I dybet med Downrigger
Det startede med kanonkugler,
knækliner og kongelaks. I dag er den raffinerede downrigger
standardudstyr på snart
sagt alle lystfiskerbåde.
Det er langt fra altid, fiskene
svømmer helt inde under land eller helt oppe i overfladen,
hvor de er nemme at nå og fange med almindeligt fiskeudstyr.
Går de længere ude, end man kan kaste, må man
ty til båd. Men går de længere nede, end man
kan komme med konventionelt grej, kan man ikke nøjes med
en båd. Da må man ty til specielt udstyr.
Ofte er det vandtemperaturen,
der gør det nødvendigt at fiske dybt. Om sommeren
er overfladevandet eksempelvis for varmt til mange af vore mest
eftertragtede sportsfisk, og de søger da i dybden, hvor
de finder køligere vand.
Det kan også være
iltindholdet, der får fiskene til at søge nedefter
i vandsøjlen. For varmt vand indeholder mindre ilt end
koldt, og ikke mindst laksefiskene kræver meget ilt i vandet
for at trives og overleve.
Springlaget
Om sommeren vil koldtvandselskende
og iltkrævende fisk ofte søge ned mod det såkaldte
"springlag" - et lag, hvor igennem vandtemperaturen
falder brat, typisk med 1 grad per meter.
Om sommeren sker der ofte en
lagdeling i dybere søer, da vand er tungest ved 4 grader.
Dette vand synker da til bunds, mens varmere vand lægger
sig øverst. Dannes der et springlag, vil dette isolere
bundvandet, som efterhånden bliver iltfattigt. I saltvand
kan der tilsvarende dannes et springlag med koldt og tungt saltvand
nederst og varmere og mindre salt vand øverst.
Over springlaget vil vandet være
iltrigt, men for varmt til laksefiskene. Under springlaget vil
det være tilpas koldt, men uden tilstrækkeligt med
ilt. Kun i selve springlaget kan laks og ørreder
med flere få tilfredsstillet deres krav om både
en lav vandtemperatur og et højt iltindhold.
For lystfiskeren er problemet
med springlaget, at det altid ligger adskillige meter nede. Nede,
hvor man ikke kan nå med almindeligt fiskegrej. På
samme måde jager laks og ørreder året rundt
ofte i meget vekslende vanddybder. De går helt enkelt dér,
hvor stimerne af sild og brisling svømmer. Og det er i
regelen mange meter nede.
Man kan ganske vist komme et
stykke hen ad vejen ved at montere en form for paravane
foran agnet - et redskab, som skærer ned i vandet, når
båden bevæger sig fremefter. Jo længere line
man giver paravanen, desto dybere går den.
Downriggeren
Selv om paravaner er både
billige og ganske effektive, så byder de dog ikke på
blot tilnærmelsesvis kontrol med fiskedybden. Her må
der helt andre metoder til. Her må man ty til den moderne
"downrigger". Kun da kender man sin eksakte fiskedybde.
Den kan nemlig aflæses direkte på riggens tælleværk.
Den lille Mini-Troll,
som fastspændes på bådrælingen
De fleste tror, at brugen af
downrigger er en moderne foreteelse. Men det er slet ikke tilfældet.
Faktisk har metoden været i brug - erhvervsmæssigt,
ganske vist - siden århundredskiftet langs den nordamerikanske
vestkyst.
Her blev metoden brugt til fangst
af store kongelaks, som søger deres føde i Stillehavets
dybe havstrømme. Og her fik den navnet "Cannonball".
I sin mest primitive form anvendte
man nemlig en tynd knækline med et tungt lod, der forsvandt
i dybet, når fisken huggede og knæklinen bristede.
Hver fisk kostede således en vægt, og fiskerne ledte
derfor efter de billigst mulige lodder.
Valget faldt dengang på
gamle kanonkugler fra de militære overskudslagre, levn
fra borgerkrigens tid. Heraf naturligvis navnet "Cannonball",
som har hængt ved lige siden, og som i dag tilmed er navnet
på verdens ubestridt førende producent af kvalitets-downriggere.
