|
Vandkraft
Den store naturkamp
er i gang. - Men er det natur eller kultur, vi taler om og ønsker
at bevare? - Og er vandkraft så ren en energiform, som
mange tror?
De fleste danskere er idag enige
om, at naturen er noget, der skal bevares for eftertiden - noget,
vi har fået overladt af vore forældre, og som vi
skal aflevere til vore børn i samme eller helst bedre
stand.
- Men hvad er det egentlig, vi
taler om, når vi siger "natur"? - Er det virkelig
natur, eller er det ikke ofte "kultur" i stedet? Faktum
er, at vor største interesseorganisation herhjemme - Danmarks
Naturfredningsforening - regelmæssigt tager fejl af begreberne
og fremmer kultur frem for den "ægte vare", naturen.
Nu skal det først og fremmest
slås fast, at vi i Danmark stort set ingen oprindelig natur
har tilbage. Så Danmark ud, som naturen ville det, var
hele landet dækket af tæt skov. Den skov ryddede
vi i sin tid - med heden som resultat i Vestjylland.
Mange tror - måske på
grund af H.C.Andersen - at netop den danske hede er et naturligt
fænomen. Vor store digter skrev jo: "Skynd dig, kom,
om føje år heden som en kornmark står".
Nej, heden er i stedet det synlige resultat af skovrydningen
på sandede jorde. Et del af dagens danske kulturlandskab.
Danmark, som vi kender det idag,
er således et kunstprodukt - formet og skabt efter danskernes
forgodtbefindende. Et land, hvis nuværende udseende primært
skyldes et veludviklet landbrug med et stort og næsten
frem til idag stigende behov for jord til dyrkning. Det samme
landbrug, som vi kan takke for vore mange og snorlige regulerede
åløb. Og for den medfølgende okker-forurening
i specielt det sydlige og vestlige Jylland.
Ret skal dog være ret,
og vi kan ikke give landbruget skylden for al dårligdom
i dette land. Tag vandkraften som et godt eksempel. Vandkraften,
der alle dage er blevet betragtet som en "grøn"
energiform - som noget forureningsfrit og dermed positivt. Her
er der ingen svovlsur regn fra kulkraftværkernes elproduktion,
ingen rygende skorstene, intet radioaktivt udslip eller forurenet
spildevand at pege fingre af. Og dog...
Vandkraften
Tidligt i elektricitetens historie
- i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig - satsede
man her i landet på netop vandkraften. Industrialiseringen
af landet var i fuld gang, og til det formål manglede man
elektricitet. Et begreb som "forsyningssikkerhed" var
ganske naturligt i højsædet efter krigens magre
år, og vandkraften var jo som producent af elektricitet
dejligt uafhængig af forsyninger udefra.
Rundt omkring i landet skød
større eller mindre vandkraftværker op - med Tangeværket
ved Gudenåen og Karlsgårdeværket ved Varde
Å som de største og mest kendte. Som landets længste
vandløb blev Gudenåen begavet med mange mindre værker
i tilgift til Tangeværket - landets største vandkraftværk.
Dengang producerede disse værker
en meget stor del af landets samlede elforbrug. Tangeværket
leverede således alene mere end 20% af Jyllands samlede
elforbrug i 1920'erne.
Det gør værket ikke
længere. Elforbruget er steget så voldsomt, at vandkraften
idag udgør under 1 promille af det samlede danske forbrug.
Men de er der stadig, værkerne, og smukt ser det jo ud
med de opstemmede kraftværkssøer, som de ligger
og glimter i landskabet. Og vedvarende CO2-fri energi er det
jo stadig, der kommer ud af turbinerne.
Da elproduktionen er CO2-fri,
yder den danske stat et stort tilskud til produktionen af vedvarende
energi. Således blev Tangeværkets overskud i 1993
lig med tilskuddet, som hidtil er blevet delt ud til andelshaverne.
I 1994 blev overskuddet 3 mio. kr - trods et statstilskud på
hele 4,2 mio. kr. Isoleret set er vandkraften således et
aldeles urentabelt foretagende.
