|
"Galileo"
i luften
Europa er langt om længe
blevet træt af at være afhængig af det amerikanske
GPS- system til satellitnavigation og positionsbestemmelse. "Galileo"
er svaret.
Mange lande i Europa har længe
været utilfredse med, at USA suverænt styrer det
satellitbaserede Global Positioning System-system (GPS), der
nu er blevet noget nær verdensstandard til navigation og
positionsbestemmelse.
Først var der den manglende
præcision, som Bill Clinton dog forbedrede i 2000 ved at
fjerne den indbyggede "scrambling" af signalet og deraf
følgende misvisning. Dernæst var der utilfredshed
med, at USA pludselig og uden varsel kunne finde på at
slukke systemet i urolige dele af verden.
GPS-systemet baserer sig på
21 satellitter plus 3 i reserve, der er bragt i kredsløb
om Jorden i en højde af 23.000 km. Ved at modtage signaler
fra mindst tre af disse satellitter kan en GPS-modtager på
Jorden med få meters nøjagtighed udregne den eksakte
position, kurs og hastighed.
De såkaldt "geostationære"
TV- og kommunikationssatellitter hænger hele 36.000 km
oppe - ikke i kredsløb, men fast over et bestemt sted
på Jorden.
Europæisk uafhængighed
Især Frankrig havde længe
været stærkt utilfredse med USA og deres skalten
og valten med GPS-systemet. De ønskede militær uafhængighed
i tilfælde af konflikter i europæiske interesseområder.
De ønskede sig deres eget satellitsystem, og de gik i
flere år med planer om, at Europa skulle udvikle sit eget
system - præcis som russernes noget ustabile GLONASS.
Frankrig har endvidere udtrykt
ønske om et system, der er mere nøjagtigt end det
amerikanske - som kan bestemme en position med en nøjagtighed
på få centimeter i stedet for få meter.
Det europæiske svar på
GPS og GLONASS har lige fra starten gået under navnet "Galileo"
- opkaldt efter Galileo Galilea, der i sin tid var en kendt videnskabsmand.
I lang tid var flere EU-lande skeptiske over for en sådan
satsning og et sådant rumkapløb. Det var tilfældet
med Tyskland, England, Holland og Danmark.
Men nu har Tyskland på
det netop afsluttede topmøde i Barcelona sagt ja til projektet,
og dermed føjet Frankrig. De sidste tvivlere rettede derefter
hurtigt ind, så den fælleseuropæiske udvikling
kunne komme i gang.
EU ønsker at beherske
denne teknologi, som den ligeledes lærte at beherske konstruktionen
af avancerede fly i Airbus-samarbejdet. USA skal ikke være
ene på dette fremtidens felt, der oprindelig var rent militært,
men som nu har vundet indpas i store dele af hverdagen. Som navigationssystem
i først skibsfarten og nu senest bilindustrien.
Det forventes, at Galileo vil
koste skatteborgere i EU omkring 25 milliarder kroner. Det forventes
at stå klar om fire år.
© 2002 Steen Ulnits
|