- verdens pålideligste
motorer?
Japanske Tohatsu har produceret påhængsmotorer siden
1956. Det er længere end de fleste!
Helt tilbage i 1956 introducerede
Tohatsu den allerførste japansk producerede påhængsmotor
- en beskeden sag på 1,5 HK.
Siden da er det blevet til millioner
af motorer. Så mange og så gode, at flere store producenter
i dag får Tohatsu til at producere deres mindre motorer.
Det er vel det bedste klap på skulderen, nogen producent
kan få at hans konkurrenter køber ind hos
ham!
Tohatsu Corporation blev grundlagt
den 20. oktober 1922. Virksomheden hed da Takata Motor Research
Institute og beskæftigede sig med udvikling og fremstilling
af skinnevogne og diverse generatorer. I 1930 lancerede man den
første radiostyrede generator, og i 1950 sendte man de
første motorcykler på markedet.
I 1956 trillede så den
første japanske påhængsmotor overhovedet af
samlebåndet den lille, men ganske tunge OB-2 på
blot 1,5 HK. De første Tohatsu motorer blev fremstillet
til japanske erhvervsfiskere, som havde brug for motorer, der
kunne køre i dagevis - uanset vejr, vind og vandstand.
Samarbejdet med de japanske fiskere
resulterede i motorer, der er utroligt driftssikre. Ikke nødvendigvis
med den allermest moderne teknik, for den tages ofte i brug for
tidligt, men altid med driftsikkerheden i højsædet.
Således startes og tanktestes hver eneste Tohatsu påhængsmotor,
før den forlader fabrikken i Japan.
For Tohatsu ved, hvad der kræves
af en påhængsmotor: Pålidelighed. Uanset om
man fisker ved daggry eller i skumringen, alene eller med familien.
for sjov eller for levebrødet. Det gælder om at
have en motor, der altid kan bringe én sikkert i havn
igen!
For nogle er dette imidlertid
vigtigere end for andre.
Med 2,5 HK over Atlanten
Den 30. april 1995 ankom japaneren
Seiko Nakajima til den historiske South Street Seaport i New
York City. Han havde da været otte måneder undervejs
i sin 21 fod lange båd "Seiko da Gindelwald",
hvis eneste motor var en 2,5 HK Tohatsu!
Den 10. september året
før var Nakajima taget afsted fra Basel i Schweitz i sin
specialbyggede båd. Via franske floder og kanaler nåede
han siden ud i Middelhavet, hvor han satte kursen mod Gibraltar.
Han passerede klippespidsen den 30. oktober og fortsatte til
De Kanariske Øer, som han nåede den 16. november.
Seiko nåede helskindet
over Atlanten og ankom til Barbados den 31. december tidsnok
til at fejre nytåret her. Den 11. februar nåede han
Miami, og den 30. april kunne han så gå i land i
New York efter otte lange og ensomme måneder på
havet.
Undervejs levede han af frø
og nødder. Vandrationen bestod af en enkelt liter ferskvand
om dagen. Under sejlturen havde han brugt sin lille Tohatsu som
eneste drivkraft. Han anslog, at den rundt regnet havde kørt
i 21 timer hver eneste dag. Det er mere end 5.000 timers næsten
kontinuert drift!
Seiko valgte den lille Tohatsu,
da den er enkel af konstruktion og kendt for sin driftssikkerhed.
Han kender den i dag som sin egen bukselomme og kan skille den
ad og samle den igen i søvne. Og han stoler 110% på
den!
Priser til og fra Tohatsu
En anden fjer i hatten fik Tohatsu,
da man i år fik den eftertragtede "2004 Editors' Choice
Award" fra amerikanske Motorboating Magazine. Prisen fik
man for den nye 4-takts letvægter på 9,8 HK, som
med blot 37 kg er den letteste i sin klasse. Konkurrenterne vejer
fra 5-15 kg mere.
Og det var ikke første
gang, man i USA havde haft øjnene oppe for Tohatsus påhængsmotorer.
Således gik prisen i 2001 ligeledes til Tohatsu dengang
for deres prisbelønnede TLDI direkte indsprøjtningssystem,
som Tohatsu nu bruger på alle deres 2-takts motorer over
40 HK.
Tohatsu var hurtige til at indse,
at miljøet måtte komme i første række
ved udviklingen af nye motorer. 4-takterne vandt i nogle år
hurtigt terræn, og Tohatsu har derfor i dag et stort program
af 4-taktere.