Staten giver sit tilskud i bedste
mening - for at støtte produktionen af vedvarende og forureningsfri
energi. Vindmøllerne nyder samme begunstigelse.
De fysiske skader
Smuk ser vandkraften imidlertid
kun ud på overfladen. I virkeligheden har vandkraft så
mange skadelige effekter på miljøet, at det er en
overmåde dyr energiform - specielt i et lavland som det
danske.
Vandkraft i Danmark tåler
ikke sammenligning med vandkraften, som den ser ud i vore nordiske
broderlande Sverige og Norge. I disse lande influerer vandkraften
- opstemningerne - nemlig primært på de fysiske forhold,
hvor den i et næringsrigt lavland som Danmark i tilgift
byder på alvorlige problemer med vandkemien.
I bjerglande som Sverige og Norge
kan vandkraften levere store mængder energi til en billig
pris. Tilsyneladende i hvert fald. I bjerglande har opstemning
af vandløb og søer til magsiner for vandkraftværkerne
nemlig ofte haft en katastrofal betydning for bestandene af opvoksende
laks, ørreder og rødinger.
Der sker det uundgåelige,
at vandstanden stiger, mens søen fyldes op. Og falder,
når søen tømmes og det opsamlede vand lukkes
ned gennem turbinerne. Herved opstår en fuldstændig
gold bredzone, hvor bunden skiftevis tørlægges og
oversvømmes. Her kan intet leve - i præcis det bredområde,
som normalt er søens mest produktive, hvad planter, vandinsekter
og krebsdyr angår. Dette har naturligvis en ødelæggende
virkning på vandkraftsøernes bestande af laksefisk.
Mens vandreservoiret fyldes og
tømmes, vil vandstanden i åen nedstrøms kraftværkets
turbiner svinge tilsvarende, hvilket forstyrrer vandløbets
levende organismer meget. I løbet af den lange og meget
varme sommer 1995 har Tangeværket to gange lukket af for
vandet - senest med det resultat, at store dele af Gudenåen
nedstrøms Tangeværket blotlagdes - idet værkets
betonfundament skulle udbedres.
De fulde konsekvenser af denne
tørlægning kendes endnu ikke, men mange smådyr
bukkede under, da åbunden blotlagdes. Og fiskene, der i
forvejen var stressede i det meget varme og lave vand, måtte
gispe efter vejret i det resterende vand.
Mest kendt ved vandkraften er
dog den rent fysiske blokade - selve opstemningen, der kun sjældent
kan passeres af vandrefiskene på vej mod deres gydepladser.
Tydeligst så man dette ved Gudenåen, hvor den oprindelige
laksestamme uddøde med anlæggelsen af Tangeværket
og Tange Sø i 1920'erne.
Ved oprettelsen af værket
mistede laksen helt enkelt adgangen til sine sidste vigtige gydepladser
i Gudenå-systemet. De lå og ligger den dag idag på
bunden af Tange Sø - begravet under flere meter vand og
et tykt slamlag. Fisketrappen - den gamle såvel som den
nye - virker efter mere end 70 år stadig ikke efter hensigten.
Søen må væk!
Idag debatteres det livligt,
om Tangeværket skal afgive vand - op mod 25% af Gudenåens
samlede vandføring - til et såkaldt "omløbsstryg".
Et sådant stryg vil sikre, at samtlige vandløbets
fisk og smådyr får fri passage uden om Tangeværkets
opstemning.
Gudenåcentralen har længe
modsat sig et sådant omløb, da det - via et uundgåeligt
produktionstab på 25% - vil gøre den fremtidige
elproduktion endnu mere urentabel, end den allerede er.
Man skal imidlertid gøre
sig klart, at et sådant omløbsstryg ikke
løser problemet med Tangeværkets opstemning af Gudenåen.
Den nyetablerede Gudenå-laks vil ganske vist få adgang
til Gudenåen opstrøms værket, men adgang til
hvad?
Tange Søs blotte eksistens
hindrer ifølge Fiskeriministeriets egne biologer genskabelsen
af en selvreproducerende laksestamme i Gudenåen - helt
enkelt fordi laksens allervigtigste gydepladser stadig ligger
på bunden af Tange Sø, gemt under et tykt slamlag.
