iPads til iFiskere!
Sidste års store
opdatering af www.ulnits.dk indeholdt en artikel med titlen "iPhones
til iFiskere", som blev meget populær og læst.
Faktisk blev den også inkluderet i seneste udgave af den
fynske havørredbog.
Artiklen var og er stadig baseret
på Apple's fantastiske iPhone og de mange, mange Apps,
man kan få til den. Apps, som hver især løser
en helt specifik opgave. Antallet af iPhone Apps har nu oversteget
den kvarte million - 250.000 - hvilket er næsten ufatteligt.
Men så stor er interessen altså - og behovet for
kvalitetsprogrammer, som kan lige netop det.
Siden har Apple så barslet
med først en ny og langt bedre iPhone 4, som kan meget
mere og gør det meget hurtigere. Og siden den revolutionerende
iPad, der gjorde det, som Microsoft aldrig formåede med
deres tablet PC'er - skabte en helt ny gruppe bærbare med
touch interface i stedet for mus.
Såvel den nye iPhone 4
som den nye iPad byder på helt nye muligheder for fiskeren.
Dels på grund af den støre skærm eller højere
opløsning, som tillader flere detaljer at blive set og
zoomet. Alle iPhone apps kan bruges på iPad, men mange
iPhone apps er kommet i specielle versioner, der gør brug
af iPad'ens langt større skærm. Flere af disse nye
apps er som skabt til lystfiskere med hang til egen båd
og spændende ny elektronik.
Desværre erstatter disse
nye apps ikke det traditionelle ekkolod, men lur mig, om det
ikke kommer. Det er vist uundgåeligt. Til gengæld
er en korrekt udstyret iPad et ganske godt bud på en kortplotter,
der samtidig giver et godt omend overordnet bud på den
aktuelle vanddybde. I hvert fald har jeg som bådfisker
haft megen glæde af min iPad, når den har installeret
følgende iPad apps:
Navionics HD
Det er selvsamme Navionics
søkort, som er omtalt i artiklen "iPhones til iFiskere".
Et dyrt, men dejligt program, som indeholder detaljerede søkort
over hele Danmark plus lidt til. Eksempelvis er Sydnorge og Oslofjorden
også med, hvis det nu skulle have interesse.
Med Navionics HD Danmark får
man en fornem søkortplotter - omend med en lidt mere begrænset
funktionalitet i plotterdelen og med behov for netforbindelse
for at fungere. Men mere om det sidste i en anden ny artikel
her på www.ulnits.dk: "Så til søs
- nu med bredbånd!". Der er nemlig sket store
fremskridt på dette felt!
På iPad'ens store skærm
kan man rigtig zoome ind på detaljerne og se selv den mindste
afmærkningsbøje. Alle dybdekurver er naturligvis
indtegnet - alle forbudte eller farlige områder naturligvis
også. Præcisionen er rigtig god, og man kan fint
navigere sig frem gennem smalt eller ukendt farvand ved brug
af Navionics HD - noget, man ikke helt kan med den lille skærm
på en iPhone. Her er kortet mere vejledende.
En af de nye funktionaliteter
ved Navionics er, at man nu kan skifte den kedelige landside
ud med detaljerede Google Maps og således få et helt
andet indtryk af tingene inde på land - landkendinger etc.
Der er forskellige andre muligheder, men jeg bruger efterhånden
altid denne kombination af Navionics søkort og Google
landkort, som giver et rigtig godt indtryk af forholdene.
Vil man gerne se sin sejlrute
på et kort, kan Navionics naturligvis også det. Man
trykker blot på "Track" eller "Waypoints".
Er man ikke tilfreds med dette, kan man i stedet bruge Motion
X's GPS HD, der er en opskaleret version af det samme program,
som er omtalt i iPhone artiklen. Blot med en bedre oplsøning
og bedre kort.
Motion X viser Google Maps med
alle de detaljer, som er tilgængelige her. Helt inde under
land har man naturligvis mere brug for at se et detaljeret foto
af bundforholdene - end længere til havs, hvor det jo er
dybdekurverne, som tæller.
Pris: 369,- kroner.
Tides Planner
Det er vigtigt at holde styr
på tidevandet - jo mere det veksler, desto vigtigere bliver
det. Navionics inkluderer også tidevand ved udvalgte lokaliteter
og fungerer egentlig ganske glimrende. Men er man ikke tilfreds
med dette, er der også her en mere specifik iPad app, som
kan anbefales. Det er "Tides Planner", som er godt
tænkt og flot designet. Her vælger man mellem en
række lokaliteter, som så vises på fornem grafisk
vis.
Tides Planner indeholder mange
muligheder for tilpasning. Således kan man sætte
min og max værdier, så man ikke risikerer at gå
på grund i ukendt farvand. Samt se springflod og nipflod,
solopgang og solnedgang med meget, meget mere. Også lokale
strømforhold kan man finde her - dog ikke på alle
lokaliteter.