Store fisk på Store
Søer
I mellemtiden er teknikken raffineret
meget, hvilket ikke mindst skyldtes etableringen af et kolossalt
sportsfiskeri efter indførte kongelaks og sølvlaks
i de Store Søer mellem USA og Canada.
Fiskene introduceredes i 1950'erne,
og sportsfiskeriet efter dem bare voksede og voksede op gennem
1960'erne, 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne. I mellemtiden er
også ørreder og regnbuer kommet til i Great Lakes,
og senest har man sågar også udplanteret atlanterhavslaks.
Her først i det nye årtusinde
er sportsfiskeriet efter laks og ørreder i Great Lakes
området således en "multi-million dollar business",
som amerikanerne selv siger det. En succeshistorie uden lige.
Og et rekreativt fiskeri, som giver masser af arbejdspladser
og endnu flere skattekroner.
Dette storstilede sportsfiskeri
førte til en hurtig raffinering af den gamle "knækline
og kanonkugle" teknik. Man havde brug for at kunne fiske
endog meget dybt, når de store kongelaks jagede smelt og
stamsild på store dybder i og under sommerens springlag.
Men nu havde man endnu et krav
til teknikken. Den skulle gøre det muligt samtidig at
fiske med let og sportsligt afstemt grej, så laksene kunne
give sportsfiskerne en god fight.
Downriggeren fødes
Det førte til udviklingen
af den moderne "downrigger", som benytter sig af en
stærk rustfri stålwire og tunge lodder på 2,
3, 4 og 5 kilo. Af veneration over for de gamle kanonkugler kaldes
vægtene stadig for "cannon balls". Og af samme
årsag hedder verdens største producent af downriggere
i topklasse da også "Cannon".
Uni-Troll er den mest populære af Cannon's
downriggere
Teknikken bag fiskeriet med downrigger
er besnærende enkel - dertil en klar forbedring af den
gamle, som var ensbetydende med masser af tabte blykugler.
Man firer sin lette agn et passende
stykke ud bag den sejlende båd og fastgør linen
til en speciel udløserklemme. Denne udløser er
igen fastgjort til det tunge lod, som fires ned i den ønskede
dybde. Hjulet frikobles under nedfiringen, og spoleknarren slås
til. Man sørger til sidst for, at fiskestangen er spændt
op i en halvcirkel under fiskeriet, hvilket kræver en robust
stangholder.
Når så fisken hugger,
frigøres linen fra udløseren, stangen retter sig
ud og strammer linen op, mens knarren giver lyd fra sig. Man
har nu fisken direkte på sit lette grej.
Kuglen bliver hængende
i stålwiren - klar til brug igen. Den bør dog trækkes
op, hvis den krogede fisk er af blot nogenlunde format. Så
undgår man, at linen filtrer sig ind i wiren under fighten.
Manuel eller elektrisk
Til de mest kendte fabrikater
hører Cannon, der tilbyder alt lige fra simple
håndbetjente modeller over elektriske til avancerede computerstyrede.
Og det til priser fra menneskelige til umenneskelige. Med undtagelse
af de mindste modeller har de allerfleste downriggere en eller
sågar to integrerede stangholdere.
De mest solgte modeller er den
lille "Easi-Troll 2" og den lidt større "Uni-Troll"
med drejeskive og teleskopbom. Begge er de manuelle -
det vil sige, at man med håndkraft hæver og sænker
lodderne. Det er disse to modeller, man oftest ser på danske
trolling-både.
De manuelle er de billigste og
nemmeste at montere. De elektriske er større, dyrere
og mere besværlige at montere. Til gengæld er de
uhyre behagelige at arbejde med og kan i regelen tage de helt
store lodder - op til 6 kg.
Kanonkuglen
Så store lodder er dog
sjældent nødvendige herhjemme, hvor vi hverken fisker
på store dybder eller sejler ved høje hastigheder.
Her fisker vi kun undtagelsesvis dybere end 10 m, og da rækker
3 kg's lodder til det meste. Bornholm er undtagelsen, idet man
her ofte fisker sine agn både 40 og 50 meter nede. Da er
5 kg ikke for stort.