Det var da også en 4-takts
Tohatsu, der stod øverst på ønskelisten hos
"Captain Seaweed & Crew" en lokal nonprofit
miljøorganisation fra Maryland, USA, som satser på
at gøre børn og unge til miljøbevidste naturbrugere.
"Captain Seaweed & Crew"
sejler rundt i en 22 fods motorbåd med navnet "U.S.S.
Earth", der gennem de sidste år har været i
kontakt med tusindvis af børn og voksne i og omkring den
store Chesapeake Bay på USA' østkyst. Det er her,
vuggen står for den berømte striped bass, der er
blandt de vigtigste sportsfisk på den amerikanske østkyst.
Da det var på tide at skifte
den gamle motor på U.S.S. Earth ud med en nyere og mere
miljøvenlig model, stod Tohatsu meget bekvemt klar til
at donere Kaptajn Søgræs og hans besætning
en splinterny og brændstoføkonomisk 4-takter!
Mindre pres på benzinen
4-taktere i al respekt. Men det
er TLDI-systemet til 2-taktere, som Tohatsu for alvor satser
på. Det system, som i 2001 udløste prisen fra Motorboating
Magazine.
Men hvad står "TLDI"
egentlig for? Jo, det betyder "Two-stroke Low-pressure
Direct Injection" og fortæller, at Tohatsu
har valgt et lavt tryk til den direkte indsprøjtning af
benzinen modsat andre fabrikanter, der satser på
et højt tryk.
High-pressure systemer presser
rent brændstof ind i cylinderen ved et tryk på op
mod 700 psi (70 bar). Det blander ikke luft med brændstoffet,
hvorfor dråberne af brændstof er meget større
og ikke forbrænder så fuldstændigt som brændstofdråberne
i et Low-pressure system. Ufuldstændig forbrænding
giver en dårligere brændstoføkonomi, og det
intense tryk på 700 psi kan samtidig udsætte motorens
komponenter for unødig hård belastning.
TLDI Low-pressure systemet, som
Tohatsu har udviklet, blander luft og brændstof til mikroskopiske
dråber så små som 20 micron. Det giver en mere
fuldstændig forbrænding med lavere emissioner og
bedre brændstoføkonomi til følge vel
at mærke uden at udsætte motorens komponenter for
samme intense tryk som i High-pressure motorer med direkte indsprøjtning.
Men ikke nok med det. Som traditionelle
4-takts motorer er Tohatsus TLDI-motorer også forsynet
med en smøreoliepumpe i motorernes bundkar, hvorfor man
ikke skal blande olie i benzinen. - Herligt at være fri
for!
Læg hertil, at de nye TLDI-motorer
alle er bygget på de eksisterende Tohatsu 2-taktere, som
i forvejen var blandt markedets letteste. Gennemprøvede
konstruktioner, som nu er perfektioneret med et revolutionerende
nyt indsprøjtningssystem.
Og det er ikke tomme ord. Tohatsus
nye TLDI-system giver nemlig en 34% bedre brændstoføkonomi
end tilsvarende 4-takt motorer og hele 71% bedre end
2-takts motorer af samme størrelse! Det er besparelser,
der for alvor kan omsættes i kroner og øre.
TLDI til trolling-fiskeren
Det nye TLDI-system har været
under udvikling i de sidste seks år og findes nu på
alle Tohatsus 2-taktere over 40 HK. Der er modeller på
henholdsvis 40, 50, 70, 90 og 115 HK at vælge imellem.
For trollingfiskeren er TLDI
specielt spændende, Som noget nyt er disse motorer forsynet
med en indbygget computer, der selv kan stille diagnosen, hvis
noget mod forventning skulle gå galt langt fra land.
Men ikke nok med det. Et unikt
kendetegn for TLDI-motorerne er også deres justerbare omdrejnings-system.
Ved at presse ind på startnøglen kan man justere
omdrejningerne fra 700 til 900 o/m.
Perfekt til trolling, hvor der
netop ofte er brug for en lav tomgang, der kan finjusteres i
forhold til vind og strøm. TLDI-systemet vil endog huske
den sidste indstilling og anvende denne gang næste gang,
man bruger motoren.
Og så er der altså
lige det med vægten. Tohatsus nye 50 HK TLDI vejer blot
83 kg. Til forskel vejer Suzukis i øvrigt velkørende
50HK 4-takter hele 110 kg. Det er en vægtforskel, der vil
noget. 27 kg unødig mervægt på hækken
kan virkelig mærkes på en mindre båd.
Der er således al mulig
grund til at ønske Tohatsu tillykke med de nye TLDI-motorer!
© 2004 Steen Ulnits
|