|
Katastrofen ved Great
Lakes
Da man i 1829 gravede en kanal
uden om de store Niagara vandfald, var man slet ikke klar over
de katastrofale konsekvenser. Men intet er som bekendt så
skidt, at det ikke også er godt for noget...
Det hele startede, da man i 1829
gravede Welland kanalen uden om de store Niagara-vandfald. Herved
skaffede man de store og stærkt industrialiserede områder
langs Great Lakes - blandt andet bilindustrien i Detroit - let
og bekvem adgang til Atlanterhavet.
Det var importerede
stillehavslaks som denne chinook (kongelaks), der reddede faunaen
i Great Lakes.
Imidlertid havde man ikke tænkt
på konsekvenserne af et sådant projekt. Via den nye
Welland-kanal blev de store søer nemlig invaderet af nye
arter fra havet - heriblandt "alewives", en lille stamsild,
og havlampretter fra Atlanten.
Disse to nye fiskearter væltede
langsomt, men sikkert økosystemet i de store søer.
Lampretterne, som yngler i ferskvand og normalt vokser op i saltvand,
forblev nu i søerne, hvor de nærmest udryddede alle
større rovfisk - amerikansk søørred, gedde,
aborre og sandart.
Faunaforurening
Da så rovfiskene var borte,
eksploderede søernes bestand af skidtfisk - her ikke mindst
de nye stamsild. Små hundrede år efter Welland-kanalens
gravning var de store søers økosystem endegyldigt
væltet og katastrofen en realitet.
Store ressourcer blev sat ind
på at bekæmpe lampretterne, men først i 1958
lykkedes det forskerne at finde frem til en virksom og selektiv
fiskegift, der kun dræbte lampretterne. Lampretterne kom
således for første gang siden 1829 under nogenlunde
kontrol, men skidtfiskene florerede stadig i enorme mængder.
Nærmest som et eksperiment
indførtes fra Stillehavet den store kongelaks og den mindre
sølvlaks - i det lønlige håb, at de ville
kunne rydde op i skidtfiskene. Det var og er jo fisk, som yngler
oppe i søernes tilløb - uden for lampretternes
rækkevidde.
Eksperimenet lykkedes over al
forventning. Laksene slog overmåde godt an, ryddede op
i skidtfiskene og benyttede samtidig søernes mange uudnyttede
tilløb til gydning. Hurtigt blomstrede et kommercielt
laksefiskeri - med stang, naturligvis! - op, og det i et omfang,
ingen havde troet muligt.
Sportsfiskeriet bare voksede
og voksede op gennem 60'erne, 70'erne og 80'erne. Nu er også
havvandrende ørreder og regnbuer kommet til i Great Lakes.
Sågar atlanterhavslaksen er introduceret enkelte steder,
hvor den er slået godt an. Det er dog stadig stillehavslaksene,
der bærer fiskeriet i Great Lakes - i hvert fald selve
søfiskeriet. I tilløbene fiskes der efterhånden
rigtig meget efter steelheads.
Fra erhverv til rekreation
I 90'erne er sportsfiskeriet
efter laks i Great Lakes området således en "multi-million
dollar business", som amerikanerne selv siger det. En succeshistorie
uden lige. Et rekreativt fiskeri, som giver masser af arbejdspladser
og endnu flere skattekroner.
Coho-laksen blev hurtigt
en populær sportsfisk efter sin introduktion i Great Lakes.
Dette storstilede sportsfiskeri
førte til en lynhurtig tilpasning og forfining af den
gamle "knækline og kanonkugle" teknik, som erhvervsfiskerne
længe havde brugt til deres trolling efter stillehavslaks
ud for British Columbia.
Sportsfiskerne i Great Lakes
havde brug for at kunne fiske endog meget dybt, når de
store kongelaks jagede smelt og alewife på store dybder
i og under sommerens springlag i de kolossalt store og dybe søer.
Men nu havde man endnu et krav
til teknikken: Den skulle gøre det muligt samtidig at
fiske med lav hastighed og sportsligt afstemt grej, så
laksene kunne give sportsfiskerne en god fight. Noget, som erhvervsfiskerne
jo aldrig havde stillet krav om. De skulle blot have laksene
på krogen og ombord. Helst så hurtigt som muligt.
Det førte til udviklingen
af den moderne "downrigger", som benytter sig af en
stærk rustfri stålwire og tunge lodder på 2,
3, 4 og 5 kilo. Af veneration over for de gamle kanonkugler fra
borgerkrigen, der i sin tid blev brugt af erhvervsfiskerne ude
i Stillehavet, kaldes vægtene stadig for "cannon balls".
Af samme årsag hedder verdens
største producent af downriggere i topklasse da også
"Cannon"! Det var amerikanske Cannon, der lancerede
de første moderne downriggere, som vi kender dem i dag.
I dag er producenten "Scotty"
dog også kommet godt med. Et firma, som ligger i Canada
og som fra starten primært har produceret downriggere udelukkende
til brug i saltvand.
Den moderne downrigger
Mange af markedets øvrige
downriggere er fremstillet i Great Lakes området, hvor
der jo kun fiskes i ferskvand. Disse tåler derfor ikke
saltvand, hvilket mange danske småbådsfiskere har
grædt salte tårer over...
Teknikken bag fiskeriet med downrigger
er besnærende enkel - dertil en klar forbedring af den
gamle, som var ensbetydende med masser af tabte blylodder og
dermed en uheldig tungmetal-forurening af fiskevandet.
Man firer nu sin lette agn et
passende stykke ud bag den sejlende båd og fastgør
linen til en speciel udløserklemme. Denne udløser
er igen fastgjort til det tunge lod, som fires ned i den ønskede
dybde. Hjulet frikobles under nedfiringen, og spoleknarren slås
til. Man sørger til sidst for, at fiskestangen er spændt
op i en halvcirkel under fiskeriet.
Når så fisken hugger,
frigøres linen fra udløseren, stangen retter sig
ud og strammer linen op, mens knarren giver lyd fra sig. Man
har nu fisken direkte på sit lette grej og kan nyde fighten
i fulde drag.
Kuglen bliver hængende
i stålwiren - klar til brug igen. Den bør dog trækkes
op, hvis den krogede fisk er af blot nogenlunde format. Så
undgår man, at linen filtrer sig ind i wiren under fighten.
* * * * *
Sådan kan det altså
gå. Den økologiske katastrofen fra Welland kanalen
blev til en kommerciel succes for det moderne sportsfiskeri,
da man først fik tingene under kontrol - og det rette
grej udviklet!
© Steen Ulnits 2000
|