Så skal Gudenåen
igen have en naturlig laksebestand - hvilket vi officielt forpligtede
os til at sørge for, da vi som medlemsland i EU i 1981
skrev under på den såkaldte Bern-konvention - da
må Tange Sø fjernes fra landkortet. Der er ikke
andre muligheder. Den øvrige del af Gudenåen rummer
ikke tilstrækkeligt med egnede gydepladser - den nedre
del heller ikke.
De kemiske skader
Den fysiske blokade af vandrefiskenes
adgang til deres gydepladser er som nævnt den mest kendte
og omdiskuterede effekt af vandkraften. Langt mindre kendt, men
mindst lige så vigtigt er det, at selve opstemningen af
det strømmende vand til en sø har yderligere skadelige
effekter i et lavland som Danmark - skader på vandkemien.
Det oprindeligt kølige
åvand bliver nu til varmt søvand, som i sommermånederne
kan nå temperaturer, der er kritisk høje for åens
laksefisk. 15-20 grader varmt Gudenå-vand kan i værste
fald blive op mod 30 grader varmt Tange Sø-vand! Gudenåen
fra Tange Sø og hele vejen ud til Randers Fjord og Kattegat
er derfor markant varmere, end den ellers ville være -
til stor skade for vandmiljøet i sommermånederne.
I denne forbindelse skal man
tænke på, at varmt vand kan indeholde langt mindre
iltmængder end koldt. At varmt vand derfor i sig selv er
uegnet som opholdssted for iltkrævende organismer.
Det varme og næringsrige
søvand byder ligeledes på ideelle levevilkår
for en lang række alger, som derfor blomstrer op. Vandet
bliver uklart, og de mange alger skygger for planterne på
bunden, som derfor kvæles.
Specielt i sommermånederne
kan vandet ligne blågrøn maling, hvilket skyldes
overproduktion af de ofte giftige blågrønalger.
Og som udløser badeforbud eller i bedste fald frarådning.
Det sidstnævnte fremgår af skiltning ved Tange Sø.
Vandkraft kan derfor med rette
omdøbes fra grøn til "blågrøn
energi" - på grund af de giftige blågrønalger,
den ofte afstedkommer.
De mange alger påvirker
de fysisk-kemiske forhold i vandet på negativ vis. I dagtimerne
kan vandets pH-værdi (surhedsgrad) nå kritisk høje
værdier på grund af algernes fotosyntese. pH-værdier
på 10 er almindelige og meget uheldige for fiskene,
der i så fald må fortrække - eller dø.
Så basisk vand kan de ikke tåle. Fra netop Tange
Sø kendes da også tilfælde på massedød
blandt fiskene, her specielt den kommercielt værdifulde
laksefisk helt.
Samtidig kan vandets iltindhold
falde så meget om natten - på grund af de kolossalt
mange algers ånding, når der ikke er lys - at fiskene
kan blive kvalt på grund af iltmangel.
Alt i alt svarer effekten af
vandkraft herhjemme således til virkningerne af en forurening
med organisk spildevand!
Endelig må man ikke glemme,
at et frit strømmende vandløb har en ganske stor
selvrensende effekt - jo hurtigere strøm og bedre iltning
af vandet desto større selvrensning. Og netop på
stræk-ningen mellem Kongensbro og Tange var Gudenåen
oprindeligt meget hurtigt strømmende.
En studerende fra Silkeborg Seminarium
formulerede det glimrende, da sammenhængen gik op for hende:
"I stedet for 10 km stærk
selvrensning i en hurtigt strømmende Gudenå får
vi nu 10 km
stærk forurening i den
opstemmede Tange Sø!"
Den milliard kroner, som borgerne
langs Gudenåen har investeret i en bedre rensning af deres
spildevand, har givet langt renere vand i Gudenåen. Men
effekten kunne blive meget bedre, dersom Tange Sø forsvandt
fra landkortet - som led i et naturgenopretnings-projekt ved
landets længste vandløb.
