|
Musto Mani!
Al ære og respekt for
heldragten, der på det nærmeste er blevet småbådsfiskerens
uniform. En herlig varm sag - om vinteren. Resten af året
er man meget bedre tjent med vandtæt og åndbart tøj,
der kan deles på midten - og i tre lag!
Åndbart stof er en højteknologisk
syntetvæv, som tillader kroppen at ånde gennem et
vandtæt ydre. Stof, hvis membran har porer så små,
at de holder vand på væskeform (regn) ude. Men samtidig
porer så store, at vand på dampform (sved) kan slippe
igennem.
- Varmt og vandtæt
- det er beklædning fra engelske Musto.
- © foto Steen
Ulnits
Det er materialer, som resulterer
i et bedre indeklima med mindre kondens til følge. Det
oprindelige åndbare produkt hed og hedder stadig "Gore-Tex"
og stammer fra USA, men idag findes der flere andre produkter
med næsten lige så gode egenskaber.
Lag-på-lag metoden
Er luften varm og påklædningen
let, er der ingen problemer med at komme af med varmen under
fysisk arbejde. Helt anderledes stiller det sig, dersom det samme
arbejde skal udføres om vinteren - under et tykt lag tøj.
Da opstår der problemer med at komme af med den overskydende
kropsvarme.
Idag ved vi, at kombinationen
ekstremt klima og fysisk arbejde tackles med en moderne påklædning
efter lag-på-lag metoden:
Inderst skal man have et lag af svedtransporterende -
ikke at forveksle med absorberende - undertøj. Idag er
tyndt undertøj af polypropylen eller polyester noget nær
standarden, hvad inderbeklædning angår.
Stofferne er vandskyende, hvilket
gør, at vanddamp fra kroppen - når man sveder -
passerer fra huden og udefter gennem undertøjet. Undertøjet
bliver derfor ikke klamt, og man føler sig følgelig
tør og varm inderst inde.
Bruger man almindeligt undertøj
af bomuld, suger det i stedet sveden op. Væden fra det
våde undertøj begynder langsomt at fordampe, og
i takt hermed afkøles kroppen helt automatisk.
Udenpå skal der et lag isolerende tøj
til - tøj, hvis luftindhold kan skabe en barriere mellem
den varme krop og den kolde luft. Her har det vist sig, at fiberpels
eller såkaldt "fleece" er det ideelle materiale.
Det er let, og det er luftigt. Samtidig er det behageligt at
have på kroppen, da det er glat og ikke kradser.
Vandtæt og vandtæt...
Yderst skal der et lag vind- og vandtæt tøj
til. Tidligere måtte dette lag nødvendigvis bestå
af almindeligt regntøj, der som det eneste med garanti
kunne holde vandet ude.
Men regntøj er mere end
bare vandtæt. Det holder ganske vist regnen ude, men det
holder også kondensen inde. Jo mere man anstrenger sig
under fiskeriet, desto mere sveder man. Og jo mere man sveder,
desto mere kondens kommer der på indersiden af regntøjet.
Til sidst er man mere end blot en klam fidus - man er også
en kold skid...
Det er her, de nye åndbare
materialer for alvor kommer ind. De har mellem ydervæv
og inderfor et lag af Gore-Tex eller lignende åndbart materiale.
Det er en højteknologisk
og uhyre finmasket membran, som tillader vand på dampform
- sved - at passere indefra og udefter. Men som holder vand på
væskeform - regndråber - ude. Altså holder
man sig tør og varm i lang tid.
Åndbare stoffer som disse
er intet mindre end en genial opfindelse, der har gjort tilværelsen
uendelig meget lettere og mere behagelig for os lystfiskere.
Musto et must!
"Musto" er navnet på
et engelsk firma, som i adskillige år har leveret ekstrem
beklædning til verdens bedste sejlere og sejlbåde.
Med ganske få undtagelser er det således Musto tøj,
der bæres af deltagerne i de store og prestigefyldte verdensomsejlinger
og kapsejladser - med "Whitbread Round The World" som
en af de mest kendte.
Det er sejladser, hvor de store
sejlbåde kan nå hastigheder på op mod 40 knob
- sejladser, hvor mandskaberne ofte hænger ud over vandet
og står på hovedet i den ene krapsø efter
den anden. Kort sagt forhold, der tester udstyret til det yderste.
Det er sådanne erfaringer,
der har gjort Musto til verdens førende producent af ekstrem
sejlerbeklædning. En producent, der har brugt åndbare
materialer i mange år - ja, lige siden amerikanske Gore-Tex
lancerede verdens første åndbare væv nogensinde.
Kun NASA var tidligere ude, da de for første gang brugte
Gore-Tex til astronauternes rumdragter!
Det var også Musto, der
for alvor fik verdens øjne op for trelags-princippet,
- som beskrevet ovenfor. Musto har derfor ganske naturligt et
stort udvalg af tøj til hver af de tre lag:
Inderst bæres det tynde undertøj, der fås
i to sværelser: "HP Thermal" til de mest ekstreme
kuldegrader og så det lidt tyndere "Midweight Thermal"
- begge i materialet Polartec.
