|
Tjek på Transduceren
Det er transduceren, der er
altafgørende for skærmbilledet på ekkoloddet.
Læs her, hvordan den virker og bedst monteres på
eller i båden.
Ethvert ekkolod - uanset type
- bygger på samme princip. Et lydsignal sendes fra transduceren
ned mod bunden, som reflekterer det/sender det tilbage. Ekkoloddet
registrerer så den tid, det tager for ekkoet at nå
tilbage igen og omregner det til længde/dybde. Og viser
samtidig både bund som eventuelle fisk på skærmen.
Det "rå" ekkolod
vil vise fisk mellem overflade og bund som vandrette halvmåner.
Idag har de fleste ekkolodder en funktion, der kaldes "FishID",
som omdanner en del af disse signaler til fisk på skærmen.
Signalerne skal have en vis styrke
for at blive til fisk på skærmen. Svage signaler
bliver til små fisk, mens stærke signaler tilsvarende
bliver til store fisk. Man kan også sætte lyd til,
så små fisk giver et spinkelt pip, mens store fisk
leverer et kraftigt båt. Nogle lodder kan sågar afspille
den amerikanske nationalsang!
Flere og flere lodder kan samtidig
med FishID vise den eksakte dybde for hver enkelt fisk på
skærmen. Det kaldes blandt andet for "FishTrack":
"FishID" er i sig selv
ingen garanti for, at det faktisk også er fisk, der vises!
Faktisk kan det lige så godt være vandmænd
eller lagdelinger i vandet. Meget ofte vil man se store mængder
vandmænd samlet i strømskel, hvor de så tegnes
som store fiskestimer - uden meget bid i...
"FishID" skal således
tages med et ikke ringe gran salt. I starten kan man godt blive
helt frustreret over alle disse "fisk", som ikke vil
hugge. Senere lærer man - i hvert fald et stykke hen ad
vejen - at se forskel på skidt og kanel.
Vil man se småfisk på
et følsomt lod, kan det anbefales at slå "FishID"
fra. Da får man så også får de svagere
signaler op på skærmen, og dem kan en dygtig fisker
aflæse en hel del ud fra. Store fisk ses let som som små
halvmåner på skærmen, hvis transducer og lod
er korrekt justeret.
Grayline
"Grayline" eller "whiteline"
er en meget vigtig funktion, som idag også findes på
de fleste ekkolodder. Ikke mindst for torskefiskeren er det en
aldeles uundværlig funktion, idet man ellers ikke kan skelne
fisk, der står tæt på bunden. Uden grålinie
vil sådanne fisk blot vises som forhøjninger af
bunden.
Er "grayline" koblet
til, vil bunden vises som en tynd sort streg. Eventuelle fisk,
som står nær bunden, vil da vises som separate tegninger
på skærmen. Under den tynde sorte streg vil bunden
vises som et gråt felt - den såkaldte "grålinie",
der også fortæller noget om bundens beskaffenhed.
Er bunden hård - eksempelvis
stenet - vil det ses på skærmen som en bred grålinie.
Er bunden omvendt blød, vil den tegnes som en smal grålinie.
Kobler man grålinien fra, vil hele bunden tegnes som sort.
Har man koblet "FishID"
fra, kan store fisk give et så kraftigt signal, at buen
eller halvmånen vises med en tydelig grålinie under.
Da gælder det om at holde fast i stangen!
Sendefrekvens
Man skal vide, at ikke alle ekkolodder
er ens. Nogle er lavet fortrinsvis til brug på dybt vand
- andre er tiltænkt lavere vand.
Skal loddet udelukkende bruges
på lavt vand, er man bedst tjent med et lod, der sender
med en frekvens på omkring 200 kHz. Da får man det
mest detaljerede skærmbillede. Skal man ud på større
dybder, skal der en kort sendefrekvens på kun 50 kHz til
i stedet. Her mister man ganske vist detaljerne, men når
til gengæld i dybden.
Til almindeligt dansk småbådsfiskeri
har man således ikke brug får de lange sendefrekvenser.
De helt dyre lodder kan ofte operere med flere frekvenser, hvilket
naturligvis gør dem velegnede til at dække et større
dybdeområde på tilfredsstillende vis. Man kan eksempelvis
vælge mellem 50 og 200 kHz.