Billig vandkraft dyr i drift
Gennemgående byder opstemmede
vandkraftsøer på meget ustabile og derfor dårlige
livsbetingelser for såvel fisk og smådyr som højere
planter. Så dårlige, at kun en bestand af hårdføre
såkaldte "skidtfisk" - primært skaller
og brasen - kan trives året rundt.
Vandkraftsøens værdi
som producent af værdifulde fisk er derfor meget lille,
hvilket også skyldes, at søen er et ideelt levested
for rovfisk, der kan tolde hårdt på bestanden af
nedtrækkende ungfisk af laks og havørred. En meget
stor del af de ungfisk, der må passere vandkraftsøen
på deres vej mod opvækstpladserne i havet, bliver
ædt af gedder, sandart og knuder under passage af søen.
Det viser både danske og svenske undersøgelser.
På denne måde bliver
den "billige" og miljørigtige vandkraft pludselig
til et overmåde dyrt bekendtskab for samfundet, der her
mister ressourcer i form af laks, havørred og helt. Det
rene vand, som i eksempelvis Gudenåen gerne skulle være
resultatet af en milliardstor investering i bedre spildevandsrensning,
bliver samtidig en saga blot. Gudenåen misfarves fra udløbet
af Tange Sø og helt ud i Randers Fjord, der som slutdestination
belastes af de medførte alger.
Vandkraften har herhjemme kun
en enkelt reel fordel - den producerer uomtvisteligt CO2-fri
energi. Produktionen er dog forsvindende lille og omkostningerne
for miljøet til sammenligning gigantiske. Tidligere formand
for Gudenå-komitteen, Knud Erik Særkjær, udtalte
engang om Tangeværkets effekt på miljøet i
Gudenåen:
"Den samlede miljøpåvirkning
er utvivlsomt større, end hvis den samme energimængde
blev produceret ved afbrænding af kul eller olie, men af
en helt anden karakter!"
Natur eller kultur?
I lyset af alt dette kan det
kun undre, at en organisation som Danmarks Naturfredningsforening
bakker op om vandkraften - på bekostning af de oprindelige
vandløb. Vandkraften, som i denne forbindelse jo er rendyrket
kultur i stedet for natur. Det har været tilfældet
med Tange Sø og med Vestbirk søerne, hvor DN har
stillet sig i vejen for en genskabelse af den oprindelige natur
i form af det oprindelige bugtede åløb.
Og nu senest har DN været
stærkt medvirkende til at forhindre retableringen af Gudenåen
ved den af staten opkøbte Vilholt Mølle. Staten
opkøbte i sin tid møllen for at nedlægge
elproduktionen og dermed retablere en strækning af Gudenåen,
der ville blive en af landets hurtigst strømmende - med
en fauna, der ikke findes tilsvarende andetsteds i Danmark.
Men sådan skulle det ikke
være. Naturklagenævnet vedtog, at opstemningen ved
Vilholt Mølle skulle bibeholdes - trods indstilling fra
Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen om det modsatte.
I ministeriet og styrelsen var
man enige om, at opstemningen skulle nedlægges og Gudenåen
genskabes i sin oprindelige form - som et af Danmarks få
hurtigt strømmende og dermed unikke vandløb.
Med aktiv støtte fra Danmarks
Naturfredningsforening lykkedes det imidlertid et fåtal
lokale at forpurre en genskabelse af Gudenåen ved Vilholt
Mølle. Trods det faktum, at såvel Vejle Amt som
Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening også
bakkede op om fjernelsen af den 130 år gamle opstemning
ved møllen. Baglandet var således i orden, og Naturklagenævnets
afgørelse kom derfor som et chok for de fleste.
Hermed har DN skabt sig et forklaringsproblem,
for hvordan kan man kalde sig Naturfredningsforening, når
det retteligen er kultur, man ønsker at fremme - endda
på direkte bekostning af den ægte natur? Da burde
man skifte navn til Danmarks Kultur-fredningsforening i stedet
for at stikke sine mange tusinde medlemmer blår i øjnene.
Medlemmer, der givetvis og desværre fejlagtigt tror, at
det er naturen de støtter, når de melder sig ind
i DN!
