Yamaha's
V4 og V6 motorer vinder frem!
Småbådsfiskernes
"små" både
bliver større og større. Der bliver derfor også
brug for stedse kraftigere motorer. Nye V4 og V6'ere er
svaret!
Der var engang, hvor store både
og store motorer hørte Guds eget land til - til USA, hvor
alting jo altid er større og hurtigere end på vor
side af dammen...
Men sådan er det ikke længere.
Den tid er forlængst forbi, hvor danske småbådsfiskere
fiskede fra små både. Idag er bådene større
end for blot et par år siden.
Danske småbådsfiskere
har i stigende grad indtaget de store og åbne havområder,
som kræver større og mere stabile både med
stor aktionsradius. Tænk blot på laksene så
langt til havs i den store Østersø, at man ikke
længere kan se land noget sted. Det kræver sin mand
- og en stor, stabil båd med masser af hestekræfter
- at få laksene sikkert i båden og hjem igen.
Landets mange bådforhandlere
kan nikke samstemmende. Aldrig før har de solgt så
mange og ikke mindst så store både som netop nu.
Og til store både hører nu engang store motorer
- større end dem, vi ellers har været vant til at
have på hækken. Motorer af den slags, vi førhen
kun kunne drømme om - eller se langt efter i glittede
brochurer og kataloger fra "over there"...
Fra rækkemotor til V-motor
De påhængsmotorer,
vi småbådsfiskere normalt kommer i nærheden
af, er simple rækkemotorer, hvor cylindrene er placeret
i en række ved siden af hinanden. De mindste motorer en
1-cylindrede - de største 4-cylindrede.
Men når vi bevæger
os opefter i HK-klassen, bliver der i stigende grad tale om motorer,
hvor de 4 eller sågar 6 cylindre i stedet er placeret i
et "V" i forhold til hinanden. En konstruktion, som
har adskillige indbyggede fordele frem for rækkemotoren:
- En bedre balance i gangen, hvilket betyder en mere tyst motor
med færre vibrationer. Noget, man hurtigt lærer at
sætte pris på, når man skal tilbringe timer
og dage sammen med sin motor...
- Et bedre bundtræk, som med Yamaha's "Auto Lube"
smøresystem gør, at motoren går lige så
godt i tomgang som ved fuld gas. Systemet regulerer selv olieblandingen
- fra 1/2 % i tomgang til 2 % ved fuld gas.
- En kompakt konstruktion, idet V-opbygningen af motorblokken
sparer plads. Det normale er, at cylindrene er placeret overfor
hinanden i en vinkel på 90 grader. Men Yamaha's største
V6'er på 250 HK har endda cylindrene placeret i en vinkel
på kun 76 grader, hvilket gør motoren endnu mere
kompakt.
V4 og V6 modeller
Yamaha har tre V4 motorer på
programmet - 2-taktere i størrelserne 100, 115 og 130
HK. De udmærker sig blandt andet ved et cylindervolumen
på 1,7 liter og 2 dobbelte karburatorer.
Kan en V4 motor ikke gøre
det, har Yamaha yderligere fem V6 motorer at byde på -
de fire "mindste" i størrelserne 150, 175, 200,
225 HK. De er baseret på et cylindervolumen på 2,6
liter og har hver tre dobbelte karburatorer.
Den største V6'er har
et cylindervolumen på hele 3,1 liter - dertil hele 6 uafhængige
karburatorer. Og så kan 250 HK'eren som den eneste fås
med det "EFI" systemet, der står for "Electronic
Fuel Injection" - computerstyret indsprøjtning af
brændstoffet uden karburator. Mere avanceret kan det ikke
blive i vore dage, og mindre kan brændstofforbruget og
forureningen næsten ikke gøres.
V-x motorerne er dog endnu mere
avancerede end som så. Det er nemlig V6'ere, som automatisk
skifter mellem 4, 5 og 6 cylindre - alt efter omdrejningstallet!!
Samtlige af Yamaha's V4 og V6
motorer leveres med en separat 10 liters olietank samt et "Wide
Range" Power Trim & Tilt system, der kan trimmes fra
plus 69 grader (til trailerkørsel) til minus 4 grader
(til hurtigt at få en tung båd op af vandet). Under
sejlads er trimområdet begrænset til 20 grader.
V6'erne kommer med dobbelt generatorsystem,
så man på samme tid kan oplade to separate batterier
- et til start af motoren, et andet til drift af bådens
øvrige elektronik.
130, 150, 200 og 200 HK modellerne
kan endvidere fås med modsat roterende propel, så
man har optimal styring, hvis man sejler med dobbelte motorer.
Det giver ikke blot bedre styreegenskaber - det giver også
dobbelt sikkerhed, hvis der skulle ske noget uforudset med den
ene motor langt fra land.
- Now who could ask for more?, som amerikanerne siger...
© 1998 Steen Ulnits
|