Vil man have det fulde udbytte
af dette dejlige program, bør man downloade manualen som
.pdf fil. Den kan man så passende have liggende i iBooks
på selvsamme iPad - klar til bekvem læsning under
sejlturen!
En fornem detalje ved Tides Planner
er, at den ikke kræver internetforbindelse. Samtlige data
ligger allerede inde i programmet.
Pris: 30,- kroner.
Knot Guide HD
Knuder skal knyttes korrekt,
hvis de skal holde til formålet. Det ved både fiskere
og sejlere. Knytter man ikke knuden korrekt, knækker linen,
eller ankeret smutter i dybet for altid.
Til det formål findes der
nu en fornem iPad app, som længe har eksisteret til iPhone,
men som er langt bedre på iPad'ens store skærm. Her
kan man virkelig se, hvad der sker. "Knot Guide HD"
hedder den og indeholder detaljerede fotos af, hvordan man binder
en lang række af de vigtigste knuder og knob på rette
vis.
Blandt de mange knuder og knob
er der hele 20 knuder til lystfiskeren og 35 knob til sejleren.
Alle vist på pædagogisk vis i tydelige trin med brug
af snore i forskellige farver. Knot Guide HD indeholder et hav
af andre knuder til andre formål - i alt 91 styk.
Pris: 12,- kroner.
AquaPac
Nu kan det synes en vovelig affære
at tage sin kostbare iPad med ud på åbent hav - i
hvert fald i en åben båd. Det skal man nu nok heller
ikke gøre - med mindre man først investerer i en
vandtæt plastpose á la den franske AquaPac,
som jeg længe har haft til min iPhone.
Til en iPad passer model "Whanganui"
perfekt, og man kan sågar have den hængende om halsen
- i sikker forvisning om, at selv en ordentlig saltskylle ikke
generer den det mindste. Eneste ulempe er naturligvis, at man
ikke får en eventuel lydside med ud af posen. Den må
man tænke sig til. Men den vigtige billedside er med, og
betjeningen foregår uden problemer gennem posen.
Defender Box
Mange sejlere er efterhåden
vant til at medbringe deres bærbare PC på sejlturen.
De benytter sig nemlig af "Det Levende Søkort",
som efterhånden har en del år på bagen. Det
bruges til at planlægge sejlturen med - primært for
større bådes vedkommende.
I enhver lukket hardtop eller
kabinebåd kan man fint medbringe sin iPad - uden vandtæt
emballage. Allerbedst er det dog, hvis den er pakket ind i en
speciel kasse fra amerikanske Otterbox.
Dette firma har specialiseret
sig i beskyttende hylstre til kostbare smartphones som iPhones
og den nye iPad, der hverken tåler en tur på gulvet
eller en sjat vand indenbords. Otterbox producerer en speciel
"Defender" serie, som skulle kunne beskytte sin dyrebare
indmad mod en ufrivillig tur på gulvet eller lignende mishaps..
Det er bokse i tre lag, som yder indholdet den bedst tænkelige
beskyttelse, og som derfor er næsten uundværlige,
hvis man vil have dem med på havet.
Jeg har haft en Defender box
til min iPhone 4, siden den kom på markedet, og det har
været et meget positivt bekendtskab. Det tager naturligvis
lidt af det fikse ved denne smukt designede smartphone, men det
er nu rart at vide, at den er godt beskyttet - hvis der nu skulle
ske noget.
På samme måde hjemskrev
jeg straks en Defender boks til min nye iPad, da jeg i foråret
fik fingre i en af dem fra USA. Det er en kraftig sag, der nok
skal passe på varen. Som en amerikansk anmelder skrev,
så føler man næsten, at man kunne tage sin
iPad med i krig - når den altså var vel inde i sin
Defender boks!
Der er det smarte ved Defender
boksen til iPad, af man kan fjerne et stykke af bagvæggen
så boks med indhold passer ned i en speciel dock eller
holder - på højkant. På den måde sikrer
man sig, at ens iPad sidder sikkert i båden, og at den
fylder minimalt. Således tager en højkantplaceret
iPad ikke meget mere end 20 cm i bredden - vigtigt, når
der skal findes plads til 10 tommer skærmen på instrumentbrædtet.
Defender bokse til iPhones og
iPads fås direkte fra producenten på www.otterbox.com
og er desværre ikke gratis. US$ 90 vil de have for en iPad
model - US$ 50 for iPhone modellen. Men så er sidstnævnte
også udnævnt til "Gear of the Year 2010"
af selveste National Geographic Magazine:
"Trods den megen hype
omkring Android telefoner, så er Apple's iPhone 4 lettere
at bruge, har en bedre skærm og tager bedre fotos og video.
Læg hertil de mange flere Apps som eksempelvis den fantastiske
MotionX GPS. Match iPhone med MotionX og Defender etuiet fra
Otterbox, og du har altid en vejrbestandig backcountry guide
med dig!"