- Måske er det derfor,
DN netop har spillet ud med et oplæg til sikring af de
danske havørredstammer? Med en ordlyd, der stort set er
identisk med det, engagerede sportsfiskere i mange år har
prædiket.
- Måske det er en slags
aflad for dårlig samvittighed i forbindelse med DN's miljøfjendske
holdning til vandkraften, der jo netop er med til at ødelægge
de selvsamme naturlige lakse- og havørredstammer?
Udlandet viser vejen!
Den danske vandkraft synger idag
på sidste vers. Bestyrelsen for Gudenåcentralen,
der driver Tangeværket og Elmuseet samme sted, kæmper
dog med næb og klør for deres minimale elproduktion.
De har af al magt modsat sig etableringen af det omløb,
som en enstemmig Gudenå-komitté ellers har anbefalet.
Forklaring: Med etableringen
af et omløb vil Tangeværkets energiproduktion nemlig
blive så økonomisk urentabel, at enhver kan se det.
Da vil det stå lysende klart for landets politikere, at
de store statstilskud til en forsvindende lille og håbløst
urentabel elproduktion ikke kan fortsætte. Og da vil et
fåtal lokalpolitikere miste deres attraktive bestyrelsesposter
i Gudenåcentralen...
Landets næststørste
vandkraftværk, Karlsgårdeværket ved Varde Å,
er allerede idag under afvikling. En fortsat drift af værket
er nemlig afhængig af, at der foretages store opgravninger
af aflejret bundslam i Karlsgårde Sø. Og en sådan
opgravning kan ikke ske, da der i søbunden findes store
mængder kviksølv aflejret - kviksølv, som
stammer fra Grindstedværkets udledninger i Varde Å.
Esbjerg Kommune, som driver værket, har derfor meldt ud,
at man ikke nærer ønske om at fortsætte en
urentabel produktion.
I det store udland er man ved
at være klar over, hvad vej vinden blæser. Det har
man i hvert fald nu dokumenteret i både USA og Frankrig,
hvor vandkraften i efterhånden mange år har været
en ødelæggende faktor for miljøet i almindelighed
og bestandene af vandrefisk i særdeleshed.
I USA har den amerikanske regering
meldt ud, at man vil bekoste hele 209 mio. US$ på
fjernelsen af to vandkraftopstemninger - dæmninger - ved
den 72 km lange Elwha River i staten Washington på USA's
vestkyst. Formålet er, at stillehavslaksene igen skal have
adgang til deres gamle gydepladser opstrøms dæmningerne.
En imponerende kovending i et
land, hvor vandkraft i mange år har været lig med
fremskridt og velstand. Tænk blot på de gigantiske
Hoover og Grand Coulee Dams, der nu i mange år har leveret
strøm til den amerikanske drøm!
I Frankrig har en massiv kampagne
mod tilsvarende dæmninger siden 1986 nu båret frugt.
Miljøorganisationen "Loire Vivante" ("En
Levende Loire Flod") har nu fået så meget vind
i sejlene, at den franske miljøminister vil bremse etableringen
af to planlagte nye opstemninger. Men ikke nok med det. Han vil
også fjerne to af de allerede eksisterende opstemninger
- ved henholdsvis Maisons Rouge og St. Etienne du Vigan.
Styr på definitionerne!
- Hvor længe skal vi så
i lille Danmark acceptere, at et fåtal bestyrelsesmedlemmer
i Gudenåcentralen skal holde laksen borte fra dens gydepladser
opstrøms turbinerne ved Tange Sø? At et mikroskopisk
kraftværk skal dele landets længste vandløb
i to skarpt adskilte dele med hver sin fauna - endda med statstilskud?
Vandkraften står idag midt
i et vadested. Det er nu, der skal gøres op med gamle
forestillinger om en "miljøvenlig" vandkraft.
Det skal derfor blive spændende at se, om Svend Auken,
der jo nu er både miljø- og energiminister,
kan få kabalen til at gå op: Hensynet til både
miljøet og energiforsyningen, der jo på næsten
alle områder er hinandens modpoler.
Svaret blæser i vinden...
Steen Ulnits
|