En sendefrekvens på 100-200
kHz egner sig således til det meste småbådsfiskeri
her i landet. Skal der 3D - altså tredimensionelle billeder
på skærmen, er der brug for flest mulige detaljer
og dermed en højere sendefrekvens. Humminbird's 3D lodder
kører derfor med hele 455 kHz.
Sendestyrke
Sendestyrken eller udgangseffekten
er afgørende for, hvor langt ned loddet rækker.
Typisk rækker et lod kun halvt så langt i saltvand
som i ferskvand - helt enkelt fordi lydsignalet her skal mase
sig vej ned gennem de opløste salte.
De billigste og svageste lodder
har ofte kun en sendestyrke på nogle få hundrede
watt, mens store og dyre lodder opererer med helt op til 3.000
watt. Vær dog opmærksom på de forskellige angivelser
af sendestyrken, når man sammenligner lodder. Således
svarer 3.000 watt til 375 RMS - altså går der 8 almindelige
watt på 1 RMS.
På lavt vand kan man således
klare sig med et billigt lod, der har en ringe udgangseffekt.
Vil man længere ned og stadig bibeholde detaljerne, skal
der en højere sendestyrke til. Har man pengene, er de
godt givet ud på en større udgangseffekt!
Sendevinkel
Transduceren sender signalet
ned mod bunden i en ganske bestemt vinkel, som kan være
større eller mindre. Vinklen angiver den kegle, som signalet
sendes mod bunden i.
Jo smallere vinkel, der sendes
i, desto mindre et område af bunden vil blive ramt og vist
på skærmen. Jo bredere vinkel desto større
et areal af bunden dækkes og vises. Gør man sendevinklen
mindre, vil man samtidig kunne nå dybere ned med sit signal.
Jo dybere vand der fiskes på,
desto mindre bør denne vinkel/kegle derfor være.
Eksempelvis vil 10-20 grader være passende på dybt
vand, mens 30-40 grader er bedst på lavt vand.
Mange lodder har en transducer-vinkel
på omkring 20 grader, hvilket dækker det meste småbådsfiskeri
herhjemme. Enkelte har indbygget valgmulighed mellem to forskellige
vinkler - andre har det som ekstraudstyr.
Under praktisk fiskeri er det
rart at kunne skifte mellem to sendevinkler - en bred, der giver
et langt bedre billede af verden under båden, når
der fiskes inde på lavt vand. Og så en smal, der
slår bedre igennem og dækker et tilpas stort areal
under fiskeri på dybt vand.
Leder man efter vrag, kan en
stor sendevinkel gøre opsporingen lettere. Man skal dog
vide, at en stor sendevinkel ikke er lutter fordele. På
skærmen kan man nemlig ikke se, hvor i det nu langt større
areal under båden en eventuel fisk befinder sig. Flere
af Apelco's lodder byder i den forbindelse på funktionen
"bottom coverage", der fortæller, hvor stort
et bundareal signalet dækker. En god funktion, man kan
lære en del af.
I den forbindelse skal man være
klar over, at sendevinklen ikke er ret. Den er faktisk bredest
midtpå og smalner så ind igen mod bunden. Det er
årsagen til, at Lowrance og Eagle's 50 kHz transducer til
dybt vand har en sendevinkel på hele 36 grader. Inden signalet
er nået helt ned, er den reelle sendevinkel blevet ganske
smal.
De to mindste modeller i den
nye "Wide" serie fra Humminbird er forsynet med den
velkendte "Single-beam" transducer. De større
modeller er i stedet udstyret med den nyudviklede "Tri-beam"
transducer, som giver et helt nyt overblik på almindelige
2D-lodder.
"Tri-beam" transduceren
har hele tre stråler, som dækker hinanden og tilsammen
rækker hele 90 grader. Det giver mulighed for - via ny
avanceret software - at vise fisk under og til siden for båden.
Med tre forskellige symboler er man ikke i tvivl om, hvad der
svømmer hvor. Det være sig lige under, til venstre
eller til højre for båden.
I den allermest avancerede ende
finder vi den store "Six-beam" transducer, som gør
det muligt at gengive et tredimensionalt billede af bunden -
i en samlet vinkel på 53 grader. Kombinerer man 3D-billedet
med de fire gråtoner på det nye STN display, kan
man for alvor hente vigtige og brugbare oplysninger frem fra
verden under vandoverfladen.
