|
Stallingen i Danmark
Fra naturens hånd
er den danske stalling
en vestjysk fisk, men udsætninger i 1940'erne har
gjort den østvendte Gudenå til landets måske
bedste stallingvand.
Stallingens indvandring i Danmark
er et skoleeksempel på de faktorer, der begrænser
ferskvandsfiskenes naturlige udbredelse.
I perioden umiddelbart efter
sidste istid - altså for små 10.000 år siden
- var Danmark landfast med England. Det nuværende Vesterhav
var da skovdækket. Vandløb fra det østlige
England og det vestlige Jylland strømmede ud over dette
senere havområde, inden de til sidst forenede sig med en
mægtig flod, der kom helt nede fra Karpaterne i Mellemeuropa.
Via denne "urflod",
som ikke findes længere, indtog stallingen de østengelske
og de vestjyske vandløb. Stallingen havde imidlertid ingen
mulighed for at passere vandskellet på den jyske højderyg,
så idag findes stallingen i Danmark kun naturligt udbredt
i et fåtal vestjyske vandsystemer.
Tilsvarende findes stallingen
kun i de østvendte engelske vandløb. Irland, der
heller ikke dengang var landfast med England, fik af samme årsag
ingen stallinger. I Sverige og Norge havde stallingen i stedet
mulighed for at indvandre fra øst via den daværende
Ancylussø - en kæmpemæssig ferskvandssø,
der i grove træk lå, hvor Østersøen
idag ligger.
Pudsigt nok forbinder svenskerne
idag ofte stallingen med det høje nord, mens den altså
også er naturligt forekommende så langt sydpå
som Danmark og England!
En hjælpende hånd...
Men denne fordeling af naturens
goder var ikke godt nok for en lille håndfuld engagerede
lystfiskere. De var fascinerede af tanken om, at Danmarks to
største vandløb - Skjernå og Gudenå
- udsprang kun få hundrede meter fra hinanden på
den jyske højderyg. Siden løb de hver sin vej -
Skjernå mod vest, Gudenåen mod øst. Det måtte
derfor kunne lade sig gøre at transportere et antal vestjyske
stallinger over højderyggen og dermed skabe en ny østjysk
bestand!
Som tænkt så gjort.
På cykelanhænger og i mælkejunger, hvis vand
blev iltet med en cykelpumpe, blev så de første
stallinger bragt helskindet over højderyggen. I to tempi
blev et halvt hundrede fisk overført til Gudenåen,
hvor de slog endog meget godt an. Det var i 1940'erne, og allerede
få år senere var der så mange stallinger i
Gudenåen, at den kendte fiskebogsforfatter, Paul Wellendorf
fra Randers, på en enkelt eftermiddag kunne fange et halvt
hundrede stallinger - på flue og til videnskabelige undersøgelser!
Bagmændene bag denne "fauna-forurening",
som man ville kalde det idag, var engagerede fluefiskere, der
holdt meget af netop stallingen. Det er nemlig en kendt sag,
at netop stallingen er uhyre villig til at stige til en vel præsenteret
tørflue - selv sent på året, hvor der ikke
er insekter på vandet. Samtidig har stallingen ry for at
være langsynet. Faktum er i hvert fald, at den gerne stiger
flere meter op til overfladen efter et lækkert insekt eller
en overbevisende flue. Det vil en velvoksen bækørred
aldrig gøre.
Mindstemål og fredningstid
Stallingen er således fluefiskerens
fisk par excellence, men husk: Efter mange år som totalt
fredløs har den danske stalling idag både mindstemål
og fredningstid. Stallingen er fredet under gydningen i perioden
15. marts-15. maj, og mindstemålet er 33 cm.
I mange år var den danske
stalling fredløs som den engelske, der jo i mange kalkstrømme
betragtes som en decideret skadelig fisk, der bør fjernes.
En farlig næringskonkurrent til ørreden. Faktum
er da også, at stallingen ofte tager over, hvor forholdene
passer den. Har den det godt, vil den ofte udkonkurrere bækørreden.
Stallinger over 40 cm kaldes
i Danmark for "blåmænd" - en rigtig jysk
betegnelse for de ofte blålige storstallinger. Fisk over
50 er sjældne på lystfiskergrej, men kæmper
på 2,5-3 kg tages af og til under elektrofiskeri.
Skjernå-systemet
I dette vort vandrigeste vandløb
har stallingen nu levet i små 10.000 år. Fiskene
her er gennemgående både mindre og slankere end "overløberne"
i Gudenåen, hvilket skyldes mere næringsfattige forhold.
Der fanges dog regelmæssigt fisk på 40-50 cm - ofte
under laksefiskeri med synkeline og store fluer. Dette kunne
jo i sig selv tyde på, at stallingerne i Skjernå
er mere sultne end deres østjyske artsfæller!