Toppen af kransekagen er de elektriske
og computerstyrede modeller. "Digi-Troll IV"
er Cannon's absolutte topmodel - dertil meget dyr i anskaffelse.
Den fungerer som en almindelig elektrisk rig, men kan programmeres
til at hæve og sænke lodderne under sejladsen. Denne
teknik kan ofte friste træge følgere til hug. Den
gør det også muligt at følge skiftende bundprofiler.
Den store Digi-Troll,
som er elektrisk og computerstyret
Der findes også små
transportable modeller, som passer til mindre joller. Cannon's
"Mini Troll" er en af slagsen. Den kan skrues fast
på rælingen og er beregnet til lodder på 2
max 3 kilo. Transportable downriggere kræver dog, at man
har separate stangholdere. Det gør dem mindre praktiske,
end de ved første øjekast ser ud til.
De større rigge har teleskopiske
bomme, så man kan holde loddet fri af selv store både.
De har i regelen også drejebeslag, så man
kan dreje dem 90 grader og dermed folde dem ind til siden. En
nærmest uundværlig detalje, når man færdes
under trange forhold i en havn. Det er nemlig her, de fleste
downriggere beskadiges - ikke under selve fiskeriet.
Det uundværlige ekkolod
Der findes to slags lodder: Den
klassiske kugle, i regelen med en lille styrefinne, og så
den langstrakte torpedo. Kanonkuglen er den mest retningsstabile
model og derfor også den almindeligste. I de største
vægte er den langstrakte torpedo dog ofte den foretrukne
- givet fordi den er lettere at håndtere ombord end store
kugler.
Men loddet er ikke nok. Næsten
lige så vigtig er ekkoloddet, der konstant holder
øje med vanddybde og eventuelle fisk under båden.
På et godt ekkolod med
senderen korrekt indstillet kan man fint se loddet på skærmen.
Det er både interessant og vigtigt, idet man jo så
ved og ikke kun tror, at man fisker i den rette dybde.
Og så er det ganske fascinerende at se sit lod og agn passere
gennem en flok store fisk - på skærmen. "Fjernsyn
for dig", om noget er!
Som begynder står man sig
bedst ved at nøjes med en enkelt eller to downriggere
i båden. Men for en erfaren fisker er det faktisk muligt
at fiske to stænger på samme downrigger. Det kræver
blot, at man fastgør den anden line direkte på wiren
med en speciel klemme - den såkaldte "stacker".
Udløserklemmen
Udløserklemmen er et kapitel
for sig. Faktisk er den - korrekt indstillet - nøglen
til et heldigt downrigger-fiskeri. Den fås i mange forskellige
udformninger, men her som altid gælder det, at de enkleste
er de bedste. Mest behagelige er de klemmer, som kan monteres
med én hånd og et enkelt greb.
Det kræver lidt eksperimenteren,
før man har fundet den rette indstilling - den spænding,
der både giver en sikker krogning af fisken, og som effektivt
frigør linen fra lod eller wire. Stilles den for løst,
kan man ikke kroge fisken. Stilles den for stramt, vil den ikke
slippe linen...
Afstanden fra lod og klemme ud til agnet afhænger af flere
ting, dog primært vanddybden. Jo lavere og klarere vand,
der trolles på, desto længere skal "efterslæbet"
være for ikke at skræmme fiskene.
Typisk har man et efterslæb
på 20-30 meter, når man fisker på 4-6 meter
vand. Efterslæbet forkortes til 10-15 meter på 8-12
meter vand og er helt nede på 3-5 meter på 20-30
meter vand.
Nogle finder fiskeriet med downrigger
for mekanisk og lidet sportsligt. Men det skyldes i regelen,
at de ikke selv har prøvet. Det kræver nemlig sin
mand og godt sømandskab at bruge en downrigger på
effektiv vis.
Så giver den til gengæld
også mulighed for fiskeoplevelser af en helt speciel kaliber.
Præcis som fiskene, der altid er større ude på
dybderne!
© 2004 Steen Ulnits
|
