|
De tømmer verdenshavene!
Mens vi snakker om
havørreder og
laks i den hjemlige andedam, tømmer kolossale fabriksskibe
verdenshavene for fisk.
Verdens fiskeri er i dyb krise,
og årsagen er enkel: For få fisk til for mange fiskere.
Danske erhvervsfiskere klager
over formindskede fiskekvoter, når de nu allerede har
ophugget en stor del af fiskeflåden. De glemmer blot, at
selv om antallet af aktive skibe er faldet drastisk, så
er den samlede tonnage samtidig steget!
Fiskerflåden består
således af færre, men stedse større skibe.
For ikke så forfærdeligt mange år siden så
man kun hyggelige små fiskekuttere, som stævnede
i havn med lasten fuld efter én eller flere dages fiskeri.
Oftest kystnært - sjældnere langt til havs.
Idag sker fiskeriet fra stedse
større trawlere og fabriksskibe, der arbejder længere
og længere fra land. Og som stort set aldrig er i havn
mere. De er nemlig blevet så store og dyre, at de nødvendigvis
må fiske hele tiden. Ellers kan de millionstore investeringer
ikke forrentes...
Fødekonkurrenter
Ifølge FN-organisationen
FAO spiser hver enkelt at Jordens beboere årligt 13 kg
fisk. I mange udviklingslande som et livsnødvendigt proteintilskud
- i de fleste vestlige industrilande en ren luksusspise. Japanerne
er dog en markant undtagelse, idet hver japaner årligt
spiser 66,7 kg fisk...
FAO konkluderer i en ny rapport,
at alt for stor en del af verdens årlige fiskefangst på
omkring 100 millioner tons går til spilde eller bruges
til foderproduktion. Idag går omkring 70 millioner tons
til menneskeføde - et tal, der skal øges til 90
milloner tons, hvis hvert enkelt menneske også i år
2010 skal kunne få sine 13 kg årlige fisk.
FAO udtaler også, at verdens
produktion af opdrættede fisk og skaldyr må stige
meget, hvis verdens behov fremover skal kunne dækkes. Men
FAO har ikke taget biologien i ed, for hvor skal alt fiskefoderet
komme fra?
Fra selvsamme hav, der brødføder
vildfiskene! I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk
som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes
kommercielt. Det er de såkaldte "skidtfisk",
der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af - fiskefoder!!
Det er fiskebestande, som idag
fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Tænk
blot på, hvordan det lykkedes erhvervsfiskeriet at udfiske
en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet.
Som tommelfingerregel bruges
der 2,5 kg "skidtfisk" til produktion af 1 kg fiskefoder
af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne bliver
dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så
kræves der stadig mere end 1 kg foder til at producere
1 kg fisk. Fiskeopdræt er altså ikke svaret
på verdens fødevareproblemer. Tværtimod er
fiskeopdræt med til at gøre problemerne større
endnu!
Det er samtidig næsten
tragikomisk at tænke på, hvordan vildfisk og tamfisk
på denne måde konkurrerer om den samme føde.
Et storstilet fiskeopdræt kræver foder, der fremstilles
af selvsamme fødeemner, som vildfiskene ernærer
sig af. Et støt stigende fiskeopdræt vil derfor
uvægerligt tære på vildfiskenes føderessourcer
og således på længere sigt underminere fiskeriet...
Flydende fabrikker
Det bliver ikke let at dække
verdens fremtidige behov for fisk. Til trods for, at verdens
samlede antal fiskefartøjer er noget nær fordoblet
i løbet af de seneste 20 år, har den totale fangst
været stedse faldende - ganske enkelt på grund af
overfiskeri.
Desværre kan man ikke blot
give fiskerierhvervet skylden. De enkelte landes regeringer medvirker
også ivrigt til at save den gren over, de selv sidder på
- via enorme støtteordninger, hvis lige kun kendes fra
landbruget. Et par kolde tal fortæller alt:
Verdens erhvervsfiskere tjener
årligt omkring 400 milliarder kroner på deres
hverv. Uheldigvis koster det dem hele 700 milliarder kroner
at tjene disse 400. De sidste 300 milliarder kommer i
form af statstilskud - som subventionering af det tiltagende
overfiskeri!!
