bådens
markante køl med stålskinne giver meget gode styreegenskaber.
Endelig kunne og kan båden let søsættes af
én mand - selv på åben strand.
Og så har den en plan dørk,
som gør båden velegnet til at stå op i under
fiskeri - når Søsportens Sikkerhedsråd altså
ikke lige kigger på...
Båden er naturligvis ikke
beregnet til sejlads i høj sø. Så snart bølgerne
krapper over, viser båden sin lidenhed. Træerne vokser
altså heller ikke her ind i himmelen. Til gengæld
bjærger den lille båd sig fint selv i store bølger
- det foregår blot ved minimal fart.
En karakteristisk detalje ved
Yamarin's 4220R er, at den i medsø slår markant
med halen. Agterspejlet kurer noget fra side til side, hvilket
jeg følte mig lidt utryg ved i starten. Udslagene er dog
under fuld kontrol, så den detalje vænnede jeg mig
hurtigt til - specielt efter at jeg to gange i træk blev
fanget af en vind, der vendte 180 grader midt ude på Århus
Bugt!
Alt ialt en meget fin båd
i sin størrelse. Blot er den vel dyr - specielt når
man absolut skal have den hjem fra Norge via Sverige...
© 1998 Steen Ulnits
|
