|
Med fiskestang fra
havkajak
Havkajakken er i dag udgangspunkt
for både konkurrencesejlads og naturoplevelser. Men oprindeligt
er kajakken et fangstredskab, og til det formål er den
stadig lige god!
De fleste betragter i dag kajakken
som noget, man bruger i fritiden - som en sportsrekvisit på
lige fod med surfbrædder, ski og andet.
Men man skal ikke glemme, at
kajakken oprindelig er tænkt som et fangstredskab - som
et lille og let fartøj, der lydløst kan bringe
fangeren i nærkontakt med sit bytte - det være sig
sæler eller hvaler.
Set i dette lys er det egentlig
lidt underligt, at netop lystfiskerne har været ganske
længe om at opdage den moderne kajaks fortræffeligheder
til netop fiskeri. Netop her er der jo ofte brug for at kunne
snige sig lydløst ind på fiskene, når disse
fouragerer på lavt vand, hvor de er lette at skræmme.
Fangerinstinktet
Mange har den opfattelse, at
en kajak er et spinkelt og ustabilt fartøj, som man kun
kan færdes sikkert i, hvis man mestrer "grønlændervendinger"
og kan holde hovedet koldt - også under vandet.
De glemmer imidlertid, at udviklingen
i de seneste år har været enorm inden for netop kajakker.
Nye materialer er kommet til, og nye modeller er udviklet, som
opfylder specifikke krav fra forskellige brugere.
De fleste føler sig da
også hurtigt ét med den moderne kajak, når
den tyst glider gennem vandet. Det er et smidigt fartøj,
som hurtigt bringer én fra sted til sted - med et minimalt
forbrug af kræfter.
Og det er bestemt ikke svært
at sætte sig i den grønlandske fangers sted - hvis
blot man har en smule fantasi og urinstinktet i behold. Farvandsbøjerne
på den hjemlige bugt bliver da hurtigt til glitrende turkisblå
isbjerge i den dybe grønlandske fjord!
Måske dukker en nysgerrig
sæl op nær kajakken - måske et iltert marsvin,
der puster ud, inden det stikker ned til sildestimerne igen.
Eller en forskrækket skarv, der lynsnart dykker igen for
først at komme op og på vingerne et halvt hundrede
meter borte. Måske sniger man sig ind på en flok
fiskehejrer, der på lange ben står i det lave solflimrende
vand og spejder efter småfisk.
Perception "Acadia"
- god allrounder
Det har jeg gjort mange gange,
og jeg bliver aldrig træt af det. Naturoplevelser er der
altid nok af, når man er afsted i sin havkajak - fiskemuligheder
ligeledes.
Med kajakken kan man nemlig ikke
blot komme langt omkring - man kan også komme ind på
ganske lavt vand, hvor almindelige både ikke kan flyde.
Her kan man ofte opleve et aldeles uspoleret fiskeri, ganske
enkelt fordi ingen andre kan fiske herinde.
Kajaktyper
Der findes mange forskellige
kajakker - nogle, der egner sig til fiskeri, og nogle, der bestemt
ikke gør.
Glem først alt om de lange
og smalle turkajakker, der ganske vist kan skyde en høj
fart og dermed komme langt omkring. De er dog for ustabile til
at fiske fra. Her gør man bedre i at vælge en kortere
og bredere model - én af dem, man ikke sådan lige
vælter i baljen fra!
Jeg har anskaffet mig og testet
en havkajak fra newzealandske "Perception" - en kajak
af modellen "Acadia". Den er fremstillet af rotationsstøbt
plast, hvilket gør den meget robust, om end lidt tungere
end tilsvarende kajakker af glasfiber. Materialet egner sig fint
til fiskeri, hvor man ofte strander kajakken eller går
i land.
Acadia er 374 cm lang og 72 cm
bred. Det placerer den midt i feltet af Perception-kajakker,
der spænder fra begynderkajakken "Kiwi" (282
cm lang og 74 cm bred) til langtursmodellen "Fastnet"
(502 cm lang og 58 cm bred).
Længde/bredde-forholdet
gør Acadia til en meget stabil kajak at fiske fra - en
model, man føler sig tryg i lige fra begyndelsen - også
som helt grøn i faget. Blot skal man holde sig til kysten
og undgå de større bølger, som langtursmodellerne
bedre kan håndtere.
Perception "Carolina"
- med fældbart ror
Acadia fås i flere udgaver
- med eller uden ror og som ekspeditionsmodel. Det er ekspeditionsmodellen
med ror og vandtæt skot samt net til fastgørelse
af bagage, der her er testet og beskrevet. Blødt skum
i ryglænet er heller ikke at foragte, når man skal
tilbringe mange timer i sin kajak.
Vi kan uden diskussion konstatere,
at netop denne model egner sig fortrinligt til lystfiskeri. Roret
gør, at man får en meget lille venderadius og nemt
kan holde kajakken i den rigtige retning - selv i hård
sidevind. En såre praktisk ting, hvis man ligger og padler
langs en stejl skrænt med blink eller wobler i kølvandet
- eller har en vildt sprællende fisk for enden af linen.
Fiskeriet
Lad det være sagt med det
samme, at kajakker ikke er ideelle til fluefiskeri. Selvfølgelig
kan det lade sig gøre, men andre små fartøjstyper
- eksempelvis pontonbåde - er langt bedre egnede. Til gengæld
er kajakken fin til konventionelt spinnefiskeri og til trolling
- til at trække en agn efter kajakken, mens man stille
padler sig fremefter.
Sidstnævnte metode gør,
at man dækker store vandområder effektivt. Den stiller
dog også krav om, at man monterer én eller anden
form for stangholder på kajakken - en holder, så
man kan sætte stangen fra sig, mens man padler med pagajen.
