|
Tamlaks og vildlaks
Der produceres tamlaks
som aldrig før.
Den samlede verdensproduktion ventes snart at runde 400.000
tons! Samtidig har vildlaksen det dårligere end
nogensinde...
I 1994 blev der på verdensplan
produceret 356.000 tons atlanterhavslaks i fortrinsvis flydende
netbure - med Norge som den absolut førende nation. Samme
år blev der af erhvervsfiskere blot landet 5.000 tons...
Det er således enorme mængder
tamlaks, der efterhånden produceres til det næsten
umættelige verdensmarked. Resultatet er blevet, at laks
idag er billigere at købe end torsk - hvor det før
var direkte omvendt.
Men udviklingen standser ikke
her. Således forventer lakseopdrætternes brancheorganisation,
"International Salmon Farmers Association", at den
samlede produktion af atlanterhavslaks i 1995 vil nå op
på 460.000 tons!
Situationen er en noget anden
på den nordamerikanske vestkyst - i Stillehavet. Her blev
der af erhvervsfiskere i 1994 fanget ikke mindre end 765.000
tons stillehavslaks fordelt på fem forskellige arter. Opdrættet,
som her stadig er i sin vorden, producerede "kun" 67.000
tons pacifiske tamlaks...
Da det norske havbrugsopdræt
af laks for alvor tog fart i 80'erne, så mange det som
redningen for den atlantiske vildlaks. Det store og støt
stigende opdræt pressede priserne på laks så
langt ned, at det ikke længere var rentabelt at drage langt
til havs og brænde i tusindvis af liter dieselolie af for
at fange vildlaksene på deres opvækstpladser i internationalt
farvand.
Hermed var vejen banet for den
utrættelige islænding Orri Vigfusson og hans "North
Atlantic Salmon Fund", der kunne opkøbe først
den færøske og siden den grønlandske laksekvote
og dermed sikre i titusindvis af vilde laks mulighed for at vende
sikkert hjem til deres respektive fødelande.
Fordele og ulemper
Så vidt så godt.
Desværre voksede træerne ikke ind i himlen.
Den lille norske lakseelv Etne
har i de senere år oplevet et fiskeri, man ikke har kendt
magen til. For godt 20 år siden - i 1975 - satte man en
foreløbig rekord med en årsfangst pa 5,5 tons laks.
En i sig selv imponerende fangst for så lille en elv. Etne
er nemlig kun laksetørende på de nederste 7-8 km,
og vandføringen er sammenlignet med andre norske lakseelve
ganske beskeden.
I 1989 indførte så
nordmændene det længe ønskede forbud mod drivgarn
i norsk farvand. Og allerede samme år kunne man i Etne
notere en ny lakserekord med en fangst på over 8 tons!
Alle klappede i deres små hænder og glædede
sig - dels over forbudet, dels til næste sæson, som
da også levede helt op til selv de vildeste forventninger.
Årsfangsten i 1990 blev nemlig endnu en ny rekord med mere
end 9 tons laks !
Det norske drivgarnsforbud var
næppe kommet, hvis ikke en norsk kæmpeproduktion
af tamlaks i netbure havde presset laksepriserne så langt
ned, at garnfiskeriet ikke længere var nær så
interessant.
Norge er i dag verdens suverænt
største producent af tamlaks. I 1970 havde man en beskeden
produktion på omkring 100 tons i et fåtal havbrug
med flydende netbure. 20 år senere - i 1990 - havde man
en produktion på knap 200.000 tons. Og i 1996 passerer
vi altså de 400.000 tons!
Det er et næsten ufatteligt
stort tal. Regner man det om til antal laks, så er det
et sted mellem 100 og 200 millioner laks! Leger man videre med
tallene, vil disse laks - hvis man lagde dem i forlængelse
af hinanden - kunne nå næsten tre gange rundt om
Jorden ved Ækvator! Eller en tredjedel af vejen ud i verdensrummet
til Månen!!
Regn selv efter, hvis du ikke
tror på det! Regnestykket antager, at en typisk havbrugslaks
vejer 2,5 kg og måler 65 cm.
Genetisk forurening
Flydende netbure ikke ret solide.
Faktisk er de ganske skrøbelige og ofte udsat for brud
på netmaskerne i hårdt vejr - naturligvis med masser
af undslupne laks til følge. Det kender vi jo også
fra vore hjemlige havbrug, hvorfra der regelmæssigt undslipper
regnbueørreder.
Herhjemme glæder vi os
ofte over de undslupne regnbuer. I Norge bander man i stedet
over de undslupne tamlaks, der sommer og efterår søger
op i nærmeste elv for dér at gyde sammen med vildlaksene.
Problemets størrelse ses
af, at man fra officiel norsk side anslår antallet af undslupne
laks i 1990 til små 2 millioner! Til sammenligning regner
man med, at der i hele Norge findes 100.000 vilde laks. Alene
i 1990 undslap der altså 20 gange så mange tamlaks,
som der er vildlaks i Norge!