Indenbords eller udenbords
montering
Det er som sagt transduceren,
der sender lydsignalet til bunds og modtager det igen. Det siger
derfor sig selv, at denne del af ekkoloddet er såre vital.
Dens udformning og placering skal være sådan, at
den kan sende og modtage uhindret under alle omstændigheder
- også når båden er i fuld fart.
I gamle dage brugte man ofte
store og tunge transducere, der sendte og modtog direkte gennem
bådens skrog. Som altså blev monteret indenbords.
Idag er den hækmonterede
transducer så godt som enerådende, hvad småbådsfiskeri
angår. Den skal placeres på bådens agterspejl,
så den lige akkurat når ned under båden - men
samtidig ikke så langt, at den bremser vandstrømmen.
Korrekt placering er således alfa og omega.
Transduceren skal være
strømlinet og kan rumme flere sendere og modtagere. Avancerede
lodder har idag transducere, som kan kigge fremefter og ud til
siderne - med helt op til seks separate og overlappende stråler.
Uheldigvis fylder sådanne transducere ofte ganske meget,
hvilket kan give problemer med placeringen.
Jo mindre og mere strømlinet
transduceren er, desto lettere er den at placere korrekt, og
desto bedre arbejder den under høj fart.
Der findes også lodder,
som kan vise bunden under båden i 3D, men disse lodder
har aldrig rigtig slået an. Dertil er de lidt for forvirrende
at kigge på - i hvert fald i begyndelsen. Har man først
vænnet sig til dem, går de for mange trolling-fiskere
hen og bliver uundværlige. For kun med et 3D lod kan man
eksempelvis se, hvor på en skrænt man befinder sig.
Almindelige 2D lodder angiver jo blot vanddybden under båden.
Nogle lodder har en transducer
med integreret fart- og temperaturmåler, hvilket
umiddelbart kunne lyde som det bedste. Imidlertid bliver sådanne
integrerede transducere i regelen store og svære at placere
rigtigt. Andre lodder kræver montering af separate, men
mindre og mere handy enheder til måling af disse for fiskeriet
så vigtige informationer. Værdierne kan aflæses
direkte på ekkoloddets skærm.
Oplysninger om fart og temperatur
bør ikke mangle, hvis man ellers har pengene til det.
Det er både spændende og interessante oplysninger,
som brugt rigtigt vil give flere fisk i båden!
Alternativ montering
Foretag aldrig en endelig fastmontering
- med skruer gennem skroget - før placeringen er 100%
sikker og gennemtestet. Den største risiko er luftbobler
fra skroget, som under sejlads passerer mellem transduceren og
vandet. Da får man intet brugbart på skærmen.
Følg derfor brugsanvisningen nøje!
Vil man sikre sig, at tranduceren
ikke lider overlast under søsætning og ophaling,
kan man vælge en såkaldt "kick-up" montage
i rustfrit stål. Med et enkelt greb kan transduceren så
hæves - ud af farezonen - eller sænkes - ned under
bundlinjen.
Vil man undgå de ulyksalige
huller gennem skroget, som skal tætnes omhyggeligt, kan
man i stedet montere sin transducer på en plade, som så
enten skrues fast - over vandlinjen - eller limes fast på
agterspejlet med vandfast siliconelim.
Jeg brugte i mange år en
såre praktisk montering af transduceren på min lille
Limbo jolle. Systemet kræver et stykke rustfrit og
syrefast 18/8 stålplade i 2 mm's tykkelse. Stålpladen
er nederst monteret med transduceren. Øverst er der to
lange slidser, som passer til to skruehuller i skroget over
vandet.
Pladen monteres med to rustfri
skruer og fløjmøtrikker, hvorefter transduceren
let og bekvemt kan hæves og sænkes. Når man
søsætter båden eller trækker den på
land, løsner man blot de to møtrikker og hæver
transduceren. Vel ude i vandet igen sænker man den og strammer
atter møtrikkerne.
På denne måde undgår
man at bore huller i skroget under vandlinjen. Man undgår
også, at transduceren beskadiges under søsætning,
landgang og optagning. Systemet egner sig derfor primært
til små både med enkeltskrog.
På større både
kan transducer samt temperatur- og fartmåler monteres samlet
på en plastplade, som så skrues fast på agterspejlet.
Så kan man nøjes med to skruehuller, der endda kan
holdes over vandlinjen.
Læs også artiklen
"Montering af transducer", som du finder her på
denne side.
© Steen Ulnits 1999
|