Som mellemlag trækker man
i den lækre forede fleece, som kendetegner Musto's "HP
Middle Layer". Her er der lun fleece på indersiden
og et slidstærkt, men åndende foer af faldskærmsnylon
på ydersiden. Nylonlaget er sågar coated med PTFE/Teflon,
som gør det meget vandskyende og slidstærkt. Jakke,
overall og vest kan derfor bruges alene som yderbeklædning
på gode dage.
Sejlernes "Rolls Royce"
Yderst har man så sejlernes
"Rolls Royce" - Musto's prisbelønnede "HPX
Ocean" jakke og overalls. Her ligger den vandtætte
og åndende Gore-Tex membran midt mellem et tyndt inderlag
af fintmasket nylon og så et superslidstærkt yderlag
af nylon, som er behandlet med en vandskyende DWR finish.
Prisen for et sådant sæt
luksustøj er ikke billig: Godt 8.000,- gode danske kroner
må man af med for at blive den lykkelige ejer af selvsamme
sæt, som bruges af deltagerne i "Whitbread Round The
World" sejladserne.
Vil man gerne have et tilsvarende
Musto sæt - med stort set de samme features, men i almindelig
vandtæt stof - kan man få det traditionelle "Ocean"
sæt til under 3.500,- kroner. Et yderst funktionelt sæt,
som blot er 25% tungere end HPX modellen. 2,9 kg mod 2,3 kg ifølge
vore egne vejninger. Samtidig er materialet noget stivere og
grovere i strukturen.
Fælles for både det
dyre og det billige sæt er Musto's prisbelønnede
krave. Når man blot én gang har haft den helt op
om ørerne og baghovedet i en isnende vind, forstår
man, hvorfor så mange er så villige til at betale
så meget for Musto's beklædning. Det kan helt enkelt
ikke gøres bedre.
Men Musto er andet og mere end
blot jakker og bukser. Musto har ligeledes udviklet en gummistøvle
udelukkende til brug ombord på både. Vi har testet
topmodellen M2, der har en speciel skridsikker ydersål
samt indersål af opskummet isoleringsmiddel, der bedre
end neopren holder kulden på sikker afstand.
Kombinér M2 støvlen
med HPX sokker i polypropylen samt et enkelt lag fleece, og du
kan gå vinteren sikkert i møde ombord!
Gennemblødt til skindet
Skæbnen ville, at Musto
tøjet blev testet under de værst (bedste til formålet)
tænkelige forhold. Vi var taget fra Als for at fiske ved
Avernakø i det sydfynske - på en aldeles våd
og regnfuld dag. Vi havde planlagt i lang tid for at få
det til at passe sammen. Børn var sikret pasning, båden
var klargjort og tøjet skulle testes. Derfor tog vi afsted
- hvad vi næppe ville have gjort under almindelige omstændigheder...
Det var den vådeste dag
i mands minde. I løbet af de tolv timer, vi var på
havet, hørte regnen næppe op mere end ti minutter
sammenlagt. Og det var de ti minutter, hvor vi besøgte
den enlige købmand på Avernakø for at proviantere!
Der var dejlig tørt indendøre...
- Hætten er en
af de geniale ting ved Musto's beklædning.
- © foto Steen
Ulnits
Udendøre stod regnen ned
i stænger, og da vi skulle retur til Als, var vinden tilmed
drejet i stik vest og kulede. Modvind og modsø gjorde
hjemturen flere gange længere end udturen - og makkeren
våd til skindet. Henrik var iført en flydedragt
af et anerkendt fabrikat - jeg var klædt i Musto's HPX.
Da vi kom i land, var Henriks
flydedragt totalt gennemblødt. Selv var jeg knastør
som før! Ingen diskussion om, at tøjet fungerer
perfekt - helt efter hensigten.
Fra heldragt til halvdragt
Al ære og respekt for heldragten,
der på det nærmeste er blevet småbådsfiskerens
uniform. En herlig varm sag - om vinteren altså. Resten
af året er man meget bedre tjent med åndbart tøj,
der kan deles på midten - med separat jakke og overalls
- samt påklædning efter trelags princippet.
Så kan man lyne op og ned
alt efter forholdene og tage beklædningsstykker af eller
på. Har man først én gang prøvet at
skifte sin elskede heldragt ud med et todelt sæt, kvier
man sig ved at trække i heldragten igen - helt enkelt fordi
det er så pokkers besværligt i sammenligning.
Man får også et langt
bedre indeklima i en 3-lags påklædning, der kan deles
på midten og dermed lynhurtigt ændres til et 2-lags.
Det ene øjeblik står
man måske på dækket i en stiv østenhyler
og pirker efter Sundets stortorsk. I næste øjeblik
står man inde i styrehuset og kigger med på ekkoloddet
- eller sidder nede i den varme kabys og fortærer et måltid
mad. Så er det rart i et snuptag at kunne krænge
overdelen helt af - og ikke have den slæbende efter sig
som en anden slange halvvejs ude af sit gode skind...
Efter blot et fåtal ture
på havet i Musto's 2-delte sæt med tilhørende
inderlag var undertegnede solgt til stanglakrids. Fremover er
den flydende heldragt reserveret til vinterens torsketure. Resten
af året er Musto blevet et must!
© Steen Ulnits 2000
|