Det massive statstilskud holder
kunstigt live i en fiskerflåde, som er alt for stor til
den nuværende fiskebestand. Det har også medvirket
til udviklingen fra de små lokalsamfunds beskedne fiskerbåde
og frem til industrilandenes gigantiske flydende fabrikker, som
ofte er mere end 100 m lange. Som kan have op til 100
mand store besætninger. Og som slæber trawl,
der i regelen er mere end 100 m brede. Eller sætter
garn og langliner, der måler kilometer efter kilometer...
Disse flydende fabrikker fanger
fiskene, renser dem, filetterer dem og fryser dem ned eller henkoger
dem - klar til levering inde på land. Fabriksskibene kan
derfor være til havs i flere måneder af gangen. Og
så fisker de - helt tilfældigt - næsten aldrig
i egne farvande. Dem har de jo for længst selv tømt!
I stedet indgår man studehandler
med fattige U-lande, som ikke selv er i stand til at fange deres
fisk. Disse landes (ofte korrupte) regeringer modtager så
penge som kompensation for det rovfiskeri, der nu indledes fra
de flydende fabrikker. En meget ond cirkel er i gang - en udvikling,
der først stopper, når der ikke er flere fisk tilbage.
Så sejler fabriksskibene videre til næste U-land...
En anden mulighed er fiskeri
i internationalt farvand, hvor der jo principielt ingen love
gælder. Her er der således nogenlunde frit slag,
indtil man også her har fisket havet tomt og må drage
videre. "Nogenlunde", idet man for nylig oplevede noget
ganske nyt, nemlig opbringning af et fabriksskib i internationalt
farvand.
Det skete, da Canada i foråret
opbragte et spansk skib, som fiskede helt legalt uden for den
canadiske 200 sømilegrænse. Årsag: Det spanske
skib drev rovfiskeri på unge hellefisk, som senere ville
være indgået i det canadiske erhvervsfiskeri - som
voksne og kønsmodne fisk. Dækket flød med
fintmaskede net og små hellefisk, da skibet blev bordet
af den canadiske kanonbåd...
Handlingen vakte international
opstandelse, men Canada stod fast. Man ville statuere et eksempel
til efterfølgelse - på trods af international lov
og ret. Her lod man - vist for første gang i verdenshistorien
- hensynet til en truet fiskebestand gå forud for juraen!
Massive bifangster
Da Det Internationale Havforskningsråd
(ICES) i september '95 holdt konference, samledes omkring 500
af verdens fremmeste havforskere i Ålborghallen for at
drøfte havmiljøet. ICES en forkortelse for International
Council for the Exploration of the Sea,
der har eksisteret siden 1902. Rådets19 medlemslande skal
fortrinsvis søges rundt om Nordatlanten og Østersøen.
Emnerne på konferencen
spændte vidt - fra tømning af ballasttanke med uønskede
dyr og planter til udvikling af nye og mere selektive garn. Der
er nemlig en udbredt enighed om, at de nuværende garn er
helt utidssvarende. De er uselektive og tager derfor alt, der
måtte komme forbi - det være sig fisk, fugle eller
pattedyr. Ønskede såvel som uønskede - legale
såvel som illegale.
ICES, som alle årene har
haft hovedsæde i København, henstillede derfor til
medlemslandene, at de omgående sætter ressourcer
af til udvikling af mere selektive garn, der kun fanger, hvad
de skal. Som er specielt designet til at fange de fiskearter,
der pt. er åbne for fiskeri jævnfør tildelte
kvoter.
På vore breddegrader udgør
den uønskede bifangst, som må hældes ud igen
- død efter at være mast i trawlet - mindst 25%.
Sandsynligvis langt mere, da det kolossale spild jo ikke er noget,
erhvervsfiskerne selv ønsker at reklamere med...
I nogle former for erhvervsfiskeri
er bifangsterne endog flere gange større end den ønskede
hovedfangst. Eksempelvis varierer bifangsterne under rejefiskeri
ofte mellem 100 og 800% af hovedfangsterne. Det vil sige, at
for hvert ton ønsket fangst (rejer) får man 1-8
tons uønsket bifangst (fisk)...
Masser af marsvin...
I 1991 fandt man omkring 200
døde marsvin alene på den jyske vestkyst. Disse
fund gav startskuddet til en undersøgelse af bifangsterne
af marsvin i garn.
En rapport fra '94 udarbejdet
af Danmarks Fiskeri & Havundersøgelser konkluderede
efterfølgende, at antallet af døde marsvin i danske
garn årligt andrager mellem 5.000 og 8.000 styk! Nu regner
man derfor med, at mange af de dødfundne marsvin først
har været en tur i et garn, inden de er blevet smidt ud
igen.