National Geographic Gear of
the Year 2010
© 2011 Steen Ulnits
Efterskrift 2:
New Sky og Bad Elf
Apple's iPad er blevet et globalt
fænomen - og langt større, end selv Apple havde
troet muligt. Nu er der endda flere i min bekendtskabskreds,
som helt har droppet den gamle Windows PC og nu klarer det hele
på deres nye iPad. Det havde ingen regnet med.
Anyway, for os farende og sejlende
svende er problemet stadig det samme, når vi skal orientere
os: Er der ingen 3G dækning, er der intet internet. Og
uden internet fuingerer applikationer som Google Maps og Google
Earth jo ikke - med mindre man da har en iPad eller iPad 2 med
indbygget GPS modul. Da kan man køre flere GPS applikationer
uden 3G dækning, men ofte i stærkt begrænset
form.
Mange har stadig den oprindelige
iPad 1, som kun havde WiFi og ikke 3G. Modellen fås stadig
og er ganske billilg. For mange har det derfor været naturligt
at tage netop denne billige iPad med i bilen og båden,
hvor det store 10 tommer display sætter de allerfleste
navigationssystemer og deres diminutive displays aldeles til
vægs.
Og nu er der så kommet
hjælp på GPS siden, idet flere producenter nu tilbyder
GPS modtagere som løst tilbehør til iPad'en. Her
skal det dreje sig om en GPS modtager fra New Sky Products, der
tilbyder trådløs opkobling af iPad'en. Og så
Bad Elf, der kræver direkte tilslutning i docking porten
på iPad'en.
I begge tilfælde kræves
der, at man downloader og installerer den tilhørende app
fra Apple's App Store. Hvilket naturligvis gøres aldeles
smertefrit og med nogle få klik med pegefingeren.
Så er man ellers oppe at
køre - med fuld adgang til de mange dejlige satellitter,
der kredser rundt på himlen over os. Og så koster
det ikke en øre i form af dyrt downloadede megabytes fra
de altid grådige teleselskaber!
Tak til læser Kjeld Hawaleschka
for tippet.
Steen Ulnits
Efterskrift:
CoPilot, NavMii og NAVV
Som lystfisker er man meget på
farten, og som lystfisker er det sjældent de vante stier,
man færdes ad. Det er i stedet de små listige steder,
vi alle søger - dem, hvor man kan være alene med
sin fiskestang og sine fisk.
Ofte sidder vi hjemme og kigger
kort. I gamle dage var det for mit vedkommende Geodætisk
Instituts 1:100.000 kort over Danmark, der blev benyttet mest
- i så høj grad, at jeg har slidt hele to eksemplarer
op af slagsen. En lå derhjemme - den anden i bilen.
I dag er Geodætisk erstattet
med diverse digitale kortmedier. Alle kender vi til Google Maps
og Google Earth, som - trods deres mange fortræffeligheder
- har én kæmpe skavank og mangel: De er afhængige
af nettet. Er der ingen dækning, er der ingen kort. Så
enkelt er det.
Well, har man en iPhone, er problemet
til at overskue. Så investerer man blot i en navigationsapp
eller to, hvor kortmaterialet ligger på telefonen og administrerers
af den indbyggede GPS. På den måde er man altid på
rette spor - uanset om der er dækning eller ej. Og så
har vi endda slet ikke talt om den besparelse, man opnår,
når man ikke hele tiden skal downloade Megabyte efter Megabyte
- til højeste dagspris...
Jeg har nærkigget markedet
og prøvet det meste. Man kan selvfølgelig investere
i en dyr applikation fra TomTom, Garmin eller Navigon, der vrider
sig i smerte i disse år. Det varer nemlig ikke længe,
førend vi slet ikke behøver dem mere. Det hele
ligger i vore iPhones, Phone 7 eller Android mobiler, og aktiekurserne
på de "gamle" navigationsfirmaer er derfor raslet
ned.
Der er tre navigationsapps, jeg
har brugt og kan anbefale. Den første var og er CoPilot,
som med sine 149, - kroner er den dyreste af dem alle. Med i
prisen får man kort over hele Skandinavien plus en udmærket
stemmestyring og en hel del fancy features. Vil man downloade
kort fra hele Europa, må man hoste op med 369,- kroner.
Men det kan gøres billigere
endnu. Eksempelvis med NAVV, der for 75,- kroner også dækker
hele Skandinavien - altså halv pris af CoPilot. Det er
et udmærket program, som giver meget for pengene. Endelig
er der prisbaskeren af dem alle - i hvert fald for dem, der kan
nøjes med lille Danmark: AppMii til sølle 30,-
kroner. Et fremragende lille program, som jeg selv bruger ganske
meget.
Alle tre programmer er lavet
til iPhone og ikke iPad.
Steen Ulnits
|