De mange undslupne tamlaks gyder
sammen med de få vildlaks, hvilket medfører en såkaldt
"genetisk forurening". Tamlaksenes gener er af blandet
og ukendt herkomst og derfor i høj grad uønskede
i elve med en naturlig produktion af vildlaks.
Gennem årtusinder har vildlaksene
tilpasset sig netop deres fødevandløb og dets karakteristika.
Vildlaksene har derfor udviklet lokale stammer, som er unikke
for det pågældendc vandløb. Stammer, som ikke
sjældent ser helt forskellige ud. Nogle er korte og tykke
- andre lange og slanke. Nogle vandrer tidligt op - andre sent.
Alt i alt har vildlaksene således tilpasset sig optimalt
til netop "deres" vandløb.
I den norske Eidselv oplevede
man ved årsskiftet 91/92 det helt store mareridt, da elven
efter voldsomme vinterstorme blev invaderet af undslupne tamlaks.
Fra lokalt hold anslog man, at der pludselig var ti gange så
mange tamlaks som vildlaks i elven. Tamlaks, som oven i købet
var inficerede med sygdommen furunkulose - den, der senest
har hærget i den svenske Mørrumså. Og som
man nu frygter skal smitte de resterende vildlaks i elven.
Vender vi igen tilbage til den
lille Etne, som jo oplevede et sandt eventyr af en lakseopgang
i både 1989 og 1990, så kan man med rette spørge
sig selv, hvorfra mon alle de mange laks pludselig kom. Der var
jo næsten tale om en fordobling af fangsten fra 1975 til
1990. - Kan lille Etne overhovedet have en så stor naturlig
produktion?
Det kan den ikke. Den kolossale
fremgang i fangsterne skyldes udelukkende undslupne tamlaks.
Så store, naturlige udsving forekommcr ikke, at man pludselig
dobler en gammel rekordfangst op. Teorien bestyrkes fra flere
hold. Blandt andet kunne den svenske laksefisker Erik Erlandsson,
som har set flere laks end de fleste, under et besøg konstatere,
at samtlige de tre laks, han så, var tamlaks...
Østersølaksen
Østersølaksen er
mindst lige så hårdt trængt som Nordatlantens
laks. Den tilhører samme art, men er en stamme, som aldrig
forlader Østersøen. På samme måde som
mange atlanterhavslaks samles i Davisstrædet mellem Grønland
og Canada for at æde, så samles de fleste østersølaks
i den sydlige Østersø, hvor føden er rigeligst.
Herude på opvækstpladserne
er de genstand for et erhvervsfiskeri, som idag truer med at
trække tæppet væk under de sidste naturlige
bestande. Man regner med, at der idag højst er 10% vildlaks
tilbage i Østersøen med tilløb. De øvrige
skyldes massive udsætninger.
Men i takt med de stigende udsætninger
er det kommercielle laksefiskeri langt til havs også steget.
Og på opvækstpladserne tages tamlaks og vildlaks
i én skøn forvirring. Udsætning af og fiskeriet
efter tamlaksene er således en trussel mod de sidste vilde
østersølaks.
Men med de nuværende lave
laksepriser - igen på grund af det norske lakseopdræt
- er der ikke megen omsætning i østersølaksen.
Således landede bornholmske fiskere i 1995 kun laks for
en værdi af 11 millioner kroner - en brøkdel af,
hvad eksempelvis det svenske sportsfiskeri efter laks i Mørrumsåen
indbringer.
Der er således kun gode
grunde til at stoppe det kommercielle laksefiskeri i Østersøen
helt. Stopklodsen for en sådan beskyttelsesforanstaltning
er de gamle traditioner i fiskerierhvervet. De har mildest ikke
fulgt med tiden...
Smittebærere
Mange betragter som nævnt
det store norske lakseopdræt som vildlaksens redning, idet
opdrættet via lavere laksepriser har gjort det uselektive
højsøfiskeri urentabelt.
Der er da heller ingen tvivl
om, at det har betydet utrolig meget for den udvikling, der for
øjeblikket er i gang overalt i de lakseførende
lande omkring Atlanterhavet. Den udvikling, som islændingen
Orri Vigfusson satte i gang ved at opkøbe først
den færøske og siden den grønlandske laksekvote.
Noget tilsvarende er nu ved at ske i såvål Canada
som Storbritannien.
Havde det ikke været for
de rekordlave laksepriser, ville denne udvikling aldrig være
startet. Det er således hævet over enhver tvivl,
at det store lakseopdræt har givet lave kilopriser, som
har gjort det urentabelt at fortsætte med højsøfiskcriet
efter laks. At lakseopdrættet på denne måde
har bidraget til vildlaksens redning.
I de senere år har det
imidlertid vist sig, at lakseopdrættet er et tveægget
sværd, som ikke kun er til fordel for vildlaksen. Som allerede
nævnt giver det storstilede lakseopdræt et enormt
antal undslupne tamlaks, som blander sig med de talmæssigt
underlegne vildlaks på gydepladserne - med en skadelig
genetisk forurening til følge.