Man har i mange år regnet
med, at den samlede bestand lå helt nede på 25.000
eksemplarer. Men tager man den uventet store bifangst i betragtning,
må bestanden være en god del højere. Ellers
var den for længst blevet udryddet af garnene, hvilket
den jo ikke er.
Men det ændrer ikke på
den kendsgerning, at alt, alt for mange marsvin lider druknedøden
i danske garn. 6.-7.000 marsvin kvæles hvert eneste år.
De tynde monofile netmasker kan marsvinet ikke registrere med
sit ellers så følsomme sonarsystem. Derfor svømmer
den lukt i garnene, får sig viklet ind og lider druknedøden.
Det er specielt garn, som er
sat efter stenbider, pighvar, torsk og kulmule, der er farlige
for marsvinene. De går ofte i garnene, når de forsøger
at sætte tænderne i de fisk, som allerede sidder
fast i netmaskerne. Så klapper fælden.
Man kunne fristes til at sammenligne
marsvinene med delfinerne, som jo på det nærmeste
reddede tunfisken i Stillehavet. Da det først blev kendt,
at delfiner i tusindvis døde i de kilometerlange drivgarn
- fortrinsvis sat af japanske fiskere i internationalt farvand
- da blev dåsetun pludselig meget lidt populært,
ja nærmest ildeset. Japansk dåsetun blev helt enkelt
boykottet på grund af delfinerne!
- Kunne man forestille sig,
at forbrugerne herhjemme på tilsvarende vis ville boykotte
fisk fanget af danske garnfiskere?
Næppe. Det er jo ulig meget
lettere at forarges over noget, der foretages af japanske fiskere
langt ude på Stillehavet - mange tusinde kilometer fra
Brugsens frysedisk og de sorte fisk nede på havnen...
Destruktion
Et helt andet problem, som ganske
vist er relateret til garn, men som ikke drejer sig om uønskede
bifangster, er den helt absurde destruktion af prima konsumfisk,
der - på grund af stor tilgang - ikke opnår mindsteprisen.
De bliver oversprøjtet med gul farve og ender deres dage
på fiskemelsfabrikken. Fordærvede fisk oversprøjtes
i stedet med rød maling.
Alt i alt blev der i '95 destrueret
28.997 tons sild, 3.791 tons torsk, 995 tons kuller, 180 tons
kulmule, 179 tons hvilling, 176 tons sej, 115 tons makrel, 85
tons lubbe, 73 tons ising, 68 tons rødspætter og
44 tons skrubber. Hertil mindre mængder af diverse arter.
Totalt blev der i '95 destrueret
34.831 tons fisk mod "kun" 32.589 tons
i '94. Det svarer omtrentligt til mellem 1/5 og 1/6 af den
samlede årsfangst...
Eneste løsning på
dette problem er et totalforbud mod destruktion af fisk, der
- uanset årsag - ikke opnår mindsteprisen. Alt andet
vil være uanstændigt og aldeles ude af trit med det
øvrige samfund her på vej mod år 2000, hvor
vi snakker økologi og bæredygtighed snart sagt hver
eneste dag.
Men det er langt fra sikkert,
at et forbud mod destruktion vil virke på fiskerierhvervet,
der efterhånden er kendt for at omgås regler og bestemmelser
efter forgodtbefindende. I oktober '97 konstaterede de norske
myndigheder således, at der var dumpet omkring 1.000 makrel
i Nordsøen nær en af Statoils rørledninger
ved Stavanger.
De norske regler siger, at hvis
en båd fanger så meget, at den ikke selv kan bringe
fangsten i havn, så skal den laste fangsten på andre
både. Men da makrellerne ikke havde nogen stor handelsværdi
netop da, valgte de norske fiskere altså at dumpe 1.000
tons fuldgode makreller i Nordsøen - trods reglerne...
Fjernede man enhver form for
statsstøtte til fiskeriet, ville antallet af og størrelsen
på de enkelte fiskeskibe i løbet af få år
falde til et niveau, der kan understøttes af alverdens
fiskebestande. - Men kan politikerne finde ud af det?
Svaret blæser ikke i vinden.
Det ligger i stedet godt gemt ude på de største
havdybder - i internationalt farvand...
Steen Ulnits
|