Specielt skal man ofre opmærksomhed
på steder, hvor en frisk strøm løber hen
over en bund af grus. Her står der altid stallinger, og
her kan de så godt som altid fristes med en vægtbelastet
nymfe fisket opstrøms.
Et lille, men produktivt tilløb
til Skjernå er Fjederholt Å. Åen rummer en
god bestand af stallinger, som dog kan være svære
at komme på skudhold af. Ofte ser man store fisk i de dybe
høller, men fange dem er en anden sag! Fiskene kan fanges
på såvel tørt som vådt, men der skal
helst fiskes opstrøms i det lille vandløb.
Inkarnerede stallingfiskere sætter
netop Fjederholt Å meget højt, og i premieredagene
midt i maj kan der være mange fiskere ved åen.
Storå-systemet
Storåen er med sine omkring
100 km strømvand et af Danmarks førende stallingvande.
Åen er dog ret kedelig på store dele af sit lange
løb, og sno sig for alvor gør åen først
i området omkring Hodsager. Her er Storåen smuk som
få andre vestjyske åer, og her er der for alvor fisk
at fange.
Heroppe kan man i perioder opleve
et virkelig godt fiskeri efter fine vestjyske stallinger. Fisk,
der - modsat de fleste bækørreder og samtlige regnbuer
i åen - er født og opvokset i den karske vestjyske
natur. Hvor der oprindeligt var langt mellem fødeemnerne
- i hvert fald sammenlignet med de mere næringsrige østjyske
vandløb. Idag har de mange dambrug dog udjævnet
denne naturlige forskel...
Storåens i regelen mange,
men sjældent så store stallinger falder gerne for
en lille tørflue, der kastes blindt over høllerne.
Man skal ikke regne med de store klækninger af vandinsekter
- til gengæld er åens stallinger meget opmærksomme
på landinsekter, der blæser ud i vandet til dem.
For i dette åbne landskab blæser det altid...
Kongeå-systemet
Den smukke Kongeå havde
indtil en stor forurening i 1968 nok landets bedste og i hvert
fald mest hurtigt voksende stallingbestand. I mange efterfølgende
år var der ikke en eneste stalling i den slyngede å,
men sidst i 80'erne gik man for alvor i gang med at genskabe
den gamle bestand.
Det lykkedes over al forventning,
og åen har idag en rigtig god bestand af stallinger, hvoraf
flere har målt over 5o cm. Da åen har et rigt insektliv,
kan det i perioder med store klækninger være mere
end svært at komme i nærkontakt med de velvoksne
stallinger.
Åens bedste stallingstræk
er de første 5-10 km nedstrøms Foldingbro. Men
i hele den heldigvis fredede Kongeå-dal slynger åen
sig afsted, smukkere og mere indbydende end de fleste danske
åer. Og overalt kan der fanges stallinger.
Ribe Å-systemet
Efter de første heldige
forsøg med udsætninger af stalling i Kongeåen,
fulgte man trop i den sønderjyske Gelså - et tilløb
til Ribe Å-systemet, hvor der også fra naturens hånd
har været stallinger. Og til manges glæde kvitterede
fiskene også her med en god tilvækst og en fin selvreproduktion.
Således fanges der idag flere stallinger end bækørreder
på åens mellemste løb, hvilket vil sige fra
Neder Jerstal til Gelstoft.
Sommeren igennem er der en frodig
vegetation af blomstrende vandranunkler i åens klare vand.
Under sådanne forhold er opstrøms fiskeri med tørflue
og nymfe det eneste mulige og effektive. Til alt held er stallingerne
i Gelså sjældent så kræsne som deres
artsfæller i Kongeåen!
Vidå-systemet
Stallingen er nu senest blevet
genintroduceret i Vidå-systemet længst i syd mod
den dansk-tyske grænse. Også her er den slået
godt an igen i sine gamle omgivelser.
Således er der idag en
fin bestand af stallinger i flere af de mindre tilløb
til Vidåen - i Gejlå, Bjerndrup Å, Arnå
og Grønå.
Gudenå-systemet
Landets største stallinger
stammer fra Gudenåen, selv om bestanden her idag kun er
en skygge af sig selv. Især har man fokuseret på
den voldsomme kanosejlads som en mulig årsag til tilbagegangen.
Der kan dog stadig opleves fint fiskeri flere steder.
Stallingerne i øvre Gudenå
har megen føde at vælge imellem og kan derfor være
meget kræsne. De større stallinger dropper ofte
overfladeføden til fordel for den rigelige og lettere
tilgængelige bundføde. Vil man i kontakt med de
virkelige blåmænd, skal der således en tung
nymfe på et langt og tyndt forfang!
Fiskeriet er bedst på åens
øvre løb - opstrøms Ry. Desværre er
det på selvsamme strækning, den voldsomme kanosejlads
finder sted fra midten af juni og sommeren igennem...
Steen Ulnits
|