Men ikke nok med det. De mange
tamlaks er også farlige smittebærere for elvenes
vildfisk. De kan påføre vildlaksene sygdomme, som
helt kan udrydde svage bestande. Eksempelvis førnævnte
furunkulose. De kan også smitte elvene med parasitter såsom
den frygtede "Gyrodactylus salari", der i de
senere år har hærget mange af Norges bedste lakseelve.
Det er en parasit, som menes
at stamme fra lakseopdræt ved Østersøen,
hvor laksene er resistente (modstandsdygtige) over for den efter
mange, mange års sameksistens. Det er de nordatlantiske
laks ikke.
Fødekonkurrenter
Endelig er der en meget overset
sammenhæng mellem lakseopdrættet og vildlaksene.
100-200 millioner tamlaks vokser sig ikke store på en diæt
af ingenting. De kræver foder af høj kvalitet og
i store mængder.
- 0g hvor kommer så dette
foder fra? Fra selvsamme hav, der brødføder vildlaksene!
I havet lever vildlaksene af ikke mindst småfisk som sild,
brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt.
Det er de såkaldte "skidtfisk", der anvendes
i fiskemelsindustrien til fremstilling af - fiskefoder!!
Det er fiskebestande, som idag
fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Tænk
blot på, hvordan det Iykkedes erhvervsfiskeriet at udfiske
en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet.
Som tommelfingerregel bruges
der 2,5 kg "skidtfisk" til produktion af 1 kg fiskefoder
af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne bliver
dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så
kræves der stadig mere end 1 kg foder til at producere
1 kg laks.
Til den nuværende årsproduktion
af 400.000 tons laks bruges der således mere end 1.000.000
tons "skidtfisk" - mere end 1 million tons småfisk!
Det er ufattelige mængder føde, der på
denne måde "unddrages" vildlaksene i Nordatlanten...
Det er næsten tragikomisk
at tænke på, hvordan vildlaksene og tamlaksene på
denne måde konkurrerer om den samme føde. Et storstilet
lakseopdræt kræver foder, der fremstilles af selvsamme
fødeemner, som vildlaksene ernærer sig af. Et støt
stigende fiskeopdræt vil derfor uvægerligt tære
på vildlaksenes føderessourcer.
Der verserer således allerede
teorier om, at de senere års dårlige laksefiskeri
i de fleste lakseførende lande omkring Nordatlanten meget
vel kan skyldes overfiskning af de "skidtfisk", som
vildlaksene lever af. Tobisen har været nævnt som
et af de fødeemner, der er blevet fisket alt for hårdt
- til mulig skade for både vildlaksene og de havfugle,
der også lever af dem - eksempelvis lunder.
Sådan genkendes tamlaksen
Den, der blot én gang
har nydt synet af en nystegen, sølvblank vildlaks, vil
aldrig være i tvivl, hvis ellers han tænker sig lidt
om. Der er nemlig adskillige ting, som gør det muligt
at skelne vildlaks og tamlaks fra hinanden:
- Vildlaks er slanke og torpedoformede
fisk, der kan være mere eller mindre kompakte. Linjerne
er rene og ubrudte, og fisken føles fast og muskuløs.
Vildlaksen er helt enkelt formet af sit liv som hurtigsvømmer
i de store have. Tamlaksen derimod er mere plump al kropsform
- dertil lidt "lasket" og slap at føle på.
Ofte er underkæben længere end overkæben,
hvilket sjældent ses hos vildlaks.
- Selv om både vildlaks
og tamlaks kan være helt sølvblanke, så er
der dog alligevel forskel. Skællene sidder helt
regelmæssigt på en vildlaks, hvor de ofte kan være
uregelmæssige på en tamlaks. Det sikreste kendetegn
er imidlertid pletterne, som er langt mere udtalte hos
tamlaks end hos vildlaks. Selv efter længere tids ophold
i det fri vil en tamlaks have flere sorte pletter end en vildlaks.
- En vildlaks vil altid have
hele finner med skarpe kanter. Det er et sikkert kendetegn.
En tamlaks vil derimod have mere eller mindre deforme finner
- eller i hvert fald spor deraf. Det skyldes dels håndteringen
af fiskene som små i ferskvandsdambruget - dels indbyrdes
stridigheder i dammene eller senere netburene. Fiskene er aggressive
og bider hinandens finner til blods, hvis de går for tæt.
Deforme, krumme og delvis uudvoksede
finner er altid et sikkert tegn på, at fisken er en tamlaks.
Morale
Moralen af alt dette er, at der
ikke altid er grund til glæde, når man netop har
landet en laks. En laks er ikke blot en laks. Er det en vildlaks
jævnfør ovenstående, er det bedst at sætte
den ud igen. På den måde belaster man ikke den sårbare
bestand af vildlaks. Er det i stedet en tamlaks, så er
der mere end god grund til at slå den for panden og således
befri elven for et uønsket element!
Tamlaks bliver kun vildlaksens
redning, hvis opdrættet flyttes ind på land, hvor
man kan kontrollere fiskene, mindske udslippet og holde sygdommene
i ave.
Og så er der endda problemet
med foderet at tage stilling til...
Laksen er i sandhed en vanskelig
fisk!
Steen Ulnits
|