Man kan også blot vælge at stikke håndtaget
ind under redningsvesten fortil - i sagens natur den billigste
løsning, som dog ikke alle holder af.
Hurtigt vil man også finde
ud af, at det er en endog meget god idé at sikre pagajen
til kajakken med et stykke tovværk - så man lynhurtigt
kan gribe stangen, når der er fast fisk. Hvilket man for
øvrigt aldrig er i tvivl om, da selv mindre fisk hurtigt
kan sætte en dæmper på fremdriften!
Uden pagaj er man ilde stedt
i en lille kajak, der hurtigt driver langt for vind og bølger.
Et stykke elastisk tovværk mellem pagaj og kajak er derfor
en både enkel og billig forsikring, når man fisker
fra sin kajak.
Perception "Kiwi"
- tryghed til begyndere
Man vil også hurtigt finde
ud af, at et lille anker er guld værd under fiskeriet.
Dels når man vælger at gå i land for at holde
pause og da ikke vil trække kajakken helt ind til og op
på land. Og dels når man har placeret sig over en
skrænt eller banke, som man bedst affisker fra en opankret
kajak, der ikke driver væk.
Vælg gerne et lille "frokostanker"
af paraply-typen. Det vejer under kiloet, fylder ganske lidt
og koster endnu mindre. 5-10 meter flagline som ankertov fuldender
udstyret, der naturligvis også omfatter en svømmevest,
som altid er på! Samme flagline er for øvrigt
bekvemt at have til at trække kajakken efter sig med, når
man vader inde på lavt vand.
Fiskegrejet
Som nybagt kajakfisker finder
man hurtigt ud af, at lange kyststænger er en pestilens
ombord. For hvor skal man placere dem, når man ikke fisker?
Og det lange håndtag er altid i vejen, når der skal
kastes fra siddende stilling.
Men fortvivl ikke. Løsningen
er besnærende nær og nem: Køb en teleskopstang
på 7-8 fod, som kan kaste op mod 20-30 gram - alt efter
formålet. Sørg for, at håndtaget ikke er længere,
end at man kan kaste ubesværet fra siddende stilling.
Til formålet har jeg prøvefisket
to af Shimanos nye "Catana Telespin" teleskopstænger.
Der er tre længder at vælge imellem - 7, 8 og 9 fod
- med kastevægte på henholdsvis 5-20, 7-28 og 15-40
gram. Især de to mindste fungerer godt til fiskeri fra
kajak - monteret med matchende fastspolehjulhjul fra Shimanos
"Catana R" serie.
Perception "Sealion"
- til de professionelle!
Når man ikke fisker, er
teleskopstangen foldet sammen, så den nemt kan stuves væk
i cockpittet - klar til hurtig indsats, da den naturligvis er
fuldt rigget med line og agn i sammenskubbet tilstand. Det tager
da kun få sekunder at finde stangen frem og trække
den ud - klar til kast.
Hjulene fyldes op med 0.20-0.30
mm line - alt efter fiskeri og fiskeart. Seriøse kajakfiskere
falder ofte for det langt dyrere multiplikatorhjul, som kræver
mindre armbevægelser - under indspinningen. Det er ofte
praktisk i kajakkens trange cockpit - specielt under længere
tids fiskeri.
Vil man kun fiske fra sin kajak
i de varme sommermåneder, behøver man ikke yderligere
udstyr. Men hurtigt opstår lysten til også at inddrage
de koldere måneder, og da slipper man ikke uden om ekstraudstyr.
Et "spray deck" sikrer,
at der ikke kommer mere koldt vand indenbords end højst
nødvendigt. Regn med at skulle spendere fra kr. 400,-
og opefter på et sådant. Et par overalls af neopren
af den type, som dykkerne bruger, er ligeledes en god investering,
da de både holder vandet ude og varmen inde. For slet ikke
at tale om den indbyggede opdrift, hvis uheldet skulle være
ude.
Har man i forvejen en af de korte
vadejakker, som de fleste kystfiskere har i dag, er den glimrende
til kajakbrug, hvor overtøjet altid skal være kort.
Ellers kan man med fordel investere i en vandtæt anorak
specielt til formålet. Vælg altid en model med brystlomme
til blinkæsken. Priserne starter typisk ved kr. 400,-.
Info
Den testede udgave af Perception's
"Acadia" kajak kostede vejledende kr. 8.695,-. Det
gør den til et rigtig godt køb på et marked,
hvor gode kajakker ofte koster på den forkerte side af
de 10.000 kroner.
Til denne pris får man
en kajak med vandtæt skot og aflukkeligt stuverum bagtil
samt net til udvendig fastholdelse af yderligere bagage både
fortil og bagtil. Med i prisen er også roret, der kan klappes
op og ned, alt efter vanddybden.
En vægt på 21
kg gør, at kajakken let transporteres på taget af
en bil. Nemmest er det dog, om man er to mand til af- og pålæsning
- og bilen ikke er alt for høj. Et par "J-bars"
til montering på tagbagagebærer koster nogle få
hundrede kroner.
Et par hjul under kajakken
gør den let at trække, hvis der er et stykke ned
til vandet. Er terrænet jævnt og afstanden ikke alt
for stor, klarer man sig fint med små kajakhjul under stævnen.
Er terrænet mere ujævnt og afstanden længere,
gør man bedre i at investere i større hjul, der
placeres midt under båden som på de bredere kanoer.
Set til priser fra kr. 400,- og opefter.
Importør, generalagent
og forhandler af Perception kajakker i Danmark er:
- Nautic Surf & Ski
Golfvej 10
7400 Herning
Tlf. 97 12 29 65 oplyser om nærmeste forhandler
© 2004 Steen Ulnits
|